Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Man hører ofte Stemmer, der taler om, at Nutidens Ungdom er irreligiøs, ja, at den ligefrem er kirkefjendsk. Mon ikke disse Røster hæver sig fra Lejre, der intet kender til den Ungdom, de dømmer? Aldrig har der vel tidligere været saa dyb en Kløft mellem to Generationer som den, der i Dag paa det religiøse Omraade er mellem Far og Søn, og mon ikke Aarsagen til dette Forhold mere er at søge hos den første end hos den sidste? Er det ikke en Kendsgerning, at den foregaaende Generation, hvis Liv gennem de vanskelige Ungdomsaar henlevedes under – i Forhold til vor Tid – saakaldt normale Tilstande, i sig har en vis Tendens til at formane den opvoksende Slægt til indenfor aandelige Omraader at klare sig med det engang vedtagne? "At du gider bryde din Hjerne med den Slags Spørgsmaal" er et Svar som Ungdommen altfor hyppigt modtager, naar den henvender sig til den Ældre om Raad i religiøse Anliggender, – et Svar, som bedre end mange Analyser fortæller om det aandelige Niveau mange af de, der blev vore Fædre og Mødre, staar paa.

Og hvad er da Resultatet af denne Ligegyldighed blevet? Kort og godt det, at den saakaldte "moderne" Ungdom religiøst set gaar sine egne Veje. De voldsomme Kriser den gennem sin Opvækst har været Vidne til, har dybt i dens Sind affødt et stedse voksende Begær efter andre Tilstande end de nu herskende. Det er, som den næsten føler det som en hellig Pligt at omstyrte de bestaaende Former for Tilværelse og skabe nye Veje, der bedre er i Harmoni med det, den opfatter som værende Livet og Lykken for sig.

Men kan man egentlig forlange andet af en Slægt, der har været Vidne til, at de tilsyneladende mest usandsynlige Utopier er traadt frem i Virkelighedens rene klare Dagslys? Nej! Vi lever i en Tid, hvor saa at sige hvert eneste Døgn beriger Menneskeheden med nye epokegørende Opfindelser. Ustandseligt tvinger Videnskabens indsamlede Erfaringsmateriale den modtagelige Sandhedssøger til at flytte sin Bevidstheds Grænsepæle længere og længere ind i den Verden en endnu frisk Fortid kaldte "Guddommens urørlige Domæne". Uden Undren drejer snart enhver Familie paa sit Radioapparats Knapper og nyder den dematerialiserede og paany materialiserede Musiks inspirerende Toner. Over stejle og utilgængelige Bjergtoppe, over Polarlandenes Isørkener og over Oceanernes vældige Vandmasser larmer Flyvemaskiner og Luftskibe. Afstande, der før betød Adskillelse for Livet, tilbagelægges nu i Tidsperioder saa korte, at Begrebet "Tid" ikke mere synes at eksistere. Fra kæmpemæssige Observatorier bærer Telegrafen Bud om Opdagelse af nye Kloder, og fra den stille Forskers Laboratorium kommer Meddelelser om Fund af nye Kraftkilder til Bekæmpelse af Menneskehedens Svøbe – Sygdommene. Overalt syder, bruser og gærer det.

Kun indenfor ét Omraade tvinges Raabet om mere Viden endnu tilbage med isnende Tavshed – Religionen. Endnu evner Spørgsmaalet om der er et Liv efter dette at skabe Stilhed. Koldt lyder Kirkens Svar til den Søgende: – "Du skal tro, hvad vi fortæller dig. Kan du det, da vil du efter Døden faa Del i det evige Liv, men tvivler du, da vil din Sjæl være fortabt og Helvedes Flammer dig vis!"

Men Ungdommens vaagnende Længsel efter mere Lys, mere Viden, sprænger de snærende Lænker. Langsomt tømmes Kirkerne og Folket begynder selv at søge efter den Guddom, det instinktmæssigt føler maa findes. Som en Brusen stiger den fremvoksende Slægts Krav om Viden paa alle aandelige Omraader og tager Form i efterfølgende Spørgsmaal, stillet af en af det forrige Aarhundredes største Tænkere, Ralph Waldo Emerson:

"Naar skal den Røst, der forkyndte den højeste Skønhed til Østens Folk, Røsten som Hebræerne lyttede til i Henrykkelse, og som gennem en Hebræers Mund udtalte Ord, der til alle Tider vil være Orakelsprog – naar skal denne Røst ogsaa tale til Vestens Nationer? Hebræernes og Grækernes Skrifter indeholder udødelige Sætninger – Tanker, som har været Brød for Millioner. Men de fattes episk Sammenhæng; de viser sig ikke som samlede Tankerækker for Intelligensen. Jeg spejder derfor efter den nye Lærer, som skal formaa at overskue hine straalende Love saaledes, at han kan afsløre dem for os som Helhed i deres fuldkomne og afrundede Ynde; som vil vise os Verden som Sjælens Spejl, lære os at forstaa, at Tyngdeloven og Loven for Hjertets Renselse er identiske, og at "du skal" er Videnskab, Skønhed og Glæde."