Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/7 side 126
Kommentar
 
For nyligt har Rådet besluttet, at Kosmos skal være et internationalt tidsskrift for Martinus Institut.
Navnet Kosmos er et gammelt græsk ord, der er modsætningen til kaos, et andet græsk ord, som vi sikkert alle kender betydningen af. Kosmologi er læren om det velordnede univers. Hvis vi lever i et kosmos må slutfacit være: "alt er såre godt", ellers er det jo ikke kosmos. Hvis vi lever i et kaos må slutfacit være, at det er uorden, tilfældigheder og uretfærdigheder, der styrer tilværelsen, hvorved den jo bliver en ren absurditet. For den sande forsker af livet er det altså et spørgsmål om at undersøge om alle livets detaljer er udtryk for lovmæssigheder eller tilfældigheder, – for kosmos eller kaos.
Samtlige Martinus analyser munder ud i slutfacitet: "Alt er såre godt". Det er imidlertid ikke slutmålet for os at tro på dette eller acceptere dette, blot fordi en autoritet som Martinus udtaler dette. Målet er, at vi ved selvoplevelse, ved selv at undersøge og studere livet, skal nå frem til en erkendelse af, at vi lever i et kosmos, hvor "alt er såre godt". I en verden med nød og elendighed, hvor vi selv møder modstand og ubehag, kan det være svært at forstå livets sprog og indse at "alt er såre godt". Men her er det til en uvurderlig hjælp, at Martinus har skrevet Livets Bog, for ved hjælp af denne kan vi lære at forstå livets sprog, på samme måde som man kan lære at forstå engelsk ved hjælp af en lærebog i engelsk.
I de felter, hvor vi oplever livet som udtryk for kosmos, har vi den rigtige indstilling til livet, og det giver igen positive tanker, som oplader livskraftsbatterierne og giver livslyst og livsmod. Så længe vi synes, at der er noget i livet, som er forkert, så længe har vi ikke den rigtige indstilling til livet, og dette giver igen negative tanker og mangel på livskraft. Men ved at studere dette "forkerte noget" nøjere vil man efterhånden komme frem til at forstå hvordan dette ubehag i virkeligheden er godt for noget, ja ligefrem et ubehageligt gode, og således alligevel udtryk for at "alt er såre godt". Problemet for det moderne tænkende menneske er at lære at forstå hvordan det ubehag vi møder er udtryk for et kærligt kosmos, for med denne forståelse vil inspirationen og livskraften atter vende tilbage og jage pessimismens, bitterhedens og selvmedlidenhedens sorte skyer på flugt.
Det er håbet, at tidsskriftet Kosmos kan bidrage til at lette forståelsen af, at vi lever i et kosmos.
OT