Kosmos 1984/2 side 32
En skøn sensommermorgen kan man opleve det fantastiske syn at se duggen lyse og glimte i utallige edderkoppespind. Men hvordan kan disse små dyr uden hverken hjerne eller en industrielt udviklet teknologi frembringe sådanne geniale mesterværker? – Martinus bringer os med sine kosmiske analyser på sporet af denne gåde. I denne artikel begynder vi med at stille et spørgsmål: Hvem eller hvad er det, som står bag den fysiske materies sædvanligvis overordentlig fornuftige opbygnings- og nedbrydningsprocesser, således som de viser sig for os overalt i naturen? Er det levende væsener, eller er det tilfældighedernes frie spil?
Det levende væsens grundanalyse
Ja, her er den officielle videnskab i et ganske svært dilemma. Når det drejer sig om menneskenes maskiner, smykker, beklædningsgenstande osv, så er sagen jo klar. Men når det gælder naturens ofte langt mere geniale produkter, da kan man kun henvise til en formodning om enorme mængder af fuldkomment tilfældige spring i arveegenskaberne, de såkaldte "mutationer", samt de mest robuste "mutanter"s særlige evne til at overleve. Og samtidig er man udmærket bekendt med en matematisk sandsynlighedsteori, "kombinatorikken", og en statistisk naturlov, "entropiloven" (kendt fra varmelæren), der begge populært sagt går ud på, at tilfældighedernes tilfældigheder i det lange løb altid munder ud i kaos.
For Martinus er der imidlertid ingen tvivl om, at naturens uomgængelige logik er en afsløring af hensigtsmæssighed, intelligens og tænkning, der for ham kun kan være ensbetydende med bevidsthed, og dvs levende væseners medvirken.
Og så må man jo tage stilling til, hvad man selv synes er rigtigst. – Når videnskaben imidlertid helst ikke vil beskæftige sig med begrebet "levende væsener" som årsagsgivende faktor bag den udviklingsmæssige side af naturens mangfoldighed af skabeprocesser, da er det fordi, man ikke kan anvende de sædvanlige måle- og vejemetoder på så abstrakte tankegange. Man kan derfor heller ikke sige, at Martinus synspunkt er i direkte uoverensstemmelse med naturvidenskabens. Han bevæger sig bare længere ud, end naturvidenskaben har mulighed for – på de betingelser, der nu engang gælder indenfor dens arbejdsområde.
For Martinus er "det levende væsen" ganske vist også en umålelig størrelse, men han definerer den alligevel så præcist, at man ligefrem kan "regne" med den, sammensat som den er, af tre delanalyser: 1) af noget skabt, dvs materien, der, som vi allerede (i denne artikelseries første del) har set, er opbygget af noget evigt og uskabt, og 2) af en skabeevne, der ligeledes i sin absolutte natur er evig og uskabt; for hvis nemlig ikke skabeevnen var evig, hvordan skulle den da være blevet til, når intet kan skabes uden medvirken af en eller anden form for evne til at skabe? – Nå ja, er det nu rigtigt, at intet kan skabes uden medvirken af en skabeevne? – Her må vi for forståelsens skyld indskyde, at når mange ting tilsyneladende ser ud til at blive til helt af sig selv, så er det jo lige akkurat denne uforklarlige omstændighed, vi netop nu er i færd med at udforske nærmere ved hjælp af Martinus kosmologi. På dette sted skal vi imidlertid bare indskrænke os til sammen med Martinus at fastholde, at når f.eks. en stol ikke kan blive til uden en skabeevne og en tilhørende skaber, så kan naturens geniale mesterværker naturligvis langt mindre blive det. Og endelig en sidste delanalyse af det levende væsen: 3) en skaber, der ifølge sagens natur må være "lige så" evig som den skabeevne og den materie, der er stillet til dette evige og uskabte Jeg's disposition.
Med denne "grundanalyse", som Martinus kalder det, af "det levende væsen" kan vi nu på ny vende tilbage til den i indledningen berørte gåde: "Edderkoppemysteriet"!
Altså, vi befinder os atter i den friske morgens kølighed, og vort blik fanges af en enkelt dugdråbe, der bryder solens lys i alle regnbuens farver. Lige klods op af den sidder et lille væsen, og nu låner vi Martinus intuitive evne til at trænge om bag de levende væseners ydre dragt. I et kort nu indfanger vi essensen af dette lille væsens indre liv. Som en film, der spoles tilbage i enormt tempo, følger vi denne lille spindler på dens kosmiske udviklingsbane gennem tid og rum, via dens ophold og inkarnationer på fremmede og ejendommeligt udseende kloder med besynderlige vækster og usædvanlige klimatiske forhold, tilbage gennem dens ophold som plantevæsen i planteriget, som indbygger i mineral/salighedsrige, intuitionsrige og visdomsrige, hvor vi omsider stopper op for at indhente svaret på det spørgsmål, som var udgangspunktet for denne fantastiske rejse.
Det næste afsnit er et uddrag af stykke 642 i Martinus hovedværk, "Det tredie Testamente – Livets Bog". Det forekommer i en samlet, fremadrettet kronologisk beskrivelse af de forskellige riger.
