Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/10 side 233
Nyt fra Martinus Institut
Søndagsarrangementer
Nu da sommeren går på hæld, og den mørke vintertid med de dertil hørende indendørs aktiviteter står for døren, vil vi igen indbyde til en række Søndagsarrangementer på Martinus Institut.
Vi har planlagt arrangementerne til følgende datoer:
11. november
16. december
10. februar
24. marts
Til det første arrangement har vi valgt at beskæftige os med Martinus' rejse til Ægypten og Det Hellige Land i 1961. Vi vil bl.a. vise Martinus' egne lysbilleder og film. Sam Zinglersen og Peter Zacho, som ledsagede Martinus på denne rejse, vil kommentere disse billeder.
På glædeligt gensyn den 11. november. Nærmere om det endelige program i næste nummer af Kosmos.
Mischa Lim
Ved flytning
Abonnenter der flytter, bedes venligst meddele adresseændring til Instituttet, – og gerne i god tid. På forhånd tak.
Ny bog
Det er med glæde vi kan meddele Kosmoslæserne, at en ny spændende bog af Per Bruus-Jensen er udkommet.
For den der har studeret kosmologien og åndsvidenskaben gennem en længere årrække er en nærmere præsentation af Per sikkert overflødig. For nye åndsvidenskabeligt interesserede kan det oplyses, at Per i en længere årrække har arbejdet på Martinus Institut. Her virkede han både som foredragsholder og forfatter, ikke mindst skrev Per mange interessante artikler i Kosmos. I nært samarbejde med Martinus udarbejdede han et korrespondancekursus i Martinus Kosmologi.
Pers dybe interesse for såvel Kosmologien sådan som den er fremstillet af Martinus, forenet med hans levende interesse for dette verdensbilledes møde – for ikke at sige kollision – med især den materialistiske livsopfattelse og dens teoretiske fundament, gør bogen: "MENNESKET OG LIVSMYSTERIET" til en spændende åndelig kraftprøve mellem to diametralt modsatte verdensopfattelser. Hvilken af disse to opfattelser er i kontakt med virkeligheden? Læs og døm selv!
184 sider, illustreret, kr. 122,00. Udgivelsesdato: 1. oktober 1984. Fås hos boghandleren samt direkte fra forlaget: NORDISK IMPULS, Brejningvej 34, 6971 Spjald.
R.E.