Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/10 side 234
Nyt fra Martinus Institut
 
Hilmar, Ari og Omar
Instituttet malet
Vedligeholdelsen af Instituttets og Centerets bygninger har i stor udstrækning været foretaget af frivillige, som med større eller mindre faglig kunnen har udført reparationer, maling osv. Instituttets bygning på Mariendalsvej har i længere tid trængt til en gennemgribende ydre istandsættelse, og denne er netop blevet gennemført, idet tre unge islændinge, som har været en periode, i Klint, nu har tilbragt flere uger på Instituttet, og afvasket hele bygningen og givet den to gange hvid maling overalt, ligesom alle vinduer er blevet repareret og malet. Det er et dygtigt og værdifuldt arbejde de tre islændinge har udført, men de er også håndværkere, og nu vil bygningen stå strålende hvid i adskillige år. Udover at male Instituttets bygning har disse tre i deres week-end'er hjulpet med indvendig maling og reparation af villa "Rosenberg" i Klint. Foruden den praktiske hjælp, de har ydet Martinus sag, deltager de i studiekredsarbejdet i Reykjavik. De fortjener tak for deres dygtige indsats.
T.B.
 
Skrivning af krydsordsregistret
Vi har brug for hjælp til skrivning af krydsordsregisteret til indexet. Skrivningen udføres på en elskrivemaskine og kan foregå hjemme. Er du interesseret bedes du venligst henvende dig telefonisk eller skriftligt til Instituttet.
Efterårsferie i Klint
Klintgruppen har brug for mange hænder i efterårsferien til forskellige vedligeholdelsesarbejder og havearbejde. Har du nogle dage ledige, kunne du måske bruge dem i godt samvær med andre i den dejlige natur deroppe. Alt hvad du skal medbringe er noget godt arbejdstøj og sovepose eller sengelinned, og der laves mad i fællesskab. Vi begynder lørdag den 13. oktober (evt. fredag aften) og slutter tirsdag. Du er naturligvis velkommen til at blive flere dage,- eller komme i andre week-ends. Det vil være en god ide at lade Instituttet vide på forhånd at du vil komme.
Klintgruppen