Kosmos 1983/7 side 137
Knud Mariboe
Billede af et ragnarok
eller "ALKOHOLENS VIRKNING PÅ ORGANISMEN"
Virkningen af et enkelt glas vin til maden en sjælden gang kan i en organisme sammenlignes med et mildt tordenvejr, der en sommeraften ruller hen over himlen, og hvor de elektriske udladninger ikke laver den store ravage. Men et eller to glas mere vil forandre hele billedet af "tordenvejret". Fra at være andet end et smukt naturfænomen, vil de elektriske sammenstød nu rase med en styrke, der vil gøre meget stor skade med sine mange lynnedslag, men endnu er der dog så meget forholdsvis intelligent styring bag, at skaderne ikke er helt uoprettelige. Men hvis denne forstandskontrollerede styring viger pladsen for naturkræfternes "frie spil", hvilket billedligt set vil ske fra den tredie eller fjerde genstand, alt efter individets konstitution og tilvænning, ja, da vil uvejret efterhånden udarte, så lynnedslag af voldsom styrke vil få følgeskab af jordskælv, vulkanudbrud, og enorme flodbølger, der vil oversvømme alt på deres vej, så kæmpemæssige samfund, ja hele kloder og solsystemer vil bukke under for disse nedbrydende kræfter, der tilsyneladende helt har taget magten i dette univers i mikrokosmos. Og først når disse enorme naturkræfter har udgydt så megen destruktion, at det til sidst har lammet sig selv, vil uvejret i denne omgang være drevet over, hvilket kan sidestilles med, at rusen soves ud.
Medens dette foregår er genopbygningen af alt det ødelagte i fuld gang, medens tabene bliver gjort op. Disse har selvsagt været katastrofale, især dér, hvor hele kloder og solsystemer er blevet lædéret og knust, slået ud af deres baner, og i værste tilfælde sprængt til umålelige atomer. Men trods al denne ødelæggelse er genopbygningen som nævnt i fuld gang, og såfremt ikke nye vældige naturkatastrofer sætter ind, vil denne genopbygning med tiden resultere i en næsten fuldt restitueret del af universet, som så atter kan eksistere i vidunderlig harmonisk samklang med resten af verdensaltet. Men næsten som en regel vil en sådan rus ikke være et engangsfænomen, men blive gentaget endnu inden organismen atter er blevet til en harmonisk helhed.
Overfladisk betragtet kunne det se ud som en "naturstridig" og under alle omstændigheder halsløs gerning frivilligt endnu en gang at starte en sådan masseødelæggelse, idet en beruselse jo altid følges op af nogle for makrojeget højst ubehagelige symptomer, der optræder når "bedøvelsen" af nervecentrene ophører. Denne tilstand kaldes normalt for "tømmermænd", og den vil i langt de fleste tilfælde gøre beruseren til en både legemlig og mental ynkende patient, der kun er sig sine ubehag, såsom voldsom hovedpine, kvalme, maveonde, tarmforstyrrelser, etc., bevidst, og sjældent skænker sit ødelagte indre en tanke. Kunne vedkommende af sin læge få forelagt et "røntgenbillede" eller et "elektronmikroskopi" forstørret flere millioner gange, der i al sin gru ville afsløre resultaterne af den skånselsløse krig, som det selv havde startet og dirigeret til den bitre ende, ja, da ville jo nok mange kunne "se", at den krop, de normalt kun tænkte på når det gjorde ondt et eller andet sted, at den bestod af myriader af liv, og at store dele af den nu kunne betegnes som en slagmark med utallige ofre. Men som nævnt er det også kun en overfladisk betragtning uden kendskab til de "mekanismer" der er involveret i en sådan galaktisk orkan.
Set ud fra Martinus kosmiske analyser skal man finde forklaringen til en sådan "halsløs" gerning, som jo er en tilsidesættelse af læren om allerede indhøstede erfaringer i, at alle disse implicerede "mekanismer" i organismen eller det indre univers, hver og en er levende væsener, der lever inden i levende væsener, som igen lever inden i levende væsener og sådan fremdeles, enten det er opad i makrokosmos eller indad i mikrokosmos. Og ved en "naturkatastrofe" af et sådant omfang, som ovenfor beskrevet, vil nye levende væseners fysiske organismer indtage pladsen efter de, som måtte se sine fysiske legemer bukke under. Herved kunne man så tro, at den hellige grav var vel forvaret, når der hele tiden finder en udskiftning sted. Men selv om antallet af levende væsener eller mikroorganismer i et jordmenneskes fysiske legeme stadig er intakt, så er der "kvaliteten" til forskel, idet de nye inkarnationer af celler, molekyler, atomer, osv. er af en betydelig mere primitiv art, og altså står på et lavere udviklingstrin end de, som under "naturkatastrofen" eller rusen måtte "lade livet". Og dette har sin meget logiske forklaring i, at der hele tiden vil inkarnere livsenheder, der vil passe til den form for ernæring og/eller giftindtagelse, som menneskelegemet af sit makrojeg bliver udsat for.
