Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Hvad medfører den nye kosmiske verdensimpuls materielt set? Det er emnet for denne og en kommende artikel i serien om DET KOSMISKE VERDENSBILLEDE. Denne første artikel behandler først og fremmest nutidens ufuldkomne samfundsordning, og hvordan den kommer til udtryk på forskellige områder.
 

"Menneskehedens problem er ikke et spørgsmål om ressourcer, men om vilje til at fordele dem. ... ... Vi må elske hinanden eller dø." Så drastisk udtrykte U-Thant sig engang, som FN'S generalsekretær (årene 1961-71). Man kan sige, at han med disse ord sammenfattede menneskehedens skæbnesituation og problematik i en nøddeskal. For det moderne menneske savner ikke ressourcer på det materielle område. Det sidste århundrede har vi været vidne til en ligefrem eksplosionsagtig udvikling af menneskehedens materielle og tekniske ressourcer. Masseproduktions-industrier af mange forskellige slags er vokset op som svampe af jorden, og tekniske vidundere som flyvemaskiner, satelitter, radio, TV og datamater m. m. har set dagens lys. Men denne teknisk-materielle udvikling, hvor guddommelig den i sig selv end er, har ikke løst et eneste af menneskehedens skæbneproblemer. Den har hverken afskaffet krigen eller verdenssulten. Den har heller ikke kunnet afskaffe sjælekvaler og angst. Tværtimod har den tilført yderligere ved til angstens og frygtens bål, idet den har muliggjort skabelsen af de mest raffinerede våben og ødelæggelsesmidler, som f.eks. atombomben. Ja, i første instans synes al denne tekniske og kemiske kunnen at have ført menneskeheden frem til selve afgrundens rand. Vi lever i dag i en ragnarokepoke. Ordet "krise" slår os i møde fra avisernes forsider og fra nyhedsudsendelserne i radio og TV. Kriser og krige i mange variationer kendetegner vor verden.

Denne udvikling fra dyr til menneske, som vi befinder os midt i, er en kæmpemæssig omskabelsesproces, og en skabelsesproces indebærer altid en aktivering og forøgelse af visse stoffer eller materier, samtidig med at det indebærer en nedbrydning og opløsning af andre stoffer. På samme måde kan man se forskellige grupper og bevægelser af mennesker som forskellige "stoffer" i denne skabelsesproces. Disse forskellige "stoffer" har forskellige opgaver i processen. Nogle har f.eks. specielt til opgave at være de stoffer, som nedbryder og opløser det gamle, medens andre specielt har til opgave at være de stoffer, af hvilket det nye kan opbygges osv. Men – og det er vigtigt at betone – alle disse forskelligartede stoffer eller bevægelser er lige nødvendige for skabelsesprocessens slutresultat. Alle er vi – hvad enten vi er bevidste i det eller ej – medarbejdere i en guddommelig verdensplan, som fører hele menneskeheden mod et bestemt mål – mod et rigtigt menneskerige, som Martinus har formuleret det.

Den ufærdige respektive færdige tilstand kan også beskrives som disharmoni respektive harmoni. Medens det færdige stadium altid repræsenterer harmoni, så er det ufærdige altid et udtryk for disharmoni. Hvis man ser livet og udviklingen i det perspektiv, bliver disharmonien indenfor den nuværende jordmenneskehed et helt naturlig og forbigående fænomen. Den er et naturligt udviklingsstadium, lige så vel som frugtens "sure" og umodne stadium. Når vi altså siger, at menneskenes udvikling er på vej mod en fuldkommen tilstand, og at ufuldkommenheden kun er et ufærdigt stadium i skabelsesprocessen, så er denne vor udtalelse helt i overensstemmelse med den logik for skabelse som naturlovene afslører for os. Hvis vi derimod siger, at ufuldkommenheden er en uforanderlig natur hos menneskene, har vi ingen som helst støtte i livslovene for vor påstand. Og denne vor opfattelse kan derfor aldrig nogensinde underbygges logisk eller realistisk – hvor "realistisk" den end kan tage sig ud, set fra lokallogikkens bedrageriske perspektiv. Hvilke livsbetingelser er jordmenneskeheden da underkastet? Martinus påviser, at vi – som overgangsvæsen mellem dyreriget og det rigtige menneskerige – er underlagt dels dyrerigets og dels menneskerigets livsbetingelser. (Livets Bog stk. 70). Disse livsbetingelser er hinandens modsætninger og forårsager derfor en splittelse og kamp i hele den jordmenneskelige mentalitet. I dyreriget er selvopholdelsesdriften eller "den stærkeres ret" livsbetingelsen, ganske enkelt fordi der i dette rige ikke eksisterer noget anden beskyttelsesprincip eller overlevelsesmulighed. Her er "den enes død den andens brød". Deraf følger, at magt er det samme som ret i dyreriget. Det er kernen i den dyriske eller mørke moral. Kernen i den menneskelige eller lyse moral er derimod, at ret er magt. Det der adskiller jordmennesket fra det egentlige eller "rigtige" dyr er ikke kun det, at mennesket er begyndt at udvikle en selvstændig tænkeevne, som sætter det i stand til at reflektere over tilværelsens problemer og mysterier. Det er også dette, at der – ved siden af den dyriske selvopholdelsesdrift – er begyndt at fremtræde et humant område eller en human begavelse i den jordmenneskelige mentalitet, dvs en følelse og en interesse også for medvæsenernes ve og vel.

