Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Allerede antikkens vise var bevidste i, at det var nyttigt at kende sig selv. Gennem Martinus analyser får man en bekræftelse på, hvilken visdom der ligger i denne indsigt, idet man der igennem kan se, at nøglen til selve livets gåde ligger i kendskabet til ens eget væsen. Selv om man begav sig til den fjerneste galakse på stjernehimlen eller med mikroskop og instrumenter iagttog den mest ubetydelige og diminutive partikel, så var man dog ikke livsmysteriets løsning så nær som den, der kender sig selv i sin kosmiske identitet.

Men livet består jo af en uendelig mangfoldighed af de mest varierende foreteelser, som f.eks. atomer, celler, planter, dyr, kloder, solsystemer osv, – hvordan kan det da være, at man igennem dette at kende sig selv kan forstå livet? Martinus viser, at alle manifestationer eller foreteelser i tilværelsen kan føres tilbage til levende væseners skabelse og oplevelse af tilværelsen. Det levende væsen kan endvidere forklares ved en række principper, som er helt universelle, dvs de samme for alle væsener. Det betyder altså, at hvis man kender det levende væsens kosmiske analyse, så kender man sin egen inderste natur såvel som alle andres. Og ikke nok med det, verdensaltet i sin helhed har den samme kosmiske struktur, og derfor er det ikke for meget at sige, at man igennem at kende sit eget væsen kender hele verden. Disse principper eller denne kosmiske struktur, som udgør et levende væsen, er af en sådan natur, at den muliggør hele denne mangfoldighed, den variation og den kolorit som kendetegner livet og hele universet.

Men det er ikke bare i dette store kosmiske perspektiv at kosmologien giver selverkendelse. Med kendskab til spiralkredsløbet og udviklingen får vi forklaringen på, hvorfor vi har den psyke, som vi har lige nu. Martinus forklarer jo nemlig, at vi jordmennesker befinder os i en udviklingsproces fra dyr til rigtigt menneske. Vi har derfor i vor bevidsthed både dyriske og menneskelige egenskaber, og disse egenskaber er det meget værdifuldt at lære at kende. Alle ulykkelige tilstande, al lidelse og alle psykiske problemer hidrører nemlig fra vor spaltethed mellem dyreriget og det rigtige menneskeriges livsprincipper. Har man da nogen praktisk nytte af at kende disse psykiske kræfter, eller er det bare noget for psykologer og andre specialister? Ja, det har man i høj grad; dette kendskab kan hjælpe én til at få større kontrol over sin tankeverden, så det bliver lettere at håndtere sine psykiske problemer.

Vi jordmennesker har som sagt dels en mængde dyriske egenskaber som f.eks. hovmod, selvdyrkelse, skinsygetendenser, ejendomsbegær osv, dels en mængde menneskelige egenskaber, dvs humanitet, medlidenhed, uselviskhed osv. De dyriske egenskaber er ubevidste automatfunktioner, som vi behøvede i kampen for tilværelsen i dyreriget, men som nu giver os problemer. I forskellige situationer i det daglige liv udløses disse automatiske reaktioner som en psykisk kraft, som gør at vi får intolerante, antipatiske og lignende tanker.

Hvis disse kræfter får frit spillerum, fylder de bevidstheden med giftige, dræbende og destruktive energier, som har en negativ indflydelse på såvel vort psykiske som vort fysiske helbred.

Hvad kan man da gøre for at få bugt med sine negative tanker? Det er her, at kendskabet til sig selv bliver en vigtig faktor. Det drejer sig nemlig om at blive bevidst i hvilke kræfter der gør sig gældende i vor bevidsthed. Gennem kosmisk viden kan man få hjælp til at identificere de forskellige tankeimpulser, vurdere dem, og dermed bedømme deres berettigelse ud fra en mere upartisk synsvinkel. Eftersom man i Martinus analyser får kundskab om, at der råder en fuldkommen retfærdighed i tilværelsen og at ingen kan lide eller gøre uret, så har man en viden, som kan udgøre en modvægt mod de tendenser, som vil fremstille én selv som martyr og uretfærdigt behandlet og de andre som de skyldige. Ved at øve sig i at sætte denne viden ind så tidligt som muligt, når man er på vej ind i mørke tankebaner, kan man efterhånden modarbejde de negative tanker, så man ikke så let kommer ud af mental balance.

Man skal altså ganske simpelt i sin bevidsthed være på vagt og begynde at være opmærksom på, hvordan tankerne opstår. Ved at lægge mærke til hvordan man reagerer i forskellige situationer og forsøge at tænke over, hvorfor man reagerer netop på denne måde, så kan man forhindre, at det bliver til en vane at opfatte livssituationen forkert og dermed, at den negative tankemåde bliver til automatfunktion eller karakteregenskab. For at kunne gøre dette må man dog acceptere sig selv som man er. Hvis man ikke vil kendes ved visse egenskaber, er man forudbestemt til at komme ud for skuffelser, idet livet da fører en ind i situationer, hvor disse egenskaber kommer frem i dagens lys. Dårlig samvittighed er jo et godt tegn, eftersom det viser, at man har et højere moralsk ideal som man stræber efter; men det gavner jo ikke at selvbebrejdelserne bliver så store, at de går ud over humøret og fylder os med græmmelse og pessimisme. Martinus viser jo i sine analyser, at ingen kan manifestere en højere moral end den, man har udviklet sig til, og at ingen derfor kan forventes at handle anderledes end han faktisk gør, i betragtning af den udvikling vedkommende indtil nu har gennemgået. Dette kan man også anvende over for sig selv.

Jeg har hørt flere mennesker, der for nylig er kommet i kontakt med Martinus analyser sige, at alting er vældigt interessant og inspirerende, men at det samtidigt er kedeligt at få rede på, hvor "primitiv" men er. Til dette kan man måske sige, at det er klart, at vi alle har mange ufærdige og ufuldkomne egenskaber. Men hvad er bedst: at have disse dårlige sider uden at være klar over det eller at have dem og være bevidst i, at man har dem? Hvis vi ikke kender dem, så kommer vi en dag ud for virkningerne af dem, og så kommer skuffelsen, denne den manglende virkeligheds-forankringens stadige følgesvend, og i dens følge alskens depressive, mørke og nedbrydende tanker. Det er jo først når vi bliver bevidste i vore ufuldkommenheder, og desuden kan kendes ved dem, erkende dem, at vi kan arbejde med dem. Noget man ikke erkender eksistensen af, kan man jo heller ikke bevidst håndtere.

Ved hjælp af kosmologien som landkort og lyskilde kan vi altså bane os vej ind i vor bevidstheds mørke pulterkammer og der begynde den hovedrengøring, der behøves for at dette rum skal kunne blive beboeligt for stadig lysere og mere livsbekræftende tankebørn. Ved oprydningsarbejdet bliver man støvet og svedig, men ved bønnen kan vi slukke vor tørst og forny vore kræfter, og gennem selverkendelsen kan vi lære at arbejde i et forsvarligt tempo. På et pulterkammer kan vi jo komme ud for mange overraskelser, men det er kun en fordel at vide, hvad der findes der, i særdeleshed da for meget skrammel øger brandfaren.

(Oversat fra svensk af Sysse Buch)