Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Det er efterhaanden blevet mere og mere almindeligt, at Folk søger ud i Naturen. Navnlig om Foraaret og Sommeren ser man hele Skarer af unge Mennesker belæsset med Rygsække, fyldt med nødvendigt Udstyr og Grejer for Kampering i det Frie, pr. Cykle eller til Fods drage ud paa Landet, bort fra Byerne, bort fra Larmen og Tummelen for at holde Week-end. Og i Sommermaanederne kommer flere og flere af de ældre med for at feriere ude i det herlige Liv ved Skov og Strand. Alle maa ud. Naturen kalder. Dens Røst bliver stærkere og stærkere, og Lydhørheden overfor denne Kalden er i urokkelig Stigen.

Og det er godt for de mange Mennesker med de sønderslidte Nerver at komme ud i Naturen, ud til Blomsterne, ud til Dyrene, ud til Bakkerne, Skoven og Havet. Men det fulde og sande velsignelsesrige Udbytte og den guddommelige Nydelse af Samværet med Naturen faar man først rigtigt, naar man lærer at kende, det man ser, som Udtryk for noget højere og mere end slet og ret "Naturen", og opdager, at det altsammen er en Pendent til vor egen indre Bevidsthed, ja, at Naturen virkelig er vor sande "Moder", og at det bogstaveligt talt er "hendes" Blod, der, kosmisk set, flyder i vore Aarer. Det er "hendes" stærke skiftende Temperament: Vinterens Is og Sne, kolde Dage og lange Nætter, – Foraarets vaagnende Liv, det grønne Løv, Gøgens Kukken, – Sommerens varme Solskin og Blomsterduft, lyse Nætter og Maaneskinsaftener, – Efteraarets Uvejr, Regn og Slud, de falmende Skove og visne Marker, der aabenbarer sig bag vort eget Bryst, der hamrer, syder og gærer i vor egen Puls, i vor egen Tanke, i vor egen Mentalitet. Det er "hendes" hele Sjæl, der gaar igen i vor mest fremtrædende Villieudfoldelse saavel som i vort lønligste Suk. Vi kan kun aabenbare "Familieligheden". Al vor Færd er "Sønlighed". –

Og det er i Forbindelse hermed, at jeg har tænkt, at efterfølgende lille foreløbige Skitse af Aarstiderne og "Udviklingsspiralen" kunde være et lille nyttigt Ord med paa Vejen ud i Naturen, nu da Foraaret og Sommeren stunder til.

Som Læserne af "Livets Bog" ved, udgør "Udviklingsspiralen" en Zone i hvilken Mentaliteten kulminerer i mentalt Lys, og en i hvilken den kulminerer i mentalt Mørke, og at disse to Kulminationer henholdsvis derved kommer til at repræsentere en Slags kosmisk "Sommer" og "Vinter", ligesom Overgangsstadierne mellem nævnte Kulminationer paa samme Maade nødvendigvis maa blive en Slags kosmisk "Foraar" og "Efteraar". "Spiralen" repræsenterer saaledes i kosmisk Fremtræden, hvad det almindelige Aar udgør i fysisk Tilstand. Og Aaret med dets fire Aarstider bliver derved et Sindbillede eller Symbol paa "Spiralen" eller det levende Væsens kosmiske Færd gennem dets evige Tilværelse.

Paa vedføjede Symbol ser vi disse Aarstider indtegnet analogt med Spiralens Inddelinger. Vi ved at Spiralens Kulmination i kosmisk Mørke falder i "Dyreriget". Derfor bliver denne Zone og dens nærmeste mentale Omegn Spiralens "Vinter" og svarer til vor fysiske Vinter fra Vintersolhverv til Foraarsjævndøgn, hvilket altsaa vil sige fra 21. Decbr. til 21. Marts. Slutningen af Decbr., hele Januar, Februar og det meste af Marts er saaledes Symbol for eller Genskin af "Spiralen" s kosmiske "Vinter".

Ligesom det meste Planteliv i disse Maaneder er i Dvale, og Dyrene og Menneskene henholdsvis i stor Udstrækning opretholder deres fysiske Liv paa kunstig Maade ved Huler og Huse, Klæder og kunstig Varme og saaledes er langt borte fra Livets Kulmination i fysisk Udfoldelse, saaledes vil ogsaa de levende Væsener i "Spiralen"s "Vinter", hvilket, som det fremgaar af Tegningen, vil sige i den største Del af "Dyreriget", hvortil det jordiske Menneske endnu hører, samt første Del af "Følelsesriget" endnu være langt borte fra Livets kosmiske Kulmination i Udfoldelse. Det arbejder sig ganske vist hen imod "Den store Fødsel", hvorved det indtræder i "Følelsesriget" og bliver et rigtigt "Menneske", men selv denne Tilstand hører endnu, i nævnte Riges første Zone, til "Spiralen"s "Vinter".

Med "Den store Fødsel" ophører Smerterne og Lidelserne, men Individet er endnu kun et lille nyfødt Barn i det kosmiske Perspektiv. Her begynder dets første virkelige kosmiske "Barneaar". I den forudgaaende "dyriske" Tilværelse var det i samme Perspektiv kun at betragte som et ufødt "Foster", hvis Liv kun er analogt med det indre Liv, der slumrer i de "visne" Træer eller Planter om Vinteren.

Men henimod Vinterens Slutning syder og gærer guddommelige indre Kræfter i de "visne" Planter, og Forberedelse til kommende Udfoldelse af nye Skud, skønne Blade, Stilke og farverige Blomster begynder at udløses.

Det jordiske Menneske befinder sig altsaa paa et Stadium i Udviklingens "Vinter", hvor det ligesom Planten i den fysiske Vinter begynder at faa stærk Bevægelse i sine indre Kræfter. For nævnte Væsen udgør disse "indre Kræfter" hele dets fysiske Fremtræden. Alle dets Kampe, Krige, Revolutioner, Ulykkestilfælde, Sygdoms- og Lidelsestilstand er "Spiralvinteren"s "Polarvind", der drøner hen over Livsvangene og holder alt i sit isnende Favntag.

Men ligesom den fysiske Vinternat undertiden kan have Huller i de mørke Skyer, hvor igennem Stjernerne lyser, saaledes har den kosmiske "Vinternat" ogsaa sine "Huller" i Skyerne, igennem hvilke "Stjernerne" lyser og forjætter om kommende "Vejrforandring", "klar Himmel" og stærkere og stærkere Adgang til "Sol" og "Lys", til "Foraar" og "Sommer". Dette giver sig igen til Kende paa den jordmenneskelige Mentalitet i Form af dets tekniske Opfinderevne. Dets voksende kunstneriske Skabeevne, dets voksende Trang til kosmisk Viden, er "Safterne", der syder og gærer i den jordmenneskelige "Plante". Det er de første Virkninger af en sig nærmende kosmisk "Sol"s livgivende Varme. Alle de tekniske Frembringelser, Kraftmaskiner, Apparater og Indretninger, som paa mangfoldige Maader skal fritage Menneskene for materielt Slid, skal skaane deres Hænder for Vabler og haard Hud, fritage deres ranke Rygge for Krumbøjningen under Arbejdets Tyngde og skabe økonomisk Frihed, Ligestilling og Velvære, er de kosmiske "Planter"s første smaa spirende "Knopper" og Tegn paa "Spiralforaaret"s snarlige Komme. Men paa det jordmenneskelige Udviklingstrin er de endnu kun i "Januarstadiet" og maa saaledes endnu kæmpe med den kosmiske "Vinter"s iskolde Temperatur, "Frost" og "Sne", hvilket vil sige: Egoisme, Havesyge, Magtbegær og Hævnlyst. Og mange af de smukke lovende "Knopper" bliver til forkrøblede Svæklinge, der, billedlig set, humper og halter afsted paa Krykker, Bandager og Rullestole. Saadanne forkrøblede kosmiske "Knopper" er identiske med det, vi kender som Arbejdsløshed, Fattigdom, social Nød og Elendighed af enhver Art, og hvis Fodspor igen er Tyveri, Plattenslageri, Rovmord, Selvmord, legemlig og moralsk Usundhed paa alle Omraader. Arbejdskampe, Strejker, Lockouter, politiske Intriger, Statskup, Militarisme, Diktatur og Undertrykkelse, Tortur og Dødsstraffe, Forbud mod Fredsliteratur, Forbud mod Bekæmpelse af Krig, Ophævelse af Aandsfrihed er den kosmiske "Januar"s kolde "Isslag", der nu hviler over de jordmenneskelige Frembringelsers Identitet som "Spiralen" s tidlige "Foraarsknopper" eller "Plantespirer".

Men de evige Love betinger, at intet kan staa stille, og Vinteren og Mørket kan derfor heller ikke staa stille, men maa vige Pladsen for Sommeren og Lyset. Allerede i Februar bliver Solens og Lysets begyndende Overlegenhed synlig i Atmosfæren. Dagene længes. Stærkt Tøvejr med Snesjap, Regn og Slud skiftende med enkelte Solskinsdage er de første drastiske Tegn paa Vinterens begyndende Afmagt. Den kan ikke mere holde Livet nede. De første spæde Knopper aabner sig. Vintergækker, Erantis, Krokus og lignende tidlige Foraarsplanter titter frem. En ny levende Verden bliver synlig. En Verden, der før var indhyllet i Knopper med tykt brunt Svøb, tynget af Is og Sne, begynder at aabenbare sig midt i de stærke urolige Klimaforhold her i Sommerens og Vinterens Kampzone, Lysets og Mørkets Valplads.

Men paa denne Valplads faar Frosten og Kulden sit Banesaar. Solen og Lyset bliver i stærk stigende Grad de altbeherskende Faktorer, og Foraarets friske Briser begynder at holde sit Indtog over Grøfter og Grave, Kær og Moser, Enge og Tofter, der snart vil være befolket med smaa travle Væsener, bevingede Nomader, hvis Lovsange fra Tusinder af Struber akkompagnerer Livets og Sommerens Tilbagevenden til Dødens og Mørkets kolde Breddegrader.

I den kosmiske "Spiral" vil de samme Principper eller "Februar-" og "Martsstadiet" være let at genkende. De førnævnte begyndende Knopper, der aabner sig, Foraarets første smaa Blomster, der skyder frem, ja, stundom op over selve Sneen, symboliserer intet mindre end "Den store Fødsel". Det stærke Røre i Atmosfæren med Tø, Snesjap og Regn, der tilsidst faar Frosten til at kapitulere, faar de førnævnte smaa Knopper til at aabne sig, faar Fuglene til at synge, symboliserer "Den hellige Aand"s begyndende Indflydelse paa "Dyreriget", der jo udgør "Spiralen"s "Vinter", og dens tiltagende Forvandling af denne "Vinter" hen imod det kosmiske "Foraar". Det er nævnte "hellige Aand", der, i Form af virkelig Aandsvidenskab, faar den mentale Is og Sne: Egoismen og Selvtilbedelsen, Hadet og Magtbegæret til at tø, saaledes at Uselviskhedens, Næstekærlighedens og Barmhjærtighedens friske Foraarsbriser kan lyse gennem Kulturen og lade et Rige opstaa, hvor Frugterne af Menneskets tekniske Fuldkommenhed og mekaniske Snitte ikke forkrøbles af Egoismens kolde Isslag og bliver til Smerte, Nød og Elendighed, men derimod kommer til sin fulde Udfoldelse, bliver til fælles bedste eller gode for alle levende Væsener i Zonen, der derved retmæssigt i fuld Harmoni med "Den hellige Aand" gør det af med al Smerte og Lidelse, og hvorved en Zone bliver aabenbaret, der nok er en Slags kosmisk Barnezone, og som saadan endnu hører med til "Spiralen"s "Vinteromraade", men dog er udenfor dens virkelige "Frost" og "Kulde", hvilket altsaa vil sige, udenfor alt hvad der hedder Smerte og Lidelse, Graad og Tænders Gnidsel. Den kommer saaledes til at repræsentere Kulminationen af – ikke "dyrisk" – men virkelig sand "menneskelig" Tilværelse.

Denne Tilværelse udtrykker altsaa "Følelsesriget" eller det rigtige "Menneskerige", det Rige, om hvilket Kristus udtalte, at det ikke var af denne Verden. Første Del af dette Rige og sidste Del af "Dyreriget", hvilket vil sige det jordmenneskelige Stadium, udgør altsaa tilsammen "Spiralen"s "Vinter".

Men naar den skønne Tilværelse, der indfinder sig med et Jordmenneskes Oplevelse af "Den store Fødsel" og Indlemmelse i det rigtige "Menneskerige", endnu saaledes er henhørende under den kosmiske "Vinter", begynder det her at blive synligt, hvor umaadeligt et Perspektiv i Salighed og Lykke, den kosmiske "Udviklingsspiral" i Virkeligheden er.

Som Tegningen viser, udgør sidste Del af Marts, samt April, Maj og første Del af Juni "Udviklingsspiralen"s "Foraar". Ligesom den første Del af denne Periode, i fysisk Forstand, har sine stærke Foraarsvinde, mægtige Svingninger i Atmosfæren, har sit "Aprilsvejr", Efterdønninger af Vinteren og Forløbere for Sommeren, stærkt Solskin skiftende med Haglbyger og Tøsne og dermed kendetegner umaadelige Skaberkræfter i Naturen, der ved stærkere og stærkere Solglimt og Varme skaber Vinterens graa og triste Øde om til vidunderligt koloreret Liv, til grønne, gule, blaa, røde og violette Sfærer, hvor millionfoldige Struber skaber de herligste Klange for Øret, faar et Brus af ungdommelig Skaberglæde til at vælde frem overalt, hvor man staar og gaar, saaledes er ogsaa den sidste Del af "Menneskeriget", samt "Visdomsriget" og første Del af "Den guddommelige Verden" Udtryk for "Spiralen"s "Foraar", hvilket vil sige Udtryk for umaadelig Skabekraft, Livsfryd og umaadelig Manifestationsevne. Herfra udgaar "De kosmiske Verdensimpulser", herfra rekrutteres Klodernes Verdensgenløsere. Det er Auraen fra denne Zones Befolkning, der kaster sin kosmiske Straaleglans ind over de kolde "dyriske" Kloder og gennem sin glædesfrembringende varme Livskraft forplanter det kosmiske "Foraar" videre til disse mentale Vinteregne.

Som Udtryk for "Spiralen"s "Sommer" kommer sidste Del af Juni, samt Juli, August og første Del af September. Ligesom dette Tidsrum her udtrykker Skabelsens Kulmination eller Højdepunkt paa fysisk Sommerudfoldelse, saaledes udtrykker ogsaa sidste Del af "Den guddommelige Verden" og første Del af "Salighedsriget" Kulminationen af Oplevelse af bevidsthedsmæssig Fuldkommenhed og mentalt Velvære. Her findes Livets højeste kosmiske Modenhed for tanke- og hjernemæssig Udfoldelse. Her straaler alt i Hundrede Procent kosmisk Klarhed. Paa Grund af kulminerende Intuition og Hukommelse er Fortiden og Fremtiden her nærværende i Individets Oplevelse af Nuet. Her er Verdensplanens Hjemsted og dermed Livslovenes Fødselszone. Her kontrolleres Verdenernes og Individernes Skæbner. Her er det levende Væsen i sin højeste Frihed eller mest uafhængige eller ubundne Manifestationsudfoldelse, idet det er fri af den grove fysiske Materie. De levende Væseners Organismer er her fri af den fysiske Materie og bestaar af skinnende eller lysende kolorerede Tankematerier, der farvestraalende skifter Nuancer, fortætter eller opløser sig paa Villiens eller Ønskets mindste Bud. Livets højeste Varme eller Behagsfornemmelse er her til Stede i Overflod paa samme Maade, som Livets højeste Ubehagsfornemmelse eller Lidelsesudfoldelse er til Stede i Kulmination eller Overflod i den jordmenneskelige Del af "Dyreriget". Jo, Livets højeste Solskin og Sommervarme lyser over "Den guddommelige Verden".

Men ligesom den fysiske Sommer efterfølges af et Efteraar, saaledes kommer der ogsaa et "Efteraar" efter den kosmiske "Sommer", som det levende Væsen ved sin Passage gennem "Udviklingsspiralen" ogsaa maa passere.

Men da der i al frossen Materie eksisterer en Bevidsthedsenergi eller Materie, som er ganske uberørt af Kulde, kan Livet ikke udslukkes og Bevidstheden ikke dø. Denne Materie er den sjette Grundenergi: "Hukommelsesenergien. Den fungerer stadig uberørt af de øvrige Materiers krystalliserede Tilstand, ja, den har endog sin Kulmination her og kan saaledes med fuld Kraft føre Individets Mentalitet i Form af en indre bevidst, men ydre ubevidst, salig Erindring om det tidligere oplevede, frelst igennem enhver Krystallisering, Fortætning eller Indefrysning. Denne i den fortættede fysiske Materie indkapslede "salige Erindring" eller sjette "Grundenergi" kommer til Syne som det i samme Materie nedgemte naturlige Anlæg for, ved ydre Paavirkning, at omskabes til organisk Liv, saaledes at Bevidstheden, naar de ydre Forhold, hvilket vil sige Varmen, igen indfinder sig, herfra kan forplante sig videre til den smeltende Materie, og Individet deri skabe organiske Legemer eller Redskaber for Oplevelse af nyt ydre Liv.

Al fysisk Materie er saaledes i Virkeligheden kun indefrossen "kosmisk Bevidsthed" og kan derved kun ved fysisk Varme igen frigøres og komme til Udfoldelse, blive til Manifestation af ydre Liv og Bevidsthed. Al Manifestation, al Skabelse, alle Former for Liv bliver derfor i første Instans et Spørgsmaal om – Varmegrader. Alt Liv er en Reaktion imellem Kulde og Varme. Herpaa beror Stjernernes Gang, Klodernes Volumen, Solenes Farve og Stjernetaagernes Slør. Og derved bliver ethvert Legeme, enhver Ting, enhver Fornemmelse, enhver Forstening, enhver Opløsning et kosmisk Termometer. Alt, hvad der kan sanses, er Temperatur. Alt er Varmegrader. Alle Varmegrader er begrænset Kulde. Intet kan være til uden at være et indgaaet Forhold mellem Kulde og Varme. Hvor Varmen faar Overtaget, opstaar "Sommeren". Og hvor Kulden faar Overtaget, opstaar "Vinteren". "Foraaret" udtrykker altsaa en Kamp imellem Kulden og Varmen, i hvilken Varmen sejrer og skaber "Sommeren"s Kulmination, medens "Efteraaret" derimod er en Kamp imellem Varmen og Kulden, i hvilken Kulden sejrer og skaber "Vinteren"s Kulmination. Medens "Vinteren" og "Sommeren" er de mere rolige Ligevægtstilstande, fordi den ene af de kæmpende to Parter: Kulden og Varmen, her henholdsvis er den modsatte Part altfor overlegen, er "Foraaret" og "Efteraaret" derimod særlige Kampzoner, fordi Parterne her er hinanden mere jævnbyrdige, og ingen af disse endnu har faaet det herskende Overtag. Her raser Stormene og Uvejret med ubønhørlig Styrke, indtil en af Parterne sejrer, og Kulminationen af Lyset og Mørket, hvad enten det ses i kosmisk eller fysisk Belysning, skabes, bliver synligt, bliver oplevet og erkendt af Tilskueren: "Det levende Væsen", og dermed bestemmende for al dets Færd. Det gennemgaar "Vinteren", det oplever "Foraaret", det nyder "Sommeren", det møder "Efteraaret", gaar over i en ny "Vinter"s Foreteelse, derefter ind i et nyt "Foraar" og saaledes fortsættende. Og hver Aarstid præger helt dets Fremtræden, dets Klædedragt, Liv og Manifestation. Og hele dets fysiske Færden bliver altsaa fuldstændig Udtryk for det samme Princip, de samme Love som de, dets aandelige eller kosmiske Færd gennem dets evige Tilværelse frembyder.

Og da Livet saaledes dirigeres af evige Love, der lader en permanent Rytme afstedkomme en Bevægelse fra Varme til Kulde og fra Kulde til Varme, opretholdes den Cirkulation af Kræfter, der gør al Skabelse, al Oplevelse af Liv til et Kredsløb, og hvorfor samme Liv derfor altid ufravigeligt maa forme sig som en skiftende Kulmination i Kulde og Varme og den heraf følgende skiftende "Indvikling" og "Udvikling", der for det levende Væsen bliver en vekslende Oplevelse af Kontrasternes Kulmination og dermed en permanent Vedligeholdelse og Dygtiggørelse i Evnen til at opleve Tilværelse.

Og det er altsaa en saadan rytmisk Bevægelse fra Kulmination til Kulmination vi her, indenfor Aandsvidenskaben, kalder en "Spiral". Og vi har nu her faaet et lille svagt Indblik i, hvorledes dette Spiralprincip gaar igen i de største fysiske Foreteelser. Vi har set, at det fysiske Aar og "Udviklingsspiralen" udgør samme Princip, har de samme fire Aarstider.

Men det er heller ikke vanskeligt for Læseren i Forbindelse hermed at finde ud af, at hans eget fysiske Liv ogsaa er en "Spiral" eller et "Aar", hvis fire Aarstider: Vinter, Foraar, Sommer og Efteraar henholdsvis repræsenteres i Form af Barndom, Ungdom, Manddom og Alderdom. Og er det ikke ligesaa med Døgnet? – Kan Midnat ikke udtrykkes som Døgnets "Vinter", Morgenen som dets "Foraar", Middagen som dets "Sommer", og Aftenen som dets "Efteraar"? –

Jo, de evige Love skal nok vide at gøre efterfølgende bibelske Ord til en evig urokkelig Sandhed, saavel inde i det levende Væsens mentale Sfærer som ude i Naturens vidt forgrenede Omraader: "Herefter skal, saalænge Jorden staar, Sæd og Høst, Kulde og Hede, Sommer og Vinter, Dag og Nat ikke aflade."

 

 

I den trykte udgave af artiklen var symbolet roteret 90 grader mod uret.