Det er denne nye mentalitet, som bringer individet i kollision med de nedarvede dyriske vaner og traditioner. Denne kamp føres primært inden i hvert enkelt individ. Det er her – i det enkelte menneskes sind – at kampen har sit arnested og udgangspunkt. Men som et resultat af den samlede jordmenneskeheds udvikling, må den nødvendigvis også få omfattende konsekvenser for hele den jordmenneskelige samfunds- og kulturskabelse. Dette fremstår endnu tydeligere som en nødvendighed, når vi betænker, at den menneskelige bevidstheds vækst resulterer i en ændret indstilling til næsten og næstens ret, og samfundsskabelsen drejer sig jo netop om, hvordan vi skal organisere vort forhold til hinanden, hvordan vi skal forvalte og fordele de fælles rigdomme osv. Derfor har den nye kosmiske verdensimpuls både en åndelig og en materiel side. (Livets Bog stk. 94). Den åndelige side stiler imod at give os kendskab til livslovene, så vi kan lære at leve i harmoni med dem, medens den materielle side stiler mod en global ændring af hele den materielle verdensadministration og samfundssystemet.

Forskellige aspekter og bestanddele af impulsens åndelige side behandles i andre artikler i denne serie, så derfor skal vi ikke fordybe os i dem her. Emnet for denne artikel er i stedet netop den nye verdensimpuls materielle side.

Men for at kunne afsløre eller analysere en foreteelse må man blotlægge de virkelige forhold og benævne tingene ved deres rette navn, ellers bliver analysen jo usandfærdig eller kamoufleret. Når Martinus derfor f.eks. afslører det vidt udbredte "maskerede røveri" i vort samfund, så gør han det ikke for at angribe eller kritisere nogen, men kun for at klarlægge fænomenet som sådan. Dermed skaber han forståelse for, hvorfor den pågældende foreteelse må gå under, og hvad der i stedet bliver udviklet. Og det er bl.a. netop dette, der er de kosmiske analysers mission.

Trods alle ufuldkommenheder og mangler hos den nuværende statsmagt er der dog sat visse grænser for en uhæmmet udfoldelse af de dyriske tendenser indenfor det jordmenneskelige samfundsliv. Samfundets medborgere må således ikke længere ustraffet slå ihjel, overfalde og plyndre hinanden (bortset fra andre nationers borgere under krigssituationer selvfølgelig). Dette har tvunget de endnu uudlevede dyriske begær og drifter hos individerne ind i andre – mere kamouflerede eller maskerede – former og baner. Det dyriske magtprincip er med andre ord blevet intellektualiseret, dvs blevet mere intelligensmæssig raffineret, listigt og tilsløret. I denne intellektualisering af den dyriske mentalitet har forretningsprincippet spillet en afgørende rolle.

