Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/8 side 186
Nyt fra Martinus Institut
 
Sommersæson i Klint
Sommerundervisningen i Klint er nu i fuld gang, og med undtagelse af den første uge har der været fuldt belagt både i huse, pavilloner og på campingpladsen, og der er kommet mange "nye" studerende i år. Undervisningen er for første gang trindelt, foreløbigt i 2 trin. Trin 1 er en gennemgang af kosmologiens grundprincipper baseret på Martinus symboler, og denne undervisning henvender sig især til dem, der for første gang stifter bekendskab med kosmologien og Martinus særlige symbolsprog, men alle kan selvfølgelig deltage. Tilgangen af de mange nye i studiet gjorde, at denne undervisning allerede i 3. uge måtte flyttes fra studierummet til foredragssalen.
Studiegruppe i 'Solariet'. Foto: Erik Weirauch
Undervisningen på trin 2 forudsætter jo, at den studerende i forvejen er bekendt med kosmologiens grundideer og det kosmiske symbolsprog, og foregår dels ved de daglige forelæsninger og dels ved arbejdet i studiegrupperne. Og takket være mange dygtige undervisere har der været tilfredshed med både forelæsninger og gruppearbejdet. Kosmologiundervisningen er i disse år i støbeskeen, og den trindelte undervisning er kun en del af den begyndende planlægning for den fremtidige undervisning i Klint og på Instituttet i København. Denne planlægning sigter på kvalificeret åndsvidenskabelig undervisning, som også fremtidigt vil indebære uddannelse af ny lærerkræfter i Centeret.
Der eksisterer stadig et sprogproblem for svenske og danske, men det er søgt løst ved at have både danske og svenske lærere ved symbolgennemgangen og i grupperne, hvor dette var muligt. At det alligevel ikke altid har fungeret skyldes, at antallet af lærerkræfter og undervisningslokaler endnu er begrænset, men det vil der blive rådet bod på bl.a. ved den kommende læreruddannelse. Når Centeret i år fungerede så godt trods byggerod og påbegyndte moderniseringer, skyldes det i høj grad de mange frivillige hjælperes flid og dygtighed ved reception, rengøring, køkkenarbejde, havearbejde osv, således at Centeret har fremtrådt så smukt og velordnet, som det under de nuværende omstændigheder var muligt. Næste sommer vil moderniseringen af både bygninger og undervisning være betydeligt længere fremme.
TB
Og så ser vi her på symbolet..!.. Tegning: Ingelöv Goës.