Ældre Kosmos og Kontaktbreve

SPØRGSMÅL: Jeg mente at vide, at vi jordmennesker for vort makrovæsen (jordkloden) udgjorde dets hjerneceller, og længere fremme, i det rigtige menneskerige, dets køns- og seksualceller. I Livets Bog V, stk. 1925 står, at vi udgør mave- og fordøjelsesregionerne?

SVAR: Hvordan mon det er at være verdensgenløser? – Nå, ja, det var ikke noget svar, men et spørgsmål. Mange af os, der læser Martinus litteratur, kan måske tænke, at hvis bare man har kosmisk bevidsthed, så går det hele af sig selv. Men der skal mere til. Man skal også være i stand til at forklare det, man "ser" med sine kosmiske sanser. For menneskene har jo ikke disse sanser. – Jesus brugte som bekendt sine lignelser, og Martinus anvender i udstrakt grad analogier for at gøre sig forståelig. Og så kan det jo af og til ske, at disse analogier synes at modsige hinanden, fordi deres ordvalg er beslægtet.

Men lad os nu prøve at rede trådene ud i ovenstående udmærkede spørgsmål, som spørgeren sikkert ikke er ene om at undre sig over. – De fleste læsere kender sikkert Martinus syn på jordkloden. Den er et levende væsen, og Martinus sandsynliggør det ved at sammenligne de processer, der finder sted på den, med vore egne livsprocesser. Vandets fordampning og fortætning i atmosfæren er jordkæmpens umådelige "åndedræt". Dens "næringsoptagelse" består i "konsumering" af de lysende stoffer, der i store mængder udslynges fra solen. Orkaner, briser, regn og solskin, dag og nat, sommer og vinter, kulde og hede er identisk med kæmpens "livsfunktioner" og "fordøjelse". Dertil kommer så naturkatastrofer, krig og lemlæstelse, som er "disharmonier" og "sygdom". – Martinus drager også paralleller mellem jordklodens "anatomi og vor egen anatomi. Selve jordskorpen med dens organiske liv, planter, dyr og mennesker er Jordens "kød". Og dens "blod" og "blodkredsløb" er verdenshavene med deres umådelige strømninger. "Skelettet" udgøres af de uorganiske dele, dvs mineraler og klippeformationer. – Og Jorden viser også, ligesom os selv, tegn på udvikling. Den startede som en ren mineralsk klode, men udviklede efterhånden et planteliv, så et dyreliv, og i dag er menneskene de højst udviklede "mikroorganismer". Jordkloden har således udviklet en levende overflade, en slags "hud", i form af floraen, og med faunaen er der kommet "sanseorganer" til: syn, hørelse, følelse osv. Og endelig har den med sit sidste produkt, mennesket, også fået evnen til at tænke og analysere. Martinus kalder derfor menneskene for jordklodens "hjerneceller".

Helt anderledes stiller sagen sig imidlertid med det citerede uddrag fra Livets Bog, stk. 1925. Men for at forstå det, skal man unægtelig være på vagt. Her er vi nemlig dykket ned i mikrokosmos, dvs vi er blandt vore egne organer, som vi ét for ét besøger på vor rundrejse og samtidig bedømmer ud fra vor medbragte viden fra vort vante kosmos (mellemkosmos). Set i dette perspektiv, bliver vor sædvanlige organisme nu til MAKROKOSMOS, hvor det før var jordkloden, der fortjente denne betegnelse. – Ligesom videnskabsmænd og kunstnere i særlig grad er medier for den aktivitet, der foregår i visdoms- og intuitionsriget, således finder Martinus også, at kroppens organer hver for sig i særlig grad er medier for bestemte riger og de dertil knyttede grundenergier. Oq her er det så, at mave- og fordøjelsesregionerne som eksponent for det dræbende princip kommer til at repræsentere dyreriget, hvortil vi mennesker jo som bekendt også hører. For at komme til en dybere forståelse af mikrokosmos er det således nærliggende at sammenligne os selv med fordøjelsessystemets mikrovæsener. Og det er jo netop det, Martinus gør!

Følgende organer korresponderer i særlig grad med følgende grundenergier: Muskulatur og hud med instinktenergien, fordøjelseskanalen med tyngdeenergien, hjerte-, lunge- og blodregionerne med følelsesenergien, hjerne- og nervesystemet med intelligensenergien, kønsorganerne med intuitionsenergien og skelettet med hukommelsesenergien.

Litt:
Bisættelse, kap. 82-87
Universets mælkeveje, kap.7

Skriftlige spørgsmål modtages meget gerne.
Adressen er:
Martinus Institut
Redaktionsgruppen
Mariendalsvej 94-96
2000 København F