Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SPØRGSMÅL:

Vil nydelsen af den vegetabilske føde ikke lige så godt betyde ødelæggelse af liv som nydelsen af den animalske føde?

SVAR:

Det er rigtigt, af de vegetabilske produkter lige så godt består af mikroliv som de animalske, men mikrolivet i plantestoffet har ikke vågen dagsbevidst evne til at føle legemlig smerte således som det animalske mikroliv. Plantens fysiske bevidsthedsliv består kun i at kunne ane behag og ubehag. Smerte kan derfor hos planten i værste tilfælde kun markeres eller fornemmes som en ubehagsanelse. I situationer, hvor det animalske liv ville krympe sig i ulidelig smerte, vil det vegetabilske liv kun fornemme en anelse af ubehag, og dette gælder endda kun, når der er tale om rødder, blade, stilke, kerne og umodne frugter. Ved nydelsen af det modne frugtkød omkring kernen i de spiselige frugter sker der ikke noget som helst drab, da mikroliv her netop får en normal og fuldkommen uhæmmet viderebefordring i sit livskredsløb ved at blive optaget som næring i en organisme. Men endnu er den vegetabilske ernæring nødsaget til også at omfatte de førnævnte rødder, blade, stilke og kerne, fordi det modne frugtkød ikke danner fyld nok i den tarmstruktur, som jordmennesket besidder. Men denne struktur vil ændre sig med udviklingen til fordel for de modne frugters kød og safter, der da vil blive jordmenneskets eneste acceptable næringskilde.

Samme ernæringskilde vil til den tid i forening med en forfinet etisk tænkning og hensynsfuld og sund omhu for legemets struktur skabe det fuldkomne menneske i Guds billede, og hvis atmosfære vil være blottet for nutidens kropslige elendighed med dens sygdomme og organismernes alt for voldsomme underminering og dødelighed.
 

SPØRGSMÅL:

Hvis man f.eks. er nødlandet i arktiske egne, hvor adgangen til vegetabilsk ernæring er udelukket, og der derfor her kun er adgang til animalsk føde bjærget ved jagt og fiskeri, skal man da give afkald på denne føde og dermed overgive sig selv til sultedøden? –

SVAR:

At overgive sig selv til sultedøden er at begå selvmord, at begå selvmord er at dræbe, at dræbe er en overtrædelse af det femte bud. At gå på jagt og fiskeri er ligeledes at dræbe og er derved også en overtrædelse af det femte bud. Men i en situation hvor et buds overholdelse og ikke-overholdelse i lige grad er en overtrædelse af selve dets ordlyd eller forskrift, ophæver eller udsletter nævnte bud sig selv. Det femte bud eksisterer altså ikke i den her nævnte situation og kan således ikke overtrædes. Her er der derimod en anden af de kosmiske love, der gør sig gældende, nemlig den, der siger siger, at "af to onder skal man vælge det mindste onde". Spørgsmålet siger, at "af to onder skal man vælge det mindste onde". Spørgsmålet bliver da dette, om det er "det mindste onde" at overgive sig selv til sultedøden, eller det er "det mindste onde" at opretholde livet ved hjælp af den animalske føde, til man får kæmpet sig ud af den nævnte situation.

At fortsætte livet vil altså her kun kunne ske på grundlag af andre levende væseners legemlige undergang. Men et udviklet menneske, der i sit normale liv undgår det dræbende princip både med hensyn til kost og i sit forhold til medvæsenerne og yderligere med vilje og forstand arbejder på nævnte princips fjernelse fra den menneskelige livsførelse, er et mere beskyttende og livgivende væsen for andre væsener end de dyr, det i den foreliggende ulykkelige situation må dræbe, hvis det selv vil leve og slippe igennem krisen. Hvis et sådant væsen derfor vælger sultedøden, sker der det, at "det mere betydende væsen" ofres til fordel for "det mindre betydende", det største onde bliver praktiseret i stedet for det mindste onde, hvilket igen er det samme som en overtrædelse af kærlighedsloven. Den modsatte løsning af spørgsmålet vil derfor være "det mindste onde" og må foretrækkes i den her gældende situation.

(Fra KOSMOS nr. 5, august 1933).
 

SPØRGSMÅL:

I det daglige liv bliver man vidne til, at et meget stort antal mennesker må bruge briller. Hvorfor er det menneskelige syn så svækket?

SVAR:

Hovedårsagen til, at det menneskelige syn i så stor en udstrækning er svækket, som tilfældet er, er at finde i den omstændighed, at den jordiske menneskehed i det sidste århundrede ved hjælp af opfindelsen af det stærke kunstige lys har fået evne til at gøre nat til dag. Denne kunstige forlængelse af dagen betyder jo merudnyttelse af synet. Denne merudnyttelse kan synsorganerne kun udvikles til at tåle ved en langsom træning gennem flere generationer. De første generationer må derfor netop komme til at repræsentere svækkelse af synet i mange forskellige nuancer, i særdeleshed da de mere og mere beskæftiger sig med detaljer eller genstande af mindre formater, blandt andet ved læsning og skrivning. Men menneskenes synsorganer vil sluttelig blive trænet op til at være denne tilstand overlegen; og de kommende generationer vil således i tilsvarende grad efterhånden blive hævet over synssvækkelse.