Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Efterfølgende tale blev holdt ved mindefesten for Martinus på hotel "Sheraton" i København d. 14.8.82

 

 

Når de får at høre, hvad vi spiser, kan de sikkert regne ud, at det ikke kun er for madens skyld vi mødes til denne fest.

De forventer sig almindeligvis at vi skal kunne svare ligeså hurtigt, kort og præcist på dette enkle spørgsmål, som hvis det var vejret de spurgte os om. Skinner solen, er det varmt eller koldt, regner eller sner det.

Måske prøver vi forsigtigt med, at Martinus er en dansk filosof, og det er jo et hæderligt forsøg. En eller anden kunne måske tænke sig at sige, at Martinus er en okkultist og nu begynder vi at bevæge os ud på den tynde is. En tredie fristes til at sige, at Martinus er mystiker, og vi er nu ude i noget der virker temmelig virkelighedsfjernt.

Hvad tror I så der ville ske hvis man svarede, at Martinus er en person med kosmisk bevidsthed, han er kort og godt et moralsk geni, og han er i sin sande profession "verdensgenløser".

Nogle bliver bagere, andre snedkere og enkelte bliver verdensgenløsere, – sådan er det bare.

Det er faldet i min lod, for at sige det ukosmisk, at sige nogle ord om Martinus som lærer.

Årsagen er den, at jeg i november forrige år holdt et kursus om strukturen og pædagogikken i 1.ste bind af Livets Bog eller "Det tredie Testamente".

Det står mig klart, at det ikke er en selvfølge, at alle, der læser Martinus litteratur, og til og med bliver glade for indholdet i den, også synes at Martinus er særlig talentfuld som lærer. Mange vil hellere udtrykke det sådan, at de bliver glade for Martinus på trods af hans måde at undervise på, i stedet for på grund af hans måde at undervise på. De synes at han har geniale ideer, men at han er for tung og omstændelig for at være en virkelig genial og talentfuld lærer og pædagog.

Der findes i denne holdning noget som jeg synes er sundt og tiltalende. Man har bevaret sin sunde kritiske sans og tilskriver ikke uden videre Martinus alle dyder, bare fordi de har fundet at han har een. Som bekendt kan man nemlig i sit forhold til Martinus være en lige så stor fanatisk tilhænger som man kan være en fanatisk modstander. I begge tilfælde er man ude af stand til klart at skue den nøgne sandhed.

Jeg vil i aften udsætte mig for den risiko at fremstå som en fanatisk tilhænger af Martinus, fordi jeg vil argumentere for den opfattelse, at Martinus ikke blot er en genial tænker, men også en genial lærer. Det er i hvert fald det resultat jeg er kommet frem til gennem mine studier af hans værker.

Martinus har som bekendt holdt mange inspirerende foredrag, men denne undervisningsform er trods alt sekundær i forhold til forfatterskabet. Når Martinus skrev, talte han nemlig til hele menneskeheden, og vi har faktisk allerede her fundet et nøgle-ord til forståelsen af Martinus lærergerning og en nøgle til forståelse af hans måde at undervise på. Hele Martinus undervisning er nemlig rettet mod den samlede menneskehed.

Evner vi fuldt ud at leve os ind i hvad dette egentlig vil sige? Lad os gørre en sammenligning. En almindelig skolelærer synes tit at tredive elever er et alt for stort antal elever, for en fuldt ud tilfredsstillende undervisning. Alligevel er der talt om et begrænset udvalg af elever, f.eks. tredive danske elever, tredive ti-årige eller måske tredive sprogstuderende.

I forhold hertil skal vi tænke os en hel verden. En hel verdens samlede menneskehed: Amerikanere, mexikanere, brasilianere, grønlændere, islændinge, japanere, kinesere, russere, australiere, italienere, franskmænd osv.

Vi taler nu ikke mere om tredive elever, men om flere milliarder. Kun en undervisning, som er rettet mod hele menneskeheden, dvs alle denne planet tilhørende individer, kan retfærdiggøre et begreb som – verdensgenløser. Hverken mere eller mindre. Så kolossalt vidt omfattende må nødvendigvis dette undervisningsmål være, for at det kan være værdigt til at benævnes verdensgenløsning. For hvad andet kan et begreb som verdensgenløser være identisk med – en verdenslærer. Disse to begreber er absolut synonyme.

Emnet Martinus underviser den samlede menneskehed i er livsopfattelse og livsforståelse, eller sagt med et andet ord moral.

Problemstillingen er den vanskeligste af alle, – selve livsmysteriets løsning.

Det er ikke så mærkeligt at nogle er tilbøjelige til at ville spørge sig selv: Manden må jo være tosset, – hvordan kan han for fuld alvor tro, at det er muligt at undervise en hel verdens samlede menneskehed? Overfladisk set, ser det da ud til at være en tåbelig tanke, en sjælden kombination af naivitet og hovmod.

Det er min erfaring og derfor min overbevisning, at løsningen af denne opgave ved en dybere granskning af Martinus værk, viser sig at være, ikke blot en fuldt realistisk mulighed, men en kendsgerning.

Løsningen af denne enorme opgave stiller imidlertid krav til en absolut sand indsigt og viden om den evige guddommelige verdensplan, og dermed også en tilsvarende absolut sikker viden om planen med den samlede menneskeheds forvandling, udvikling og skæbne, og hvor mange har denne indsigt? Ja, hvor mange tror at det overhovedet er muligt, at en sådan viden eksisterer den dag de begynder at studere Martinus værk? – Og hvor mange studerende af Martinus litteratur er i stand til at afholde sig fra en definitiv vurdering af Martinus værk, indtil de har læst hele værket?

Det er Martinus indvielse i denne evige plan, som udgør forudsætningen for hans fremtræden i verden som verdensgenløser. Det er Martinus personlige og selvoplevede kendskab til denne altomfattende plan, som giver ham de forudsætninger, der kræves for at genløse en hel verden.

Det var den samme forståelse af tilværelsens evige love, som gjorde det muligt for Jesus at udtale ordene: "Himmelen og Jorden skulle forgå, men mine ord skulle ingenlunde forgå".

Det var ligeledes den samme indsigt, som gjorde det muligt for Jesus at se flere årtusinder ind i fremtiden og forudse "hjælperen den hellige ånds" komme og tilsynekomst her på jorden.

Denne hjælper skulle altså ifølge en snart to-tusinde-årig profeti fortælle om, hvad han ser og hører og lade de kommende slægter vide hvad der kommer til at ske. Han skal altså forklare, hvorfor den nuværende situation i verden er som den er. Hvorfor den er blevet til det den er, og hvad meningen med det hele er. Han skal således vise menneskeheden vejen frem til dets færdige og fuldmodne kulturstadium.

Allerede for flere årtusinder siden har indviede personer set den nuværende menneskeheds skæbne-situation, samtidigt med at de altså har set, at der skal komme en vejleder, – en der kan hjælpe menneskeheden ind i fremtidens land, til en tilværelse hvor de problemer som verden nu mere og mere sukker og stønner under, er besejrede og tilbagelagte.

Vi behøver kun at læse nogle overskrifter på en del af Martinus litteratur for at forstå selve målsætningen og den globale dimension i hans undervisning. Hør bare: Menneskehedens skæbne, – jordmenneskenes skæbneårsag, – fra dyr til menneske, – verdensreligion og verdenspolitik, verdensfredens skabelse, et internationalt verdensrige under skabelse, den nye verdensimpuls, den ny verdensmoral, menneskeheden og verdensbilledet.

Martinus viser i sine værker, at menneskeheden for tiden er underkastet gennemgribende forandringer, så gennemgribende at der er tale om skabelsen af intet mindre end en "Ny Himmel og en Ny Jord". Det er denne nye himmel og nye jords kulturfundament, dvs viden, som Martinus har bestræbt sig for at nedfælde i sin litteratur. Det er skabelsen og fuldførelsen af det rige som allerede Jesus på sin tid talte om, nemlig kærlighedens rige, som ifølge Martinus og Jesus er den guddommelige verdensplans slutmål med menneskeheden, når den efterhånden har løbet sig træt i egoismens blindgade.

At dømme efter de tidligere nævnte overskrifter, – at dømme efter disse perspektiver, er det åbenlyst, at Martinus ikke er en person, der går i små sko. Han bevæger sig ubesværet århundreder og årtusinder tilbage såvel som fremad i tiden. Ja, han etablerer et lykkeligt ægteskab mellem tid og evighed, – mellem det begrænsede og det ubegrænsede, og han kender således ikke til nogle absolutte grænser, alt i hans værk stråler i evighedens og uendelighedens forklarede lys.

Martinus henvender sig som sagt med sin undervisning til en hel verdens samlede menneskehed. Men hvordan modtager menneskeheden Martinus undervisning?

