Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Skuespilleren lægger en maske for at tilsløre sin egen person, men – paradoksalt nok – for så meget desto mere at afsløre den person, han skal forestille på scenen. Afsløringen er først foretaget af forfatteren, skuespilleren skal levendegøre den, vise personen fra alle sider, afsløre en karakter, hvis skæbnetråde flettes ind i et mønster med andre personers skæbne, et mønster, som fortæller noget om det liv, mennesker lever, har levet og vil komme til at leve i denne verden, hvor godt og ondt, lykke og ulykke, glæde og smerte fylder menneskenes sind med oplevelser og erfaringer.

Der er mange, som ved begrebet "teater" blot tænker på, at det er uvirkeligt, det er underholdning og tidsfordriv. Det kan det også være, men det er "Ej blot til Lyst", som der står over det kongelige teaters scene. Shakespeare viste, hvor alvorligt det kan være ved i "Hamlet" at lave teater i teatret. Ved hjælp af en omrejsende skuespillertrups forestilling, som han selv iscenesætter, bliver Hamlet klar over, at hans onkel, der nu er konge, har forgivet hans fader. Han ser det indtryk, et giftmord, der forekommer i skuespillet, gør på kongen, og han ved nu, at det spøgelse, der har vist sig for ham, virkelig var hans faders ånd, der ønskede, at Hamlet skulle hævne hans død. På teatret kan man se spøgelser, man kan se feer, trolde, djævle og guder. Mystiske og overnaturlige hændelser udspiller sig for ens øjne, kort sagt, alt er muligt, eller næsten alt. Teatret har nemlig som livet selv sine love, og teatrets love er de samme som livets, de er blot mere elastiske. Man ser tids- og rumforskydninger finde sted, man kan opleve det overnaturliges indgriben, man kan høre, hvad personer tænker, fordi forfatteren lader dem tænke højt, altså tale med sig selv. Vist er det fysisk set alt sammen illusion, nogle mennesker, der lige som vi selv har et hverdagsliv og deres egen personlige skæbne, illuderer på scenen som personer, der lever på en helt anden tid eller i et helt andet milieu, og dog er det en form for virkelighed, vi oplever. Vi oplever en åndelig verden, digterens eller forfatterens tanke- og følelsesverden reproduceret i kød og blod gennem instruktørens og skuespillerens tanke- og følelsesliv. Gør det indtryk på os, vil det faktisk sige, at scenen pludselig bliver vor egen bevidsthed, vort sinds kræfter bliver meddelagtige i, hvad der foregår. Det kommer os ved, der er noget af os selv i det, men samtidig også noget nyt, der virker befrugtende. Vi er ikke den samme, når vi forlader teatret, som da vi kom.

Hvem opføres dette skuespil for? "Menneskene bør huske på, at i menneskehedens teater er guder og engle de eneste tilskuere", sagde den engelske renaissance-filosof Francis Bacon. Han var en handlingens mand, der foragtede "professor-visdom", som kun havde teoretisk betydning, menneskene var efter hans opfattelse væsener, hvis betydning bestod i, at de var aktive og altså derfor kun aktører eller skuespillere på det menneskelige livs skueplads. Tilskuerpladserne kunne man overlade til guder og engle, hvis man troede på dem. Helt konsekvent i sin tankegang har han dog ikke været, hvilket følgende udtalelse af ham viser: "Ustuderede mennesker foragter kundskaber, jævne folk beundrer dem, og vise mennesker bruger dem; thi deres anvendelse følger nemlig ikke af dem selv, men kræver en videregående og højere indsigt, som fås ved iagttagelse." Det sidste ord, iagttagelse siger jo netop, at den passive tilskuerrolle er nødvendig for en videregående og højere indsigt. Men denne passivitet er i virkeligheden aktivitet på et andet plan, idet iagttagelsen resulterer i tanker og følelser, der så igen fører til aktivitet på det fysiske plan. Niels Bohr har udtalt, at vi både er skuespillere og tilskuere på livets skueplads og har derved – ifølge Bacon – placeret os mellem guder og engle. Det kan lyde som en spøg, men er dog mere end det, eftersom det netop er vor evne til foruden at være aktører OGSÅ at være tilskuere eller tænkende iagttagere, der har hævet os over det egentlige dyrerige og efterhånden vil gøre os til "mennesket i Guds billede", til væsener, der ikke blot er skuespillere og tilskuere, men også medforfattere og medinstruktører af livets skuespil.

Det er sådanne perspektiver, Martinus viser os i "Livets Bog". I 3. bind, stk. 946 og frem til ca. stk. 956 skriver han om livets skæbnespil, et spil der ikke, som nogle tror, er uden hensigt og mening. Det kan se meningsløst ud, hvis man – som materialisten – kun ser spredte og sekundære årsager og standser ved dem. Men Martinus viser os de love og principper, efter hvilke skæbnemønstret bliver til, og hvorledes skæbnespillet i sin inderste analyse er selve livets udfoldelse som vekselvirkning mellem den evige Guddom og den evige gudesøn.

Er vort liv ikke en kæde af valg? Vi vælger, om vi vil hjælpe et ulykkeligt menneske, eller vi ikke vil. Det var det, Kristus viste gennem lignelsen om den barmhjertige samaritan. Både præsten og levitten valgte den nemme løsning at gå forbi den ulykkelige mand, som om de ikke så ham. De havde ikke de lidelseserfaringer i deres bevidsthed, på baggrund af hvilke medfølelsen og medlidenheden fik dem til at vælge at hjælpe ham. Det havde samaritanen. Kristus viste med denne lignelse, hvor genialt han kunne vælge. Han valgte at lade den af jøderne foragtede samaritan, som man i jødiske kredse måtte vente skulle tildeles en skurkerolle, blive helten i historien menneskeligt set, medens præsten og levitten, der i kraft af deres embeder var store jødisk set, viste sig at være små som mennesker. Vi har ikke noget bedre eksempel end denne lignelse på en tolerance og forståelse, der overskrider alle religiøse, racemæssige og sociale skranker. Der findes gode mennesker overalt, siger Kristus med denne lignelse, men de er ikke gode, fordi de tilhører en bestemt religion, race eller et særligt samfundslag, de er det, fordi de i en given situation vælger at handle udfra deres menneskelige eller medmenneskelige samvittighed. Præsten og levitten i lignelsen sår den mulighed for deres fremtidige skæbne, at de kan komme til at ligge som den overfaldne, de ikke hjalp. De kan få den rolle, indtil de er i stand til at spille samaritanens rolle. Men lad os føre det frem til vor tid med dens racehad og forfølgelser. Kan man ikke se skæbnens ironi bag alle de racemæssige, politiske og sociale kampe, at forfølgerne, race-fanatikerne og de, der enten ved magtanvendelse eller økonomiske midler undertrykker andre og holder dem nede, sår en sæd, som de kommer til at høste ved selv at blive født i en foragtet race, et forfulgt folk eller et lavt socialt niveau? Det er ingen straf, det er livsspillets rollerepertoire, som må spilles igennem, for at skuespillet engang kan komme til at udfolde sig i et milieu uden racekampe, sociale uretfærdigheder eller økonomisk magtkamp.

I vort nuværende liv spiller vi alle en rolle, hvor tilskueren i os er ved at lære noget om disse ting. Denne samme tilskuer, der er hævet over tid og rum på en anden måde, end vor nuværende person eller "maske" er det, vil komme til at opleve sig selv som skuespiller i nye personer og "masker", hvor det, der er lært, resulterer i skæbnespillets gradvise forvandling. Citatet fra "Den blå Pekingeser" over denne artikel rummer en stor sandhed: der er et mønster, et levende mønster, der gror og blomstrer. Men citatet rummer også noget, der ikke passer, det er nemlig aldrig for sent at forsøge at forstå det mønster og arbejde med på dets udførelse.

I næste brev følger anden del af denne artikel: "Rollen som Guds partner".

Selv om mange kan forstå en sådan analogislutning, er der uden tvivl endnu flere, der vil indvende: "Ja, men timer og dage har vi dog overblik over, så vi kan se sammenhængen, men når det drejer sig om selve livet, kender vi kun dette ene liv." Her må jeg svare: en af de væsentligste forhindringer i virkelig at forstå reinkarnationen er netop, at vi ikke i tilstrækkelig grad kender dette ene liv og de love og principper, som er basis for det. Vi er i almindelighed så indhyllet i vanetænkning og fordomme, at vi ser uden virkelig at se, hører uden virkelig at høre og – ikke mindst – tænker uden virkelig at tænke. Det er grove beskyldninger, vil man måske mene, men det er ikke beskyldninger, kun en konstatering vi alle efterhånden må gøre for at forsøge at ændre disse forhold, som har den naturlige årsag, at vi først er på vej til at blive det, vi allerede kalder os: "Mennesker".

Det, der forbinder vore timer, vore dage og vore år, er denne vor bevidstheds syntese af erfaringer, evner og talenter, ellers ville vort liv overhovedet ikke være, hvad vi selv kalder et menneskeliv, dvs et liv, der adskiller sig fra dyrenes liv. Vi har overblik over årsags- og virkningsforhold, som dyrene ikke har evne til at overskue, fordi deres "vandring gennem tiden" endnu ikke har bragt dem i forbindelse med de mentale områder, der har kunnet bibringe deres mentalitet den syntese af erfaringer, evner og talenter, som ligger til grund for vore oplevelser og vor opfattelse. Svundne timer, dage og år er den nødvendige baggrund for, at oplevelsen i nu'et begynder at have menneskelig mening og betydning for os, og det gælder uanset om disse svundne timer, dage og år står præget med den mentale nærhorisonts detaljer, med fjernhorisontens tonede overgange, eller de eksisterer bag dagsbevidsthedens horisont, hvor alt det findes, som vi slet ikke har overblik over. Ligesom vor fysiske horisont ikke er "verdens ende", er fødsel og død heller ikke vor begyndelse og ende, og når vi ikke kan huske detaljer fra tidligere liv, der er det samme som tidligere "kosmiske dage", så er det blot fordi, de ligger bag vor dagsbevidstheds horisont.

I forrige artikel omtalte jeg Martinus analyse af livsteatret og skuespillet "Skæbnen" fra 3. bind af "Livets Bog" og nævnte, hvorledes enhver af os er ikke alene skuespiller og tilskuer i livets skuespil, men også begyndende medforfatter og medinstruktør. Vor udadvendte væremåde, aktivitet og skabelse er vort Jeg som skuespiller, vor evne til at opleve og derudfra danne os en opfattelse og mening om tingene, væsenerne og begivenhederne er vort Jeg som tilskuer, det er vort faste punkt, der oplever bevægelser i tiden, rummet og materien. Oplevelsen af disse bevægelser medfører en fjerde form for bevægelse, bevægelse i bevidsthed, der er identisk med det levende væsens forvandling.

At være tilskuer til livets skuespil er ikke en passiv tilstand. Den er ganske vist passiv i forhold til den fysiske verden, ligesom tilskueren i et almindeligt teater er passiv i fysisk forstand i forhold til det, der foregår på scenen. Men den interesserede teatertilskuer gør sig dog altid tanker om og påvirkes følelsesmæssigt af skuespillet. At være tilskuer til livets skæbnespil er også ensbetydende med at være aktiv på et åndeligt plan, og det er netop denne aktivitet, der har forvandlet os fra dyr til jordmenneske. Derved blev vi jegbevidst, tilskueren begyndte at vågne og iagttage sig selv i vekselvirkning med naturen og andre levende væsener. De ubehageligheder og lidelser, som denne vekselvirkning mellem primitive væsener uundgåeligt førte med sig, fik den vågnende og efterhånden mere og mere interesserede og medlevende tilskuer eller jegbevidsthed til at ønske og begære ændringer i sin skæbne i retning af det behagelige, eller hvad det som jordmenneske efterhånden kaldte "lykke". Men kommer de jordiske mennesker da til at opleve den lykke, de længes efter? Ja, det er det, hele skæbnespillet drejer sig om, alle levende væsener kommer til at opleve opfyldelsen af deres ønsker, længsler og begær.

Men så må oplevelsen af dette skæbnespil jo blive én eneste lang lykketilstand? Ja, men med de nødvendige intervaller, uden hvilke der ikke var noget, der hed oplevelse. Begær, længsel eller sult må, når de bliver tilfredsstillet, nødvendigvis medføre oplevelsen af begrebet mættelse, ja, endda overmættelse, og det føles ikke som lykke, når denne tilstand er indtrådt. Nye ønsker og begær hos tilskueren vil dog forandre denne tilstand på scenen, selv om flere personer eller maskeringer, altså flere inkarnationer må til, inden ønskerne begynder at gå i opfyldelse. Men det vil ske, og det er samme individuelle væsen, som kommer til at opleve det. Princippet i denne scenegang på livsteatret er følgende:

Ønsker, længsler og begær går fra Jeg'et som tilskuer til Jeg'et som medforfatter og medinstruktør, hvilket vil sige det levende væsens overbevidsthed, hvorfra der gøres forsøg på at skabe den ønskede ændring, hvilket sker som impulser fra overbevidstheden til Jeg'et som skuespiller. En sådan ændring kan imidlertid ikke ske på én gang, det er en teknisk proces, som kræver udviklingen af et nødvendigt åndeligt og fysisk apparatur, hvis opbygning sker gennem øvelser, forsøg og eksperimenter, der også er led i det levende væsens skæbnedannelse.

"Disse to optrædende er "Guden" og "Gudesønner", "skriver Martinus. ""Kulisserne" er alt, hvad der kommer ind under begrebet "naturen". "Maskerne" eller "maskeringerne" er for Gudens vedkommende alt, hvad der kommer ind under begrebet "medvæsener", medens de for gudesønnens vedkommende udgøres af alle de fysiske og sjælelige organismer, han har repræsenteret gennem jordlivene eller udviklingens mange forskellige stadier. Alt, hvad han her har repræsenteret lige fra "mineral", "plante" og "dyr" til "jordmenneske", er således kun "maskeringer", Jeg'et må benytte sig af i særlige situationer i udførelsen af sin "rolle" i "skæbnen", ligesom alle arter af medvæsener på samme måde er udgørende de særlige "maskeringer", ved hvilke Guden kan gennemføre sin rollebeklædning i de mange skiftende scenerier i det evige spil."

Hvilken betydning kan det nu have rent praktisk for et menneske af i dag at have kendskab til de kosmiske analyser og dermed de evige livsprincipper? Det kan have den overordentlig store betydning, at man derigennem ser "i dag", og det vil sige hele menneskehedens nuværende situation, i et kosmisk perspektiv, hvorigennem man forstår, at alle de brydninger og spændinger, der karakteriserer nutiden, er menneskenes enkeltvise og kollektive forsøg og eksperimenter, gennem hvilke de efterhånden vil finde den rette løsning på problemet "én verden". Og endnu en betydning: som vordende medforfatter og – instruktør kan det enkelte menneske følge Kristi eksempel, koncentrationen på den store forfatter og instruktør af det evige skæbnespil, med ordene: "Fader, ske ikke min, men din vilje". Deri ligger både tilskuerens ønske om at forstå Guds vilje og at se den og skuespillerens om at udføre den, og det vil for hvert eneste levende væsen i hele universet ske på en måde, som intet andet levende væsen kan gøre mage til. Derfor er intet liv forgæves eller forfejlet, alle rollerne fører frem til den bevidste rolle som Guds partner. Og også den er ikke blot et endemål, men et nyt startpunkt for "mennesket i Guds billede" til at blive guddommelig medarbejder og medskaber af nye verdener og panoramaer, som skæbnespillet her på denne klode blot var et forspil til.