Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SPØRGSMÅL:

I Martinus analyser benævnes ofte Jesus som genløser. Kan vi ikke få en nærmere udredning af, hvad der menes med dette ord? – Kirken benytter jo også ordet i betydningen af frelser, men med den mening, at Jesus har løst os og sonet vore synder.

 

SVAR:

Det er rigtigt, at jeg i mine analyser betegner Jesus Kristus som verdensgenløser. Når jeg opfatter ham således, er det ikke på det samme grundlag som det, på hvilket de religiøse eller kirkelige autoriteter opfatter ham som genløser eller befrier. De tror som bekendt, at Kristus kom til verden blot for at korsfæstes eller straffes for de synder, han ikke selv, men menneskene havde begået. De samme autoriteter tror således, at ethvert menneske i kraft af denne korsfæstelse kan blive fritaget for straffen af de synder eller det onde, det har begået overfor sine medvæsener og derved komme ind i himmeriges rige. Himmeriges rige bliver derved kun en zone eller et hjemsted for væsener, der alle er rendt fra deres ansvar ved at lade et uskyldigt væsen lide for det onde, de selv har begået, og selv burde have taget straffen for. Himmeriges rige kan umuligt være et velvære, en lykke og herlighed, man har tilegnet sig ved et uskyldigt væsens mishandling, korsfæstelse og død. Himmeriges rige kan ikke være et gode, der kan tilegnes i kraft af en så skrigende lav og umoralsk metode, så den er analog med de metoder man i det juridiske retsvæsen betragter som forbrydelse og straffer med døden. Og Guddommen kan ikke være så lav og ussel en repræsentant for retfærdighed og tillige så blodtørstig, at han for overhovedet at tilgive væsenerne deres synder, som han for øvrigt selv har skabt dem med, forlanger at se et uskyldigt væsens korsfæstelse, lidelse og død. Er det ikke her let at se, hvorfor kristendommen affolkes og menneskene bliver tvivlere, bliver gudløse, bliver materialister, efterhånden som intellektualiteten vokser frem. Det er her, at verdensgenløsningen i det tyvende århundrede har sat ind og vil løse eller befri menneskene fra såvel det nu så irreligiøsitetsbefordrende religiøse verdensbillede som fra det heraf følgende gudløse, materialistiske verdensbillede og dermed føre menneskeheden frem til den endelige naturlige balance imellem dens fysiske og psykiske viden. Det er denne balance, der er den eneste vej til indvielse, til kosmisk bevidsthed, åndelig frigørelse eller suverænitet og den heraf følgende mentale sammensmeltning med Guddommen eller verdensbevidstheden, der gør væsenet til eet med Faderen. Og igennem åndsvidenskaben vil denne balance og dermed verdensgenløsningen befordre menneskeheden ud af hadets, krigens og lidelsernes zone frem til den absolutte freds sollyse tilværelse, frem til et himmerige, der udelukkende er opretholdt på basis af total næstekærlighed og ikke på betingelse af andre væseners vansmægten i legemlig mishandling, korsfæstelse, hån og spot, lidelse og død for synder, de aldrig nogen sinde har begået.

Menneskeheden er nu i det tyvende århundrede kommet ind i en mental krise, der truer med fuldstændig kulturundergang, idet menneskene i kraft af deres overdimensionerede fysiske, men næsten totale mangel på psykisk begavelse ikke selv kan finde andre midler eller veje til redning end overdimensionerede, livsudslettende kulturødelæggelsesmidler. De gør derfor skabelsen af mordvåben og dermed en større og større kulturødelæggelseskapacitet til højeste ideal. De forstår ikke, at de dermed synker længere og længere ned i lidelse og undergang. Krig kan ikke redde verden. Det er ikke så meget mordvåben, menneskene trænger til, som det er en ændring af sindelag. Uden denne ændring ville Jordkloden inden ret mange år være totalt uegnet for menneskelig kultur og tilværelse. Men takket være verdensgenløsningsprincippet, det samme kærlighedsprincip, der betinger, at forældre må beskytte afkommet, til det kommer til skelsår og alder, betinger det også, at menneskeheden får en vis beskyttelse, til den er kommet til åndelig skelsår og alder. Igennem dette princip vil menneskeheden blive ført frem til befrielse fra dette af den selv opretholdte helvede og dens sataniske mordfilosofi, ligesom den i alle sine tidligere mentale kriser i dens historie er blevet befriet. Disse kriser har altid gentaget sig i sådanne perioder, hvor de gængse moralbegreber eller guddomsopfattelsen er blevet udlevet eller forældet, grundet på væsenernes intellektuelle udvikling. De førende kulturbegreber kunne efterhånden kun føles som naive. Væsenerne blev mere eller mindre moralløse. Overfor dette havde de ikke andre midler end jungleloven: "Den stærkeres ret". Hver gang det religiøse fundament vaklede, fik denne junglenatur en ny renæssance eller opblomstring. Men når denne menneskenes nød var størst, var hjælpen nærmest. Verdensgenløsningen satte urokkeligt ind. Og der fødtes altid et væsen med lige akkurat den psykiske begavelse og viden, der skulle til for at forny de kriseramte menneskers åndelige fundament så meget, at de kunne redde sig et stykke ud af junglens favntag og føres videre i denne nye kulturforøgelse. Det væsen, der således fødtes, var naturligvis et væsen, der var forud for jordmenneskene i den lange udviklingsrejse i spiralkredsløbet og dermed for længst var blevet dem overlegen i de felter, i hvilke de endnu var mindrebegavede og hjælpeløse. Det er sådanne væsener, vi kender fra menneskehedens historie som "verdensgenløsere". Det er disse væsener, der oprindeligt var konger, ypperstepræster og profeter. De befriede menneskene fra de forældede dogmer og traditioner ved at give dem nye og mere tidssvarende. For vestens folk blev Kristus i sin tid den største verdensgenløser. Igennem ham blev så stor en åndelig retningslinje manifesteret, at den aldrig nogen sinde vil kunne overtrumfes. I den skal derfor også alle Jordens slægter velsignes. Og det er denne fuldbyrdelse, der sker igennem det tyvende århundredes verdensgenløsning. Og dermed vil verdensgenløsningens mission på Jorden være tilendebragt. Igennem denne sidste store udløsning af dette guddommelige princip kan ethvert jordmenneske efterhånden selv nå indvielsen, der er den åndelige modenheds skelsår og alder. Det er da selv blevet "vejen, sandheden og livet". Og der, hvor det kan lyse med sit eget lys, er alle andre lyskilder overflødige.