Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/3 side 51
Søren Hahn: Naturens gåde (3). Hemmeligheden bag naturens automatiske genialitet.
 
Hvis man en dejlig sensommermorgen spadserer en tur i den dugvåde natur, kan man få lejlighed til at opleve, hvorledes tusinder af edderkopper i nattens løb har udfoldet et fantastisk opbud af kemisk og teknisk snilde. Alle disse fine konstruktioner er tilsyneladende blevet til uden hjerne og industrielle forudsætninger. Og for resten: hvad med vore egne kroppes anatomiske og fysiologiske detaljer og geniale spidsfindigheder – hvem har fundet på dem? – At henvise til "Guds skaberhånd" i denne forbindelse vil nok være nærliggende i et øjebliks betagelse og opstemthed. Men vil en sådan reaktion ikke være ensbetydende med en falliterklæring over for alt, hvad vi kalder for analytisk tænkning? – Martinus besvarer dette spørgsmål gennem sine kosmiske analyser. Alle levende væsener har en fortid på et tilværelsesplan, som han kalder "visdomsriget". Her følger et uddrag af stk. 642 i hans hovedværk, "Det tredie Testamente – Livets Bog".
Martinus beretning om visdomsriget (II)
"Det, der i særlig grad dominerer planet, er verdensaltets analyser, ikke fremsat på papir eller forekommende i bøger, hensat på hylder eller reoler i biblioteks rum, men derimod fremtrædende som plastiske, kolorerede virkelighedsfigurer, opretholdt i de guddommelige materier på sit ophavs vilje eller ønskes bud.
På samme måde ser man modeller til kommende opfindelser i fysiske verdener fremtrædende i levende funktion. Ja, vi er stedet for et ocean af modeller til tekniske og mekaniske apparater, maskiner, befordringsmidler, byggekomplekser, fabriksanlæg, havneanlæg osv. Endvidere er sådanne ting som klæder, sko, hatte, møbler, smykker med mere repræsenteret. Og så er dette endda kun den laveste grad af zonens intelligensåbenbaring. I de højere grader ser man modeller, ikke alene til kommende kulturer og væsenssamfund, men man ser også ligefrem modellerne til kommende ny væsensarter, nye dyre- og mennesketyper af hidtil uanede foreteelser, nye planteformer, altsammen realiteter, der senere vil blive taget i brug og levendegjort i kød og blod i fysiske verdener. Ja, her myldrer det af funktion og virksomhed, men alt er genialitet, alt er levende, alt er fuldkomment. Vi er her i Guddommens egen "tegnestue" eller "modelværksted". Her er de første frø eller spirer til alle kommende åbenbaringer, spirer, der senere skal vokse frem og frugtbargøre og befolke kommende kloder og verdener, forskønne og forherlige livet i uanede sekler frem i tiden, i evigheden. Vi er her i livets absolut højeste "forår".
Den store Mester dukker op
Med det kendskab vi i dag har til elektronik, databehandling og telekommunikation er det nok ikke svært at give Martinus ret, når han kalder materiens fjerde tilstandsform eller den stråleformige materie (se artikel nr. 2 i denne serie) for "guddommelig". Og vi kan vist også give ham ret, når han på baggrund af sin beretning kalder visdomsriget for en "tegnestue" eller et "modelværksted". Spørgsmålet er bare, om ikke det virker lovlig følelsesfuldt – ja, direkte overdrevet, når Martinus ligefrem taler om "Guddommens"! – egen tegnestue eller modelværksted. Men Martinus har, som det altid erfaringsmæssigt viser sig, sine gode, dvs logiske, grunde. At lokalisere en overordnet guddoms teoretiske tilstedeværelse er nemlig ikke svært for det menneske – eller læser – som blot én gang for alle har forstået "det levende væsens grundanalyse" (se artikel nr. 2) til bunds. Facit må nemlig være, at en eventuel guddom – som levende væsen betragtet – nødvendigvis må repræsentere og bestå af alt det skabte i hele verden (mineralrige, planterige, dyrerige osv) plus summen af alle former for skabeevne plus den samlede evige tilstand af en skabers eller et Jeg's eksistens bag denne superskabning og superskabeevne. Som teoretisk eller analysemæssig størrelse af ubegrænset omfang i tid og rum kan man således udmærket gå med til en guddoms eksistens, hvis ellers man kan træne sig op til at gøre sig fortrolig med begreber som evighed og uendelighed. Og Martinus anvender jo netop ordet "Guddommen", når han taler om visdomsriget.
Dog skal det her tilføjes, at Martinus selv oplever Guddommen som noget absolut personligt, altså som "Gud", dvs skaberen eller Jeg-aspektet i verdensaltets treenige analyse, mens alt det øvrige i verdensaltet for Martinus blot er "pegepinde", "vejskilte" eller "livsytringsbeviser", der hvisker, pludrer, argumenterer eller fuldstændig bemægtiger sig enhver opmærksomhed omkring det uomgængelige faktum, at Gud virkelig er til – ja, er et personligt væsen, som det ikke vil være spor naivt at rådføre sig med eller hengive sig til, såvel i taknemmelighed som i bøn.
Det er derfor også som Guds "redskaber", at Martinus oplever væsenerne i visdomsriget, som den store Mesters "redskaber" for konstruktion af nye væsensarter, nye dyre- og mennesketyper, planteformer osv. Og det vil altså sige, at dersom vi oplever "edderkoppemysteriet" som et bevis på "Guds skaberhånd" – ja, da kan Martinus med sin intuitive sans i allerhøjeste grad være vor medoplever, og han kan tillige med sin analyse af det levende verdensalt skænke os lige akkurat det tilskud af logik og intellektualitet, som kan være nødvendigt, for at den smukke, lyse stemning og oplevelse, vi havde i naturen, ikke et par timer senere skal stå for os som noget isoleret og virkelighedsfjernt, der står i betydelig fare for at ende i "brokkassen" som et ukontrolleret udslag af rent og skært "føleri", "overtro" eller "selvsuggestion".
Talentkerneprincippet
"Guds skaberhånd" er altså ikke bare et smukt og poetisk udtryk, der kan bruges, når vi vil tolke den stemning eller følelse, som kan betage os ved synet af naturens vældige opbud af fantasi og genialitet. Det er ifølge Martinus også en højst realistisk foreteelse. Men i modsætning til, hvad man sædvanligvis vil forbinde med dette udtryk, så er "Guds skaberhånd" imidlertid ikke en udefra kommende "hånd", der på simpel vis styrer og leder arternes udvikling. For Martinus skriver jo om nogle "frø" eller "spirer", der via den vældige aktivitet, som foregår i visdomsriget (og her drejer det sig specielt om organ- og organismeskabelse, ikke om beklædningsrekvisitter, havneanlæg osv.), bliver sået eller nedlagt i visdomsvæsenernes stråleformige materie, dvs deres legemer og bevidsthed, hvorfra, disse "frø" så senere, når de pågældende væsener i et fremtidigt spiralafsnit skal til at inkarnere i fysisk materie, vil kunne påvirke denne ved at vokse frem og dermed dirigere frugtbargørelsen og befolkningen af kommende kloder og verdener. Og i forbindelse med "edderkoppemysteriet" er det naturligvis særligt vigtigt at finde ud af, hvordan naturens genialitet kan komme til udtryk, uden at der samtidig er en påviselig hjernemæssig aktivitet tilstede. De små edderkopper fungerer jo lige så automatisk og perfekt som frøet, der på mirakuløs vis udvikler sig til et stort, flot træ.
Ja! – hvor i vore kendte omgivelser kan vi pege på noget tilsvarende, noget, som vi er fortrolige med og kan forklare?
Det kan vi, hvor det drejer sig om det kæmpemæssige område, der har med "skoling", "indlæring" og "optræning" at gøre. Tænk på, hvor vanskeligt det er, når noget nyt skal indlæres, alt det bøvl man havde i sin tid med at lære at køre på cykel eller tage kørekort til bil! – eller eksaminer, hvor man måtte "vride" hjernevindingerne for at finde de rette svar! Men når først indlærings- og optræningsperioden er overstået, nå ja, så går det jo let nok alt sammen – ja ganske automatisk. Her møder vi altså en form for automatik, der endda kan drives op til virtuositet. Og med det spor i frisk hukommelse, som vi indtil nu har fulgt undervejs mod løsningen af "edderkoppemysteriet", så vil det sikkert være let for læseren lige med det samme at forstå, at vi nu har taget et kæmpeskridt i retning af mysteriets løsning.
Denne intellektuelle proces, hvor et ønske om en fysisk eller åndelig "håndtering" via indlæring og optræning udmønter sig i virtuositet, kalder Martinus for "talentkerneprincippet", idet han hævder, at dette princip ligefrem er organisk "rodfæstet" i små "kerner", der er opbygget i stråleformig materie. Og det vil altså sige, at det ikke bare er i visdomsvæsenernes legemer og bevidsthed, at denne materie findes. Også den fysiske verdens væsener oplever tilværelsen med andet end faste, flydende og luftformige sanse- og manifestationsredskaber – ja, forudsætningen for at kunne opbygge disse organer og rene tekniske vidundere i fysisk materie må jo netop være, at der "indvævet" i den fysiske organisme findes en anden organisme i stråleformig materie, hvorfra indlejrede talentkerner kan styre de indviklede opbygnings- og vedligeholdelsesprocesser, som vi jo ikke mindst må undre os over, når det gælder vore egne legemer: fosterudviklingen, kropsvæksten, kirtelfunktionerne, blodkredsløbet, åndedrættet, sårhelingen osv. – altså processer, som vi ikke bevidst, hjernemæssigt gør det mindste for at deltage aktivt i. Og da den stråleformige materie, som f.eks. elektricitet, ikke er underkastet de samme slitage- og ældningsproblemer som den fysiske materie – ja, så forstår man sikkert bedre, at disse "frø" eller "spirer", som Martinus skriver om, virkelig vil kunne følge væsenerne i lange tider og ligeledes, at de også vil kunne komme til udvikling og vækst uden at måtte blive afbrudte eller gå til grunde ved de "fysiske organismeudskiftninger", som fødsel og død i virkeligheden er de rette udtryk for.
"Skabelsen"
Hermed er vi ved at nå til vejs ende med "edderkoppemysteriet" og mangler nu egentlig kun at finde ud af, hvordan disse "frø" kommer til udvikling og får indflydelse på den fysiske materie. Da disse processer imidlertid er ganske indviklede, skal der her blot gives en forklaring af principperne – med det sigte at gøre denne forklaring så kortfattet og snæver, at læseren ikke mister overblikket undervejs:
Da den stråleformige tilstandsform af materien jo er af elektrisk/magnetisk natur, kan man i princippet godt sammenligne talentkernerne eller "skæbnefrøene", som Martinus også kalder dem, med en slags opladede stangmagneter, der er i stand til at tiltrække og frastøde andre levende væseners talentkerner. Her er der dog ikke tale om bare to poler (nordpol og sydpol) men om masser af poler, der kan tiltrække(s) og frastøde(s). Da talentkernerne, som vi allerede ved, er baseret på erfaring, interesse og livsmål, kan det ikke overraske læseren at høre, at det er talentkernerne, der binder og adskiller de levende væsener i interessefællesskaber, familier, grupper, racer og arter eller kort sagt: "skæbnefællesskaber". Disse sympati- og antipatiudstrålinger får imidlertid ikke bare betydning mellem væsenerne indbyrdes i mellemkosmos (planter, dyr og mennesker) men også i mere ekstreme formater, nemlig mellem væsener på tværs af mikro-, mellem- og makrokosmos, dvs henholdsvis mellem organer, organismer og kloder (Martinus oplever nemlig kloderne som levende væsener), der igen udgør hvert sit afsluttede spiralafsnit på den tidligere omtalte "vindeltrappe", det evige kosmiske spiralkredsløb (se artikel nr. 1 i denne serie).
På den måde kan et væsen i mellemkosmos helt ubevidst opbygge sine organer ved med sine talentkerner automatisk at tiltrække ideelle mikrovæsener, hvis egne talentkerner stemmer fuldstændig overens med de særlige tilbud og krav, som de førstnævnte talentkerner hver for sig udstråler. Og på samme måde tiltrækkes det mellemkosmiske væsen selv – automatisk og ubevidst – af et ideelt makrovæsen, en klode, der kan forsyne det med en omgivende natur, som byder lige akkurat på de fornødenheder og udfordringer, det pågældende mellemkosmiske væsen via sine talentkerner særligt føler sig tiltrukket af.
I salighedsriget kan disse vældige tiltræknings- og frastødningsprocesser, der som stråler, bølger, magnetisme og elektricitet kommer til udfoldelse mellem de tre kosmos, ikke undgå at influere på universets forhåndenværende materie, dvs i første omgang på de mindst organiserede dele (brint og helium ifølge astrokemien). De vil efterhånden klumpe sig sammen og fortættes til sole og kloder, der så igen ved påfølgende afkøling præsenterer sig som mineralrigets faste, flydende og atmosfæriske tilstandsformer, der så endelig danner basismateriale for fremtidigt, organisk materiale – lige fra de mest primitive planteformer og efterhånden også (via talentkernestyret inkarnation og fortsat talentkernestyring efterhånden som mulighederne opstår) mere teknisk raffinerede plante-, dyre- og menneskeorganismer.
Og hermed er vi så omsider – måske en smule fortumlede – atter fremme i edderkoppernes rige eller dyreriget, hvortil også menneskene endnu for en tid vil være hjemmehørende.
For Martinus og for de mennesker, der er interesseret i hans litterære produktion, er det først og fremmest menneskehedens situation og den tid, vi netop nu lever i, der har interesse. Martinus forklarer nemlig, at alle de kriser, vi mennesker i denne tid må gennemgå, kan betragtes som en slags "fødselsveer" i et kosmisk udviklingsforløb, hvor vi er på vej ud af dyreriget og ind i det næste rige i rækken, "det rigtige menneskerige". Men i denne sammenhæng hører også løsningen på "edderkoppemysteriet" hjemme. I disse forvirrede tider gælder det nemlig om at skaffe sig det størst mulige overblik. Og om dette og meget mere kan man finde inspirerende læsestof i "Det tredie Testamente – Livets Bog".
 
Næste artikel: ARTERNES OPRINDELSE. Hermed afsluttes denne serie, idet endnu ikke citeret kildemateriale vil blive gennemgået med henblik på en yderligere klargørelse og forsøg på at besvare nogle af de mange spørgsmål, som et emne af denne karakter altid plejer at udløse.