Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/8 side 166
Kommentar
 
Fra tid til anden modtager redaktionen breve, hvori læsere udtrykker enten deres glæde og anerkendelse af tidsskriftets indhold og udseende eller kritik og forslag til forbedringer. Vi er taknemlige for disse breve, især den sidste kategori, da det er dem vi lærer af, og som giver anledning til overvejelser.
Fornylig anholdt en læser, at vi nu var blevet "politiske", idet der her i kommentaren var skrevet om "forretningslivets udplyndring af dem, der kun har deres arbejdskraft at sælge". Og det er selvfølgelig rigtigt, at sådanne betragtninger er "politiske", men man må så tilføje, at det også er nødvendigt at belyse sådanne politiske områder som forretningslivet, idet Martinus kosmiske analyser behandler alle principper og love i verdensaltet og således også noget så dominerende i samfundet som forretningslivet. Alene i Livets Bog, 1. del, betegner han 4 gange forretningslivet som "maskeret røveri eller udplyndring" stk. (75, 104, 110 og 138), og i Logik (kap. 56) skriver han om dyrerigets metoder, og i den forbindelse om forretningsverdenen: "Er den ikke indtil et stort procentområde en på juridisk snedighed og evne til omgåelse af loven i forbindelse med stor suggestiv overtalelseskunst anlagt form for røveri og plyndring? Tror man den såkaldte "reklame" er hundrede procent sandhed? – Er den ikke til en vis grad i sig selv en camouflage af den virkelige sandhed,..." osv. Jo, forretningsprincippet går ud på, at den stærke udnytter den svage, – den der kun har sin arbejdskraft at sælge, – den der ikke er snedig nok. Men så er det også rigtigt, hvad brevskriveren påpeger, at arbejderen har lært gennem sin fagforening ved hjælp af strejkevåbenet, at sælge sin arbejdskraft så dyrt som muligt. Denne kamp mellem arbejdsgiver og arbejdstager vil fortsætte indtil der er sket en fuldstændig udligning, således at alle mennesker har samme økonomiske muligheder. Martinus sagde engang, at efter de egentlige kriges ophør vil strejker tage fart, for at ophæve ulighederne, og det er jo også, hvad han viser i sine analyser, at et virkeligt harmonisk og menneskeligt samfund ikke kan eksistere uden en økonomisk balance mellem mennesker. At der således i dag findes undertrykte og undertrykkere betyder ikke, at arbejderen er mere moralsk end arbejdsgiveren. Den første har blot ikke været i stand til at sætte sig i besiddelse af produktionsmidlerne, og vil, hvis han fik mulighed herfor, hurtigt tilegne sig arbejdsgiverens metoder. De såkaldte "politiske" betragtninger kan ikke adskilles fra den virkelige sande og kosmiske moral på samme måde som religion og politik i øjeblikket er adskilt. I den kommende verdensstat vil der herske en kosmisk verdensmoral, og det er denne, Martinus analyser går ud på at fremme i verden.
Red./TB