Men det er jo også indlysende, at jo flere af disse "fremmede" mikrovæsener, der tager bolig i et menneskeligt univers, desto mere disharmoni vil der opstå, idet samarbejdet mellem disse livsenheder og de, som i forvejen befinder sig i organismen, og som kan kaldes de rette beboere, eftersom de er på "udviklingshøjde" med dette jordmenneskes hidtidige levevis, jo slet ikke kan forenes. Dette vil så igen give sig udslag i mange forskellige former for sygdomme. Men heller ikke denne kendsgerning kan afholde mennesket fra igen at indtage en ny portion alkohol, idet alle de "nye beboere" råber og skriger på det for dem uundværlige ernæringsstof. Og man ser da også, hvorledes et sådant menneske formeligt "slapper af" efter indtagelsen af den første del af en ny portion føde til disse mikroindivider. Men da samarbejdet mellem de nye og de oprindelige mikrovæsener som sagt er uforeneligt, vil flere og flere af de sunde og højere udviklede væsener blive kvalt af "forureningen" og vil derfor, når de atter skal inkarnere i en menneskelig organisme, vælge en, der passer til deres egen skæbne, hvilket i dette tilfælde vil sige et sted, hvor indtagelsen af giftstoffer ikke er så udbredt, som i det netop beskrevne tilfælde.
Tilbage i det set indefra allerede udpinte legeme, selv om man tilsyneladende ikke mærker den store forskel i dets ydre fremtoning, dér er der behov for akut hjælp. Og denne hjælp skal komme fra "bestyreren" over dette mikrounivers selv. Man ser da også i flere tilfælde, at en sådan bestyrer på et tidspunkt inden den samlede organisme er for nedbrudt, gennem en viljesakt tage en "rask beslutning" om, at nu skal det være slut med det drikkeri, og i samme øjeblik en sådan beslutning bliver truffet vil tankesfæren omgående forplante sig i organismen, hvorefter der udbryder både jubel og fortvivlelse, henholdsvis fra de rette og de "indtrængende" mikrovæsener. Martinus skriver i Livets Bog stk. 2328:
"I en drankers eller i et på anden måde afsporet væsens organisme vil livsbetingelserne være ugunstige for inkarnation af de ordinære mikrovæsener, som hans organisme var beregnet til at være bolig for. De vil derfor ikke kunne inkarnere her. En sådan defekt organisme kan kun give betingelser for primitivt mikroliv, som altså til en vis grad kan trives i organismen under de afsporede forhold. Derfor synker det defekte væsens organisme eller legeme, som skulle være en sund bolig eller et univers for dens mikrovæsener, ned til at blive et vrag, til et for mikrovæsenerne fremtrædende univers af golde og døde ørkener med organ- og livsstagnation alle vegne."
Hvis man går tilbage i jordklodens historie og tænker på tiden, hvor kontinenter med højt udviklede civilisationer gik til grunde under naturkræfternes rasen, for eksempel Lemurien og Atlantis, kunne man tænke sig et symbolsk eller analogt billede af en super-galakse, som "drak sig fra vid og sans". Med dette billede i erindringen kan vi atter vende tilbage til vort mikrokosmos og umiddelbart drage en sammenligning mellem de før omtalte højere udviklede kultursamfund i Lemurien og Atlantis og vore egne organer med dets samfund af højt udviklede væsener, der set i deres eget perspektiv absolut ikke er noget mikrokosmos men kan sidestilles med det vi selv oplever som mellemkosmos. Alle disse væsener vil opleve nøjagtig den samme rædsel og gru, som de før omtalte atlantider må have følt, da katastrofen var over dem. Hvis man som menneske kommer ud for et jordskælv, og pludselig oplever, at jorden skrider væk under ens fødder, den jord som man regnede for det virkelige faste punkt i ens tilværelse, ja, da vil man nok uvilkårligt blive grebet af panik, fordi netop ens faste punkt skrider væk. De, som har været udsat for en jordrystelse eller et mindre jordskælv kan sagtens sætte sig ind i den følelse, der griber én i et sådant øjeblik, og slipper man fra det med livet i behold, vil man med garanti ikke glemme en sådan oplevelse. Og atter kan vi forsøge at sætte os ind i et mikrovæsens "tankeverden", når katastrofen i form af alkoholen når deres domæne.
De mikrovæsener, der her er tale om, er i første række de højere nervecentre, det vil sige, at det er her, de første "angreb" sætter ind. Og nu opstår den paradoksale situation, at hvad der for mikroverdenen virker som noget i bedste fald meget ubehageligt og i værste fald katastrofalt, for det bestyrende jeg i første omgang virker endog meget behageligt. Dette kan forklares udfra den "dulmende" effekt, som den første genstand har på disse højere nervecentre. Ja, tidligere talte man endog seriøst i medicinske kredse om, at disse centre ikke kun blev irriterede men også stimulerede, dette sidste er man dog gået bort fra, idet det nu er bevist, at denne "stimulation" er en direkte lammelse. Men som nævnt kan også en sådan lammelse virke afslappende, hvis det pågældende menneske befinder sig i en ophidset eller stresset situation. For det der sker er simpelt hen, at de højere nervecentre bliver udsat for den lammende påvirkning og nægter at videregive til det næste nervecentrum de elektriske tankeimpulser, der var den første og direkte årsag til den stressede situation. Og umiddelbart virker det meget uskyldigt for makrojeget på denne behagelige måde at bortjage anspændtheden. Men her er det igen baseret på manglende indsigt i de reelle forhold. For sandheden er jo den, at mikrovæsenerne i de lammede nervecentre bliver "invaliderede på livstid", og uanset at dette er et led i omtalte væseners skæbne, påtager makrojeget sig et meget tungt ansvar med påfølgende ændringer i dets eget skæbneelement, ved på denne måde at gøre sig til et redskab for mikrovæsenernes mørke karma.
Ovennævnte beskrev den første genstand, men som tidligere påpeget vil denne næsten altid blive fulgt op af flere, og da vil der ske det, at flere af de overordnede centre bliver angrebet, foruden at de første, som allerede er under "påvirkning", bliver yderligere lammet. Hæmningerne forsvinder hos makrojeget, hvorved mange af dets primitive sider, som tidligere igennem mange liv var automatfunktioner, men som det i kraft af dets udvikling og begær imod lyset forlængst har begyndt at bearbejde henimod en degeneration, nu atter får chancen i kraft af de lammede nervecentre for at komme op til overfladen. Og det siger sig selv, at jo større promillen af alkohol efterhånden bliver i blodet, desto længere "tilbage i fortiden" kan man føre et sådant beruset menneskes eller makrojegs minifestationer.
Nået hertil viser skaderne sig på to fronter, nemlig den beskrevne indre og hertil den ydre, der som nævnt vil manifestere sig på mange forskellige måder, alt efter hvor mange ufærdige sider individet stadig er i besiddelse af. Hos det mindre udviklede væsen vil intelligensen svigte, og den ikke forstandskontrollerede følelse vil tage revanche, og når den får overtaget, vil væsenet udvise en yderst farlig og voldelig adfærd.
Det næste stadium af rusen vil nå sin kulmination dér, hvor alle storhjernens centre er helt lammede. Bevidstløsheden indfinder sig, og når åndedrætscentret lammes, hvilket ofte sker når promillen nærmer sig fem, ja, da vil makrojeget forlade det fysiske plan og dets mishandlede legeme, med en alvorlig degeneration af dets fremskredne talentkerner til følge. Og i de kommende fysiske liv vil sådanne væsener ofte vise sig som åndssvage eller mentalt tilbagestående, alt efter hvilken grad, de pågældende gennem alkoholmisbruget har mishandlet deres mikrovæsener. Men et mere typisk eksempel på nedbrydningen af et fysisk legeme med alkohol foregår dog over et noget længere tidsrum. Dette finder vi hos den efterhånden kroniske alkoholist, hvor spiritussen under sin forbrænding i organismen forbruger så meget B-vitamin, at der hurtigt vil opstå mangel på dette. Samtidig nedsættes appetitten, hvilket giver vrøvl med den i forvejen mishandlede mave, som så yderligere nedsætter appetitten, og man får endnu færre B-vitaminer, hvilket særligt rammer hjernen og nervesystemet. Andre organer, specielt leveren angribes. Ved den daglige indtagelse af øl eller spiritus vil der efterhånden aflejre sig mere og mere fedt i levervævet, og en sådan tilstand kan holde sig igennem flere år. Hvis væsenet i dette tidsrum beslutter sig til at stoppe drikkeriet, vil leveren vende tilbage til sine normale funktioner igen, men i modsat fald vil den automatisk gradvis gå over i en skrumpelever med ødelagt bindevæv, der forhindrer leveren i at fungere. Og på dette stadium er der ingen vej tilbage – leveren vil aldrig blive til lever igen, og som nævnt er det tidspunkt nået, hvor døden indtræder. Martinus skriver herom blandt andet i "Bisættelse" 63. kapitel:
"At et sådant individ dermed i tilsvarende grad mister sin naturlige førlighed, svækker sin tænkeevne og kommer længere og længere ned i primitivitet for til sidst at fremtræde med en organisme så ødelagt, at den nu kun kan være bolig eller univers for mikroindivider af en så ringe standard eller i en sådan udviklingsafstand fra makrojeget, at dette helt mister kontrollen over organismens funktioner og fremtræden, hvilket tab som oftest slutteligt for samme individ udløser døden på et sindssygehospital eller en åndssvageanstalt, er en af de katastrofer, som et sådant unaturligt forhold i værste tilfælde udløser sig i".
Martinus fortæller os også, at man kan sagtens møde mennesker, der er overordentligt humane både i handling og tankegang over for deres medvæsener i mellemkosmos, og alligevel være totalt uvidende om den skade de forvolder i deres mikrokosmos ved for eksempel indtagelse af alkohol, og dette skyldes naturligvis, at de endnu ikke opfatter mikrokosmos som en del af den levende helhed, og altså også en del af det mellemkosmos, som de er helt fortrolige med. I samme forbindelse kan nævnes, at det sikkert ikke er mange vordende eller diegivende mødre bevidst, at de genstande, som de gladeligt sætter til livs i gode venners lag, ikke alene er til skade for deres eget mikroliv, men sandelig også for det endnu ufødte eller det nyfødte lille barn, hvis hovednæring er modermælken.
Men nu findes der jo begreber, som både udtrykker alkoholnydelse og alkoholmisbrug. Mange vil sikkert spørge sig selv, hvor skillelinien mellem disse to begreber går. Og spørger vi først lægevidenskaben, vil svaret sikkert blive, at den skelner mellem de mindre mængder af alkohol (10-25 gr. ren alkohol), der kan betragtes som nydelsesmidlet alkohol, og de mængder udover dette, der bliver betragtet som giftstoffet alkohol. At disse mængder vil være meget individuelle for forskellige mennesker siger sig selv.
Men hvad siger Martinus om alkohol som nydelsesmiddel i små mængder? Herom skriver Martinus i "Den ideelle føde" 8. kap.:
"Ligesom organismen ved tilvænning af tobak, alkohol og andre unaturlige nydelsesmidler mister sin naturlige reaktionsevne overfor disse giftstoffer og disse derved bliver til "nydelsesmidler", således taber organismen ved den megen tilvænning også sin naturlige reaktionsevne overfor de i form af den animalske føde fremtrædende giftstoffer, hvorved disse lige som tobakken og alkoholen vækker unaturlig lystfølelse. ..." – ... "Men ligesom tobak, alkohol og andre unaturlige nydelsesmidler før tilvænningen var utiltalende eller ubehagelige, men efterhånden blev vellystbefordrende, således vil de naturlige ernæringsprodukter også efterhånden ved en tilvænning igen kunne bringes tilbage til at befordre den virkelige sunde og naturlige vellyst eller behagsfornemmelse for det pågældende individ, således som de, oprindelig af naturen er skabt til. Men der kræves altså træning."
Så med hensyn til at betragte alkohol som nydelsesmiddel lader Martinus os ikke i tvivl. Men han skriver også, at en tilbagevenden til det sunde, eller en afvænning af det usunde, kræver træning, hvilket kan være en vejledning og hjælp til de mennesker, der igennem deres lidelseserfaringer er nået til det modnede stadium, hvor de er blevet modtagelige for den teoretiske form for påvirkning og har både lyst og energi til at gøre sig den efterrettelig. Martinus betegner også disse mennesker som ligevægtsvæsener, der begynder at elske alt levende, og som føler afsky ved at såre og dræbe, ikke alene deres synlige medvæsener, men også mikroindividerne i deres egne organismer. – Og hjælpen for disse mennesker ligger jo i ordet træning, idet mange sikkert har forsøgt at efterleve, hvad de med deres forstand absolut kunne acceptere det rigtige i, men hvor så tilvænningen i form af de "primitive, fremmede" mikrovæseners tørst var stærkere, således at disse mennesker efter kortere eller længere tid opgav deres oprigtige forsøg på fra den ene dag til den anden, at aflægge disse vaner, og med et beklagende skuldertræk konstaterede, "at det nok var for tidligt" at slutte med noget sådant. Med andre ord, abstinenserne var for stærke ved den bratte overgang. De samme mennesker ville uden tvivl have været bedre hjulpet om de "trænede" sig i atter at leve sundt, og i en gradvis nedtrapning udviste et næstekærligt sindelag overfor deres samlede mikroverden og et mere gavnligt resultat over for sig selv.
Kilder:
Livets Bog: stk., 656, 839, 1867, 1872, 2026, 2116, 2161, 2328, 2658:35
Det evige Verdensbillede II: 19:14
Den ideelle føde.: kap. 3, 8, 9, 32
Mennesket: Bd. 2, Hassings forlag.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige