Kosmos 1983/9 side 183
Sv. Å. Rossen
Høgene og duerne
Der bliver tit fremsat ønske om, at foredrag skrives til artikler, så flere kan få glæde af dem. Erfaringen viser imidlertid, at der i et helt foredrag er så meget stof, at det vanskeligt kan komprimeres i én artikel. Vi bringer derfor denne gang et bearbejdet uddrag af et foredrag og har valgt emnet "høgene og duerne" fra et foredrag i ugekurset "Fredens anatomi", som blev holdt i Martinus Center på Klint i juli måned.
I en af sine lignelser i Det ny Testamente profeterer Kristus, at når menneskesønnen kommer i sin herlighed, skal alle folkeslag samles foran ham, og da skal han skille dem fra hverandre, ligesom hyrden skiller fårene fra bukkene. Og da skal han sige til fårene: "Kom hid min faders velsignede! Arv det rige, som har været jer beredt fra verdens grundvold blev lagt." (Mt. 25,31-34)
Der er gået ca. 2000 år, siden Kristus udtalte disse ord, og menneskeheden har med stærkere og stærkere skridt nærmet sig et afgørende vendepunkt i sin historie. Lige fra det egentlige dyrerige har denne historie været præget af kamp om tilegnelse af de materielle værdier. På grund af teknikkens udvikling er våbnene blevet så enorme, at de teoretisk set kunne udrydde hele menneskeheden. Hundredevis af raketter placeret henholdsvis i bombefly, der til stadighed er på vingerne, på jorden monteret på kampvogne, under jorden i siloer og under havet i atomubåde er parate til med minutters varsel at blive afsendt mod fremmede lande og byer for at dræbe. I disse uger planlægges der netop opstilling af en ny serie mellemdistanceraketter rettet fra vest mod øst for at tvinge modparten til at nedbringe antallet af sine raketter ved Geneveforhandlingerne. Helt på linje med den primitive retspraksis i Det gamle Testamente "øje for øje, tand for tand" forhandler stormagterne i dag "raket for raket, atombombe for atombombe".
Heldigvis protesterer mange mennesker mod denne udvikling, og de får stor moralsk støtte af den personlighed, som har været den største humanitære faktor i den vestlige kulturs udvikling, nemlig Kristus. Ordene: "Salige er de som stifter fred, thi de skal kaldes Guds børn" og "Salige er de som bliver forfulgte for retfærdigheds skyld, thi himmeriget er deres" (Mt. 5,3-12) eller bjergprædikens ord: "I har hørt der er sagt: "Du skal elske din næste og hade dine fjender". Men jeg siger jer: "Elsk jeres fjender, velsign dem som forbander jer, gør godt mod dem, som hader jer..." Holdningen bag disse ord er så klar, at den ikke kan misforstås. Men når det er tilfældet, hvorfor følger man så ikke denne anvisning til fred i form af betingelsesløs nedrustning, selv ikke i lande, som officielt bekender sig til Kristendommen? Det skyldes naturligvis dels den instinktive selvopholdelsesdrift, som i en stor del af menneskeheden er stærkere end den humane følelse.
Men desuden, at Kristi anvisninger ikke var beregnet på en moderne menneskehed, som gennem omfattende skolegang og højere uddannelse er trænet i at stille spørgsmål til alle ting og kræve logiske svar. Martinus udtrykte det på den måde, at det overfor datidens mennesker var tilstrækkeligt for Kristus at udtale de universelle sandheder som "facitter", som følelsesmæssigt kunne virke tilstrækkeligt overbevisende, men at det er nødvendigt overfor nutidens oplyste menneskehed at supplere disse "facitter" med deres "udregninger", dvs underbygge dem med en tilbundsgående logisk forklaring. Kristus henviste selv til, at den tid ville komme, da han ville bede Faderen om at sende Den hellige Ånd eller Sandhedens Ånd, som skulle minde om hans (Kristi) ord og fortælle hele sandheden. Dette tidspunkt er inde nu! Hvornår skulle det vel være mere aktuelt end nu, hvor facitterne har mistet deres inspirationskraft, og menneskeheden samtidig truer med at udrydde sig selv? Som en parallel til Kristi udtryk "fårene og bukkene" taler man i vor tid om "duerne og høgene". Medens duerne af følelsesmæssige grunde støtter den betingelsesløse nedrustning, kan høgene underbygge deres krav om oprustning med en argumentation, som virker stærkt overbevisende. De kan nemlig anføre, at et stærkt forsvar vil afskrække fjenden og afholde ham fra at angribe af frygt for selv at blive udryddet. Og de kan henvise til, at et åbent udbrud af en tredie verdenskrig faktisk har været afværget i 38 år. Dette afskrækkelsesargument gør stort indtryk på de fleste mennesker, selv på mennesker, som iøvrigt er meget inspireret af det Ny Testamente og mener, at de er kristne. Jeg husker en samtale med en sygeplejerske, som var elskeligheden selv og bestemt også følte sig som kristen. Hun var ubetinget tilhænger af afskrækkelsespolitiken og nævnte som eksempel Schweiz, der undgik at blive besat under 2. verdenskrig, efter hendes mening netop fordi, det var rustet til tænderne. Hun underbyggede sit argument med et slående billede: "Man træder jo ikke på et pindsvin!"
Det er rigtigt, at duerne kan underbygge deres synspunkt med den frygtelige risiko, der er for at en teknisk eller menneskelig fejl kan udløse en atomkrig. Og raketkatastrofen i Kattegat ved Sjællands Odde i denne vinter, hvor et harpunmissil på grund af en menneskelig fejl blev affyret og ødelagde et sommerhusområde ved Lumsås, viser, at frygten ikke er ubegrundet. Men derudover mangler duerne en fuldgyldig argumentation, som kan tilbagevise oprustningstilhængernes tilsyneladende logik og vise, at Kristus havde ret.
Sandhedens Ånd er åndelig videnskab
Den fornyelse af kristendommen, som der er brug for idag for at støtte alle fredselskende mennesker ved at give dem kærlighedsfacitternes udregninger, må nødvendigvis være en videnskab, men en åndelig videnskab, der lige så urokkeligt som den fysiske videnskab bygger på årsagsloven og logik. Martinus har derfor også fremhævet, at Sandhedens Ånd ikke er en person, men den videnskab af kosmiske analyser, som han har udformet. Og garantien for deres sandhed ligger udelukkende i deres overensstemmelse med livet og deres indre logiske sammenhæng. I denne artikel skal jeg gengive to af de analyser, som bekræfter, at det er mere logisk at nedruste end at opruste.
Menneskehedens udvikling fra dyr til menneske
Naturvidenskaben har forlængst erkendt, at menneskene har udviklet sig fra dyreriget. Den må også vedgå, at menneskene som vi kender dem idag ikke længere er dyr i renkultur, men i det mindste har nogle idealer om tolerance, menneskerettigheder og desuden en ikke uvæsentlig sandhedskærlighed, som er naturvidenskabens egen livsnerve. Det er derfor heller ikke svært at forstå Martinus, når han fortæller, at denne udvikling repræsenterer den mest gennemgribende forvandling nogen væsener har gennemgået på denne klode. Dens mål er at omskabe det umælende og instinktstyrede dyr til et "fuldkomment" menneske, som er ét med Guddommen og udtrykker dennes alkærlighed mod alle i sine omgivelser. Når menneskehedens nuværende udvikling er underkastet denne overordnede plan, er det ikke svært at se, hvem der har ret, høgene eller duerne. Den tilsyneladende logik i høgenes afskrækkelseslogik er tydeligt en udløber af dyrenes forsvarsinstinkter. De er formålstjenlige og derfor logiske i dyreriget, men passer ikke til menneskehedens nuværende udviklingstrin. Denne adfærd hører mere til i en fjern fortid, hvor man byggede rede eller boede i jordhuler end i vor tid, hvor det menneskelige intellekt allerede har nået en sådan udvikling, at det kunne skabe et lykkeligt og sorgløst samfund for alle mennesker. Derimod er duernes holdning i overensstemmelse med den højere planlægning og målsætning for menneskeheden. Selvom holdningen at "tilgive" og at "vende den højre kind til" ikke hidtil på jorden har været almengældende og derfor kan forekomme naiv i en verden, der hidtil har været præget af alles kamp imod alle, repræsenterer den alligevel en logik af en højere orden, fordi kun den fører ud over dyreriget og endeligt kan realisere menneskenes inderste ønske om fred, tryghed og kærlighed.
Jordkloden er et levende væsen
Den anden analyse, jeg vil fremhæve, angår jordkloden som levende væsen. Det har været svært for videnskaben at definere, hvad liv er. Men nogle af de kriterier, man har fundet frem til som ernæring, stofskifte og temperaturregulering viser sig at være ligeså karakteristiske for kloden som helhed som for dens mikrovæsener. Det burde derfor ikke være svært at følge Martinus, når han gør gældende, at jorden virkelig er et levende væsen. – Men et levende væsen må nødvendigvis kunne opleve, og oplevelser betinger, at man har bevidsthed. Da oplevelser yderligere ikke kan undgå at danne erfaringer, må jordens bevidsthed ligesom menneskehedens være underkastet udvikling. Hvilket udviklingstrin befinder jorden sig da på? Ja, her er det, at Martinus på baggrund af den højere, kosmiske sanseevne, han som kristusvæsen var i besiddelse af, kunne konstatere, at jorden på sit klodeplan ligesom menneskene på jordmenneskeplanet er under udvikling fra en dyrelignende til en menneskelignende tilstand, dvs fra en instinktiv, egoistisk til en bevidst, næstekærlig holdning. Men endnu mere interessant er det, når Martinus fortæller, at jorden er længere fremme i sin udvikling, end menneskene er i deres. Jorden er således ved at påbegynde Den store Fødsel, som i løbet af få tusinde år vil gøre den til et færdigt kristusvæsen på klodeplan. Her skal man være opmærksom på den tidsoplevelsesforskel, der er mellem et makrovæsen som jorden og et mikrovæsen som mennesket. Hvad der opleves som årtusinder for menneskene, er kun få minutter for en klode.
Hvilken betydning kan det nu have for menneskeheden og dens oprustningsproblematik, at jorden er et levende væsen og befinder sig på dette udviklingstrin. Overordentlig stor betydning! Ligesom vi rent fysisk indånder jordens atmosfære og ernærer os af dens produkter, således henter vore tanker og følelser kraft fra jordens åndelige tankeklima. Jordens ønsker og vilje giver livskraft til de af dens mikrovæsener, som er på bølgelængde med disse ønsker, og omvendt vil de mikrovæsener, som ikke er på denne bølgelængde, tabe kraft og energi. Da jorden står lige overfor sin færdiggørelse som kristusvæsen, er dens tanker, følelser, ønsker og vilje naturligvis hundrede procent rettet ind på at repræsentere Guddommens allerhøjeste visdom og kærlighed. Den ønsker, at denne visdom og kærlighed skal vibrere i hele dens organisme og først og fremmest i dens hjerneceller, som er menneskene. Den ønsker derfor vækst, udvikling og fremgang for dens menneskelige "fredsceller", medens den er afvisende overfor "krigscellerne". Det var på grundlag af indsigt i denne makrokosmiske situation, at Kristus kunne sige, at ikke "bukkene", men "fårene" skulle arve jorden.
Denne analyse af jordens udviklingstilstand viser ligesom den overordnede udviklingsplan for menneskene fra dyr til menneske, at oprustningsforkæmperne er helt ude af trit med højere, åndelige realiteter. De modarbejder i virkeligheden jordens åndelige fødsel, og de bidrager dermed til at skabe dens fødselsveer. Men ligesom en normal fødsel normalt ikke bremses af fødselsveer, men disse kun varsler, at noget stort og vidunderligt skal ske, således bliver disse mennesker og deres holdning heller ikke nogen afgørende hindring for skabelsen af det rigtige menneskerige på jorden.
Også her ser vi, hvorledes indsigten i en højere sammenhæng som en kompasnål tydeligt viser udviklingens målsætning. Det er klart, at det er mere hensigtsmæssigt at arbejde med jorden end mod jorden. Det sidste er lige så umuligt som at få jorden til at dreje den modsatte vej. Og dermed giver også denne analyse støtte og inspiration til jordens arvinger om at fortsætte fredsbestræbelserne på alle områder, i det daglige og i det storpolitiske, og dermed hjælpe jorden til en god fødsel.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige