Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/6 side 115
SPØRGSMÅL OG SVAR
(Fra KOSMOS nr. 3, juni 1933).
 
SPØRGSMÅL: Hvorledes er det muligt for noget menneske at nå den tolerance, hr. Martinus taler om? – Der er mange mennesker, jeg ikke kan tolerere, endsige elske, og jeg kan ikke indse, hvorledes jeg nogen sinde skulle kunne nå dertil.
SVAR: At elske sin næste beror ikke på viljen alene, men er ligesom f.eks. musikbegavelse baseret på et medfødt talent. Et medfødt talent er igen et resultat af en eventuelt gennem flere liv permanent forudgående træning eller opøvelse. Denne opøvelse resulterer sluttelig i talentets kulmination, og individet fremtræder da som et geni i det pågældende felt.
Med hensyn til opøvelsen af den moralske genialitet eller den fuldkomne evne til at elske sin næste sker denne for en stor del automatisk gennem oplevelsen af lidelserne og er således for denne dels vedkommende udenfor viljens kontrol. Men jeg skal her nævne nogle få af de vigtigste momenter ved den side af opøvelsen af nævnte evne, der er viljen underkastet, og hvormed individet således bevidst kan arbejde med i sin egen vækst hen imod en sand eller fuldkommen manifestation af kærlighed.
Udslet begrebet "fjender" af din bevidsthed. – Tag aldrig til genmæle overfor vrede, bagtalelse eller andre former for ubehag, der er rettet imod dig. – Sig aldrig selv noget ondt om nogen eller noget. – Vær absolut sand eller ærlig i alle livets forhold. – Vær absolut upåvirkelig af smiger, ros eller dadel. – Vær aldrig med til at dræbe, såre eller lemlæste. – Lad aldrig din tanke afvige fra at beskæftige sig med, på hvilken måde du absolut bedst kan tjene dine medvæsener, da udfører du den allerhøjeste form for yoga eller den fuldkomneste træning af den del af udviklingen, der er stillet indenfor din viljes rækkevidde, og som i forbindelse med den øvrige del af livets egen bearbejdning af din natur sluttelig vil føre dig til den moralske genialitet eller skabe dig om til at udgøre det fuldkomne væsen eller et "gudemenneske".
Martinus