Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/7 side 147
Nyt fra Instituttet
 
De fleste har vel efterhånden set den nye Pavillon i Klint eller har i hvert fald hørt eller læst om den. Hensigten med at bygge denne pavillon har været at starte en undervisning, som ligger uden for sommersæsonen. Og målet er igennem årene at omskabe Centeret i Klint til et undervisningscenter eller en helårs skole i kosmologi eller Martinus analyser.
Som et led i skabelsen af denne helårsskole har undervisningsgruppen her til efteråret foreløbig planlagt to weekendkurser i Klint, nemlig d. 10-11 september og d. 8-9 oktober og tre ugekurser i uge 38, 40 og 42.
Disse tre ugekurser fortsættes til foråret med endnu en række af tre ugekurser i uge 18, 19 og 20. Der vil også blive afholdt to week-endkurser, formentlig d. 14-15 april og 19-20 maj.
Disse seks ugekurser er et forsøg på at danne seks GRUNDKURSER og behandler et repræsentativt udsnit af de vigtigste grundelementer i Martinus arbejde, og emnerne er:
1 – Jegets evige kraftkilder og kosmisk kemi
2 – Reinkarnationsprincippet
3 – Politik, religion og fred
4 – Kredsløb og skæbnen
5 – Bøn og livsmod
6 – Polforvandling og ægteskabet
Kurserne prøver at give et helhedsoverblik over rammerne i Martinus tankeverden og kan bruges med stor gavn af dem, som ønsker oplysning om eller fordybelse i Martinus værker.
Meningen er igennem forbedring og afprøvning af kurserne at realisere en mere systematisk kursusopbygning med henblik på helårsundervisning. Disse grundkurser vil så kunne suppleres med specialkurser, som beskæftiger sig med specialemner, og på denne måde vil undervisningen blive udbygget til en mere alsidig belysning og behandling af de kosmiske analyser.
Selv om vi hermed begynder på en mere systematisk undervisning i Martinus analyser, er kurserne dog tilrettelagt sådan at man kan deltage i dem enkeltvis.
Kurserne bliver planlagt af undervisningsgruppen, og den konkrete undervisning finder sted som en fælles arbejdsopgave mellem dens medlemmer og de af gruppen inviterede personer. Denne arbejdsopgave skal realiseres indenfor de rammer og målsætninger som Instituttet har fastlagt for samarbejdet og undervisningen.
Kurserne vil blive gennemført som et forsøg, og deres gennemførelse er afhængig af en minimumtilmelding på 10 personer. Det maksimale deltagerantal er sat til 25 personer.
Prisen vil formentlig være: weekendkurser omkring Dkr. 200,00 og ugekurser omkring Dkr. 800,00, for leje og undervisning.
Vi regner med at nærmere oplysninger og det endelige program for undervisningssæson 83/84 kommer med næste nummer af Kosmos.
U-gruppen