Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

I sammenhænge, hvor kosmiske kræfter formodes at medvirke, taler man ofte om styring.

Einstein talte om, når det drejede sig om makrokosmos, at det var rummet, der styrede kroppene. Universet – både i mikrokosmos og makrokosmos, består for størstedelen af tomrum. I makrokosmos med mere end 99 % og i mikrokosmos tyder indikationer på, at forholdet er det samme.

Dette tomrum er tidligere blevet anset for at være bare – netop tomrum. Siden rumforskningen startede for 25 år siden, har denne opfattelse måttet vige for opdagelsen af magnetfelter i dette formodede tomrum, som efterhånden har vist sig at være mere og mere komplicerede.

Den første kontakt med disse magnetfelter havde man i 1958, da amerikaneren J. A. Van Allen og hans medarbejdere klarlagde deres form og udbredelse.

Magnetfelterne omgiver vor planet fra 1,5 - 5 jordradier ud. Disse magnetfelter har en vigtig opgave. De beskytter vor jord og dens beboere mod den for organisk liv dødelige stråling fra rummet.

Ovenfor disse magnetfelter har for forskningen senere via satelitter opdaget, at rummet – "tomrummet" fortsætter med at være "ladet". En ioniseret gas, som kaldes plasma, gennemstrømmes af elektriske og elektromagnetiske kræfter af en meget kompliceret struktur, som desuden er variabel. Det er altså et felt, som stadig skifter, og hvor den integrerede del varierer i spænding og struktur, og hvor spændingen ofte skifter retning.

Videnskaben har opdaget et "tomrum", som er levende.

Einstein med sin intuition og klare tanke fremholdt, at vi er underlagt psykiske love, og at det er rummet – altså tomrummet, som styrer partiklerne.

Han mente således, at tomrummet er det primære og partiklerne i dette, f. eks. planeter, solsystemer og galaxer er et produkt af "tomrummets" aktivitet. En tomrumsaktivitet, som sandsynligvis også kan henføres til mikrokosmos og følgelig også til det mellemkosmos, hvor vi selv befinder os, og hvor vi kan ane en styring.

Hidtil har forskningen hovedsagelig været fokuseret på de synlige bevægelser i tid og rum. Årsagen til bevægelserne har man forståeligt nok ikke forsket i, eftersom den ikke har kunnet måles rent fysisk. En bevægelse kan logisk set ikke sætte sig selv igang. Den må have et ophav – en årsag.

Hvad er da dette ophav – dette som styrer, ifølge Einstein?

På vort eget område – menneskets – er tanken den styrende faktor. Hver synlig gestus eller handling eller handlingsresultat på vort område er forårsaget af vor tænkning. En proces igangsat af en bevidsthed. Forbindelsen fra et objekt via tanke til bevidsthed drager vi ikke i tvivl, fordi vi kan se sammenhængen. På områder udenfor os selv i f.eks. makrokosmos, ser vi bare objektet – aner i heldigste tilfælde en styring, men er uvidende om et ophav til denne.

Kan vi ikke med kendte målemetoder spore styringens ophav, så bør vi logisk set kunne tænke os til den – en bevidst universel styrende kraft.

Når det gælder makrokosmos, er astronomerne enige om, at ved et solsystems fødsel indvirker en kraft – gravitationen – som drager partiklerne mod et centrum, hvor de på grund af den styrende kraft sammentrænges til en sådan tæthed, at massen begynder at gløde for efterhånden gennem trykøgning at nå en temperatur, hvor kernereaktioner kan komme igang.

Denne kraftkilde er usynlig, når den til at begynde med virker i et partikelfattigt område, men med sin kraft formår den at samordne stofpartikler fra et felt med flere lysårs diameter til et solsystem.

Hvor kommer denne kraft fra? Den må have en oprindelse! Processen giver jo, så vidt vi kan se, et logisk og formålstjenligt resultat.

Vort solsystem med et af dets organer, Jorden, forekommer at være et resultat af en højt udviklet tankeevne. I en relativt stabil bane kredser jorden omkring sin næringskilde, Solen, og vender skiftevis den ene og den anden side til for at dens overflade hverken skal blive for varm eller for kold og tjener herigennem det liv, som dens overflade er hjemsted for.

Tyder dette ikke på, at vi befinder os i et levende system, som gennemstrømmes af bevidst kraft? Makrokosmisk tankekraft?

Hvad er da tankekraft? På vort eget område kan vi konstatere, at vore tanker er elektriske strømninger fra vor hjerne – viljekraft fra vor bevidsthed. Når vi nu kan spore en styrende kraft af elektrisk natur i universet, kan det så ikke anses for sandsynligt, at denne stammer fra en bevidsthed i makrokosmisk format? At bevidsthedens "bærer" er i makroformat i forhold til os, forandrer ikke det princip, at et objekt er forårsaget af bevidst tanke. Måske er det således, at et altomfattende, universelt, ikke-fysisk organ, skaber, styrer og opretholder universet fra det lille til det store.

Videnskab og metafysik er ved at mødes i forståelse af en universel kraft, hvis tanke-elektricitet gennemstrømmer tomrummet. Måske resulterer mødet i, at videnskaben giver Martinus ret, når han siger, at denne universelle kraft er en livsenhed, hvis fysiske organisme vi ser, når vi møder naturen med dens mineraler og dens blomsterpragt, dens rige dyreliv, hvor mennesket er den mest udviklede i kredsløbet, når vi ligesom astronauten Edgar Mitchell ser en sølvskinnende klode svæve i et dybtblåt rum med milliarder stjernelys som baggrund. Når vi fra vort jordplan en vinternat ser op mod stjernehære, hvor galaxer som gigantiske lysende skibe fortoner sig længere og længere bort i baggrunden.

En baggrund som ubevægeligt svinder bort for teleskopets linser og antenner, hvor kvasarer og galaxehobe forlader synsfeltet mod en baggrund, som stadig flyttes længere og længere ud.

Denne organisme er – ifølge Martinus – en fysisk krop, og det vi ser, er organer og celler i denne krop.

Den elektriske kraft, som strømmer gennem denne, d.v.s. i tomrummet, er denne livsenheds tankekraft.

Alt liv – fra elementarpartikler og endnu mindre enheder til universer af større og større format, er organer eller livsenheder i denne krop, hvor alt lever, rører sig og er til.