Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Efter manuskript til et foredrag afholdt på engelsk ved det internationale kursus i Martinus Center i Klint, juli 1982, og det blev gentaget på svensk i juli 1983.

 

Det er velkendt, at menneskeheden i en meget lang tidsperiode har kæmpet sig frem ad livets vej.

Inden for vor del af kloden har vi kunnet følge en udviklingslinie, hvor det oprindelige menneske ikke var meget mere end en nøgen abe. Vi har kunnet følge det gennem Det gamle Testamentes verden og videre ind i en periode kendt som Det nye Testamentes. Mennesker i dag har nu behov for yderligere en bog som vejleder, idet de igen er ved at gå ind i endnu et ukendt område. De trænger i fortvivlende grad til et Tredie Testamente. Menneskeheden må nødvendigvis have et landkort, før den kan fortsætte sin åndelige rejse i sikkerhed. Man kan ikke rejse sikkert gennem noget som helst ukendt område i livet, hvis man ikke har et landkort.

I Det gamle Testamentes dage var menneskets liv farligt. Det var en sag om liv og død. Der var fjender, der skulle dræbes, der var hævnakter, der skulle udføres, der var jagter, der simpelthen skulle lykkes, hvis man selv skulle overleve, – der var en natur, som kunne være imod eller med dig og dermed enten sønderknuse dine planer eller føre dem frem til glans og herlighed.

I en sådan situation gjaldt det virkelig om at have en magtfuld forbundsfælle. Derfor var Det gamle Testamentes Gud tilpasset dette formål. Det gamle Testamentes Gud er således en hævnens Gud, en straffende og uforsonlig Gud. Der var ingen brug for en mild og tilgivende Gud. En sådan Gud ville i denne verden kun kunne opfattes som en dåre. Og mennesket vandrer videre ad historiens vej. Han bliver træt af at føre krig og er derfor parat til at lytte til den, der taler om en kærlighedens Gud. Det letter og lindrer at høre herom. Problemet med en frygtelig Gud er indlysende. Hvis man ikke formår at samarbejde rigtigt med ham, kan han blive fuldt så farlig for een selv som for ens fjender. Men hvis man derimod har en kærlig Gud, så behøver man blot at tro og have tillid til ham, og han vil tage sig af alt. Han vil tilgive ens synder, og sluttelig vil han naturligvis sørge for, at hans børn bliver sikret en plads i hans himmel.

Med denne nye forestillingsmåde får problemet med "de fæle fyre" en endnu bedre løsning end tidligere. For selv om du ikke kan overvinde "de fæle fyre", sørger universets orden for, at de går til helvede. Det er kun naturligt. Når alt kommer til alt – hvis de ikke tror på Gud, hvordan skulle de da kunne være hos ham i himlen!

Men der er noget her, som trænger til at blive nærmere undersøgt. Hvis Gud er kærlighed, hvordan kan han så acceptere, at nogle af de levende væsener, som han selv har skabt, ender i helvede? Hvordan kan han til evig tid høre på de frygtelige skrig, som genlyder fra helvedets mørke dybder? Hvorfor vil han ikke hjælpe disse plagede væsener, hvis han er en kærlighedens Gud? Men måske kan han ikke hjælpe dem? I så fald er det klart, at han ikke er almægtig. Der vil da altid være den risiko, at en anden magt i universet kunne være mægtigere end Gud. Men så måtte denne anden magt jo være den virkelige Gud.

Og hvis vi går ud fra, at Gud er alvidende, måtte han givetvis på forhånd være klar over, at et bestemt væsen ville ende i helvede. Hvorfor da overhovedet skabe dette væsen? Ville det ikke have været bedre, hvis dette væsen aldrig var blevet skabt? Den eneste grund for dets skabelse synes at være den, at det gør det muligt for Skaberen senere at iagttage dette væsens evige pine i helvedes ild. Men er det en Gud, som vi kan tro på og have tillid til?

Og hvad mener man om en Gud, som sender sin eneste søn i døden i stedet for de skyldige? Hvad hvis det jordiske retsvæsen var baseret på det samme princip? Hvis vi vedtog en lov ifølge hvilken den uskyldige skulle straffes og den skyldige gå fri? Hvad hvis vi systematisk ville lade Barabbas gå fri og lade den uskyldige blive dræbt? Ville ikke al menneskelig kultur blive fuldstændig og brutalt fjernet fra jordens overflade, om en sådan politik blev indført?

Vi ser således, at vor jordiske retsvæsen faktisk er det himmelske retsvæsen overlegent. Så hvorfor komme i himlen? Hvis jorden allerede ejede et bedre lovsystem end himlen kan byde på, så må jorden følgelig være mere himmelsk end himlen selv.

