Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

"Jeg dør, hvis du forlader mig! Jeg som har ofret alt for dig – og så svigter du mig! Hvordan kunne du bedrage mig? Jeg skal minsandten gøre livet surt for dig!" Øjnene lyner, hjertet slår kolbøtter og hele kroppen føles som gelé. En salig blanding af had, hævn, fortvivlelse og bitterhed spreder sig i hele kroppen. "Jeg går under, jeg klarer ikke dette her! Livet er meningsløst, alt er håbløst ... ..."

Genkender du melodien? Ordene kunne være lånt fra en dårlig kærlighedsnovelle, men de kan ligeså vel være hentet hvor som helst fra hverdagslivet. Vi genkender alle symptomerne på en af vore almindeligste folkesygdomme – jalousien. Hvordan kan livet pludselig blive så dramatisk? En tilsyneladende sød og genert pige forvandles på et øjeblik til en levende bombe (her bliver selv en krudtugle gjort til skamme).

Er dette virkelig muligt? Nej, det er snarere bomben, som gennem længere tid har haft held til at agere, som om den var en artig lille pige. Men når modstanden bliver for stærk og prøvelserne så store, at situationen ikke mere kan holdes under kontrol, så falder alle skranker og den sande natur viser sig: Vilddyret gør en stormende entre, savsmuldet fyger omkring det, når det kommer galopperende ind i manegen. Hvad betyder det, hvis nogle statister kommer for nær og bliver trampet ned. De må skytte sig selv. "Af vejen! Her kommer jeg. Jeg er den bedste!" Midt under dette solonummer træder, næsten umærkeligt, en menneskelignende skikkelse ind i manegen. Det er ikke hendes hensigt at afbryde, men det lykkes hende uden større anstrengelser at få publikum interesseret i sine kunster. Det er mere end det stolte dyr kan tage, – pludselig er det ikke alene i rampelyset. Konkurrencen er et faktum. Dyret føler sig truet. Hvem skal gå sejrende ud af striden.

Når vi kommer ud for modgang eller havner i svære situationer, træder selvopholdelsesdriften automatisk i gang, gamle instinkter vækkes til live, vi ønsker at forsvare os og give igen. Dyret i os giver sig til kende.

Men hvad skal man nu gøre, når man så at sige bliver taget på sengen af instinkterne? Det første skridt er at indrømme overfor sig selv, at instinkterne er der. For hvordan skal man komme af med noget, som man fornægter eksistensen af? Vel er det ubehageligt at blive konfronteret med sine dyriske sider, for man ville jo allerhelst være menneskelig, god og generøs. Automatisk fortrænger vi vore ufærdige sider, dyret i os er blevet ekspert i at kamouflere sine egne ufordelagtige egenskaber.

Det er naturligvis ikke let at analysere og se nøgternt på situationen, sålænge det river og slider allermest i os, men når de værste storme har lagt sig, er tiden inde til mere objektivt at gå i gang med problemerne. Gør vi det, vil vi snart opdage, at der ligger et interessant arbejde foran os, selv om det bliver møjsommeligt. Eftersom det er instinket, tyngden og følelsen der "spøger", når det drejer sig om jalousien, så er det bedst at sætte intelligensen ind som modvægt. Ved hjælp af den kan vi analysere begivenhederne, så vi ikke hjemfalder til sentimentalitet og martyrium. Vi må gøre os klart, at det ikke lader sig gøre at vende tilbage til det gamle paradis (dyreriget), hvor selviskheden råder, men at vi faktisk er på vej mod det nye (det rigtige menneskerige), hvor uselviskheden råder. Vi må opgive kamp og strid med omgivelserne for at komme videre. Hvis vi ønsker at komme af med jalousien, hadet og misundelsen, må vi lade Guds vilje ske, det vil sige vi må acceptere dyrets forvandling til menneske.

Så længe vi ønsker at tage patent på et medvæsen – så længe vi vil eje, styre og herske over vore medmennesker, lænkebinder vi os selv. Forstår vi det, i det mindste teoretisk, bliver det lettere at bekæmpe disse millionårige vaner. Gang på gang vil vi komme ud for vanskeligheder. Men det tjener intet formål at angre og græmme sig, selvom ens anstrengelser ikke lykkes med det samme.

At tilgive sig selv er her lige så vigtigt som at tilgive andre. Alle såkaldte fejltrin og misgreb sliber og omformer os, vi vokser og får nye nødvendige og værdifulde erfaringer under vor vandring mod lyset. For det er jo lyset vi går frem imod, selv om livet ofte ser mørkt og dystert ud. Viden om mørkets mission gør, at vi har kraft til at komme igennem besværlighederne. Lader vi Guds vilje ske istedet for vor egen ufuldkomne vilje, åbner vi døren for en stærk og fornyet livskraft.

(Oversat fra svensk af SB)