Kosmos 1983/6 side 103
Tage Buch
Det lokale paradis' endeligt
I en mørk, kold og fjendtlig verden må man opleve et minimum af lys og varme for at kunne opretholde livet. I udviklingspiralens mørkezone, dyrenes verden, ser vi et "familieliv" trives, hvor mage og afkom beskyttes med omhu, medens fjender og farer lurer og truer fra alle sider. I selve parringsakten med magen og i "familiens" nærhed får dyret det lys og den varme, som gør det muligt at gennemleve en zone i udviklingen, som ellers ville være uudholdelig og håbløs. I kampen med naturens kræfter og med barske frænder og fjender skabte det egentlige dyr sig et meget lille lokalt paradis i form af familielivet, og her i dette paradis finder vi det virkeligt lykkelige ægteskab. Parring, fremskaffelse af føde, leg og hvile var det interessefelt, som helt beherskede bevidsthederne, og ingen andre interesser kunne distrahere eller bortlede opmærksomheden fra det lokale paradis, som det snævre "familieliv" repræsenterede. Og selvopholdelsesdriften bød dyret at kæmpe for bevarelsen af dets eget og "familiens" liv, som bragte dyret lys i mørket. Livet var her næsten udelukkende instinktstyret og hjernekapaciteten ringe.
Fra dyr til menneske
Men dyret voksede frem til primitive og efterhånden også mere udviklede jordmenneskelige tilstande over en millionårig udviklingsperiode, og mange andre interesser begyndte at udvikles og fylde bevidsthederne. Op gennem tiderne lærte det sig at beherske ilden, skaffe sig våben og redskaber og ligeledes at bygge boliger i stedet for huler, og således skabtes der i tidens løb muligheder for en rigt varieret og nuanceret livsudfoldelse, hvor meget senere også kunst, musik, maleri, teknik og kulturliv nærede bevidsthedslivet. Og hjernekapaciteten udvikledes tilsvarende.
Lyset i det egentlige dyrerige var parringsakten, men hele dette "nye" interessefelt var i virkeligheden også af seksuel natur, idet al beherskelse af de nævnte felter, der lå udenfor det helt elementære paradis også kunne skabe nydelse, ekstase og tilfredsstillelse, f.eks. for kunstneren og hans omgivelser. En anden seksuel funktion var dermed begyndt at udvikles, en funktion, som ikke havde sæde i den ordinære parringsakts organer, men derimod i det voksende hjerneorgan. Hjernen blev således den modsatte seksuelle pols udfoldelsesområde, et område og en aktivitet, som ikke havde med det "lokale paradis" funktioner at gøre, og som derfor blev en "konkurrent" til det paradis, som i den jordmenneskelige zone kaldes for "ægteskab". Dette ægteskab, som fortsat er baseret på forelskelsesevnen – dyrerigets brunst – og derfor til dels instinktstyret, og som i hvert fald er traditionsbundet, har vi i nyere tid måttet beskytte med love og forordninger, med vielsesattest osv, noget der altsammen har været nødvendigt for at beskytte familielivet eller det truede og vaklende "lokale paradis" beståen, hvad der er helt overflødigt i de dyriske parforhold. Når denne beskyttelse, som samfundet gennem lov- og retsvæsenet vil sikre ægteskabet og familielivet med er nødvendig, skyldes det jo at ægteskabsinstitutionen står på svage fødder. Det trues hver dag af nye konkurrerende interesser, både kunstneriske og åndelige, som udspringer af den nye eller modsatte seksuelle pols vækst, men tillige trues ægteskabet af andre individer, som eventuelt kommer ind i den ene eller den anden ægtefælles interessefelt ofte dikteret af den ordinære pol eller parringskærligheden. Når dette er tilfældet, at andet eller andre bliver dele af interessefeltet skyldes det en spæd, men voksende bevidst kærlighedsevne og en samtidig degenererende forelskelsesevne dvs på den ene side en voksende intelligens og et rigt nuanceret følelsesliv og på den anden side en fortsættelse af dyrezonens forelskelses- eller parringstendenser, denne "kunstige" sympati, der er baseret på kirtelfunktioner og sekreter.
Det jordiske menneskes to sind
Den livslange forelskelse findes kun sjældent i vore dage. Og den efterhånden svage og flakkende forelskelsesevne kan nu kun opflammes ved at søge nye skiftende objekter, oftest med den såkaldte "ulykkelige kærlighed" som resultat, medens der er vækst i humane følelser og tankelivet på grund af det øvrige problem- og lidelsesfyldte liv. Og vi kan her se det jordiske menneskes to sind, og at mennesket nu fremtræder som et overgangsvæsen mellem et egentligt dyrerige og et rigtigt menneskerige. Det er ikke mere noget rigtigt dyr og er endnu ikke et færdigt menneske, og vi bliver dermed – som Martinus udtrykker det – "sårede flygtninge mellem to riger". Der er en fundamental forskel på disse to riger, idet den dyriske mentalitet er baseret på princippet at tage, medens den menneskelige mentalitets fundamentale princip er at give.
Vi behøver ikke her at gå nærmere ind på selve den seksuelle polforvandling og problemerne i forbindelse med den ægteskabelige degeneration, for allerede nu kan vi iagttage, at det voksende humane og kærlige følelsesliv ikke blot udfolder sig til fordel for "den eneste ene" eller "hjertets udkårne", men tillige begynder at omfatte andre interessefelter og andre mennesker både af det modsatte og ens eget køn.
Uvidenhedens og forvirringens periode
Da det viser sig, at der hersker en næsten total uvidenhed om hvad der sker i den jordmenneskelige zone med hensyn til den seksuelle polforvandling, og mennesker derfor søger nye veje, der giver øjeblikkelige og midlertidige løsninger eller tilfredsstillelser, er det ikke mærkeligt, at der hersker stor forvirring med opløsningstendenser i ægteskaberne, med brudte løfter, nervesammenbrud, selvmord, udskejelser og perversiteter til følge. Vi lever i de "ulykkelige ægteskabers epoke". Men alle disse overgangsfænomener er ikke i sig selv noget virkeligt "onde". Der er det positive i denne forvirringens periode, at den medfører oplevelsen af en række smertelige erfaringer for alle menneskers vedkommende, som får os til ligefrem at skrige efter ny viden og oplysning på disse felter. Og hvis ikke netop dette indre skrig efter større indsigt kom til at vibrere ud fra hvert enkelt menneske, ville vi højst kunne komme til at fremtræde som et venligt dyr. Virkelig menneskelig kærlighed og højintellektualitet ville aldrig blive vort særkende.
Martinus beskriver i sine værker, hvordan der i alle jordiske mennesker sker – dem selv uafvidende – en vækst af den "modsatte pol", der som nævnt har sit sæde i hjerneorganet, medens den "ordinære pol" har sit sæde i kønsorganerne. Væksten af den modsatte pol giver sig i første omgang udslag i en udvidet kærlighedsevne, og vi ser da også, at der mellem de to køn både i og udenfor ægteskaberne er en overskydende kærlighedstrang, der rækker langt ud over, hvad forplantningen kræver. Denne ville for menneskets vedkommende kun kræve nogle få parringer om året i den befrugtningsdygtige alder, hvis det kun var sikringen af afkommet, der var målet.
Dem der er "anderledes"
Den seksuelle kærlighedstrang, der ikke har forplantning til formål, men udelukkende en tilfredsstillelse eller mættelse af den seksuelle hunger blot for nydelsens skyld, har tidligere været fordømt af den kirkelige kristendom, selvom også de pågældende var kirkeligt viede. Seksuelt samvær mellem ugifte betragtedes ligeledes som syndigt, og seksuelle kærtegn overfor mennesker af eget køn blev betragtet som helt forbryderiske og er i mange lande stadig strafbart. Enkelte steder på kloden bliver homoseksuelle eller lesbiske idag dømt og henrettet. I vort samfund sætter polforvandlingen også sine tydelige spor, og mange bøsser og lesbiske træder da også frem og nyder i nogen grad tolerance eller ligegyldighed. Da der alligevel fortsat hos mange mennesker er sådanne fordomme, at de medfører en utrolig foragt, hån og intolerance overfor mennesker, hvis kærlighed i særlig grad rettes mod mennesker af deres eget køn, er det vigtigt at Martinus kosmiske analyser om den seksuelle polforvandling bliver kendt i vide kredse, især da denne forvandling og ægteskabernes degeneration sker i rivende hast. At der i høj grad mangler forståelse for dette område, fremgår af alle nyhedsmedier og af megen moderne litteratur. I POLITIKENS læserbrevkasse søndag den 10.10.1982 skriver således en ung mand, om de kvaler han har gennemgået i forbindelse med at skjule, at han var "bøsse". Han skriver bl.a.:
"Det glæder mig, at bøssernes undertrykkelse bliver taget frem i dagspressen. Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg tør gå hånd i hånd med en sød fyr på gaden. Jeg glæder mig til den dag, hvor mennesker "kigger" mere på sig selv end på andre. Jeg glæder mig til den dag, hvor man ikke længere undertrykker og grupperer hinanden. Var den nogen, der sagde naiv? Jeg har haft travlt med at fortælle/skrive til familie og venner, hvem jer er, og er faktisk kun blevet modtaget med åbne arme. Bolden er givet op og skal ikke få lov til at ligge stille. Jeg vil ikke fortsat tilhøre en undertrykt gruppe. Jeg vil ikke ties ihjel " (Signeret: Henrik – en glad nyudsprungen bøsse på 1 1/2 måned).
Det var en ung mand, der virkelig havde lidt under den almindelige fordømmelse og foragt og gerne ville kunne give naturligt udtryk for sin kærlighed, på samme måde som enhver anden ung mand, der frit kan vise sig offentligt hånd i hånd med en pige eller på anden måde åbent vise sin forelskelse eller kærlighed.
Kvinder kan almindeligvis bedre vise deres følelser for andre kvinder uden at det vækker opsigt, og alligevel er der mange lesbiske kvinder, der har det lige så svært som Henrik. I Tabita Wulffs bog "Lesbisk Kærlighed" (Taning og Appel, 1973) beskriver hun en aften i "Kvindehuset", hvor man afspiller nogle bånd-interviews med lesbiske medsøstre: "Skæbner klædte sig af og stod nøgne i en stilhed, hvor ord forplantede sig ud i de yderste kroge. Det behøver ikke at være svært, – det behøver ikke at være noget problem at være lesbisk. Men anonyme pigestemmer talte et andet sprog: om angst for familie, venner, omgangskreds og arbejdsplads. Om samfundsnormer, der virker som tryk, fordi man tilhører en minoritet. Der var naboer, som aldrig blev trætte af at genere, ukvemsord på åben gade fordi to piger gik med hinanden i hånden, og familier som nægtede at forstå. Er vi virkelig sådan? Bliver ganske almindelige mennesker forfulgt i dagens Danmark blot fordi de kan lide deres eget køn? Eller var disse båndoptagelser en fællesnævner for kvindehysteri? Var det en indgroet usikkerhed, den vi alle bærer fra fødsel til grav, som talte sit eget sprog? Diskussionen bagefter bølgede i timer. Mens mange ting i det moderne samfund presser på for at finde en løsning, er det altså nødvendigt at bekæmpe en sort middelalderindstilling til følelser, der er anderledes". – Tabita Wulff afslutter kapitlet sådan: "Dog må de vigtigste arbejdsopgaver stadig være at informere de uvidende, dem der ikke vil forstå, de dømmende og de ligeglade, om lesbisk kærlighed. Næste skridt må gå ud af det etablerede skjul, og de må åbent vedkende sig: Jeg er lesbisk."
