Kosmos 1984/11 side 249
Fra sympati til næstekærlighed
af Sigurd Westerlund
At man i dag oplever så megen ufred, fattigdom, usikkerhed og sygdom skyldes, at næstekærlighed er en "mangelvare" hos den jordiske menneskehed. Kun ved at denne mangel ophæves, kan der blive fred og harmoni i tilværelsen – og velstand for hele jordens befolkning.
Hvad er næstekærlighed?
Martinus forklarer, at den fuldstændige næstekærlighed er en udstråling, en måde at tænke og handle på, der er til nytte og gavn for alt levende.
Et yderligere aspekt af næstekærligheden får man gennem Martinus' beskrivelse af gaveprincippet. At give gaver på den rigtige måde, finder han, er det grundlag al lykke beror på. Gaver er her et meget omfattende begreb, som indebærer at hjælpe og støtte, at tale sammen og lytte, vise forståelse osv.
Hvis man stiller krav om, at gaven skal værdsættes, eller at man skal have en fordel til gengæld for gaven, er det ikke en gave, men en forretning. Gaveprincippet illustreres på en udmærket måde af solen, som skinner på "onde" og "gode", helt uden at vi yder noget til gengæld. Gaveprincippet spiller en langt større rolle i det daglige liv, end man måske aner. Huset vi bor i, af sten eller træ, består af mikrovæsener, som har næstekærligheden i sig som automatik. Det er deres fremtræden i den fysiske verden, man udnytter som beskyttelse mod vind og regn, mod kulde og for stærk varme.
På lignende måde bygges alle organismer op af mikrovæsener. De er knyttet til den krop, som udgør deres univers ved en form for næstekærlighed. Derved er mikrovæsenerne til nytte og gavn for makrovæsenet, f.eks. mennesket, samtidigt med at makrovæsenet giver mikrovæsenerne mulighed for fysisk oplevelse i sin organisme. Ved hjælp af den mangfoldighed af viden og anlæg, som mikrovæsenerne besidder, kan organismen altså skabes og opretholdes. De små væsener har jo hver især deres specielle evner. Således har f.eks. nogle af dem, som lever i et øje, udviklet evner for at omskabe lys til elektriske signaler. Mikrovæsener i et øre har evner til at omforme lyde til elektriske signaler osv. Via hjernen kan signalerne fra mikrovæsenerne derefter opfattes af organismens "jeg". Takket være denne "gave" kan mennesket således opleve den fysiske verden med hele dens kolorit, vekselvirke med mennesker, dyr, planter og mineraler og få de livsoplevelser, det behøver for at udvikles til et fuldkomment menneske.
Selv om man har udviklet kærlighed over for andre mennesker, dyr og planter, kan man dog stadig rammes af organiske eller kropslige lidelser, siger Martinus. For at også kroppen skal kunne blive fri af sygdomme fordres, at man bliver et kærligt forsyn for sine egne mikrovæsener i organismen. Næstekærligheden skal altså også omfatte organer, celler, molekyler etc. i ens egen krop.
Mikrovæsenerne yder altså "gaver" til bl.a. mennesket derved, at de dels kan beskytte dets organisme og dels kan skabe muligheder for mennesket til ved hjælp af kroppens organer bl.a. at se, føle, smage lugte og høre. På samme måde får den jordiske menneskehed som gave af jordkloden, at den kan leve på dens overflade med de udmærkede muligheder for liv, som kloden efter en lang udviklingsepoke har skabt.
Som man ser, er menneskets livsoplevelse kun mulig ved hjælp af de gaver, det får fra andre væsener, – i virkeligheden får det gaverne af Gud.
At give gaver indebærer altså mere end at overrække ting eller presenter. Hele verdensaltet eksisterer ved, at dets beboere giver gaver til hinanden – som en helt automatisk handling.
Gaveprincippet gennemstrømmer altså verdensaltet. Det er næstekærlighed, og denne er verdensaltets grundtone...
