Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

SPØRGSMÅL:

I et skriftsted i Bibelen står skrevet, at "en retfærdig bøn formår meget", i forbindelse med dette tænker jeg på Christi ord på korset, da han bad for sine fjender og sagde: Fader forlad dem, thi de vide ikke hvad de gøre. –

Jøderne, som i deres uvidenhed forfulgte og korsfæstede deres genløser, har jo ikke trods denne bøn kunnet slippe med, som der står andetsteds, at fædrenes synd skal nedarves på børnene til tredie og fjerde led, thi vi er jo stadig væk vidne til, hvorledes jøderne er udsat for had og forfølgelse. Nu spørges der, er forfølgelserne mod disse folk udløst på basis af hin forbrydelse som tidligere slægter begik, og som bestod i Christi korsfæstelse og død, og i så fald vil disse forfølgelser ikke da blive bragt til ophør, alt som virkningerne af den nye verdensimpuls spores.
 

SVAR:

Da en bøn er et begær, og et begær i okkult belysning er en åndelig energiudløsning, der, hvis begæret er stærkt nok, til sidst, om end ad usynlige veje, vil resultere i bønnens opfyldelse, kan en bøn formå endog overordentlig meget. Men da bønnen virker lige så godt i mørkets som i lysets tjeneste, bør man vogte meget nøje på, at ens bøn, hvilket i dette tilfælde altså vil sige et hvilket som helst ønske, ikke er af en sådan natur, at dets opfyldelse bliver til gene og lidelse for andre væsener, thi i så fald hører det ind under "sort magi", og vil som sådan sluttelig falde til bage på sit ophav med tilsvarende ubehagelige eller mørke virkninger.

Med hensyn til jødernes forfølgelse, da er denne meget mindre et resultat af dette folks korsfæstelse af verdensgenløseren Jesus af Nazaret end et resultat af dets standhaftige vedholdenhed ved deres endnu ikke udlevede religion eller dets for Vestens folk forældede traditioner.

Havde flertallet indenfor det jødiske folk været modtagelige for kristendommen, således som den udgik fra verdensgenløserens person, og helt havde kunnet acceptere denne i sin renkultur, kan det ikke nægtes, at jøderne ville være blevet overordentlig mange lidelser kvit og i dag have været det førende folk i verden på livets højeste religiøse område. De særlige omstændigheder, der bevirkede, at — ikke jøderne, men "hedningerne" blev kristendommens modtagere, kan jeg ikke komme ind på her, men blot nævne, at jødernes lidelses- eller trængselstid skyldes et særligt uligevægtigt forhold mellem deres intelligens og følelse, og at dette forhold netop bliver afhjulpet gennem lidelserne. Jødernes lidelseshistorie vil således være forbi, alt eftersom den får affødt den naturlige balance mellem intelligens og følelse i det nævnte folks bevidsthedspsyke.

Men lad mig med det samme udtrykke, at det ikke er udtryk for nogen større kristendom at forfølge jøderne. Det udviklede menneske indenfor kristendommen kan kun ligesom Kristus selv se bort fra korsfæstelsen og i taknemlighed erindre sig dette folks historie, der blev det udløsende moment for den kosmiske stråle, gennem hvilken alle jordens slægter nu skal velsignes.