Martinus:

1) Udbytning af arbejdskraften i produktionen. Det er historisk set ikke særligt længe siden, at slavearbejde var et almindeligt forekommende fænomen i vor verden. Dette direkte eller åbenlyse slaveri er i det store og hele forsvundet i dag. Men er slaveriet på jorden derfor ophørt? Det er det ikke. Den direkte form for slaveri er blevet erstattet af en indirekte form som kaldes "lønarbejde". Ved den gamle form for slaveri var slaven slaveejerens privatejendom. Det er han ganske vist ikke i dag. Men samfundet er stadig opdelt i en besiddende og en ikke-besiddende klasse. Den besiddende klasse udgøres af dem, som har tilegnet sig værdierne (= kapital, jord, produktionsmidler og produkter) som privatejendom. Det er denne klasse som Martinus kalder "pengemagten". (Livets Bog stk. 76). Den ikke-besiddende klasse er dem som ikke ejer noget andet end deres egen arbejdskraft, dvs det store flertal.

For at overleve må den ikke-besiddende klasse sælge sin arbejdskraft til den besiddende. I dette forhold ligger slaveriets rødder. En klasse af mennesker kan leve af at eje, medens den anden kun kan leve af at sælge sin arbejdsevne. Arbejdsevnen har altså en "pris". Denne "pris" kalder vi "arbejdsløn". Men så opstår spørgsmålet: Modsvarer denne "pris" eller "løn" den virkelige værdi, som denne evne producerer? Det gør den ikke. "Pengemagten" er nemlig ikke interesseret i at købe en arbejdsevne, som den ikke kan få gevinst af. Altså køber "pengemagten" arbejdskraften til en "underpris". (Livets Bog stk. 77 og 1321). Det er dette forhold man må karakterisere som "udbytning" af arbejdskraften. Denne "underpris" kan være større eller mindre, men i alle tilfælde så indebærer det, at arbejderen arbejder gratis for ejeren en vis del af sin arbejdstid. Arbejderen sælger sin arbejdskraft for hele arbejdsdagens længde, f.eks. 8 timer, men den løn han får modsvarer måske kun værdien af det han producerer på f.eks. 4 timer. Og det er en væsentlig forskel. I ovennævnte eksempel er altså de 4 timer, eller den halve arbejdsdag, i virkeligheden ubetalt arbejde. Eller udtrykt på en anden måde: Arbejderen berøves 4 livstimer pr. arbejdsdag af ejeren. I fremtiden vil vi komme til at betragte dette på samme måde som vi nu betragter fortidens slaveri.

2) Overpris på varerne. På grund af "pengemagtens" monopol på livsfornødenhederne, og fordi vareproduktionen sker for profittens skyld, fjerner dagens markedspris for varene sig ofte meget langt fra deres virkelige fremstillingsværdi. Det er ikke fremstillingsværdien, som bestemmer priserne, men "loven for tilbud og efterspørgsel". Det betyder, at jo mere livsvigtigt et produkt er, desto højere pris kan man tage, hvilket i virkeligheden er ensbetydende med pengeafpresning. (Livets Bog stk. 1346 og "Det evige verdensbillede" II side 189-190).

3) Varernes materiale- eller råvarepris. I varernes pris indgår der også en pris for selve materialet eller råvaren. Dette er kosmisk set ligeså uretfærdigt som at betale for den luft, vi indånder. (Livets Bog stk. 110 og "Det evige Verdensbillede" II, side 193-196). Ligesom luften er alle jordmenneskers fælles arvelod og ejendom, sådan er også råmaterialet i naturen det, eftersom det er der, uden at det har kostet et menneske en eneste øre eller en eneste dråbe sved. Det er en gave fra Guddommen og makrovæsenet (jordklodevæsenet). Derfor kan ingen, kosmisk set, have ret til at monopolisere råvarerne som "privatejendom" og tage betaling for dem. Først når menneskene har bearbejdet og forvandlet råvaren til et nyttigt produkt, kan de have ret til at modtage betaling for det. Men denne betaling kan altså kun gælde for selve arbejdsprocessen og ikke råvaren som sådan. Når man i dag f.eks. taler om "olieproducenter" og "olieproducerende lande", så må det siges at være et falsk sprogbrug. Den eneste "olieproducent" i denne verden er jordkloden selv, og den produktionsproces, hvorved olien er frembragt, har krævet årmillioner. Det er altså en produktionsproces, som er gået for sig uden nogen som helst menneskelig indblanding. Menneskenes rolle i denne forbindelse kan højest være udvinderens – ikke producentens.

4) Renten. Altså den pris man betaler for at låne penge. At et udlån koster en vis pris viser jo, at hensigten er at berige långiveren på låntagerens bekostning. Også her kan man altså lovligt tilegne sig et "overskud" eller en arbejdsfri indkomst, og denne virksomhed er endog blevet et økonomisk fundament for det moderne bankvæsen (ved at bankerne betaler en lavere rente til dem, der indsætter penge, end den de selv udlåner penge til). Selv den, som ikke har for vane at låne penge i en bank, rammes af dette system på forskellige indirekte måder, f.eks. ved at renten for lån til byggeomkostninger i høj grad bidrager til at forhøje lejen eller boligudgifterne. Det bør også påpeges, at renten er en møllesten om halsen på specielt u-landenes økonomi, eftersom de har været tvunget til at tage vældig store lån, der så på grund af renteomkostningerne yderligere undergraver deres i forvejen undergravede økonomi.

For at forsvare og forbedre deres situation dannede arbejderne fagforeninger, hvilket til gengæld resulterede i, at også arbejdsgiverne organiserede sig. Denne dannelse af fagforeningsbevægelser har været nødvendig for at af balancere og skabe et modtryk overfor kapitalismens tryk, men at disse to parter – "arbejdsgiveren" og "arbejdstageren" – stadig eksisterer, er kun udtryk for jordmenneskesamfundets ufuldkomne tilstand. En tilstand som altså skaber en permanent krigssituation i samfundslegemet. Og det fører på sin side til, at hele samfundssystemet er i færd med at undergrave sig selv. (Livets Bog stk. 77).

Martinus:

Det meste af det, der i dag fremtræder med etiketten "kommunisme" er altså en mere eller mindre falsk "kommunisme", men det hindrer ikke, at der også er en sand eller ægte "kommunisme", som er i fremvækst. Den sande eller kosmiske "kommunisme" er nemlig det samme som den virkelige næstekærlighed eller broderskabsånd. (Livets Bog stk. 1333-1334). Denne organiske "kommunismes" samfundsstruktur er et livsprincip, som ikke er opfundet af mennesker. Det er naturens eget princip, der skaber sundhed, helhed og harmoni. Det er det princip som vor egen organismes sundhed står og falder med, eftersom det regulerer de forskellige organers indbyrdes samarbejde. Kun når dette samarbejde fungerer harmonisk kan organismen være rask og sund. På samme måde er det med den store organisme, som jordmenneskeheden eller det jordmenneskelige samfund udgør. Den kan heller aldrig blive rask, når organismens "celler" bekriger og bekæmper hinanden. Det er vigtigt, at de individer eller "celler", som ønsker at skabe et bedre samfund, kommer til at indse dette. Så forstår man nemlig, at en bedre verden aldrig kan skabes ved vold eller kamp mod andre grupper og individer. Hvis man vil "høste" fred og harmoni, må man "så" fred og harmoni. Sådan er loven. Lige så lidt som man kan slukke ild med ild, ligeså lidt kan man afskaffe krigen ved at forøge den. Kun næstekærligheden kan være det "vand" som slukker "ilden", og den bliver dermed også det "kit", hvormed den nye samfundsordning bliver sammenføjet.

Denne undervisning gør lidt efter lidt individet kvalificeret til at modtage vejledning fra en højere verden. Her træder "verdensgenløsningsprincippet" ind som en hjælpende hånd. I form af "kosmiske verdensimpulser" indpoder dette nye idealer i menneskeheden. (Livets Bog stk. 66-68 og "Det evige Verdensbillede" I, side 14-18).

Lidelseserfaringerne og den gennem "verdens­gen­løs­nings­prin­cippet" manifesterede kosmiske vejledning bliver altså hovedfaktorerne i menneskehedens udvikling frem imod en højere tilstand. I denne proces kommer kosmologien eller den åndelige videnskab til at virke som en katalysator. En katalysator er i kemien et stof, som kan påvirke forbindelser og processer hos andre stoffer uden selv at forandres. Netop den funktion vil kosmologien få, hvor det drejer sig om at få andre stoffer til at indgå nye forbindelser. F.eks. sådanne – hidtil uforenelige – stoffer som religion og videnskab, demokrati og kommunisme m.m.