Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Den materialistiske forskning har altså nået en grænse, hvor den tvinges ind på etiske og åndelige områder, og "grundforskningen" må derfor nu også omfatte hele menneskets åndelige struktur og natur og ikke blot dets krop, organer, celler osv. Ét-livsteorien kan næppe bevises, og ingen af de store vise har fremført denne anskuelse. Men hvis vi nu kan komme frem til at føre logisk bevis for, at alt liv er evigt, dvs at levende væsener eksisterer både før og efter deres fysiske fremtræden, så bliver vi tvunget til at revidere vore hidtidige anskuelser mht anvendelsen af fosterhjerner og abort, ja, på alle andre felter, hvor "liv" og "død" er involveret, f.eks. henrettelser, krig, selvmord, tortur osv, idet vi så ikke, som vi tror, afliver væsenerne, men blot ødelægger eller lemlæster deres livsoplevelsesredskab, for kroppen er i så fald blot et midlertidigt skabt redskab for oplevelse af livet i den fysiske verden. Og derved unddrager vi så mennesker og andre levende væsener en naturlig livslængde og livsudfoldelse, nemlig indtil deres kroppe forgår ved slid og ælde, det vi kalder at "dø", hvorefter de og vi, efter en tid i en ikke-fysisk tilstand, kan skabe nye kroppe, hvori vore iboende evner og talenter kan udfolde sig påny og udvikle sig videre. Hvis reinkarnation og evig eksistens er en mulighed, åbner der sig nye perspektiver. Der må altså forskes og fremskaffes videnskabelige, logiske kendsgerninger indenfor disse områder.

Men der foreligger også allerede meget materiale, hvor det ikke blot er den "døde" materie eller stofferne, der forskes i, men selve livet og livsytringerne. Allerede Platon leverede i "Faidros" et klart logisk bevis for "sjælens udødelighed", og mange filosoffer og store forfattere (Willian Blake, Shakespeare, Tomas Carlyle og mange andre) viser livets evighed og uforgængelighed, og i vor tid har vor danske forfatter Martinus i relativ ukendthed gennem sit 60-årige forfatterskab afsløret sådanne åndelige love og principper, som viser alle livets grundstrukturer – ja, i virkeligheden fremstillet et fuldt logisk verdensbillede, og han fremlægger i klare analyser logiske beviser for disse loves og princippers virkelighed og for livets evige beståen. (Hans bøger fås på Borgens forlag). Der findes altså materiale nok for en grundforskning, som hvert enkelt menneske selv må foretage indenfor det åndelige område. Og dér, hvor således grænserne for vor viden flyttes og udvides ved forskning, udvides også vort ansvarsområde. Dette nye ansvar bliver det enkelte menneskes eget fulde ansvar, for det kan ikke lægges på nogen regerings eller ministers skuldre. Det hjælper heller ikke at appellere til FN i spørgsmålet om fosterhjerner – som nogen har gjort – for FN har ikke kapaciteter til at afgøre, om livet er timeligt eller evigt. Vi må selv forske og tage stilling.

Det er ikke muligt i en kort artikel at sige ret meget om transplanations- og "reservedels"-forskningen, men den bygger helt og fuldt på et materialistisk livssyn, – på at vi kun lever én gang. F.eks. citeres Kjeld Møllgaard for at have sagt: "Hvis vi betragter sjælen som den totale sum af vore hjernebrikkers aktivitet – betyder det så, at vi overfører et stykke "sjæl", når vi transplanterer hjernevæv fra et foster over i en voksen hjerne?" – "Hvem ejer de fostre, der skal genbruges til reparation af hjerner?" spørger han. En anden læge udtalte sig engang i TV om menneskefostret som "svangerskabsproduktet"! – Er det blot stof? Er bevidstheden blot et resultat af fysisk-kemiske processer? Og tror man således, at det er de skabte former, der er ophav til livet? Er det døde ophav til det levende? Overfor denne tro står den religiøse tro på, at livet er det evige og primære, – ophavet til bevægelserne og al skabelse; men denne tro kan videnskabsmanden ikke acceptere, fordi der ikke foreligger beviser for disse trosforestillingers rigtighed. Disse forestillinger er for ham naivitet eller ren tågesnak, og den medicinske videnskab arbejder derfor videre med "reservedelsudskiftningerne" i kroppen ud fra den tanke, at det gælder om at bevare dette vort eneste liv. Men videnskabsmanden har også et berettiget krav på en bevisførelse for de religiøse forstillingers rigtighed. Og det må så samtidig undersøges om andre kernepunkter i trosreligionernes forstillinger kan verificeres, f.eks. om det er rigtigt, at man "høster som man sår", at "ikke en spurv falder til jorden, uden det er Eders Faders vilje", om det "er saligere at give end at tage", – om der eksisterer "noget", man kan kalde Gud osv. Og hvis livets åndelige side således viser sig at være et ordnet, lovmæssigt, logisk, retfærdigt og hensigtsmæssigt hele på samme måde som den fysiske verden er lovmæssig og lovbunden, ja så toner der et guddommeligt KOSMOS frem dér, hvor de fleste i dag kun ser tilfældighed eller KAOS.

Men hvis livet nu – som det ofte antages – er timeligt og forgængeligt, så er det selvfølgelig nok uhensigtsmæssigt at lade menneskefostre "rådne ihjel i en spand" (Kjeld Møllgaards udtryk) i stedet for at anvende deres hjernemateriale til hjælp for invaliderede mennesker, men dog næppe uetisk, for vi kan vel ikke tale om etik eller moral, hvis man tror på det tilfældighedernes spil, som er konsekvensen af ét-livsteorien. Men så er det også uhensigtsmæssigt at lade andre kroppe gå til spilde ved forrådnelse eller ligbrænding.

Jo, vi trænger virkelig til nytænkning, hvis vi ønsker en verden i fred, harmoni og skønhed, hvor også lokale problemer som hjerneforskning finder sin plads i et helhedssyn. Og denne verden er indenfor rækkevidde. Vi udvikles alle i den retning. Martinus skriver i indledningen til sin bog "LOGIK":

Til trods for vor store indsigt, der er skabt ved forskning, er der fortsat store uopdyrkede felter, som nu må under en videnskabeliggørelse. Vi er delvis umodne og "blinde" i forhold til tilværelsen omkring os, og vi har således delvis "blinde" videnskabsmænd og delvis "blinde" politikere, som endnu ikke har forsket og taget stilling til livets mest fundamentale spørgsmål på videnskabelig basis, først og fremmest spørgsmålet om evig eksistens. De kan derfor heller ikke med god ret udtale sig om sådanne lokalproblemer som brugen af fosterhjerner, for de kan ikke vide med sikkerhed, om det ikke skulle være rigtigt, hvad alle store vise har udtalt om livets evighedsnatur. Hvis det nu viser sig at være rigtigt, hvad disse vise har udtalt, og hvad trosreligionerne bygger på, og hvad Martinus altså i klare analyser bekræfter, så er det også rigtigt, at fostret har haft mange tidligere liv og nu er på vej fra en åndelig verden til en ny fysisk tilværelse. Væsenet er ifølge Martinus i sin fostertilstand i færd med at skabe sig en ny krop med alle de iboende – i tidligere tilværelser opøvede – talenter og egenskaber. Og så er den ejendomsret, som hjerneforskeren Kjeld Møllgaard efterlyser, hverken kvindens, hospitalets eller statens, men fostret er et levende væsen, der ejer sig selv, på samme måde som enhver af os ejer os selv og vor organisme. Det er vort "jeg", der dirigerer organismen og ikke omvendt. Vort "jeg" er hævet over det fysiske, men er konstaterbart gennem dets virkninger i det fysiske. Og "jeget" er overfysisk sammen med dets evne til at skabe, dets talenter og egenskaber, og "jeget" kan ikke stedfæstes i nogen del af vor krop. Vi siger: min krop, mit hjerte, min hjerne, (er sjælen virkelig identisk med hjernen, som Kjeld Møllgaard antager?) jeg løfter min arm, den løfter ikke sig selv osv – uden at vide hvad "jeg" er! Hvert enkelt menneske må derfor selv deltage i den "grundforskning", som kan afklare hidtil uløste problemer i de endnu uudforskede områder udenfor stoffets verden, en forskning, som må udvide materieforskningen til også at omfatte "åndelige materier" og således blive en "livsytringsforskning".

Hvis det nu er tilfældet, at fostret lige fra undfangelsen er et menneske på vej, er sprællevende liv under udvikling mod en ny "dag" i en fysisk tilværelse, medfører det så, at vi må dømme de mænd, kvinder og læger, der ønsker eller foretager abort? Nej, selvfølgelig ikke, for vi kan alle kun handle efter den viden vi har, og vi gør dagligt fejl, og skader os selv og andre. Hvis vi er uvidende i et felt, vil vore handlinger bære præg af vor uvidenhed, og vi er dermed undskyldte. Midt i al vor blændende tekniske og materielle viden er vi fabelagtigt uvidende. Hertil siger Martinus: "Uvidenhed er nemlig den virkelige årsag til alt, hvad der hører ind under det, verden kalder "det onde". Der hvor uvidenheden fjernes, ophører det såkaldte "onde" med at eksistere". Og må så ikke enhver af os søge at ændre vor uvidenhed til viden? – Jo, disse spørgsmål kommer os alle ved.