Kosmos 1984/7 side 152
Kunsten at give
af Annette Billhäll
I livets mangfoldige situationer er det ikke altid let at være gavmild. At give materielle gaver er måske én ting, men at give sig selv er, uden at man måske tænker over det, også en gave. "At give" er et livsprincip, som naturen og solen er model for, og det viser sig, hvor som helst et menneske glæder et andet.
Når man giver noget bort, er det en gave, lærer vi som små. Men hvad er en gave egentlig? Har jeg givet en gave, hvis jeg på et senere tidspunkt udtrykker eller føler skuffelse? Man bruger udtrykket "utak er verdens løn", ligesom det lille ironiske "er det takken man har?" Når man læser Martinus Kosmologi, vil man uvægerligt omvurdere sit syn på begrebet "gave".
Vor nuværende situation
Ifølge Martinus er vi mennesker hjemmehørende i dyreriget, og det er en zone i spiralkredsløbet, der har selviskheden eller dette, at "enhver er sig selv nærmest" som højeste ideal og dermed også som rettesnor. Men intet i tilværelsen står stille, udviklingen går således videre og næste trin viser sig bl.a. ved det for dyrene ukendte gaveprincip. I det egentlige dyrerige hersker der ingen begrebsforvirring om, hvad en gave er eller ikke er af den simple grund, at her giver man ikke noget væk.
Dyrene ved ikke, hvad det vil sige at give. De tager det de behøver – deler ganske vist med deres familiemedlemmer. Det er imidlertid ikke et udslag af generøsitet, men instinktmæssig selvopholdelsesdrift, der ikke skal forveksles med gavmildhed – eller en ægte gave.
Hvordan kan man være sikker på, at dyrene ikke giver af uselviske grunde? Det er helt klart, at dyrene deler deres bytte med deres eget afkom eller mage. Dette gælder for øvrigt i lige så høj grad os mennesker – dette kun at tænke på familien er en beskyttelse af arten, altså det samme som selvopholdelsesdrift.
Hvis derimod gavmildheden gælder alt og alle, er der tale om at give af uselviske grunde. Den største gave, man kan give, er sit eget liv, og det er ganske klart ikke en handling udsprunget af selvopholdelsesdriften.
Sfinxvæsener
På vort nuværende udviklingstrin kan vi sammenlignes med sfinxvæsener, og det er let at forstå, at dette må skabe konflikter både inde i os selv og i forhold til vore omgivelser. Vort liv er en bestandig kamp mellem den dyriske del af os, som styres af selvopholdelsesdriften, og det delvis menneskelige, som lader handlingerne styre af en human følelse. Det der adskiller mennesket fra dyret er netop, at vi mennesker har to slags sind, dels det menneskelige, der viser sig ved dette, at vi hellere vil give end tage – Jesusidealet "det er saligere at give end at tage", og dels det dyriske – selvopholdelsesdriften "enhver er sig selv nærmest". "Overalt, hvor de dyriske anlæg dvs det egoistiske eller selviske område hos mennesket er dominerende, er der ingen forskel mellem dyr og mennesker" (Martinus: "Vejen til indvielse".)
Det må her tilføjes, at selviskheden eller egoismen, som jo er det samme som selvopholdelsesdriften, er en dyd i det egentlige dyrerige, men på det stadium, hvor vi befinder os i dag, kan selviskheden sammenlignes med en frakke, vi er vokset fra. Dyrets bevidsthed, som repræsenterer fortiden, og menneskets bevidsthed, som repræsenterer vor fremtid, resulterer i blandingen "jordmennesket".
Vi har altså dyrets og det fremtidige menneskes egenskaber i os, medens det rene dyr kun har de egenskaber, som har rod i dyreriget dvs de, der er fremkaldt af selvopholdelsesdriften.
Verdensaltets grundtone
"Det koster ikke noget, kosmisk set – at fødes til verden, det koster ikke noget at dø, det koster ikke noget at vokse, lige så lidt som synet, lugten, smagen, hørelsen og følelsen er "købte" eller "betalte" realiteter. Mennesker vader i kosmiske rigdomme" – sådan udtrykker Martinus det. (Martinus: "Gavekultur", kap. 4).
Så længe vort talent for "at tage" styrer vore tanker, følelser og handlinger, så længe er vi prædestineret til at være i disharmoni med livets egne principper. For at noget kan fortjene navnet "gave", må dette noget være en 100 procents frigivelse fra giver til modtager. Hvis der er den allermindste forventning om gengæld, er det en afsløring af, at det er en "forretning" – ikke en gave.
Forskudsbetaling eller gave
Hvis du hører følgende: "Jeg har gjort så meget for dig, altid været parat til at hjælpe osv", så er det bevis på, at den tidligere gavmilde holdning eller handling egentlig var en skjult handel fra giverens side, hvor tanken er "hvis jeg hjælper dig, så forventer jeg også, at du hjælper mig eller på anden måde tilkendegiver, at du har modtaget noget af mig". Hvor indgroet er ikke denne indstilling hos os! Den går som en rød tråd gennem hele livet mellem forældre og børn, lærere og elever, ægtefæller, mellem venner, ja, i alle menneskelige relationer forekommer denne uudtalte klausul for returgaver og gentjenester. Hvis en gave resulterer i den allermindste skuffelse, så er det tegn på, at det ikke er en gave, men en forskudsbetaling for noget, man forventer at kunne indkassere senere.
Gaveprincippet – en mental kursændring
Når vi skal afgøre, om det er en ægte gave vi giver, kan vi måle dette på vor reaktion, om vore eventuelle forventninger i forbindelse med gaven udebliver. Bliver vi skuffede?
Når vi taler om gaver, så tænker vi formodentlig først og fremmest på materielle genstande, pengegaver eller lignende, men Martinus udvider begrebet til også at omfatte det psykiske eller mentale område. Det at være mentalt gavmild svarer til ikke at blive jaloux på sin partner, ikke at blive misundelig på andres succes, ikke føle skuffelse, hvis børnene ikke ringer eller kommer på besøg så ofte, som vi kunne ønske det, ikke at blive indigneret over at blive forulempet, ikke at blive bitter over modgang osv.
For at kunne være mentalt gavmild eller storsindet kræves der mere end blot ønsket om det. Denne mentale evne må opøves på samme måde som vore øvrige egenskaber og talenter. Ønsker vi at blive gavmilde eller storsindede, så må vi gå til værks på samme måde, som når vi tilegner os ethvert andet anlæg eller talent. I denne sammenhæng er det ikke uvæsentligt at erindre sig, at handlingsmønstre baseret på vane sidder meget fast, men at vi ikke af den grund er uforanderlige. Hvis jeg handler storsindet én gang ud af ti, er jeg begyndt at opøve en mental kursændring.
Jeg begyndte med at konstatere, at det er svært altid at være gavmild. Dette er min vurdering, og jeg vil tro, at der er flere, der er enige heri. Kunsten at give – er det kunst? Ja, døm selv!
(Oversat fra svensk af SB).
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige