Ældre Kosmos og Kontaktbreve

De gik efter solen og lyset, og ingen af dem kendte den vej de gik; de var på tur "ud i det blå", viste det sig. Kristen troede, at Torben, der var lokalkendt, kendte vejen, men den var også ny for ham, og efter de var gået noget videre, åbnede skoven sig til deres højre side, så der blev udsyn til kuperede marker og den lysende himmel. Men stilheden blev afbrudt af en traktor, som kørte ude på marken, og nu traf det sig at traktoren kørte på en smal mark, der løb parallelt med vejen de gik ad, og den kørte i samme retning som de gik, og holdt omtrent samme hastighed. – "Fandens osse! – sådan noget sker altid når jeg er ude at gå – sikken larm!", råbte Torben i traktorlarmen, der blev forstærket af, at vinden bar lyden hen til dem. Kristen lo indvendigt og tænkte, at det var interessant, at tingene kan opleves på den måde, for selvfølgelig var Torben ikke altid forfulgt af larmende traktorer, selv om han oplevede det på denne måde. Og som følge af støjen og vennens irritation undgik han at gå længere ind i en samtale, der kunne belyse oplevelsen.

Historien er hentet fra livets teater, som vi alle er deltagere i, og viser, hvor forskelligt de samme rammer eller "kulisser" kan opleves. – Tager vi udgangspunkt i Torben og Kristens oplevelser, ses det, at de oplever verden ud fra forskellige mentale udsigtspunkter, gennem forskellige tankeklimaer, hvilket forårsager, at ikke blot oplevelsen de har, men også udtrykket de sender til verden, er forskellige. Og som følge af, at de udsender forskellige tanker og følelser, vil de reaktioner, de modtager og derved oplever, også være forskellige. Havde de gået turen enkeltvis, ville Torben have oplevet: irriterende mennesker, irriterende hunde, en larmende traktor med en mand der så sur ud, og måske svinet ham til med jord og støv, og endelig en skør idiot, der gloede frækt på ham. – Og på samme måde ville Kristen, hvis han havde gået alene, havde oplevet: Mennesker på cykel, hilst på nogle hunde, hørt lyden fra en traktor, fået traktorføreren til at standse så der ikke fløj jord og støv over vejen, og endelig mødt en underlig person der kørte igen. – Så forskelligt kan de samme rammer opleves, – ja, nogle gange er det os selv, der efter skiftende sindsstemning eller tankeklima kan opleve som henholdsvis Torben og Kristen, eller måske en hel tredie. Og herved kommer vi til at opleve livet, netop ud fra den måde vi "spiller" eller handler.

Gennem Martinus kosmiske analyser kan vi lære os selv at kende og blive bevidst, at vi oplever verden ud fra forskellige tankeklimaer, bestående af forskellige tanker og følelser, som vi mentalt set vil være mere eller mindre "begravet i" og bundet af. Og det, der binder os, forårsages af vores ufærdige eller ufuldkomne sider, der sålænge de er gemt og skjult, skaber mental blindhed, som gør at vi ikke selv kan se dem. Vi er således "blinde" for vores egen blindhed. Ja, vi kan være så blinde, at vi totalt benægter, at vi er "blinde"... Men denne blindhed skal livet nok kurere os for, for blindheden forårsager, at vi "ramler ind i" ubehagelige og smertefulde oplevelser, som da får os til at "vågne op". Og gør vi det ikke de første gange, vil vi gøre det "den halvfjerdsindstyvende gang" – hvor vi har gjort det så mange gange, at vi har lært det. Og fra verden ser vi da også, at metoderne til at fjerne denne blindhed kan være ret så hårdhændede. – Men det er også muligt, at der i vores omgangskreds er en god ven, som vi har et åbent, ærligt og tillidsfuldt forhold til. For en god ven er den, som på nænsomste måde kan belyse vores egen blindhed. Og på samme måde kan vi også være de bedste til at belyse vores venners blindhed, når vi gør det på en næstekærlig måde. Og selv om det ikke lykkes første gang, vil en god ven fortsætte og forsøge igen, næste gang den rigtige situation byder sig. – Derfor vil – for at vende tilbage til vores historie, Kristen igen prøve at belyse for Torben, at han selv skaber de oplevelser, som fylder ham med vrede og irritation, når der atter opstår en passende situation. Og på samme måde kan Torben i andre situationer påpege og belyse Kristens blinde punkter, og han må da være den som lytter. For at lytte er også en kunst man må lære sig, idet man må se til, at man ikke straks søger at "forsvare sig", fordi vi derved kun hører et brudstykke af det, der bliver sagt til os. Når vi så har hørt hele sammenhængen, kan vi tage stilling til den, efter at have tænkt over det som bliver sagt, og så måske forklare hvordan vi selv har oplevet situationen. Det gælder ikke om at "få ret", for begge dele kan være rigtigt, og er det også lokalt set, men det gælder om at nå frem til forståelse og tolerance.

