Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

ARBEJDSLØSHED v/ Sv. Å. Rossen.

Den accelererende, teknologiske udvikling kan føre til et umenneskeligt, opsplittet samfund, men kan også blive den udfordring, der får os til at lægge kursen om og satse mere på livskvalitet og balance, end vi gjorde, da vi lod os forblænde af den første industrielle revolutions materielle resultater.

 

Ovenstående blev skrevet af tidligere økonomininister Ivar Nørgård i Politikens kronik d. 4/10-1983. Kronikens overskrift var "En million ledige eller alle i arbejde".

Ivar Nørgård lægger synspunkter om samfundsudviklingen frem, som svarer til væsentlige dele af det internationale verdensrige, Martinus har beskrevet i Livets Bog I, kap. 4, og som Olav Johansson har resumeret i Kosmos 83, 10 og 11. Udgangspunktet for kroniken er den stadig voksende arbejdsløshed. Der er intet begrundet håb om at den vil falde, dels fordi øgede investeringer vil ske i teknologisk udstyr, der yderligere vil reducere behovet for menneskelig arbejdskraft, og dels fordi kvinder og unge i stadig større tal vil melde sig til arbejdsmarkedet. For de unges vedkommende er det tressernes store fødselsoverskud, som nu er ved at blive voksne. Med hensyn til kvinderne tror Ivar Nørgård ikke på, at den konservative tankegang om at få kvinderne tilbage til hjemmet er realistisk. Dertil er kvindernes vilje til ligestilling for stærk. Denne opfattelse er som skåret ud af Martinus analyser over polforvandlingen, hvorefter kvindernes voksende trang til selvstændighed og deres øgede intellektuelle og åndelige udvikling vil gøre det mere og mere umuligt for dem at lade sig nøje med huslige og pædagogiske servicefunktioner i hjemmet.

Arbejdsløsheden kan vi altså ikke komme til livs på traditionel måde. I følge Ivar Nørgård står vi derfor ved en korsvej i samfundsudviklingen. Vi kan vælge at legalisere ledighed. Gøre det respektabelt at overlade det eftertragtede arbejde til andre mod at få en borgerløn, som dækker de mest almindelige leveomkostninger på samme måde som man allerede nu har efterlønsmodtagere og førtidspensionister. Men ideen med borgerløn mener han er en dårlig løsning, fordi det ville skabe en opsplitning i befolkningen, en klassedeling, hvor de, som får borgerløn uden arbejde vil blive betragtet som snyltere på samfundet. De pågældende vil komme til at føle sig værdiløse og miste deres selvrespekt.

Vi bør i stedet vælge at gå en anden vej, mener Ivar Nørgård. Vi bør nedsætte arbejdstiden, så alle kan få arbejde. Rent praktisk skulle det ikke være noget problem. Den voksende automatisering gør det naturligt med døgndrift på de fleste arbejdssteder, og kortere arbejdstid for den enkelte vil mere fleksibelt kunne indpasses i denne arbejdsform. Man må naturligvis forudsætte mere uddannelse og omskoling livet igennem, men det bør også betragtes som arbejde og aflønnes som sådan. Det helt store problem, når alle skal dele arbejdet, er naturligvis aflønningen. Man vil frygte en væsentlig lønnedgang, som kan slå bunden ud af de private familiebudgetter. Ivar Nørgård deler ikke denne frygt. Hvis alle kommer i arbejde, skal der kun bruges arbejdsløshedsunderstøttelse i den korte periode, hvor man går fra en arbejdsfunktion til en anden. Der skal ikke bruges så mange penge til social forsorg og formodentlig heller ikke til sygehusvæsenet. Den kortere og mere fleksible arbejdstid vil øge produktiviteten, så maskiner og bygninger bliver bedre udnyttet. – Hvis man herefter deler den nationale indkomst på rimelig måde, vil det i følge Ivar Nørgård kunne give os alle en høj levestandard.

Med hensyn til den større frihed, som bliver følgen af kortere arbejdstid, peges på vækst af kulturelle aktiviteter som kunst, musik, teater og sport. Desuden vil "gør-det-selv-tendensen" vokse. Flere og flere vil samle, male og reparere præfabrikerede huse, møbler, maskiner og redskaber, og håndværkere vil i højere grad blive konsulenter. Fritiden skulle altså ikke blive noget problem.

Der er således træk ved Ivar Nørgårds vision, som peger frem mod verdensstatens fremtidige retfærdige værdiadministration. Og det er rart at læse. Men der er også andre væsentlige ting, som bør ændres.

Pengesystemet skal eksempelvis afskaffes og erstattes af individets arbejds- og skabeevne, som Martinus kalder individets "naturlige medfødte betalingsevne". (Livets Bog I, stk. 110). Som Olav Johansson nævnte i sin artikel om verdensstaten i Kosmos 83, 10, har pengene medført en adskillelse mellem arbejdet og værdien. Ved hjælp af penge har man kunnet forvrænge værdien af både arbejde, råstoffer og produkter, hyppigst i form af underpris for arbejde og overpris for råstoffer og produkter. Det har givet rigdom til nogle og fattigdom til andre og deler netop nu verden op i rige industrilande og fattige u-lande. Desuden har pengesystemet gjort det muligt at handle med penge, dvs at den blotte besiddelse af penge gør det muligt at få flere penge uden arbejde (rentesystem, børsspekulation etc.).

Til visionen hører også en international verdensadministration, eftersom økonomien i den enkelte del af verden allerede nu påvirker helheden. Den endelige løsning må derfor kræve, at ALLE nationer og verdensdele er med. Martinus: