Kosmos 1937/3 side 36
LIVSVISDOM
Naar en Taabe søger at skade en uskyldig, ren og syndefri Mand, saa falder det onde tilbage paa ham selv, ligesom fint Støv, man kaster op imod Vinden.
Alle skælver for Vold, alle frygter Døden; idet man sætter sig i andres Sted, skal man ikke dræbe og ikke lade dræbe.
Tal ikke haardt til nogen; de, der tiltales, vil svare paa samme Maade; voldsomme Ord bringer Sorg, voldelig Gengældelse vil ramme dig.
Hvis du lader være med at komme i Bevægelse, naar du rammes, som et Bækken man slaar paa, saa har du naaet Nirvana, saa er du ikke udsat for nogen Vold mere.
En Taabe er sig ikke bevidst, naar han forøver sine onde Handlinger; men den Daare vil pines af sine Gerninger, som brændtes han af Ild.
Dhammapada.
Ligesom man bærer sit eget Legemes Vægt uden at mærke det, medens man dog mærker ethvert fremmed Legeme, som man vil bevæge, saaledes bemærker man ikke sine egne Fejl og Laster, men kun de andres. Til Gengæld har enhver i de andre et Spejl, i hvilket han tydeligt kan skue sine egne Laster, Fejl, Unoder og stødende Egenskaber af enhver Art. Men for det meste forholder han sig derved ligesom Hunden, der gøer ad Spejlet, fordi den ikke ved, at den ser sig selv, men tror, at det er en anden Hund.
Schopenhauer.
Vi to, min Hund og jeg, sidder i Værelset; udenfor hviner en frygtelig Storm. Hunden sidder foran mig og ser mig lige ind i Øjnene. Det er, som vilde den sige mig noget. Den er stum, har ingen Ord, den forstaar end ikke sig selv, men jeg forstaar den. Jeg forstaar, at i dette Øjeblik raader en og samme Følelse i den og i mig. Vi er ganske ens; i os begge flammer og lyser den samme skælvende Lue. Døden vil slaa ned paa os, baskende med sine klamme Vinger, og saa er det forbi. Hvem vil saa spørge, hvad det egentlig var for en Flamme, der brændte i hver af os? Nej, nej, her er det ikke Dyr og Menneske, som udveksler Blikke. Her er to Par Øjne af samme Natur rettet imod hinanden. Og i hvert af de to Par Øjne, Dyrets og Menneskets, er det samme Liv, som frygtsomt søger Tilflugt og Hjælp hos den anden Part.
Naar man i min Nærværelse priser den rige Rothschild, som af sine vældige Indtægter anvender mange Tusinder paa Opdragelse af Børn, Helbredelse af syge og Forsørgelse af gamle, saa roser ogsaa jeg ham og bliver rørt. Jeg roser ham og bliver rørt, og dog kommer jeg altid til at tænke paa den fattige Bondefamilie, som tog en forældreløs Niece til sig i sin faldefærdige Hytte. "Hvis vi tager Trine i Huset," sagde Konen, "saa gaar vore sidste Skillinger med, og der bliver ikke Raad til Salt i Suppen." "Saa spiser vi den uden Salt," svarede Manden. Der er dog et Spring fra Rothschild til denne Bonde.
Turgenjev.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige