Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

De fleste menneskers hverdag og hele den jordmenneskelige sfære er præget af angst, frygt og uro, nogle gange af bestemte konkrete årsager, og til andre tider af en mere eller mindre ubestemmelig angst, der ikke let lader sig lokalisere, men som medfører en næsten permanent usikkerhed og også ofte en delvis eller hel lammelse af menneskets aktivitet og skabetrang. Det store spørgsmål for mange mennesker er derfor: Hvad er angstens dybeste rødder? – og hvordan kan jeg overvinde min angst?

Angsten har sin rod tilbage i dyreriget. Dyret skriger sit angstskrig ud, når det er i yderste nød, – når det trues på livet. Det skriger automatisk til et ukendt Forsyn, som det rent instinktivt vender sig til, når overmagten er for stor, når det føler sin undergang nærme sig og dets krop, dets redskab for livsoplevelse i den fysiske verden, trues af udslettelse. Dette skrig er det levende væsens første lydlige bøn til Forsynet.

Det instinktivt troende menneske henvender sig på samme måde i bøn til Gud eller Forsynet og anråber om hjælp i dets nød, ulykke eller vanskelige situation. Bønnen om hjælp er nu nuanceret og formuleret, ligesom mennesket også ofte i bøn giver udtryk for sin taknemlighed over livets lykkelige stunder. I bøn og tillid til Gud får det troende menneske lægedom for angsten. Men angsten har sine dybe rødder, og menneskets angst har sin rod i nøjagtig den samme frygt for kropslig undergang, for hel eller delvis udslettelse, for "døden", som dyret har. Og "døden" har jo mange grader eller nuancer, ligesom frygten eller angsten har det.

"Døden" kan variere fra små læsioner, sår, lemlæstelse, invalidering og helt til sådanne skader, der gør kroppen fuldstændig ubrugelig og derfor medfører "døden", dvs at bevidstheden forlader legemet for bestandig. Og man kan "dræbe" mentalt ved hårde ord, ved bagtalelse, ved sladder osv.

Angsten har tilsvarende sine nuancer eller grader. Mennesker kan være svagt urolige, usikre, bange, frygtsomme eller ende i den sande rædsel, afhængigt af den grad af "død" vi udsættes for eller trues af.

Angst er således altid forbundet med forestillingen om helt eller delvis at miste den fysiske krop eller i større eller mindre grad blive invalideret eller på anden måde, også rent mentalt, at få sine livsoplevelsesmuligheder ødelagt eller forringet, sin lyst til livet frataget. Kan jeg klare mig i "kampen for tilværelsen", rent korporligt? Er min livsstilling eller mit ægteskab truet, eller vil andre ødelægge min position mentalt, min anseelse, mit rygte, min troværdighed osv. Alle disse situationer er varianter af "død" og forårsager angst eller uro i en eller anden grad.

Det er i vor nuværende overgang mellem dyr og menneske, at den virkelige angst og uro forekommer, når væsenets bevidsthed og forestillingsevne er voksende. Det er fra dette tidspunkt at væsenets udvikling medfører andre tendenser end de rent "dyriske". Det er ikke mere i samme grad indstillet på kamp, på overvindelse af fjender, på tilegnelse af andres værdier eller nedslagtning af deres kroppe. Vi begynder at blive "svæklinge", og ethvert jordisk menneske må nødvendigvis passere dette udviklingsafsnit som "svækling", hvor det – på grund af sin første begyndende menneskelighed – ikke mere kan forsvare sig, ikke benytte sig af de samme robuste kampmidler som tidligere, og det må derfor lide nederlag, blive dræbt, blive invalideret, tåle spot, hån osv. – Og jo mere "menneskelig" væsenet bliver, jo mere må det tage afstand fra drab, krig, modstand og forsvar, og nu må det så "høste" alt det, som det i tidens løb selv har "sået" og høste til en sådan grad, at det til fulde forstår resultaterne af drabet, kampen, krigen og mørket, alle virkningerne af dyrerigets lov.

Vi begynder at indse, at freden ikke kommer uden at vi opgiver kampen, og vi indtræder dermed i en ny epoke, hvor opgivelse af kampen nok i begyndelsen betyder lidelse, nederlag og undergang rent fysisk, den ene gang efter den anden. Vi forstår nu, at livet i dyreriget nødvendigvis må være hårdt og brutalt, men da vi selv begynder at ændre vor væremåde og beskytter livet, hvor vi tidligere udslettede livet, begynder at hjælpe andre væsener og redder dem, hvor vi før bragte dem i ulykke eller bekæmpede dem, så kommer vi efterhånden selv ind i roligere omgivelser, i et mentalt klima, hvor freden og kærligheden breder sig mellem mennesker. Men uroen, angsten, rædslen er altså en "normal" tilstand i overgangsperioden mellem den "dyriske" og "menneskelige" zone, og angsten er den spore eller drivfjeder, der får væsenet til at søge beskyttelse, dvs viden, om hvordan det kan klare sig bedst, først ved at forbedre sine angrebs- og forsvarsmidler, men siden forstår det, at det bedste forsvar er ikke at forsvare sig, men at beskytte alt liv.

Angsten bunder til syvende og sidst i selvopholdelsesdriften, thi at miste sit livsoplevelsesredskab betyder at være afskåret fra al fysisk livsoplevelse, og derfor kæmper dyret såvel som det uudviklede menneske for at bevare sin krop. Og angsten og hadet hører sammen, de er i lige grad dyriske tankeklimaer. Had og angst er to sider af den samme sag. Ved had og aggression overfor et andet væsen føler vi ikke angst, hvis vi mener os overlegne og tror, at vi kan gå ud af kampen som sejrherre, medens modsat, hvor vi oplever vor underlegenhed og ser muligheden for at blive såret eller dræbt, da sniger angsten sig ind. Angsten og "døden" hører således sammen, og vejen ud af angsten går gennem dette, at det jordiske menneske lærer, at "døden" er en illusion, og at miste kroppen ikke betyder, at livet er udslettet, men at livsoplevelsen overføres til et åndeligt plan for senere ved reinkarnation at fortsætte i en ny fysisk krop.

I sin bog "Jeget og Evigheden" (Nr. 27), begynder Martinus med at spørge:

Det kosmisk bevidste menneske har ingen angst. Han ved med sikkerhed, at "døden" ikke eksisterer, at livet fortsætter uendeligt, og at livets kredsløb nødvendigvis må bestå af skygge og lys, sorg og lykke, nat og dag, vinter og sommer, uvidenhed og viden, og at altså også fysiske kroppe må skabes og forgå for at bevidstheden hele tiden kan fornyes. I denne del af udviklingsspiralen, hvor organismeudskiftningen ustandseligt finder sted, og hvor derfor også mørket, lidelsen, drabet, udslettelsen findes, – og dermed også frygten og angsten martrer det levende væsen – dannes kontrasten til den lyse epoke, som nu ligger forude for det jordiske menneske, hvor større og større viden om livet tilegnes, og hvor angsten, frygten og uroen derfor langsomt aftager.

Angsten hører hjemme i det dræbende princips zone, og allerede den tidlige "lovgivning" om væremåde – om moral-beskæftigede sig med at afskaffe drabet. I virkeligheden kunne Moses have sammenfattet de ti bud i dette ene bud: "Du skal ikke dræbe". Alle de øvrige er udklange af dette negativt formulerede bud. Hvis du nemlig ikke "ærer din far og mor", eller hvis du "giver falsk vidnesbyrd mod din næste", eller "stjæler", eller "bedriver hor", så reducerer du andre menneskers livsudfoldelse eller livsglæde, og det er jo altsammen grader af drab, af livsforringelse. Det samme bud udtrykte Jesus positivt, idet han sagde: "Du skal elske din næste som dig selv". Når vi holder op med at true andres liv i hele skalaen fra den mindste giftige bemærkning til det totale drab, og i stedet for hjælper, elsker og tjener vor næste, trues vi ikke mere selv. – Så frygter vi ikke mere livet, men får mere og mere tillid til livet og Guddommen. Og sluttelig oplever vi kontrasten til angsten, dette at have den højeste indsigt i livslovene, have en sikker kosmisk viden om at "alt er såre godt". Angsten er da forsvundet ud af vore liv, og universets grundtone – alkærligheden – er blevet selvoplevet kendsgerning for os.