Martinus beretning om visdomsriget (I)
"Her er de tunge fysiske tilværelsesformer allerede begyndt at ophøre, og væsenernes inkarnationer eller genfødsler foregår nu kun i tankematerier. Væsenernes legemer begynder her at være stemninger og følelser. Den "direkte" korrespondance mellem væsenerne begynder her at være almengældende og afløser den primitive og besværlige "indirekte" korrespondancemetode igennem "sprog", "tale" og "skrivning", som væsenerne hidtil har været afhængige af. Her bliver væsenernes mindste ønsker synlige i materien i samme strålevæld og kraft, som de har kunstnerisk geni, tænkeevne og fantasi til at udforme ønsket med. Men det er ikke alene den geniale skaberkraft i rent kunstnerisk, følelsesmæssig kolorit, der her har stærk udvikling, men vi er her samtidig i selve intelligensens hjemstedszone, hvor alle former for intelligensmæssige manifestationer derfor kulminerer. I de lysende og strålende materier ser vi denne kosmiske forårszones frembrydende liv som en strålende åbenbaring af, hvad der kan manifesteres igennem væsenernes allerhøjeste intelligensmæssige kunnen.
Materiens fjerde tilstandsform
Ja, således oplever Martinus altså visdomsriget, og selvfølgelig er der nogle omstændigheder ved denne beskrivelse, som må undersøges nærmere i forbindelse med edderkoppemysteriet. Når Martinus f.eks. skriver om "tankematerie", – mon der så virkelig findes en slags materie, som hovedsagelig består af tanker? – Tjae, det mener Martinus i hvert fald, og tænker man lidt nærmere over denne usædvanlige ordsammenstilling, så må man trods alt indrømme, at den – som rent og skært arbejdsgrundlag for en videregående tankegang eller analyse – i grunden er ganske praktisk. For ligesom den fysiske materie er sammensat af mindre enheder, således synes jo også tankerne eller tankegangene at være opbygget. Det kan man sikkert nemmest indse, når det drejer sig om store og komplicerede "tankeopbygninger" som f.eks. konstruktionen af en flyvemaskine. Ja, her repræsenterer den "tankematerie", som går forud for det i "fysisk materie" frembragte produkt, jo ligefrem flere generationers tilskud af særskilte opfindelser eller – "tankeprodukter".
"Tankematerie" ser altså ikke ud til at være noget upraktisk ord at bruge, når det drejer sig om at erkende et for mange mennesker nødvendigt, logisk forstadium til de indviklede og raffinerede fysiske konstruktioner, vi må undres over i naturen. Og med den avancerede teknologi, vi allerede på nuværende tidspunkt (i slutningen af dyreriget) behersker, kan det heller ikke forekomme helt usandsynligt, at vor nuværende intelligensudvikling fortsætter for at kulminere på det høje niveau, Martinus beskriver og henlægger til visdomsriget.
Om tankematerien kan i øvrigt tilføjes, at Martinus beskriver den som en fjerde tilstandsform: "den stråleformige", idet de tre første og anerkendte materietilstande som bekendt er "den faste", "den flydende" og "den luftformige". Den stråleformige tilstandsform er imidlertid ikke nogen videnskabelig sensation med hensyn til sine fysiske virkninger, for Martinus fortæller, at det såmænd bare drejer sig om stråler, bølger, magnetisme og elektricitet. Men som tilstandsform betragtet, synes disse velkendte begreber at falde på plads i en helt ny og indlysende praktisk, erkendelsesmæssig sammenhæng i tilknytning til det tilvante og "tryghedsskabende" samlebegreb: "materien".
Og når man tænker på, hvor stor betydning stråler, bølger, magnetisme og elektricitet på den ene side allerede har indenfor moderne telekommunikation og – på den anden side: hvor langt væk mennesket i sin udvikling efterhånden har bevæget sig bort fra de rene fysiske fagter og et primitivt, uartikuleret eller ordfattigt sprog – ja, så kan man måske lettere finde det sandsynligt, når Martinus fortæller, at al korrespondance i den evige spiralformede udvikling, det kosmiske spiralkredsløb (se artikel nr. 1 i denne serie), i perioder har foregået, og igen vil komme til at foregå, "direkte", dvs uafhængigt af de faste, de flydende og de luftformige materietilstande.
Men hvad vil nu det sige? – Jo, her har vi lige netop det manglende led, "tankematerien", som kan danne bro mellem den fysiske verdens hjerneløse væsener, f.eks. edderkopperne, og den kolossale genialitet som de små dyr er i stand til at udfolde. På en eller anden måde må tankematerien kunne "stråle" fra visdomsriget og ind i den fysiske verden. Men hvordan?
Næste artikel: HEMMELIGHEDEN BAG NATURENS AUTOMATISKE GENIALITET. Ved hjælp af endnu et besøg i visdomsrigets fantastiske verden samt ved nogle ganske dagligdags betragtninger lykkes det os omsider at nå frem til løsningen på edderkoppemysteriet.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige