Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1984/1 side 2
Søren Hahn: Nytårsny
 
Januar er kalenderens første måned. Nu begynder et nyt år. Farvel december med fest og glæde, med julens milde budskab om fred på jorden og i menneskene velbehag. Goddag januar, du som er åh så spæd med dit lille et-tal for måned nr. 1, og dog kan være så lang og mørk at komme igennem. Endnu med julens lyshav tegnet på nethinden må vi nordboere som mørkeblinde rejsende stirre ivrigt og håbefuldt frem for os i mørket for at få øje på det ny lys, der ligger gemt et sted derude, gemt i de nøgne træers kroner, i de bladløse buske og under sneens hvide tæppe. Ja, ja, snart vil vintergækker og erantis nok dukke op igennem is og frost eller, hvis det bliver en mild vinter, i sorte øer af muld og visne blade midt i den hvide sne.
"Hvor er det dog allerede blevet lyst!" råber en forbipasserende til mig i mørket, en mand, som er ude og lufte sin hund, og som jeg jævnlig møder på min daglige morgentur. "Ja, nu går det den rigtige vej!" – "Nå, nu hjælper det på lyset", varskor jeg den næste hundelufter, som dukker frem af mørket. Indbyrdes opmuntrer vi hinanden midt i vinterens hjerte til at fastholde koncentrationen om det lys, som engang skal komme og åbenbare naturen for os i al sin sanseoverdøvende pragt og herlighed.
For, ikke sandt? – der er jo også andre ting, som kan bemægtige sig et menneskes tanker. Der er først og fremmest bekymringerne, "bekymringer", der ifølge et amerikansk ordsprog, som jeg engang fandt bag på et kalenderblad, "er en tynd strøm af frygt, som pipler gennem sindet. Bliver den opmuntret, skærer den en kanal, som alle andre tanker siver ind i." Og derfor må vi holde øje med naturen i denne mørke tid for at finde tegn på noget endnu større, mere stabilt, sandt og evigt end vore egne bekymringer. Vi må gøre os umage for ikke at blive væk fra hinanden og os selv i frygt for fremtiden eller havne i sorg, bitterhed og surhed over det gamle års forspildte muligheder og sviende nederlag.
Og så en aften eller rettere sagt, eftermiddag, når solen her i januar er gået tidligt til køjs, da kan man være så heldig at se et ganske fint, lysende segl på den endnu ikke helt mørke himmel i sydvest. Det er månen, som allerførste gang viser sig i det nye år. Ifølge en gammel tradition må man nu få et ønske for fremtiden opfyldt, dersom det lykkes at observere denne "nytårsny", inden den hastigt forsvinder under horisonten i solens kølvand.
For mennesker, som har haft mulighed for at indleve sig i Martinus kosmologi, vil det nok være en dagligdags ting at ønske sig styrke, mod og kærlighed til at imødegå hverdagens mange store og små besværligheder med et sind, der er åbent for forståelsen af den guddommelige korrespondance, som disse mange lidelser, besværligheder og "nålestik" er udtryk for. Dette at lære sig selv og sine egne ufuldkommenheder at kende netop gennem det spejl, som andres væremåde over for os kan være. Og naturligvis også dette at være opmærksom og lydhør når Forsynet underviser os på anden måde ved at bringe os i kontakt med mennesker, der på et eller flere punkter kan danne forbillede for vor egen væremåde, og ad den vej give os et praktisk bevis på, at det virkelig kan lade sig gøre punkt for punkt at skole og fuldkommengøre det redskab, som vor væremåde jo simpelthen bare er udtryk for.
Ved et af sine sidste foredrag i Klint sammenlignede Martinus vort sind og væremåde med en have. Gartneren i denne have er os selv, og vor opgave lyder på at luge ukrudtet op, så den menneskelige side af vor bevidsthed kan få gode vækstbetingelser og engang helt overtage pladsen efter "ukrudtet", dvs den efterhånden helt utidssvarende dyriske side af vor bevidsthed. Hertil kræves naturligvis tillige godt med sol og varme. Og derfor kan vi også glæde os over, at der her, midt i den mørke vinter, trods alt er masser af forårstegn. Når bare vi hjælper hinanden med at kigge ordentligt efter. Godt Nytår!