Nej, er det ikke tydeligt, at disse dogmer fra Det nye Testamentes verden aldrig var bestemt til at blive analyseret fra en intellektuel synsvinkel? Det nye Testamentes visdom var tværtimod bestemt til at tjene som følelsesmæssig næring for den trætte kriger, som ikke mere ønskede at skabe krig.

Næsten to tusinde år er gået, siden Jesus vandrede på jorden og talte om sin Fader i himlen – som var en kærlig fader. Mennesket har gjort mange nye erfaringer, og disse erfaringer har i tidens løb gjort det lidt klogere, lidt mere intelligent. På grund af denne voksende intelligens er mennesket gradvist kommet i konflikt med traditionel religion. Og da det var ude af stand til at forstå Guds veje med intelligensen, begyndte det at tvivle på, at Gud overhovedet eksisterede. Mennesket vendte sig mod det han kunne tage og føle på. Han blev ekspert i materien. Og sådan hændte det, at Skaberen gradvist forsvandt ud af sin egen skabelse.

Ja, Skaberen er forsvundet fra sin skabelse. Skibet sejler på havet – men der er ingen ombord. Huset er bygget – men det er tomt. Ingen bor i det. Universet er fuldt af sole og kloder – men det er ikke beboet. Kunstværket har geniets stempel – men kunstneren har aldrig eksisteret. Haven er fuld af frugter og blomster, men gartneren er fraværende. Universet er en tom skal. Det er kun en kiste, hvor døden er den naturlige tilstand og livet blot en tilfældighed. Det er i sandhed et mærkeligt verdensbillede og i særdeleshed når vi tager i betragtning, at dette verdensbillede er konstrueret af nogle af de mest intelligente repræsentanter for den menneskelige race.

Lad os imidlertid glemme Skaberen. Vi har stadig det skabte tilbage, selv om vi måske ville foretrække et andet navn for det. Denne skabelse, eller dette univers, er selve objektet for forskning i den materialistiske tidsalder. Lad os nu betragte dette objekt.

Hvad er det der omgiver os på alle sider? Det er materie. Og hvad er materie? Vi er blevet fortalt, at det er energier, vibrationer, kræfter.

Og hvad er vibrationer andet end et nyt navn for forskellige bevægelser i rum og tid?

Når vi ser op på stjernehimlen, hvad ser vi så? Vi ser planeter, der roterer rundt om deres akse og rundt om solen. Vi ser solsystemer i store formationer, kaldet galakser, der bevæger sig majestætisk gennem rummet. Og sådan er det også med realiteter som atomer og subatomer. Alting her roterer, vibrerer, bevæger sig, oscillerer. Cellerne pulserer, hjertet slår, mennesket vandrer på jorden. Overalt hvor der er materie, er der bevægelse.

Men bevægelse kan kun være resultatet af en kraft. Det er umuligt for mig at bevæge min hånd fra et sted i rummet til et andet, hvis der ingen kraft er til at sætte bevægelsen igang. En bil, f.eks. kan ikke køre uden benzin, hvorfra den nødvendige kraft stammer. Hvis man ønsker at forandre noget i materiens verden, må man bruge kraft. Kraft er bevægelsens moder. Hvor som helst der er bevægelse skyldes det kraft. Der ligger kraft til grund for enhver bevægelse.

Hvis vi nu studerer denne kraft nærmere, finder vi, at den er retningsgivende. Alt omkring os bevæger sig i logiske mønstre. Videnskabsmanden kan påvise matematiske love for planeters og stjerners gang, såvel som for atomers og molekylers bevægelser. Cellerne og organerne, som vor fysiske organisme består af, samarbejder på den mest vidunderlige måde, her ser vi billioner af mikroskopiske bevægelser, der samarbejder efter en så hårfin logik, at det nærmest er utroligt. Her må selv den mest fremragende ingeniør blive ydmyg og bøje sit hoved i beundring. Ingen maskine skabt af menneskehænder ville kunne konkurrere. Men logiske kombinationer afslører tænkning. Hvis du ønsker at rydde op i din lejlighed og bringe orden i det skrækkelige rod, så må du arrangere dine ting efter en plan. Du må f.eks. bestemme dig til fra nu af ikke at have skoene i køleskabet og du finder måske ud af, at det trods alt ikke er nogen god ide at sove i badekarret. Du kommer pludselig i tanker om alle de besværligheder, der har været i den senere tid, fordi TV-apparatet har været anbragt på taget, for ikke at tale om de endeløse problemer det har givet at anvende cyklen som stol. Nu er det simplethen nok – du kan ikke tage mere. Du begynder at tænke. Du begynder at udarbejde nogle planer. Du begynder at foretage nogle logiske arrangementer i overensstemmelse med disse planer. Langsomt begynder du at skabe en vis orden ud af dette kaos.

Men hvad med universet? Er der ikke orden i universet? Er der ikke orden mellem stjernerne? Hvordan med vor organisme og organisationen af stoffet i celler og atomer? Der er orden alle vegne. Og overalt, hvor der er orden, er der tænkning. Men tænkning, planlægning og logik er ikke et skud i tågen, – det er noget, som altid er forbundet med et levende væsen.

Hvor der er logiske kombinationer, er der et levende væsen bag. Det er ikke de logiske kombinationer, som skaber det levende væsen. Det er det levende væsen, som skaber de logiske kombinationer. Det var ikke den orden, der blev i din lejlighed, der skabte dig. Nej, det var dig, som skabte en vis orden i rodet i din lejlighed. Kaos skaber ikke levende væsener. Tværtimod, det er det levende væsen, der skaber kaos om til logiske kombinationer.

Det er derfor en logisk nødvendighed at slutte, at der er en dirigerende kraft eller bevidsthed bag universet. Universet er en logisk kombination, arrangeret af en gigantisk universel bevidsthed. Med andre ord universet er et levende væsen.

Her er vi nået frem til en betydningsfuld begivenhed i menneskets åndelige rejse. Først havde det en krigens og hævnens Gud. Så ændredes det til en universel kærlig fader. Derefter – efterhånden som dets intelligens voksede – fastslog det, at Gud ikke eksisterede. Og nu begynder den samme intelligens pludselig at afsløre for ham, at universet er levende. Intet under at han til at begynde med er overvældet, nærmest chokeret. Hvis universet er levende, så havde Platon ret, da han i dialogen "Timaeus" skrev, at "dette Kosmos ved Guds forsyn visselig eksisterer som et levende væsen, forlenet med sjæl og fornuft."

Og eftersom universet er alt, hvad der er til, så er dette levende væsen pr. definition altomfattende og derfor også almægtig og indehaveren af al eksisterende visdom og viden. Men et sådant væsen må givet være alkærlig. Vi ved fra egne erfaringer, at viden er basis for forståelse, og forståelse er basis for kærlighed. Så hvis vi har et væsen, som er i besiddelse af al viden i hele universet fra evighed til evighed, vil dette væsen forstå alle og elske alle.

Dette er, som sagt, en bemærkelsesværdig situation. Mennesket står overfor et levende univers, som er altomfattende, almægtig, alvidende og alkærlig. Men ifølge Bibelen er disse egenskaber kendetegnet for den levende Gud. Endvidere passer denne opfattelse af et levende univers med opfattelsen af en "Fader i himlen". Det er også sagt, at Gud er alle vegne, og det er universet virkelig også. Så mennesket, som benægter Guds eksistens, står pludselig over for ham – og i sandhed inden i ham. Et øjeblik! – Det var også hvad Paulus sagde: "I ham lever, røres og er vi". Et slør er løftet. Mennesket rejser sit hoved og han skuer mod stjernerne. Bag ham ligger et blodigt spor og foran ham er der et stort lys. Han har vandret gennem dødens dal og nu ser han lys forude. Der er stadig lang vej at gå, men nu er der lys for enden af tunnelen. Menneskets indvielse i mørket er snart tilendebragt. Den fortabte søn vender tilbage fra sin lange og brydsomme rejse borte fra sin faders hus. Festen bliver allerede forberedt, og hans fader udstrækker sine hænder for at hjælpe sin elskede søn frem over de sidste trin på vejen hjem. Engle synger, og der er stor glæde i himlen.

Nået hertil vil den frie forsker eller sandhedssøger måske sige til sig selv: Nå ja, hvad så! Hvad hvis universet er et levende væsen? Hvad forskel gør det? Det betyder vel i virkeligheden ikke noget om universet er dødt eller levende. Jeg har stadig mit daglige liv, alle mine besværligheder, det er stadig en regnfuld dag – eller det er et elendigt job jeg har. Hvem bryder sig om disse akademiske spørgsmål? Lad mig få noget praktisk til en forandring!

Godt, men dette er praktisk. Da jeg blev klar over den kendsgerning, at universet er levende forandredes hele mit liv pludseligt. Pludselig levede jeg i en ny verden. Jeg var en levende celle i universets krop. Min egen krop blev et univers bestående af uendelige verdener og myriader af væsener, der stræbte efter lykke indenfor deres særlige verdenskultur – og alt dette i min egen krop. Jeg blev planeters og mælkevejes kød og blod. Jeg var broder til blomster og stene, vi blev alle medlemmer af den samme familie, delte de samme betingelser, levede i det samme hus, søgende det samme mål, vi blev alle rensede gennem livets blodstrøm ved det samme universelle hjerte.

Og eftersom verden er levende, bliver mine livserfaringer nu til kommunikation. Mit daglige liv behøver ikke nødvendigvis at være en trættende kamp, hvor jeg skal prøve at overvinde materielle hindringer, som helt tilfældigt dukker op. Hvis universet er levende, er livet i sandhed en daglig konversation med Gud. Er det ikke praktisk? Pludselig kan du tale med Gud, som du taler med en hvilken som helst anden. Det er sandt, at Guds sprog ikke er lært på et øjeblik, men det gør en stor forskel at opdage at du faktisk taler med Gud hvert minut, hvert sekundt. Du glemmer måske Gud, men han glemmer aldrig dig. Du lever inden i ham. Du er en del af hans krop og mentalitet. Du er hans øre og øje, du er hans tunge og arm, din bevidsthed er en del af hans.

Hvad er da Guds sprog? Ja, da der er bevidsthed bag enhver bevægelse, kan du roligt gå ud fra, at alt hvad du observerer eller erfarer har en mening, en eller anden hensigt, en meddelelse.

Hvem er denne meddelelse rettet mod? Livet i dette nye perspektiv afslører sig som en dialog, en dialog mellem mig og resten af universet, mellem mig og Gud. Universets meddelelse kan derfor kun have een adresse. Den er adresseret til mig.

Nu får du en meddelelse. Universet taler til dig. Og hvad så? Hvad gør du? Du svarer naturligvis – på en eller anden måde. Alt hvad du gør, kan betragtes som et svar på en meddelelse fra universet. Universet på sin side reagerer på dit svar, og dialogen fortsætter, sønnen taler med sin Fader og Faderen taler med sin søn, livet er en pædagogisk proces, der leder frem til det mål som al undervisning har, nemlig at eleven til sidst skal vide alt hvad læreren ved, de skal dele den samme viden, eleven skal blive eet med læreren, de skal smelte sammen, medens de selvfølgelig bevarer deres individualitet – og sådan er de eet. De har ikke mere forskellig opfattelse. Deres viden er ikke forskellig. De deler den samme sandhed. Eleven kan med sandhed sige: Jeg og min lærer er eet: Jeg er eet med min Fader!

Sandheden vedrørende denne pædagogiske proces og viden om den – er ikke kun et akademisk spørgsmål. Hvis det var, kunne vi lukke alle skoler. Vi behøvede dem ikke. Der var ingen brug for uddannelse overhovedet. Vi behøvede ikke at give vore børn nogen opdragelse. Genialitet ville komme af sig selv, ingen øvelse ville være nødvendig. Kort sagt, livet ville være en hokus-pokus verden.

Det er virkelig en stor praktisk fordel både for læreren og eleven, hvis eleven er klar over det faktum, at han går i skole. Fra det øjeblik påskyndes uddannelsesprocessen. Vi er på hovedvejen til himlen. Men vær varsom! Selv på hovedvejen til himlen er der en bestemt fartgrænse.

Dette er derfor en stor dag for mennesket og for den levende Gud – den dag, hvor mennesket finder ud af, at han går i en skole og hvem der er hans lærer og hvad han skal lære.

Det står klart for ham, hvad undervisningen drejer sig om og hvad målet er. Han sætter sig da ned og studerer livets bog, dvs hans eget daglige liv. Langsomt prøver han at praktisere det han lærer. Han tvivler ikke på, at han en dag består sin eksamen for derefter at være en livskunstner. Han kan da forlade skolen og begive sig mod himlen, flyvende som en kosmisk fugl gennem evigheden, eet med tiden og rummet.

Vi har set, at universet i sin uendelighed er eet levende væsen. Og da vi alle er dele af samme væsen er vi alle lige, ellers ville dette altomfattende væsen være i konflikt med sig selv. Hjertet er ikke af større betydning end lungerne, og lungerne ikke vigtigere end hjertet. Hjertet kan ikke levere ilt til kroppen, lungerne kan ikke pumpe blodet rundt. Hjertet afviger fra lungerne, men det er ikke af større vigtighed. Organerne i en levende krop behøver hinanden i et samarbejde, og de er nødsagede til at være forskellige for at kunne opfylde forskellige formål. Men forskel betyder ikke ulighed, tværtimod, forskel er den virkelige basis for sand lighed. Kun på basis af forskel kan harmoni i samarbejde blive etableret. Kun det vil betyde en levende Gud.

Derfor er vi alle nødvendige. Det er derfor Gud behøver os alle, lige så meget som vi behøver Gud. Derfor er vi alle lige. Dette er den evige harmoni, som styrer universet, dette er det levende vand der strømmer gennem Guds skabelse, til enhver tid rede til at slukke tørsten for den der er ved at dø i ørkenen.