Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

For en tid siden besøgte jeg Historiska Museet i Stockholm. I en afdeling viste man stenaldermenneskenes måde at leve på. Det jeg særligt lagde mærke til var, at man på en skærm, hvor man beskrev deres særkende, påstod, at dette stenaldermenneske havde samme intelligens som det moderne menneske. Når man taler med mennesker om den kulturelle udvikling, viser det sig ofte, at de tror, at mennesket igennem meget lang tid egentlig ikke har forandret sig. Dets redskaber og teknik har udviklet sig, men ikke dets psyke. "Menneskene har altid ført krige og vil altid blive ved med at kriges" siger man.

I Martinus kosmologi er udviklingsbegrebet en hjørnesten. Her hedder det "mennesket har altid udviklet sig og vil altid fortsætte med at udvikles". Udviklingen sker ved, at mennesket stilles overfor problemer, der, for at det kan overleve, kræver sin løsning. Siden stenalderen har menneskene måttet løse uendelig mange problemer og gjort utallige erfaringer. Det er vort moderne samfund et uomtvisteligt bevis for. Udviklingens princip er en naturlov ganske som tyngdeloven, og den kan kun føre i én retning, nemlig mod det fuldkomne. Enhver erfaring, ethvert fremskridt, hvor lille det end er, er et skridt frem imod denne fuldkommenhed.

Hvad er det da for problemer, mennesket må løse i vor tid? Det, der er mest iøjnefaldende ved menneskehedens forhold nu, er jo den uhørt store krigs- og drabskapacitet, den har tilegnet sig – især kernevåbnene. Dette stiller menneskeheden i en meget afgørende valgsituation. Lad os se lidt nærmere på dette:

År 1979 tog NATO den såkaldte dobbeltbeslutning. Man mente, at Warszawapagten var den overlegne, for så vidt det gjaldt landbaserede kernevåbenmissiler. Man talte om "gengældelseskapacitet". Derfor besluttede man at placere nye raketter i Europa (hvilket påbegyndtes i efteråret 1983) samtidig med, at man skulle fortsætte forhandlingerne om begrænsningen af kernevåbenarsenalerne. Man ville forhandle ud fra en styrkeposition. Russerne mente imidlertid ikke, at de var overlegne, de ville indregne luftbårne og ubådsbårne våben og endog andre europæiske kernevåben, altså Frankrigs og Englands. De truede derfor med at forlade forhandlingerne om begrænsninger og at udbygge deres styrker, hvis amerikanske raketter af den nye type blev placeret i Europa. Dette skete også i efteråret 1983.

Det er let at se, at det her drejer sig om det, der i Martinus terminologi hører hjemme under dyrerigets moral. Det handler om magt, hævn, gengældelse og den stærkeres ret. Og det er dette princip, den dyriske moral eller jungleloven, der er det store problem, som menneskene må tage stilling til.

"Hævn eller tilgivelse?" Det er det store spørgsmål for mennesket i vor tid. Men ikke nok med det. Den internationale situation mellem magtblokkene er ved at blive bygget op, så man kan se, hvad konsekvenserne af valget bliver. Martinus viser jo, at hævnen netop er begyndelsen til den næste krig, eftersom karmaloven betinger, at den til sidst vender tilbage og rammer sit ophav. Den man bekriger, når man tror man angriber en fjende, som skulle være årsag til det onde, er altså ingen anden end én selv. Gengældelsen er altså et angreb på én selv. Hvis vi igen ser på den militære situation, så ser vi en evne til at hævne, som knap kan overgås. Total udslettelse må vel betragtes som kulminationen af hævn. Men med de nyeste, mest effektive systemer, er det desuden umuligt at gå uskadt ud af kampen. De nye raketter er så hurtige, at modstandere kun har minutter til at slå igen. Dette modangreb må desuden være med fuld kraft, da man ellers risikerer, at ens egne våben når at blive tilintetgjorte. Og dermed er det jo åbenlyst, at princippet "øje for øje og tand for tand", når det praktiseres med kulminerende effektivitet, kun kan få én følge: død og tilintetgørelse af begge parter.

Det er jo netop det, den kosmiske analyse viser: Man har frihed til at dræbe, men konsekvenserne bliver, at man selv kommer til at opleve det samme. Takket være den omstændighed, at menneskene anvender dyrerigets moral sammen med deres menneskelige egenskaber, nemlig intelligensen, bliver en ny sandhed altså afsløret for dem.

Den sandhed, som menneskeheden her stilles overfor, er, at fred og kulturel blomstring ikke kan bygges på nogle egoistiske principper som magt, hævn, fysisk styrke osv. Fred er et resultat af den modsatte væremåde, nemlig at vise kærlighed og tilgivelse. I dag stilles disse to modsatte væremåder op overfor hinanden, så alle, som har "øjne at se med", skal kunne se, hvad der leder til lykke og hvad der leder til lidelse. Menneskeheden er altså ved at lære de yderste konsekvenser af anvendelsen af dyrerigets moral at kende og at gøre op med dem, og som følge deraf blive indviet i den moral, som er fundamentet i det rigtige menneskerige.

 

 

 

Skriftlige spørgsmål modtages meget gerne. Adressen er:
Martinus Institut
Redaktionsgruppen
Mariendalsvej 94-96
2000 København F