Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/4-5 side 99
Nyt fra Instituttet
 
ADMINISTRATION AF MARTINUS CENTER
Siden Erik Gerner Larssons bortgang i 1973 har Birte Gerner Larsson varetaget de administrative opgaver i Centeret og haft tjenestebolig på Villa Rosenberg. Hun har derudover taget sig af en lang række praktiske opgaver, bl.a. mange af de gøremål, der har måttet ordnes i forbindelse med ældreklubbernes ophold i Centeret i for- og eftersæson. Efter denne periode i sit liv har Birte nu ønsket at vende tilbage til sin oprindelige gerning som sygeplejerske. Hun har allerede fået job på et hospital i København og er derfor i slutningen af februar måned flyttet fra Klint til København.
Med den nu påbegyndte virkeliggørelse af en helårsskole på Klint er Centeret gået ind i en ny udviklingsfase. I denne udvikling vil det i stigende grad være nødvendigt, at der en stor del af året er en person til stede på Klint, som i samarbejde med Klint-medarbejdergruppen og Instituttet i København kan løse de mange praktiske og administrative opgaver i Centeret.
Willy Kuijper, som gennem adskillige år har deltaget aktivt i arbejdet i Centeret og vist sin meget store interesse for Centerets kort- og langsigtede udvikling, er af de øvrige rådsmedlemmer blevet opfordret til at påtage sig denne gerning, som indtil videre vil blive betegnet "Inspektør". Willy har indvilliget heri, og han har fra 1. marts overtaget tjenesteboligen på Villa Rosenberg.
Vi håber, at såvel Birte som Willy kommer til at trives i deres nye og nyttige jobs.
 
FRIVILLIGT ARBEJDE I MARTINUS CENTER I KLINT
Køkkengruppen har i de sidste måneder forberedt sig til sommerens aktiviteter. Den var allerede i gang i påsken for at bespise ca. 45 medarbejdere, der udførte det vigtige reparations- og vedligeholdelsesarbejde. Har du ønsker om at give din tid, – ca. 4-5 timer pr. dag i køkkenet, – i en periode, så kontakt Henrik Hedegård, Bjørnsonsvej 86, DK-2500 Valby, tlf. (01) 16 31 80, eller til Instituttet.
Rengøringsgruppen ønsker at få flere med på holdet i sommer til fællesfaciliteterne, så Centeret kan fungere tilfredsstillende. Det drejer sig om et par timer pr. dag.
Vedligeholdelsesgruppen. Selvom mange hænder har været i gang i påsken, vil der altid være meget arbejde af forskellig art gøre før og i sæsonen. Altmuligmennesker til værktøj og haveredskaber er velkomne. Men inden sæsonen er der tre muligheder for at give en hånd med: St. bededagsferien, kr. himmelfartsferien og pinsen. Her er vi dog på egen kost.
Skriv eller ring til Instituttet om hvilken eller hvilke uger du kan tilbyde.
Klintgruppen
JM