Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/12 side 268
VÆRD AT VIDE
Af Helmer Fogedgaard
 
KAN KRIMINELLE TILBØJELIGHEDER NEDARVES?
Hvis et par forældre, begge eller bare en af dem, har været på kant med straffeloven, stiger sandsynligheden for, at deres børn også kommer det, hedder det i en dagbladsartikel. Et dansk register omfattende 14.427 mænd og kvinder, der blev bortadopteret som børn mellem 1927 og 1947, har givet amerikanske forskere mulighed for at analysere sig frem til opdagelsen.
Ved at beskæftige sig med adoptiv-personer, som tidligt har skiftet hjem, kan man bedre indkredse den kriminalitet, der skyldes arv, til forskel fra den, der skyldes miljøet. Den arvelige baggrund, forbryderes handlinger kan have, gælder den kriminelle tendens i bred almindelighed. Det er ikke tilbøjeligheder til at begå bestemte forbrydelser som kassesvig, røveri eller voldtægt, der er gået i arv i givet fald. Undersøgelsen offentliggøres af sociologerne Mednick og Gabrielli ved universitetet i Los Angeles samt Barry Hutchings fra Institut for klinisk Psykologi ved Københavns Universitet.
Det er jo kedeligt, at forskerne ikke har studeret Martinus analyser, for så ville de vide, at man kun arver det rent legemlige fra sine forældre. De åndelige egenskaber, talenter og tilbøjeligheder, er afhængige af det inkarnerede individs udviklingstrin. Det er noget, som individet selv ejer i forbindelse med sine talentkerner, og det medtages fra inkarnation til inkarnation. Noget andet er så, at man meget ofte tiltrækkes og derfor inkarnerer hos forældre med beslægtede evner og tendenser. Heraf kommer "overtroen" om, at man også arver de åndelige evner fra sine forældre.