Guddommens livmoderzone
Livet begynder her at fremtræde som et samspil mellem levende væsener. Og jordmennesket er i færd med at lære, hvordan man skal få dette samspil til at være i kontakt med verdensaltets grundtone. Denne indlæring foregår i det "laboratorium", som vor klode udgør. Dette "laboratorium" er Guddommens "skole", hvor man frit kan eksperimentere med sin adfærd og erfare resultaterne af forsøgene i form af behagelige eller ubehagelige oplevelser. Denne skole omtaler Martinus som Guddommens "livmoderzone". Fra denne "livmoderzone" fødes man ind i det rige, som Jesus kom fra, når næstekærlighed helt er blevet grundlaget for ens tanker og handlinger.
Relationerne til mikrovæsenerne, makrovæsenet og mellemkosmiske væsener er altså vigtigere og mere betydningfulde, end man måske almindeligvis forestiller sig. Følgerne af gode eller dårlige relationer til omverdenen har man dog bedst mulighed for at opleve i detaljer og analysere i mellemkosmos, altså i familien, i forholdet til naboer, i samarbejdet på arbejdspladsen, i forholdet mellem nationerne osv. Her kan man grundigt studere forskellige reaktionsmåder og deres følgevirkninger i deres forskellige detaljer.
Forelskelse og næstekærlighed
Ved næstekærlighed forstår mange forelskelse og animalsk seksualisme. Disse begreber er dog ikke de samme som næstekærlighed. Men næstekærlighed kan i høj grad indvirke på relationerne i f.eks. et ægteskab. I dyreriget, som det jordiske meneske endnu tilhører, mener man måske, at man har ret til at stille krav til modparten. Med næstekærligheden som basis for sine handlinger stiller man ingen krav, men ønsker i stedet at give – og dermed bliver forholdet mellem parterne helt anderledes. Også på det seksuelle område sker der med denne indstilling en stor forandring.
Den ændring af bevidstheden, som den større næstekærlighed eller humanitet medfører, forårsaget af voksende viden og lidelseserfaringer, har Martinus beskrevet som "polforvandlingen". Under denne forvandling kan bevidstheden af og til styres bl.a. af forfængelighed, magtbegær eller en stærk selvhævdelse, og der kan opstå problemer af forskellig slags, såsom ulykkelige ægteskaber, perversioner, krig osv. Men den udvikling, der sker under polforvandlingen, resulterer til sidst i, at væsenet vokser frem til en fuldstændig næstekærlighedens tilstand.
Menneskets humane side udvikles helt automatisk gennem lidelser og ulykkelige skæbner, som skabes af den ufærdige tilstand, vi befinder os i. Men har vi fået den humane evne eller sympatien udviklet, kan vi intellektualisere den, det vil sige gøre den logisk.
Tossegodhed
"En sympati kan således være såvel ulogisk som logisk", skriver Martinus. "En ulogisk sympatifølelse er det samme som det, vi i Livets Bog har udtrykt som "tossegodhed". Tossegodhed er at understøtte eller hjælpe "svindlere" og "bedragere", der under en camoufleret nød, sygdom eller elendighed søger at udnytte mennesker med stor sympatifølelse og således uberettiget eller under falsk foregivende søger at leve højt på disses gavmildhed. At understøtte sådanne mennesker er det samme som at føre disse mennesker i fordærv. En sådan sympatifølelse kan derfor ikke udtrykkes som "kærlighed". Derfor må et væsens sympatifølelse netop intellektualiseres, således at den kan udløses logisk eller på en sådan måde, at den ikke bliver til fordærv. En sådan intellektualiseret sympati eller følelse er det samme som den absolutte rene "kærlighed". (Livets Bog, VII, stk. 2658/29). At udvise næstekærlighed er altså ikke det samme som i alle situationer at være til behag. Der kan være situationer, hvor den kærligste handlemåde kan opleves som ubehagelig.
En ny verden
Den intellektualiserede sympati eller næstekærlighed vil i fremtiden fundamentalt forandre tilværelsen for menneskeheden. Med næstekærlighed som fundament bliver ressourcerne enorme. Forsvarsomkostningerne, som idag udgør mere end 5.000 milliarder kroner pr. år for Jordens nationer, vil kunne anvendes til nytte og gavn for menneskeheden. En meget stor del af vor tids videnskabsmænd arbejder inden for forsvaret. Disse kommer i stedet for til at anvende deres intelligens til gavn for helheden. De økonomiske systemer, som vi i dag har på Jorden, er ikke baseret på næstekærlighed. Derfor vil et fordelingsprincip baseret næstekærlighed også give et meget stort tilskud til menneskehedens velstand. Da næstekærlighed jo er at være til nytte og gavn, omfatter den også bygning af broer, veje, huse, bedre teknik ved diagnostisering af sygdomme etc.
Vort syn på forbrydere bliver ændret med næstekærlighedens vækst. Med viden om, at ethvert menneske til enhver tid befinder sig på toppen af sin udvikling, og at straf ikke har med indlæring at gøre, men kun med dressur, vil fremtidens behandling af dem, vi idag kalder forbrydere, blive indrettet på at undervise og hjælpe dem til rette. Naturligvis må samfundet beskytte sig mod handlinger, som kan skade det, men det vil ske i en atmosfære af kærlighed og medfølelse.
Næstekærlighed som teori og praksis
Modellen for hvordan næstekærlige reaktioner kan være, viser Jesus i sine kosmisk-kemiske formler, hvor han siger:
"Dersom nogen giver dig et slag på din højre kind, da vend ham også den anden til i(Math. 5:39). Elsker eders fjender, velsigne dem, som forbander eder, gører dem godt, som hader eder, og beder for dem, som krænker eder og forfølger eder. (Math. 5:44).
At disse formler er realiteter, fremgår af Martinus' beskrivelse af loven om årsag og virkning, og dette opleves nu også af et voksende antal mennesker. At næstekærligheden begynder at blive et ideal for mange mennesker ses bl.a. af, hvor højt man værdsætter f.eks. Albert Schweitzer for det arbejde, han har gjort i Afrika, Gandhi for hans ikke-voldsprincip, Pitirim A. Sorokin for hans eksperimenter med en næstekærlig indstilling ved konfliktløsninger, udført ved Harvard University i USA, Mother Theresa, som lever og virker i Indien, og mange andre.
I Martinus kosmologi bliver næstekærlighedens grundlæggende betydning fremlagt i logisk form, og den kan derfor blive en medvirkende faktor til en forandring af vor handlemåde. Viljen til forandringer kommer jo i dette tilfælde, når man bliver mæt af at udføre handlinger, som ikke er i kontakt med næstekærligheden. Når denne mættelse indtræder, og der derfor opstår ønske om at ændre handlemåde, begynder der en periode, hvor man øver sig, og det resulterer i, at der opbygges anlæg for en mere positiv fremtræden. At vise næstekærlighed bliver efterhånden lettere og vil med tiden blive efterfulgt af en følelse af behag.
Udviklingens mål er næstekærlighed
Idag er der mange mennesker, der udviser bevidsthedstilstande, som nærmest kan betegnes som djævelske. Dette kommer så til at skabe en besværlig lidelsesperiode, som resulterer i, at humaniteten vokser i dem. Humaniteten er det samme som den begyndende næstekærlighed blandt mennesker, skriver Martinus. "Denne udvikling vil den modsatte pol i væsenet stadig befordre videre til fordel for næstekærlighedens vækst frem til at udgøre alkærlighed. Alkærligheden er igen det samme som den kærlighed, i kraft af hvilken Gud opretholder hele verdensaltet. Det er jo netop derfor alkærligheden, den kærlighed, der virkelig omfatter alt og alle, udgør universets eller verdensaltets grundtone. Alkærligheden i væremåde gør således væsenet til det billede af Gud, der er Guddommens mening med skabelsen af mennesket." (Livets Bog VII, stk. 2598)
I fremtiden vil næstekærligheden være det bedømmelsesgrundlag, man anvender i politik, i arbejdslivet, i familien, i alle relationer med mennesker og andre levende væsener, såvel som når man skaber teknik, produktionsmidler og kunst.
Næstekærlighed er altså verdensaltets grundtone. Der hvor den mangler opstår krig, tortur, fjendskab, had og undertrykkelse. Således er alle hidtidige kulturer gået under på grund af fjendskab, altså mangel på næstekærlighed.
Med en næstekærlig bevidsthed opstår fred, for fred og næstekærlighed er en og samme sag. Det gælder på alle planer, mellem nationer, mellem arbejdskammerater, familiemedlemmer osv. En kultur, hvor menneskers bevidsthed er baseret på næstekærlighed, kan nå uanede højder i skaberkraft og harmoni til glæde og velsignelse for levende væsener.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige