Kosmos 1984/5 side 102
Primær og sekundær opstandelse
af Lisbeth Lanemo
I det svenske tidsskrift "Sökaren" har der fornylig været ført en debat om Jesu opstandelse. Denne efter en kristen opfattelse så vigtige begivenhed er blevet drøftet ud fra såvel en materialistisk historievidenskabelig som ud fra en teologisk synsvinkel.
Martinus giver os en tredie version af, hvad der virkelig skete i Palæstina for snart 2000 år siden og beskriver begivenheden påskemorgen som en sekundær opstandelse.
Den norske kristendomskritiker Andreas Edwien skriver under overskriften "Jesu opstandelse – kirkens livsløgn" i "Sökaren" nummer 6/83, at Jesus faktisk levede for snart 2000 år siden, men at hans opstandelse ikke har fundet sted. De bibelske beretninger om, hvordan Maria Magdalene, apostlene og senere Paulus mødte den opstandne Kristus, beror på helt subjektive, psykiske oplevelser kombineret med hallucinationer, måske i forbindelse med epilepsi, som Paulus sandsynligvis led af. Dette er historisk ubestrideligt set med historieforskningens helt normale beviskrav, skriver han.
Hvis Jesus efter "opstandelsen" ikke blev set objektivt – men kun oplevet subjektivt på det psykiske plan – så var der ikke tale om en opstandelse, men om en psykisk eller "åndelig" oplevelse, skriver han videre. Teologernes henvisninger til "vidnesbyrd" i Det nye Testamente fra Paulus, Maria Magdalene og apostlene er ikke bevis for en "opstandelse", der jo ville stride mod almengyldige naturlove, hævder Edwien, og på grundlag af bibelteksterne sammenfatter han, hvorfor han kommer til helt andre konklusioner.
Hallucination
Edwien foretrækker f.eks. at forklare Maria Magdalenes møde med Jesus udenfor graven som hallucination frem for at acceptere den forestilling, at Jesus skulle være blevet levende igen i sin fysiske krop og skriver:
"Efter at Maria var blevet helbredt af Jesus for en alvorlig sindssygdom (Markus 16:9), var Maria stærkt psykisk afhængig af Jesus.
Hallucinationer er et velkendt træk ved sindssygdom. Efter chocket over Jesu død og den overraskelse at finde graven tom søndag morgen har hun "set" ham i sin hallucinationstilstand".
At graven var tom, da Maria Magdalene kom derud, forklarer Edwien med, at Jesus først skulle være lagt i en midlertidig grav nær henrettelsespladsen, da det var aftenen før sabbaten (Joh. 19:42). Natten til søndagen skulle så Josef af Arimatæa i hemmelighed have flyttet liget til dets endelige hvilested og der begravet Jesus efter forskrifterne. Josef var et agtet rådsmedlem og hemmeligholdt, at han var Jesu discipel (Joh. 19:38).
Kirkens støttepiller
Hvorfor er det da så vigtigt for Andreas Edwien at fastslå, at Jesus ikke opstod fra de døde? Han betragter "opstandelsen" som den vigtigste støttepille for kirkens hele lærebygning. Læren om opstandelsen er, mener han, en historisk løgn, en kirkens livsløgn, som har gjort det muligt for kirken at forlænge sit konfessionelle liv og sin magt langt udover den dogmatiske ideologis naturlige levetid.
Denne livsløgn har haft sin pris. Den kristne forestilling om himmel og helvede og om den "apokalyptiske krig", efter hvilken den opstandne Kristus kommer for at dømme levende og døde, har gjort enorm skade.
"Jeg ser en klar forbindelse mellem denne volds- og krigsteologi og det faktum, at den kristne verdens folk er blevet verdenshistoriens største militarister", skriver han.
For Andreas Edwien var Jesus fra Nazaret et menneske som alle andre, hverken en Guds enbårne søn eller en verdensgenløser.
I "Sökaren", nr. 7/83, drager også tidskriftets redaktør Sven Magnusson den kristne opstandelseslære i tvivl ud fra en granskning af de bibelske tekster. Svenske teologer blev samtidig indbudt til at fremkomme med deres syn på Jesu død og opstandelse.
Sten M. Philipson, docent i tros- og livsanskuelses-videnskab og præst i den svenske kirke, fulgte opfordringen og gav i nr. 1/84 sit syn på opstandelsen under overskriften "Hvad betyder Jesu opstandelse for den kristne tro?"
Teologiens version
Vi vil aldrig med sikkerhed kunne sige, om opstandelsen på en eller anden måde var en kropslig hændelse eller en vision af den levende Kristus eller en intensiv oplevelse af Jesu usynlige nærværelse, siger han. Den store betydning, oplevelserne omkring Jesu opstandelse fik for disciplene, gør det dog muligt at have en sand, kristen opstandelsestro uden at tro, at Jesu døde krop, selve liget, blev levende igen og derefter vandrede ud af graven.
Mysteriet med den tomme grav skulle kunne forklares med, mener han, at Jesu krop i virkeligheden blev kastet i den almindelige grav for forbrydere, som fandtes i Jerusalem på den tid.
Den, der står fremmed overfor såvel den materialistisk indstillede forskers som teologens fortolkning af beretningerne om Jesu opstandelse, kan få klarhed også over dette spørgsmål hos Martinus.
I den vidunderlige lille bog "Påske" får vi del i påskens begivenheder for 2000 år siden, sådan som Martinus "med åndens øjne" eller intuitionen har set dem, helt uafhængig af, hvad der står i de bibelske skrifter.
Martinus version
Efter skildringen af korsfæstelsen og af Jesu møde med Judas i dødsriget beskriver Martinus detaljeret, hvad der skete påskemorgen ved graven, ved Jesu møde med Maria Magdalene og med disciplene. Vi skal ganske kort gengive de vigtigste detaljer:
"Overfor den fordoblede romerske vagt begyndte der lige før solopgang at udstråle et stærkt lys fra gravens indre. Det gjorde de tykke stenvægge gennemsigtige som glas. Lyset vibrerede efterhånden i sådanne svingninger, at livvagten sank afmægtig til jorden. Intet jordisk øje blev derfor vidne til den himmelske handling, der her foregik. Men i den opadstigende sols første stråler så man, at graven var tom" ("Påske" kapital 11).
Det der skete i graven var en materialisation, det vil sige en manifestation med så stærkt koncentrerede åndelige energier, at de helt gennemstrålede de fysiske materier og blændede vagten. På denne måde vendte Jesus tilbage til den jordiske sfære.
Samtidigt var Jesu døde fysiske legeme i det stærke lys i graven blevet dematerialiseret og lagt til hvile på et sted, hvor kroppens mikrovæsener ikke kunne forstyrres af jordiske hænder.
Jesu tilbagekomst var endnu et forsøg på at overbevise menneskene om overjordiske eller himmelske kræfters eksistens, skriver Martinus, men han ville også berolige, trøste og forklare hændelserne for sine disciple, som endnu ikke rigtigt havde forstået ham.
Maria Magdalene
Den første af Jesu venner, som mødte ham efter denne opstandelse, var Maria Magdalene, "en af Jesu kvindelige disciple". Maria anede ikke, at den krop, Jesus nu viste sig i, ikke var hans tidligere fysiske krop, men en materialiseret kopi af denne. Hun greb efter hans hånd, ville kysse hans klæder, men Jesus advarede hende. Hans krop vibrerede endnu så stærkt efter begivenheden i graven, at det havde været livsfarligt for hende at røre ved den. Han forklarede hende, at han endnu ikke "var opfaren til sin Fader og menneskehedens Fader" og derfor endnu en kort tid befandt sig i en zone eller sfære, hvorfra han kunne gøre sig materielt synlig for fysiske sanser.
Derefter viste Jesus sig for mange andre af sine venner og tilsidst for dem allesammen, – bag lukkede døre et sted i Galilæa, som han selv havde angivet.
Diciplene i Galilæa
"En aften, medens de alle var samlede på det af Jesus opgivne sted, og "dørene var lukkede af frygt for jøderne", hændte der det, at der midt i salen begyndte ligesom at stråle et hvidt lys med mærkelige blå fortoninger. Disse blå fortoninger antog efterhånden mere og mere faste former. Og for de forsamledes stærkt spændte blikke og til deres usigelige glæde blev de blå fortoninger lidt efter lidt til Jesu kendte konturer, detaljer og udtryk. Glæden blev endnu mere overvældende, da det hvide lys havde fortaget sig, og deres Mesters elskede skillelse nu lyslevende og med opløftede arme som til en omfavnelse trådte frem imod dem, og den kendte stemme vibrerede for deres øren: "Fred være med eder."
Jesus forklarede dem derefter om sin mission, sin lidelse og sin død, sin opstandelse, sine materialisationer og om kærlighedsbudet og pålagde dem "at drage ud i verden og forkynde hans liv og væremåde for alle folkeslag for al skabningen".
"Og efter endnu engang at have taget sig af deres spørgsmål, trøstet og opmuntret dem i deres rent personlige anliggender og bekymringer, trykkede han for sidste gang på det fysiske plan hver enkelt af sine trofaste venner og disciple til sin kind. Det hvide lys begyndte atter at vibrere. Og i dets tiltagende glans så hele forsamlingen for sidste gang verdensgenløseren. Hans elskede skikkelse fortonede sig og blev til eet med lyset. Guds sendebud var vendt tilbage til sin Fader." ("Påske" kapitel 14).
Kopi af kroppen
Så konkret skildrer Martinus mødet i Galilæa mellem den opstandne, materialiserede Jesus og hans venner og disciple. Det var altså gennem deres fysiske sanser, at disciplene så og oplevede Jesus igen, – ikke gennem psykiske eller åndelige oplevelser, visioner eller hallucinationer. Og dog var det ikke Jesus i hans fysiske, jordiske krop de mødte. Det var en materialiseret kopi af hans fysiske krop.
Hvad er da materialisation og dematerialisation?
Martinus skriver i sin bog "Livets Vej" (nr. 22) om "den primære og den sekundære opstandelse":
"Ved materialisation eller "den sekundære opstandelse" kan et diskarneret væsen skabe sig en midlertidig fysisk krop, så det for et øjeblik kan fremtræde som et fysisk væsen. Det kan altså tale, se og høre på det fysiske plan og kan næsten ikke skelnes fra et almindeligt fysisk væsen."
Koncentrationsevne
Det, der betinger evnen til at materialisere sig, er ikke absolut den moralske udvikling, men først og fremmest en udviklet koncentrationsevne, en evne som kan opøves gennem speciel træning. Desuden må der på det fysiske plan, hvor væsenet skal materialisere sig, være adgang til en speciel materie, som materialisationen baserer sig på. Denne materie, som Martinus kalder A-stof, er tilstede i overflod hos en del mennesker, som derfor egner sig særlig godt som "materialisationsmedier". Dette stof kan lynhurtigt træde i forbindelse med og lade sig beherske eller udforme af en særlig psykisk eller åndelig kraft, A-kraften. Gennem denne forbindelse opstår i A-stoffet en fortætning, som gør det fysisk synligt.
A-kraften udløses automatisk gennem det diskarnerede væsens vilje-koncentration og dets talentkerner for skabelse og opbygning af en fysisk organisme. Styrken af denne viljekoncentration og det disponible A-stof er afgørende for, hvor vellykket materialisationen bliver.
Det er lettest at skabe en kopi af den fysiske krop, som den var lige før den fysiske død, men det er også muligt at skabe en fuldkommen kopi af andre, tidligere fysiske organismer.
A-stoffet, som er lånt fra mediet, forbliver under materialisationen knyttet til mediet. Når det diskarnerede væsens A-kraft er udtømt, opløses den materialiserede krop. Den dematerialiseres. A-stoffet bliver da atter usynligt og går tilbage til sit ophav.
Denne form for midlertidig materialisation er under udvikling i lukkede kredse rundt omkring i verden, skriver Martinus.
En permanent, varig form for materialisation vil senere udvikles og frigøre menneskene fra den nuværende fødsels- og dødsproces. Men denne varige materialisation kan derimod kun udvikles af den, som allerede har en fuldkommen evne for næstekærlighed og de dermed forbundne ændringer af sin psyke.
Også Jesus fødtes og døde ifølge Martinus på ganske almindelig måde. Det var altså gennem den midlertidige, sekundære materialisationsproces, at han ved hjælp af disciplenes A-stof og sin egen A-kraft materialiserede sig for dem. Og det var ved hjælp af dematerialisation, at hans oprindelige fysiske krop kunne fjernes fra graven og materialiseres på et andet sted, hvor den kunne opløses i en for denne krop normal opløsningsproces.
"En himmelsk handling"
Så langt bekræftes stort set den kristne opstandelsestro af Martinus forklaring på, hvordan det i virkeligheden gik til. En "himmelsk handling" uden lige indtraf virkelig ved graven påskemorgen lige foran den romerske vagt, og derefter var graven faktisk tom. Og disciplene mødte virkelig Jesus påny, selv om hans døde fysiske krop ikke var blevet levende igen.
Martinus beskriver også den primære opstandelse, den Jesus var selve inkarnationen af. Men den primære opstandelse er gået tabt i kristendommen.
At Jesus påny viste sig for sine disciple og talte med dem efter at hans krop offentligt var blevet korsfæstet, måtte naturligvis gøre et stærkt indtryk både på de af Jesu venner, som overværede det – og på mange efterfølgende generationer, der kom til at beundre og elske verdensgenløseren. Dette indtryk voksede sig stadig stærkere, indtil det kom til at dominere over den virkelige "opstandelse", skriver Martinus.
Det er denne optagethed af den sekundære opstandelse, den endnu ufuldkomne materialisationsform, som er kommet til at sløre forståelsen af reinkarnationen. Derved har vi mistet den logiske forklaring på de tilsyneladende uretfærdige skæbner, som de levende væsener er underkastet.
Det er derfor Kristendommen har måttet skabe læren om nåde og forestillingen om, at Jesus døde på korset for at sone vore synder.
Den primære opstandelse
Men den sekundære opstandelse eller Jesu påske-opstandelse er ikke nok. Det er ikke den, der er den sande kristendoms kerne eller fundamentet for Jesu mission eller verdensfrelse.
Den sande kerne er hans forkyndelse og demonstration af en evne til at leve i kontakt med universets love, at være til glæde og velsignelse for helheden, at være en inspirerende, tjenende, livgivende og dermed glædesbefordrende livskilde for alle levende væsener.
Det var denne væremåde som udgjorde "den store opstandelse" eller åbenbaringen af Jesu fremtræden på jorden, og det er denne væremåde, som alle jordmennesker, uden undtagelse, liv efter liv er på vej til at tilegne sig.
Denne "primære opstandelse", opstandelsen fra dyr til menneske, den totale indvielse eller den store fødsel, den havde Jesus gennemgået i tidligere liv, før han inkarnerede på jorden. Det er denne opstandelse, som i Bibelen kaldes for "Kristi genkomst". Kristi genkomst oplever vi i vort eget indre, når vi har tilegnet os Jesu tænke- og væremåde.
(Oversat fra svensk af SB)
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige