Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"De værste anelser er blevet bekræftet. Nedfaldet her virker værre end nogen kunne forestille sig for 20 år siden. Faren ved det radioaktive støv, man har målt i Ravenglass, (64 km fra kernekraftværket) er uacceptabel".

Sådan udtaler professor Edvard Radford, en af verdens ledende epidemieksperter, sig ifølge "Aftonbladet" den 31.10.83. Udtalelsen kom i anledning af de alarmerende rapporter, der er indgået fra egnen omkring kernekraftværket Windscale på den engelske vestkyst. Disse rapporter viser bl.a.:

– Antallet af leukemitilfælde (blodkræft) er ti gange højere i byen Seascale, tre km fra Windscale, end i det øvrige England.

– Køer og får græsser helt ind til hegnet rundt om Windscaleområdet. Blandt disse dyr har man målt radioaktivitet, der er hundrede gange højere end normalt.

– Flere år i træk har forskellige køer født misdannede kalve. Kalve uden hår, med deformerede lemmer, uden tunge eller ører.

– 14 børn fra byerne i Windscaleegnen er ramt af forskellige cancertyper. Normalt skulle der kun forekomme tre tilfælde i denne befolkningsgruppe.

Sammenhængen er altså temmelig entydig. Man har længe vidst, at radioaktiv stråling forårsager leukemi. Ifølge Martinus er udnyttelsen af kernekraft det samme som "cancer i jordklodeorganismen", og der er derfor ingen tvivl om, at det på samme måde også rammer klodens mikrovæsener (mennesker, dyr m.v.). Kosmisk set er atomkraften egentlig jordklodens egen livskraft. Men at bruge denne kraft, som man nu gør ved atomsprængninger, er en afsporing (se Livets Bog IV/2263). Derfor bliver kernekraften i virkeligheden en dødskraft, en sygdomsfrembringende kraft, som mennesket ikke i længden kan leve med.

At det virkelig er sådan fremgår desuden af den omstændighed, at det radioaktive affald, som kernekraften skaber, ikke på naturlig måde kan optages i og nedbrydes af naturens eget kredsløb. I stedet må man prøve at opbevare det i hermetisk tillukkede bjergrum eller lignende i tusinder af år. Men er det muligt at bryde dette kredsløb? Nej, i hvert fald ikke i længden, og derfor er det en illusion at tro, at man på sikker måde endegyldigt kan opbevare det radioaktive affald. Kredsløbet kommer til at gå sin gang, ligegyldigt hvor "stabile" bjerge man end begraver stofferne i. De såkaldte "kernekraftexperter" har også før taget fejl med hensyn til atomaffaldets kredsløb. I forbindelse med den nu publicerede skræk-rapport om Windscale-egnen siger f.eks. miljøbeskyttelsesforskeren Peter Taylor:

"For tyve år siden mente ingen, at plutonium ville vende tilbage, hvis det blev pumpet ud i vand. Men senere forskning har vist, at det er mere flytbart end man troede" (Aftonbladet 31.10.83)

I "Windscale foretager man nemlig også genudvinding af uranium fra atombrændstof. Denne proces giver affaldsprodukter, der i form af millionvis liter forurenet vand hvert døgn pumpes ud i det irske hav gennem en rørledning.

Eksperterne har tidligere hævdet, at plutoniumresterne ville synke til bunds i havet og blive liggende der. Men nu mener man, der er beviser for, at plutoniumaflejringer i stedet skylles op på stranden, tørrer og spredes med vinden – og at det er grunden til, at man også langt fra kernekraftværket har fundet plutoniumnedfald.

Havet er altså åbenbart ikke noget hensigtsmæssigt "opbevaringssted" for atomaffald. Så er et bjergmassiv sammenlignet hermed unægteligt et "sikrere sted". Men også dette er baseret på en illusion, fordi kredsløbets love som sagt ikke kan ophæves. Det menneskene ved deres indgreb og manipulationer afstedkommer er kun en foreløbig "forstoppelse" i systemet, men ikke nogen absolut standsning af kredsløbet.

På denne måde at forsøge at begrave affaldet i bjerggrunden forårsager altså en "forstoppelse" i jordorganismens egen fordøjelse. Men en forstoppelse er en akut krise eller sygdomstilstand, som makroindividet (jordklodevæsenet) på forskellig måde vil bekæmpe.

For jordklodeorganismen er det jo en livsbetingelse at "forstoppelsen" kan ophæves. Det vil også komme til at ske. Hvordan det kommer til at ske, ved vi ikke i dag. I princippet er der to muligheder: enten kan frigørelsen af de "bundne" kræfter ske på en måde, som medfører livsfare for mange mikroindivider (ved ulykker, katastrofer eller "ganske enkelt" ved en langvarig virkende nedbrydning) eller også på en for mikroindividerne ufarlig måde ved, at den farlige stråling på en eller anden måde kan neutraliseres eller "dematerialiseres" af en overlegen modkraft. Naturen har jo en modgift til enhver gift, og Martinus har givet udtryk for, at vi efterhånden, når tiden er moden dertil vil opdage en kraft- eller energikilde, som er alle hidtil kendte energiarter overlegen. Man kan også tænke sig, at den farlige stråling kan blive uskadeliggjort af det "skytsåndsprincip" som jordkloden, ligesom ethvert andet levende væsen, er underlagt. Det vil sige, at uskadeliggørelsen kan ske via åndelige væseners materialisations- og dematerialisationskræfter.

Hvordan det end kommer til at gå med denne sag, kan vi berolige os med, at jorden, ifølge Martinus, ikke kan komme ud for en global livstruende katastrofe. Dertil er jordkloden nemlig kommet alt for langt frem i sin udvikling. Jordkloden kan altså ikke på nuværende udviklingsstadium rammes af en så drastisk skæbnebølqe. Det er nu skæbnebestemt, at jordkloden i sin nuværende fysiske inkarnation skal opleve den "store fødsel" eller "kosmisk bevidsthed". Ja, dens "indvielsesproces" er faktisk allerede begyndt, og den verdenskrise, som vi i øjeblikket oplever, er, set fra jordklodens perspektiv, den nødvendige psykiske udrensningsproces, som altid går forud for oplevelsen af "den store fødsel". Jordkloden er altså ved at gøre op med sine ufærdige eller ufuldkomne sider i sin egen mentalitet. Og eftersom vi jordiske mennesker er klodens "hjerneceller" eller bærere af dens mentalitet, oplever vi denne udrensningsproces som en stor verdenskrise på mellemkosmisk niveau (hvis kulmination vi iøvrigt endnu ikke har oplevet). De ufuldkomne sider i bevidstheden må nemlig frem i lyset for at kunne overvindes og udleves. Så længe disse mørke "kælderregioner" i mentaliteten ligger skjulte eller latente, så kan de heller ikke blive udlevet. Derfor er det faktisk et led i den guddommelige verdensplan, at mørkets kræfter nu "slippes løs" i en sidste dødskrampe. Ligesom Trolden i sagnet "sprak", da den kom ud i dagslyset, sådan vil også mørkets tænke- og væremåde eller "djævlebevidsthedens" magt revne og sprænges i lyset af den livsvisdom eller viden om årsag og virkning, som de nuværende erfaringer om mørket er ifærd med at skænke menneskene.

(oversat fra svensk af SB)