Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

 

I studiet af åndelige eller abstrakte oplevelser er symbolet nærmest et uundværligt instrument. Dette gælder specielt i arbejdet med Martinus Kosmologi. Ved hjælp af symbolerne bliver det muligt at forbinde metafysiske oplevelser med oplevelser og forestillinger fra den fysiske verden og dermed gøre dem til genstand for analysering og forskning. I denne sammenhæng kan det være interessant at studere symbolets sproglige oprindelse. Den almindelige betydning af begrebet er "sindbillede", "udtryk" eller "forestilling". Et billede, et ord eller en fabel kan symbolsk repræsentere en ide, et princip eller en eller anden form for mental forestilling. Ethvert ord er i sig selv et symbol. Det udgør en fysisk stedfortræder for vore åndelige forestillinger. Ordet symbol viser sig at stamme fra det græske udsagnsord symbollein, som betyder "slå sammen" eller "forene". Det symbolske er det som sammenføjer og integrerer individets bevidsthed med kosmos og Guds tankeverden.

Undersøgelsen af symbolets modsætning giver et fascinerende supplement. Kontrastordet til symbol er nemlig det græske dia-bollein, som betyder "riv itu". Ud af dette kommer diabolos, som er synonymt med djævel. I vort sprog anvender vi udtryksformen diabolsk for noget der ødelægger, knuser og dræber. Kosmisk set er djævelen mere et diabol end et symbol, eftersom "han" opdeler og splitter Gud som et altomfattende begreb.

Man kan begynde at se rækkevidden af ordene og symbolernes kraft, når man forstår, at de i virkeligheden har magt til såvel at knytte os til som adskille os fra verdensaltet som helhed. Man aner det magiske dyb.