Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/11 side 258
Nyt fra Martinus Institut
 
SAMTALEGRUPPER MED BØRN OG UNGE I KLINT
af Astrid Piester
Hvert år kommer der mange børn til Klint sammen med deres forældre, som kommer for at høre foredrag, være i studiegrupper og i det hele taget deltage i alle de dejlige aktiviteter, der findes i Martinus Center. Så længe børn er mindre, er det naturligt, at de følger med deres forældre på ferie, men når de bliver unge mennesker, ser man ofte, at de hellere vil med kammerater end med forældrene.
Gælder det også børn og unge på Klint? – Nej, det er der noget, der tyder på, at det ikke gør.
Der er adskillige unge mennesker, der er kommet på Klint hele deres barndom, og som bliver ved med at føle sig så tiltrukket af det, at de stadig kommer. Hvorfor gør de det? Hvis man stiller et barn spørgsmålet: Hvorfor kan du godt lide at komme på Klint? vil svaret sandsynligvis ikke være langt fra dette: Fordi alle mennesker er så søde og rare. – Det vil sige, at børn føler tryghed ved at komme der. Men udover at børnene og de unge oplever de voksne som søde og rare, og at de i det hele taget er glade for at være på ferie, hvad kan vi så gøre for, at de skal få endnu mere ud af ferien, hvis de ønsker det?
Vi var i sommer nogle voksne, som talte om dette og om, at mange, både børn og unge, kender lidt til Martinus' arbejde, men ikke nok til, at de kan følge med i de aktiviteter, der foregår, og som jo også er baseret på voksne mennesker. Der blev hurtigt enighed om, at samtalegrupper, hvor man går ind på børnenes og de unges præmisser, måtte være den bedste løsning, da det ikke skulle være skoleagtigt.
I første omgang havde vi forestillet os en gruppe unge mennesker i alderen 13-18 år, hvor vi ville starte med at tale med de unge om deres problemer og søge at hjælpe dem med at løse problemerne via Martinus' Kosmologi. Hvis de unge derigennem fandt ud af, at her var noget, de kunne bruge, ville vejen være banet for yderligere interesse for Martinus' arbejde.
Hele spørgsmålet blev diskuteret med undervisningsleder og andre, som alle fandt, at det kunne være spændende at prøve. Så var der ikke langt fra tanke til handling. Søndag blev gruppen annonceret sammen med de øvrige grupper til start mandag formiddag efter foredraget.
Det var nogle spændte voksne, der ventede udenfor foredragssalen for at se, om ideen fængede – og det gjorde den, omend på en lidt anden måde end ventet, idet der kom ca. 12 børn (svenske, norske og danske) i alderen 6-13 år! – Hurtigt blev der opsendt en lile bøn om inspiration til, hvordan man nu skulle gribe sagen an, idet børn i denne aldersgruppe normalt ikke selv kommer frem med problemer, de ønsker at diskutere.
Vi fik dog snart snakken i gang (med oversættelser ind imellem) og fik et lille overblik over børnenes kendskab til, hvad der foregår i Martinus Center, og det var der adskillige, der vidste noget om.
Forsøget med samtalegrupperne stod på i 2 uger, og der blev talt om mange ting: reinkarnation, udviklingen plante-dyr-menneske, talentkerners (ønskers) opbyggelse og nedbrydning, udviklingsstigen, udviklingsbaner og -spiraler, Verdens Forenede Stater samt meget andet – og sidst men absolut ikke mindst: døden og den åndelige verden. Det er et område, der interesserer børn meget, ligesom børnene var vældigt optaget af at se på og høre om Martinus' symboler. De fleste børn kom hver dag hele ugen, og det har vi tolket som, at de har følt interesse for det, vi har talt sammen om.
For os voksne var det en dejlig og inspirerende oplevelse (og udfordring) at samtale med børnene og fremlægge Martinus på et niveau, som børnene forstod, og vi vil meget gerne forsøge igen til næste sommer. For at børnene og de unge kan få mest muligt ud af det, har vi dog talt om, såfremt der bliver deltagere nok, at dele gruppen i f.eks. 6-12 årige og 13-18 årige, da det jo ikke vil blive helt de samme emner, der vil blive talt om i de to grupper på grund af deltagernes forskellige erfaringsområder.
 
 
Særtryk af FORTALEN TIL LIVETS BOG
kan købes på Instituttet for 15 kr.
 
DET TREDIE TESTAMENTE, LIVETS BOG BIND VI
er udkommet på Borgens Forlag, og bind VII vil udkomme i februar 1985.
 
HJÆLPERE TIL MASKINSKRIVNING
Er du rutineret og kunne tænke dig at hjælpe med til indskrivning af KOSMOS på dansk og svensk, hører vi gerne fra dig snarest. Henvendelse til Instituttet tlf. 346280 eller til Erik Weihrauch tlf. dag 343225, aften 423371/346280.