Og til at "måle" dette er vi selv et glimrende "barometer", idet vi, hver gang vi føler irritation, vrede eller intolerance, befinder os i en tilstand, hvor vi ikke forstår vores næste eller omverdenen. Ja, vi kan være så "forblændede", at vi ligefrem føler os i vores gode ret til at udvise irritation eller intolerance. Dette gælder på mange områder, både i "stort" og "småt", og hver gang skaber vi og møder vi en "tærskelens vogter", og den største vogter er, som Martinus skriver, intolerance, hvorunder hører "retfærdig harme" og "hellig vrede" (1). Vi ser disse vogtere fungere i det store eller grove ude i verden, hvor mennesker myrder og lemlæster hinanden, fordi de tror sig i deres gode ret til at gøre det. Og vi kan se det i det små, når vi bliver sur, irriteret eller gal på nogen eller noget; også her er det "tærskelens vogtere" vi møder. Og som følge af vores mentale blindhed, tror vi at se årsagerne hertil udenfor os selv, og derfor føler vi ikke, at det er forkert. Ja, vi kan endog indtage standpunkter, hvor vi forsvarer vores harme eller vrede, om ikke åbenlyst så overfor os selv. Og oplever vi dette, er der virkelig grund til selvransagelse. – Men som nævnt, er vi ofte blinde overfor det, så vi ikke selv kan se det, og i sådanne situationer kan en god ven være en stor hjælp, fordi han eller hun kan se de "tærskelens vogtere" vi selv er blinde overfor. Dette betyder selvfølgelig ikke, at vi skal "slå hinanden oveni hovedet" med de tærskelens vogtere, vi kan se hos hinanden – tværtimod – skal vi belyse dem på nænsomste måde, på samme måde som vi selv ønsker at blive præsenteret for vores egne "vogtere". På en måde behandler vi dem som "hellige køer", der bare får lov til at gå deres egne veje, også selv om de forårsager gener og farer derved.

Men hvem eller hvad er egentlig disse "tærskelens vogtere", og hvad er det for en "tærskel", de vogter? – Martinus kommer i flere forskellige sammenhænge ind på "tærskelens vogtere", og heraf fremgår det, at de i videste perspektiv betegner vores egoistiske eller dyriske egenskaber. Han skriver derom:

Set her ud fra kan det være nyttigt at huske på, at vi som jordmennesker er overgangsvæsen fra dyreriget til det rigtige menneskerige, og "tærskelens vogtere" er således vores dyriske eller egoistiske egenskaber eller sindelag, der forhindrer os i at nå ind i menneskeriget. "Tærskelens vogtere" er således ikke et onde, selv om de kan være ubehagelige, men en beskyttelse for os og vores omgivelser. Martinus skriver videre:

Og hermed fik vi svaret på, hvad det er for en "tærskel" de vogter, nemlig "tærskelen til den store fødsels forgård", dvs indgangen til det rigtige menneskerige. At denne tærskel eller indgang har mange trin, både grove og fine, store og små, ses med al tydelighed af, at det onde og det gode "kæmper", overalt på jorden, både udenfor os og indeni os. De egoistiske eller såkaldte "onde" egenskaber, der var bærere for os gennem dyreriget, bliver nu ved indgangen til menneskeriget, hvor der fremstår en hel ny vibrationsart, nemlig næstekærligheden, tvunget "tilbage", så de rammer væsenerne, som manifesterer dem i form af ubehag og lidelse. Og det vil sige at vi, om end ubevidst, selv er skabere af de "tærskelens vogtere" vi møder, idet det er vores ufærdige egenskaber oplevet på baggrund af næstekærligheden.

Da vi på mange måder endnu ikke har lært at handle eller tænke rigtigt, vil vi, når vi i henhold til menneskerigets lovmæssigheder handler eller manifesterer forkert, møde tærskelens vogtere. Dette gælder bl.a. misbrug af "den højeste ild", seksualkraften, som f.eks. ved prostitution. Også dette medfører møder med "tærskelens vogtere", og dersom livsmåden ikke ændres, medfører det lidelse og invaliditet både fysisk ved sygdomme og psykisk ved åndsvaghed. (4) Herved vil den forkerte levemåde blive standset, idet væsenet vil blive svækket og derved ikke mere kan handle forkert. Det bliver hjælpeløst og må hjælpes og plejes af andre og bliver derved igen ført tilbage på "den rette vej", hvor man ikke handler imod livslovene.

Som det fremgår af ovenstående har tærskelen mange "trin", og "tærskelens vogtere" findes således også på mange trin. – Mennesker med en grov og simpel samvittighed vil møde "tærskelens vogtere" i form af andre mennesker, der ligeledes udtrykker og handler efter en grov samvittighed, men efterhånden vil de lidelseserfaringer som dette medfører, forårsage at de pågældende ikke mere nænner at gøre ondt, fysisk set, men måske nok at udtrykke vrede og intolerance verbalt og mentalt, og herved vil de "tærskelens vogtere", som de møder, også skifte karakter. Vi kan synes det er i orden at udtrykke vrede eller intolerance, men dette er jo også "vold" psykisk set, men vi kan så ved at arvejde videre med os selv gradvis "befri" os fra vores ufærdige egenskaber. Og på denne måde vil vi opleve at få det bedre og bedre, og at de "vogtere" vi møder også bliver mildere og mildere. Men denne bedring vil kun være af midlertidig karakter, fordi vi bliver mere følelsesmæssigt udviklet og derved mere følsomme, hvilket så resulterer i, at andre områder eller egenskaber, der før stod svage og tilsyneladende betydningsløse, vokser frem og bliver til nye "tærskelens vogtere". På denne måde bliver vi efterhånden "renset" for de dyriske eller egoistiske egenskaber, hvilket er nødvendigt for, at vi kan træde ind i "den store fødsels forgård". Og selv om "tærskelens vogtere" kan være ubehagelige, så har de kun "til opgave at vise aspiranten til "den store forgård", hvor deres "klædning" endnu ikke er ren, og hvilke små bagateller de endnu har tilbage at få bragt i orden, inden helligdommen kan betrædes." (3)

At "tærskelens vogtere" er et gode og absolut nødvendige, fremgår bl.a. af følgende:

Som det fremgår, fungerer tærskelens vogtere i det store som i det små, og i denne forbindelse må vi huske på, at vi er et makrovæsen for myriader af mikrovæsener, nemlig de som opbygger vores organer, celler, atomer og molekyler, osv. Handler vi "forkert" overfor disse, dvs er vi ikke kærlige overfor dem, så vi opfylder deres livsbetingelser, vil vi møde tærskelens vogtere i form af svækkelse, sygdom og legemlig forfald, og ubehaget ved dette tvinger os igen tilbage til en rigtig, dvs næstekærlig levevis. – Denne manglende kundskab bliver vi gjort opmærksomme på af tærskelens vogtere, idet "resultatet" eller virkningerne kommer tilbage til os i form af "skæbne" eller karma.

I historien om Torben og Kristen så vi nogle eksempler på, hvorledes vi selv på en fredelig spadseretur kan møde tærskelens vogtere. De findes eller opstår overalt, hvor vi møder verden intolerant og ukærligt. Og til at begynde med vil vi tro, at det ubehag vi oplever skyldes "fjender" udenfor os selv, men efterhånden vil vi nå frem til at indse, at de skyldes os selv, og at de skabes ud fra de områder, hvor vi tænker og føler forkert. – Martinus skriver herom:

Vi skal altså lære at kende "tærskelens vogtere", fordi de skabes af de ufærdige sider af vores menneskelige bevidsthed, for derved at kunne "overvinde" dem. Men vi skal ikke overvinde dem ved hjælp af "hårdt mod hårdt", for det kan vi ikke – ja, det ville medføre det stik modsatte, at vogterne ville fremstå endnu stærkere. Overvindelsen af vogterne eller vores egoistiske egenskaber sker ved et sindelagsskift på netop de områder, hvor vi møder dem, så vores dyriske egenskaber helt kan udskiftes med menneskelige egenskaber. – For at belyse dette skrev Paulus for næsten totusinde år siden: "Skik Jer ikke lig med denne verden, men lad Jer forvandle gennem en fornyelse af Jeres sind, så I må kunne skønne, hvad der er Guds vilje: det gode, velbehagelige og fuldkomne." (9)

Tærskelens vogtere danner grænsen eller sætter skel mellem det dræbende princip og alkærlighedens princip, mellem dyreriget og det rigtige menneskerige, og sørger for, at intet ukærligt slipper derind. – "Alle væsener", skriver Martinus,