Det er klart at åbenhed i nyhedsmedierne og litteraturen om disse spørgsmål med tiden kan skabe nogen forståelse for kærligheden til ens eget køn, men den omstændighed at næsten enhver familie selv får problemerne indenfor dørene, idet det skønnes at i hvert fald 8-10% af befolkningen er homoseksuelle eller lesbiske, hjælper nok så meget på forståelsen. Den virkelige forståelse er et vækst- eller udviklingsspørgsmål, men også en foreløbig teoretisk forståelse er værdifuld. Og her er Martinus litteratur en enestående og uundværlig hjælp, idet den seksuelle polforvandling ikke er gennemanalyseret til bunds andre steder end i hans kosmiske analyser. Alle hans værker er præget heraf, men især i Livets Bog, bind 5, og i hans lille bog Juleevangeliet har han givet en gennemgribende analysering af dette emne, og han viser klart, at alle jordiske mennesker uden undtagelse er denne forvandling undergivet.
Martinus skriver f.eks. i Livets Bog, bind 5, stk. 1740/41:
"Hvis ens overskydende seksuelle kraft skulle give sig udslag i form af begær efter at kærtegne ikke blot et væsen af det modsatte køn, men også af eget køn, hvilken sympati i renkultur i virkeligheden er opfyldelsen af næstekærlighedsloven nærmest, vil man i visse lande endog ligefrem blive straffet og dermed betragtet som en "forbryder". Dette vil altså sige, at jo mere sympati og kærtegn overfor væsener af eget køn, man manifesterer, desto mere bliver man betragtet som en "forbryder imod sædeligheden". Hvordan skal en religion, hvis absolutte grundlov og bærende fundament er dette, "du skal elske din næste som dig selv", kunne blive andet end en fiasko, når den i sine hellige dogmer og læresætninger påberåber dødsstraf for enhver kærlighed, der ligger uden for den hankøns- og hunkønsbetonede og betragter enhver kulmination af sympati mellem væsener af samme køn, som vejen til det yderste mørke og yderligere forfølger disse væsener som pariaer, som "forbrydere", som "abnorme" eller "syge" væsener? ... At det seksuelle begær er så stort, at det sprænger alle fordomme indenfor den af kirken eller de autoriserede moralvogtere opsatte begrænsning for "manden"s og "kvinden"s seksuelle liv er en almen kendsgerning, men at millioner af mennesker mere eller mindre fornemmer det seksuelle begær som en hunger efter at kærtegne – ikke blot væsener af modsat køn – men også væsener af deres eget køn, er endnu ikke helt blevet til almindelig kendsgerning. Når denne udvidede kærtegnshunger endnu ikke er blevet en så fremragende kendsgerning for almenheden, skyldes det naturligvis den skjulte tilværelsesform og det hemmelighedskræmmeri, den frygt for skam og vanære, som en sådan indre kærtegnshunger overfor sit eget køn, på grund af flokkens seksuelle uformuenhed og forfølgelse, er nødsaget til at eksistere under. Medens kærtegnshungeren i form af hankøns- og hunkønsbegæret udmærket kan foregå åbenlyst og er noget, man udenfor de kirkelige kredse ikke behøver at skamme sig over, stiller det sig ganske anderledes, når den giver sig udslag i form af en særlig tiltrækning imod eget køn. Da lurer korsfæstelse, vanære, foragt, hån og spot, skønt denne organiske sympati eller tiltrækning i sin højeste fremtræden eller renkultur er en kærlighed, der viser sig at være ganske anderledes i kontakt med dette, at "elske sin næste som sig selv" end den almene hankøns- og hunkønskærlighed. Denne sidstnævnte kærlighed er nemlig absolut ikke kærlighed, men en kulmination af ejendomsbegær. Næstekærligheden kan umuligt eksistere som et specielt hankøns- og hunkønsbegær Denne seksuelle indstilling eller form for fornemmelse af det seksuelle begær er ligeså absolut et organisk produkt som syn, hørelse og alle andre sansefornemmelser. Men på samme måde bliver også den seksuelle fornemmelse i form af hungeren efter at kærtegne væsener af eget køn ligeså urokkeligt et organisk produkt, som man må vænne sig til at forstå er under udvikling i verden, ja, i et hvilket som helst menneske. Enhver forfølgelse af denne rene organiske udvikling af næstekærligheden er en forfølgelse af kristendommens højeste fundament. Det er en sabotage af Forsynets skabelse af "Mennesket i Guds Billede".
Dette citat giver kun en "smagsprøve", og hvis man vil søge at opnå en større forståelse må man gøre dette område til et studium. Mange mennesker, der studerer Martinus tanker har selvfølgelig allerede et vist kendskab til disse problemer, men andre viser – trods teorien – en gold ligegyldighed overfor mennesker, der er "anderledes". Selv om ligegyldighed er bedre end intolerance, er det nødvendigt, at vi efterhånden vokser i indsigt og indlevelse, – i den klare forståelse, der er al virkelig tolerances fundament. Da vi alle uden undtagelse er denne seksuelle polforvandling undergivet, og da vi alle således også har den modsatte seksuelle pol delvis udviklet, er den eneste forskel på disse, der er "anderledes" og dem der fortsat betragter sig selv som "normale", at disse sidste endnu ikke er blevet bevidste i deres modsatte pol, dvs bevidste i, at også de i større eller mindre grad elsker deres eget køn.
Der er altså forskel på, hvornår vi er vokset frem til at blive bevidste i denne nye modsatte seksuelle pol, og nogle af dem, der endnu ikke er blevet det, vil måske i deres uvidenhed hævde, at mange afsporinger og perversiteter er et resultat af homoseksualitet. Og man må medgive, at enkelte selvfølgelig ved forførelse og på anden måde godt kan blive for tidligt opmærksomme på andre former for seksuel adfærd end den såkaldt "normale". Når man bliver for tidligt bevidst i sin modsatte pol og fortsat ikke fuldt ud har udlevet den "ordinære" pols område kan man medbringe sider fra den heteroseksuelle kærlighed til den modsatte pols kærlighed. F.eks. kan man overføre forelskelsen, så man også forelsker sig i væsener af sit eget køn, og dette medfører så jalousi, bundethed og forsøg på to-somhed eller ægteskabslignende forhold, hvad der ikke vil finde sted på senere stadier, idet den virkelige kærlighed ikke binder, men giver fri. Ligeledes forsøger nogle mænd at efterligne visse heteroseksuelle kærtegnsformer i homoseksuelle forhold, og det må ligeledes betegnes som fejltagelser, der ikke finder sted på et senere tidspunkt i udviklingen. Det er ganske klart at der i en sådan overgangsperiode, hvor mennesker er uvidende om, hvad det er der sker med deres følelsesliv, må forekomme afsporinger, hvad Martinus også beskriver i sine værker. Men afsporinger forekommer måske i endnu højere grad indenfor det heteroseksuelle område, hvor voldtægt, lystmord, spanking, konebytning, forbrydelser mod småpiger osv er velkendte. Det er derfor vigtigt her at fastslå, at kærtegn mellem væsener af samme køn ikke er nogen sygdom, det er ikke afsporing, eller en naturens fejltagelse. Alle kærtegnsformer, der ikke bibringer partnerne eller andre implicerede, som man kan være bundet til, sorg, lidelser eller smerte, men derimod glæde, inspiration og livslyst, har intet med afsporing at gøre.
Man kan tværtimod sige, at mennesker, der forsøger sig ind på disse områder, er en slags pionerer, også selv om de ikke behøver på andre måder at være særligt fuldkomne, idet de trænger ind på ukendte terræner og forud for mange andre mennesker gør en række ofte smertelige erfaringer, som også kan komme andre mennesker tilgode. Men hvis mennesker indenfor det seksuelle område forcerer udviklingen af den modsatte pol for stærkt vil de automatisk blive bremset, idet, som Martinus skriver i Juleevangeliet kap. 31:
"de kvaler og lidelser en sådan udvikling medfører vil jo efterhånden dæmpe dette altfor hurtige tempo i seksuel udvikling, således at samme pols udfoldelse indskrænkes så meget, at der atter kan blive plads for den ordinære pols udfoldelse, og individet dermed kan komme i en for sit trin passende seksuel balance og ligevægt."