Det er selvfølgelig denne modreaktion, der bliver den afgørende målestok for Martinus talent som lærer. En verdenslærer som verden ikke lytter til er givetvis ikke nogen verdenslærer.

Lytter menneskeheden til Martinus idag? Nej, det gør den ikke, – kun et meget lille antal, ja, en lille minoritet. Og det ville det vedblive med at være, selvom al Martinus litteratur var oversat til alverdens sprog og hans budskab idag blev præsenteret over hele verden gennem presse, radio eller fjernsyn. Endnu er det kun en minoritet af verdens mennesker, som er modtagelige for de tanker, Martinus præsenterer i sit værk.

Men da Martinus er indviet i planen med såvel det enkelte individs som den samlede menneskeheds udvikling betyder dette, at Martinus ved hvad næste trin i menneskehedens udvikling vil blive. Han ved også at den nuværende kultur befinder sig i stærk opløsning – i et accellererende forfald. Martinus opgave er at vise vejen ind i fremtidens land.

Hans undervisning er derfor beregnet på at opfylde forudsætninger som vil blive almengældende over hele jorden. Da disse forudsætninger endnu ikke er almengældende, men i hvert fald efter Martinus egen absolutte overbevisning vil blive almengældende, så bliver konsekvensen af dette, at Martinus har tilpasset sin undervisning til et bevidsthedsniveau, som for majoriteten af den nuværende jordiske menneskehed er for højt.

Men hvordan skulle der kunne skabes en ny højere kultur, hvis ikke den viden, der er forudsætningen for denne kulturs tilvækst og blomstring først præsenteres. Først derefter kan man begynde at forvente sig konkrete resultater.

Om det virkelig er lykkedes Martinus at tilpasse sin kundskabsformidling de krav og forudsætninger som vil blive almengældende over hele jorden kan altså kun historien endeligt svare på.

Der kan dog ikke herske nogen som helst tvivl om, at Martinus har haft til hensigt at tilpasse sin undervisning til et udviklingstrin, som efter hans mening vil blive almengyldigt, som vil blive næste trin i den jordiske menneskeheds lange udviklingshistorie.

Forudsætningen for at det vil lykkes Martinus afhænger helt af hans evne til korrekt at vurdere de åndelige behov, dvs de intellektuelle og følelsesmæssige behov, som vil blive almengældende her på jorden.

Hvis det lykkes for ham vil han være en verdenslærer. Ellers er han det ikke. Løsningen af denne opgave står og falder med andre ord med Martinus pædagogiske talent, hans evne til at tilpasse sine forklaringer de bestemte udviklingstrins mennesker, som det er hans opgave at vejlede. Vi forstår, at det ikke er nogen helt almindelig lærerrolle Martinus har følt det som sit kald at udføre.

Det er da også indlysende, at en undervisning med en så almen eller vidtomfattende målsætning, at den tager sigte på med tiden at harmonere med de dybeste og mest fundamentale følelsesmæssige og intellektuelle behov i en hel verdens samlede menneskehed, nødvendigvis må udformes på en helt anden måde, end hvis den blot henvendte sig til en lille elite, en lille udvalgt gruppe mennesker. Løsningen af denne mægtige opgave gjorde det nødvendigt for Martinus at skabe intet mindre end en himmelbro. En bro som en hel verdens samlede menneskehed trygt kan færdes på og uskadt komme ind i selve himlen. Martinus har med sit værk konstrueret en åndelig bro, en fremkommelig vej mellem en gammel verdensopfattelse og en ny. Denne vej er absolut ikke beregnet til at være en privat vej, den er beregnet til lige det modsatte, til at være en vej for alle. En vej som alle på et bestemt udviklingstrin trygt kan færdes på.

Det er endnu ikke almindeligt, at Martinus værk får en fagmæssig vurdering. Dette har sin naturlige forklaring som alting har. Verden har aldrig før set en lignende brokonstruktion eller ingeniørarbejde.

Meget af den kritik, som denne konstruktion får i dag, for eks. Martinus måde at skrive på, hans lange sætninger, hans mange gentagelser, bliver ifølge min bedste overbevisning vurderet helt anderledes i fremtiden, når den fulde forståelse af hvad broen skal anvendes til, er tilstede, og når man klart kan se, hvilken vældig nytte denne bro gør.

Når det står en helt klart, at man står foran en bro, som leder en selv og en hel verden, den kortest mulige vej ind i kærlighedens rige, og når man desuden føler, med hele sin sjæl, at det er dette rige, der er målet med ens egen livsvandring. Først da begynder de rigtige forudsætninger at være tilstede for en retfærdig vurdering af værket.

Først når det går op for kritikerne af Martinus værk, at det omhandler forudsætningerne for deres egen livslykke, omhandler løsningen af deres eget dybeste livsproblem, først efter at disse kritikere af livet selv er blevet placeret foran en afgrundsdyb kløft, som de føler er uoverstigelig, hvor denne kløfts ene side er deres egen nuværende ulykkelige mentale situation, og kløftens anden side er deres egen tilsyneladende uopnåelige men så varmt begærede livslykke, da først er de rigtige forudsætninger tilstede for, at de efter fortjeneste kan skønne på en brobygning af den slags som Martinus har skabt.

Først når man forstår denne bro's uundværlighed i ens eget og andres liv, først efter at man personligt har oplevet den dybe mentale afgrundskløft, som alle på et bestemt stadium i sin evige livsvandring må møde, er man istand til sagligt og retfærdigt at vurdere Martinus bygningsværk. Først da er man i stand til at indleve sig i de problemer Martinus har haft at kæmpe med for at løse sin opgave, først da er man tilstrækkeligt interesseret til virkelig at forsøge at leve sig ind i Martinus målsætning med sit samlede værk.

Efter at man har stået ansigt til ansigt med denne dybe afgrundskløft vil man komme til at se med andre øjne på Martinus bro. Så kommer man til at glæde sig over det solide bygningsværk. Man fryder sig ligefrem over, at vejen er så bred, at man kan køre i flere baner over broen: Når det stormer og blæser eller broen udsættes for jordskælv, dvs når kritikerne gør alt, hvad der står i deres magt, for at vælte bygningsværket, så sender man en tanke af taknemmelighed til konstruktøren, og beundrer hans forudseende blik. Så tænker man med taknemmelighed på hans mange gentagelser, og man ser, at disse er forstærkninger, som hvis de ikke eksisterede, ville have gjort det muligt for sabotører at ødelægge broen og styrte de rejsende ned i en dyb afgrund.

Martinus værk er mindst lige så nøje planlagt som en almindelig brobygning. Man har vel næppe ret til at forvente sig noget som helst andet af en person som har sagt:

Lad os foretage endnu en sammenligning. Hvad var det mest karakteristiske træk ved Jesus samtale med de skriftkloge? Var det ikke netop Jesus geniale evne til at gennemskue de skriftkloges inderste og sande motiver? Jesus kendte både den verden, som de talte ud fra samt en for dem ukendt højere verden, som han selv talte ud fra. – Jesus mentale suverænitet og psykologiske mesterskab kom strålende klart til udtryk i hans evne til at udtrykke sig rammende og præcist. Han viste i vanskelige situationer, at han var i besiddelse af et langt større mentalt overblik end det hans kritikere var i besiddelse af, han forstod at forme sine svar så mesterligt, at de lukkede munden på kritikerne og åbnede øjnene på sandhedssøgerne.

Vi kan være overbeviste om, at hvert kapitel, stykke, mening og ord er valgt og formet med samme præsision som Jesu svar var til sin tids skriftkloge.

Vi kan være overbeviste om, at Martinus svar er ligeså genialt tilpasset det specielle mentale miljø som de er beregnet på at leve og overleve i.

For at vurdere Martinus som lærer er det altså ikke nok, at man vurderer ham blot udfra ens eget nuværende personlige møde med hans undervisning. Det er ikke nok at vurdere Martinus udfra ens eget på nuværende tidspunkt åndelige behov og interesse.

Martinus kosmiske undervisning er bevidst udformet til at klare en mission eller opgave, der er langt større. Den er beregnet til at være noget mere end blot en skræddersyet undervisning for et lille fåtal af mennesker. I stedet har Martinus til målsætning at udforme en undervisning, der er skræddersyet til en hel verdens samlede menneskehed. Hvis man ikke gør sig dette klart, savner man faktisk de nødvendige forudsætninger, der skal til for at opdage Martinus talent som lærer. Man forstår da ikke ideen bag Martinus strukturering af sit kundskabs stof.

Man forstår ikke den pædagogiske tanke, der ligger bag udformningen af hele dette mægtige værk.

En væsentlig forskel mellem intelligens-mennesker og intuitions-mennesker er, at de førstnævnte i kraft af sin intelligens, er meget dygtige til at se bagud i udviklingen, men er nærmest hjælpeløse, når det drejer sig om at se det samme årsagssammenhæng som det de har fulgt bagud i tiden, anvendt på fremtiden. Så længe man kun kan støtte sig til intelligensen og ikke evner at opleve ved hjælp af intuitionen, så må man sige, at evnen til at se ind i fremtiden er elendig.

Forudsætningen for at vurdere Martinus lærergerning er nemlig at man kan se ind i fremtiden, – at man allerede før det er blevet til en almen kendsgerning, kan se næste trin i menneskets udvikling. Bedømmer man Martinus måde at udforme sit værk på, i relation til noget som helst andet, end netop det den er beregnet til at virke på, må man nødvendigvis få en mærkelig opfattelse af dette værk.

En hammer skal bedømmes efter hvor hensigtsmæssig den er at slå et søm i med og ikke efter hvor elendig den er til at skrue en skrue i med.

Hvis en skrædder syr en vinterfrakke til brug for kolde vinterdage på vore nordlige breddegrader kan den ikke vurderes efter fortjeneste af mennesker, som aldrig har besøgt disse breddegrader og selv oplevet dette kolde klima. Måske har de den forestilling, at de aldrig nogensinde kommer til at besøge disse breddegrader, hvis de ikke pure fornægter, at de overhovedet eksisterer. De mener derfor, at vinterfrakken er aldeles forkert sat sammen, den er altfor tung og dårligt siddende. Den burde blot være halvt eller en trediedel så stor, og foret mener man er overflødigt. De forstår kort sagt ikke, at den er beregnet til at bruges i et vinterklima. De mener at vinterfrakken burde have været en badekåbe. De mener oven i købet at den er en mislykket badekåbe. De vurderer vinterfrakkens brugbarhed udfra det klima de i øjeblikket selv befinder sig i.

De forstår ikke, at det har været skrædderens bevidste hensigt at sy en vinterfrakke, som er så stor, at hele menneskeheden skal kunne varme sig i den, når vinterkulden kommer. De deler heller ikke skrædderens overbevisning om, at der vil finde en global klimaændring sted, som gør at verden kommer til at opleve en vinterkulde, som aldrig før har eksisteret på denne klode. De forstår derfor ikke denne mærkelige skrædder, forstår ikke hans forudseenhed og hjertevarme omtanke.

Jeg har her ønsket at pege på nogle fundamentale forudsætninger for at forstå Martinus lærergerning.

Vi må prøve på at forestille os, at der eksisterer en evig verdensplan, – og at vi er delagtige i denne plans forløb.

Vi må forstå, at Martinus har udformet sin undervisning, så den skal passe til hele menneskeheden på et bestemt udviklingstrin.

Dette indebærer i virkeligheden, at Martinus har måttet udforme sin fremstilling på en sådan måde, at den skal forstås og kunne accepteres som værende i kontakt med virkeligheden af jordens mest fremragende intelligenser, når de bliver humant interesserede, ellers kommer de til at vælte verdensbilledet, påvise at det er uvidenskabeligt, og derfor ikke troværdigt. På samme tid må undervisningen tilfredsstille de mest fremstående humanisters inderligste og følelsesmæssige ønsker om en retfærdiggørelse af mørket, en livsforklaring som udgør et universelt defensorat for absolut et hvert levende væsen.

Kun hvis det lykkes Martinus at opfylde disse enorme krav vil hans mission lykkes. Men hvis verdens intelligenteste og verdens mest humane mennesker kan forenes i en fælles livs- og verdensanskuelse, som både er logisk og god, både fornuftig og human, og som kan påvises at være i hundrede procents harmoni med den absolutte og sande virkelighed, hvad skal så forhindre en sådan opfattelse i at brede sig?

Martinus værk er åbenbaringen af endemålet med den samlede jordiske menneskehed.

Det er beregnet til at være det redskab, som skal lade menneskeheden opleve sin kongelige kroning. Denne kroning indebærer en indvielse i lyset: En dagsbevidst indtræden i kærlighedens rige, en total personlig oplevelse af sin egen udødelighed og evige samhørighed med Guddommen, og en dermed fuldt udviklet evne til at forstå mørkets absolutte nødvendighed, og et bag al skabelse eksisterende altomfattende alkærligt højeste væsen – DEN EVIGE GUDDOM.