Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

En mild brise stryger på langs hen over søen og får bambussen neden for mit åbne vindue til at svaje i vinden og udsende en svag, sprød knitren. Ellers er alt tyst her i middagsstunden, for dagen kulminerer under en lys og solmættet himmel, og hele byen holder vist siesta. Det er en dejlig brise, en brise rigtig fyldt med liv og livsalighed. Mon det er en sådan krydret duft af halm og varme stubmarker, man ernærer sig ved i den sidste halvdel af "det rigtige menneskerige"? Sådan noget i den retning i hvert fald, for i dette fine sensommervejr er luften mættet med livskraft og psykiske vitaminer.

Men for resten, i "det rigtige menneskerige", således som Martinus beskriver det, vil der ikke være stubmarker, for til den tid, om ca. 3000 år, er der ikke længere brug for korn. Så bliver det nemlig det modne frugtkød omkring kernerne af fremtidens forædlede frugter, der bliver det foretrukne ernæringsmiddel. Men hvad så? Skal vi så ikke hellere straks satse på dette fødeemne som det absolutte ideelle, dét, der er mest fremtid i? – Nej, det gælder, som Martinus skriver, om ikke at komme ind på den idé. Endnu er vort fordøjelsessystem nemlig slet ikke rigtigt udviklet til en så forfinet ernæringsform. Vi skal nødvendigvis have noget, der kan fylde godt op i tarmene. Så vi kan altså endnu i mange inkarnationer nyde det dejlige syn af de bølgende kornmarker og høstens velstand i bondens lade.

Men nu er høsten så i fuld gang, og mange af de mennesker, der ellers ville være kommet hos mig, i min klinik, har fået travlt og har måttet ringe afbud. Nu gælder det nemlig om at udnytte vejret og de store, dyre maskiner. Sådanne perioder med mange afbud kan også indtræffe om vinteren, når markvejene fyger til med sne. Så er det igen jordkloden og dens klimatiske humør, der bestemmer, om der skal være pauser i min arbejdsdag.

Men mange af de mennesker, som kommer her, er altså landmænd og landmandskoner. Og nu skal jeg fortælle noget om disse mennesker, som måske kan virke overraskende. Der findes landmænd og der findes landmandskoner, som har det meget svært – ja, næsten ulideligt, når deres dyr skal sendes afsted til slagtning. Men traditionen, ægtefællen og familiemønsteret holder dem fast, både med hensyn til deres produktionsform og deres kost.

Når man møder en sådan indstilling, kan man altid være sikker på, at denne pinagtige medfølelse med dyrene nok en skønne dag vil føre oprøret med sig. Den opdæmmede skyldfølelse, der igen hænger sammen med dét, Martinus kalder "den humane evne", vil nemlig før eller senere blive så voldsomt et pres, at den må udløse sig i en ændring af det gamle livsmønster. Bedst vil det nok være, hvis et sådant oprør kan sluses ud i små-portioner, i en gradvis eksperimenteren, hvor man lidt efter lidt kvitter de gamle vaner både med hensyn til job og ernæring. Det giver såvel omgivelserne som stofskiftet den nødvendige tid til at omstille sig.

I de fleste tilfælde vil det nok være sygdom – eller interesse for at undgå sygdom – der bliver den endelige eller måske "officielle" udslagsgivende faktor og fører til, at mennesker begynder at interessere sig for vegetabilsk føde. Men det kan også være problemet med økonomien – både ens egen og hele jordklodens – for det er et faktum, at et givet landområde kan ernære langt flere vegetarer end kødspisere. Og man ser da også i disse år utallige helsekostbutikker skyde op over hele den vestlige verden – ja, selv vores lokale "Brugs" har nu omsider fået indrettet en hylde med helsekost.

Imidlertid kan det også være mødet med Martinus forfatterskab, f.eks. hans lille bog: "Den ideelle føde", der bliver loddet på vægtskålen. Mennesket er i sin udvikling på vej bort fra dyreriget og dermed også dets idealer: at røve, plyndre og dræbe. I logisk, sammenhængende tankerækker påviser Martinus, at det modne frugtkød omkring kernerne er den eneste form for føde, der, for at kunne gennemføre en normal livscyklus, må optages i en fremmed organisme. Her kan vi altså bare spise løs, og vi kommer ikke ind under "det dræbende princip", tværtimod. Men endnu er vi altså, som sagt, ikke nået så langt i vor udvikling, at vi kan nøjes med frugtkødet. Vi bliver nødt til også at tage rødder, stilke, blade og kerner med fra de planter, hvor disse muligheder tilbyder sig. Ellers slår vi nemlig os selv ihjel, og af to onder er det mest humant at vælge det mindste. Og det mindst onde er, at lade planten gå til. Det påviser Martinus også, og han konkluderer, at planten endnu ikke i sin udvikling er nået så langt, at den ligesom dyret kan krympe sig i smerte. Planterne er vegetative eller sovende væsener på det fysiske plan, og her kan de kun ane ubehag, når de udsættes for overlast og drab.

Så lad os nu bare med god samvittighed glæde os sammen med landmanden og hans kone i denne travle tid – ja, lad os glæde os over det daglig brød!