Den kønslige kærlighed mellem væsener af samme køn, homoseksualiteten og lesbianismen eller dobbeltpoletheden, som Martinus foretrækker at kalde den, vil spire frem side om side med humanitetens og næstekærlighedens vækst i det jordiske ufuldkomne menneske. Den vil brede sig i takt med den fallit som ægteskaberne og to-somheden lider.
Næstekærlighedens vækst befordres langsomt og naturligt gennem vor lidelsesfyldte hverdag ved den jordmenneskelige zones krige, tortur, trældom, slid, nervesammenbrud, arbejdsløshed osv, og vi får dermed alle som tiden går udviklet en større medfølelse, medlidenhedsevne, som netop resulterer i den nævnte næstekærlighed. Det er den uundgåelige konsekvens af de nævnte lidelser, som igen er en følge af han- og hunkønskærligheden eller den eenpolede seksuelle tilstand. Det er denne der skaber al ejendomsret, selviskhed, al jalousi, der igen befordrer alle former for konflikter og smertevoldende tilstande, idet den selviske holdning ikke er i kontakt med universets grundtone, som er alkærlighed.
Når det er han- og hunkønskærligheden, der befordrer alle lidelsesvoldende tilstande, er der ingen grund til at se nogen fare i næstekærligheden eller dobbeltpolethedens vækst og udfoldelse. Tværtimod. Det er fra den Juleevangeliets velbehagelighed og varige fred på jorden kommer.
Imidlertid er der god grund til at mane til agtpågivenhed, idet vi ikke skal deltage i undergravningen og nedbrydningen af ægteskaberne, som allerede står svagt. Mange ægtefæller kan selvfølgelig leve i relativ lykke og harmoni, især når fællesskabet er baseret på fælles interesser, der jo også vil være et resultat af og befordres af den modsatte pols vækst. Men vi skal heller ikke kunstigt indlade os i forhold med vort eget køn. Det må være en helt naturlig trang eller hunger, der betinger kærlighedsforhold overfor vort eget køn. Vi skal være naturligt og langsomt modnet til denne "nye" form for kærtegn, også rent moralsk, for man vil, som tidligere nævnt kun gøre skade for sig selv og andre ved at søge at forcere eller provokere sådanne forhold frem. Og iøvrigt må man ikke tro, at man behøver at være særlig højt udviklet, fordi man eventuelt har disse tilbøjeligheder.
Det er ikke muligt her at medtage ret meget af Martinus enestående og geniale analysering af polforvandlingens område, og formålet med denne artikel har da også hovedsageligt været at tale tolerancens sag i forhold til alle dem, der nu og i fremtiden er eller bliver "anderledes" rent seksuelt, fordi der som nævnt er stærkt brug for denne toelerance og forståelse overfor de "anderledes", der ofte i forvejen er overfølsomme, hudløse eller har tyndslidte nerver. Skønt det altså i mange kredse – selv i civiliserede lande – stadig er højst upopulært at være homoseksuel eller lesbisk, er det fra denne modsatte seksuelle pol i væsenerne at næstekærligheden, humaniteten og højintellektualiteten vokser frem, og det rigtige menneskerige dermed begynder at komme til syne. Menneskeriget kommer til at bygge på fællesskab og alkærlighed, og derfor vil der – foruden de rent administrative og politiske ændringer – finde forandringer sted i vore rent menneskelige relationer, sådan at vi vil komme til at forlade det "lokale paradis", to-somheden, parforholdene, som er fortiden, og lade kærligheden til alle, som er fremtiden, både til vort eget og det modsatte køn, vokse, sådan at de lidelser og den forkrøblethed af bevidsthederne, som den sidstnævnte kærlighed hidtil har afstedkommet på grund af hån, spot, foragt og nogle steder trusler om straf og henrettelse, bliver afløst af den virkelige sande erkendelse og forståelse, både intellektuelt og følelsesmæssigt.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige