Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/3 side 56
Den ny pavillon i Klint
BYGGEREGNSKAB OG KOMMENTARER HERTIL ER NU FREMKOMMET EFTER ENDT FÆRDIGGØRELSE OG REVISION
 
Den 16. december 1982 blev der holdt rejsegilde på pavillon A i Martinus Center.
Den 18. juni 1983 blev byggeriet taget i brug for første gang, Mange har allerede i 1983 set og "prøvet" denne smukke bygning, som harmonisk indgår i Martinus Centers helhed og som helt er i overensstemmelse med de udbygnings- og moderniseringsplaner Martinus arbejdede med omkring centret.
Er denne bygning mon det første tegn på en ny international tidsalder i Klint?
Overfor kan ses det færdige byggeregnskab. Man kan glæde sig over at den endelige byggepris er i meget fin overensstemmelse med det budgetterede.
Dette skyldes ikke mindst det meget givtige samarbejde der har været i hele byggeperioden mellem arkitekt, ingeniør, andre teknikkere, håndværkere, bygningsmyndigheder og det af rådet nedsatte byggeudvalg.
Byggeriet er også betalt! Dette har selvsagt kun været muligt, fordi den medmenneskelige kærlighed og en forståelse af gaveprincippet som præger livet i Klint har været dominerende.
Rigtig mange har set det som en kærkommen opgave at støtte den sag, som har så stor betydning for kærligheden til livet her og nu, og i fremtiden.
Der er grund til at takke for den tillid der er vist Martinus og sagen også med løsningen af denne opgave.
Vi i byggeudvalget håber at det også fremover bliver muligt at modernisere og udbygge Martinus Center i takt med det stigende behov for et kosmisk internationalt Center – et center for frihed og tolerance, et center uden vrede og misundelse og et center for den sande viden – der vil vise sig i fremtiden.
Det er vor opgave i kærlighed til Martinus og Martinus Center at værne om både de ydre og de indre rammer i det store kosmiske arbejde, vi har fået lov til at være med i.
Det er vort håb at de skabte ydre rammer vil skabe plads for mange kurser udenfor den "sædvanlige" sæson, ligesom det er vort håb at alt hvad der foregår indenfor rammerne gennem kosmologiens livssyn vil skabe fred, glæde, fremskridt og kærlighed for alle – også i 1984.
På byggeudvalgets vegne
Finn Bentzen
Byggeregnskab for Pavillon A