Kosmos 1983/3 side 58
Sv. Å. Rossen
Martinus om reinkarnation
(fortsat fra forrige nummer)
Reinkarnation og Kristendom
Reinkarnation er ikke en del af den almindeligt docerede kristendom, men det er også en væsentlig årsag til, at denne i takt med menneskehedens vækst i viden og humanitet får sværere og sværere ved at tilfredsstille behovet for en logisk forklaring på livets mening. Martinus omtaler mange steder i sine værker, at kristendommens centrale dogme, forsoningslæren, dvs fortolkningen af Kristi korsfæstelse som en forsoning mellem Gud og mennesker ved Jesu frivillige og uforskyldte lidelser, er inhuman og ulogisk, og at den betegner en åndelig afsporing fra sandheden. At dette dogme overhovedet er opstået er en logisk konsekvens af, at kristendommen manglede reinkarnationsprincippet. Martinus:
"Da man i den kirkelige, kristne religion slet ikke lærer væsenerne noget som helst om genfødelsen, ja, man ligefrem benægter dens eksistens, har man her fjernet det logiske mellemled, der forbinder de evige facitter med den levende virkelighed eller væsenernes efterhånden ret anseligt voksende erfaringssamling. (L.B. III, stk. 745).
Om muligt endnu kraftigere udtrykker Martinus med følgende ord, at reinkarnation er en uadskillelig del af Jesu lære:
"Men hvis man fornægter reinkarnationen, så er man med til at fortsætte verdensgenløserens korsfæstelse den dag i dag, så er man med til at forvandle eller bortforklare hans sande verdensfrelsende visdom. ... (L.B. III, stk. 87').
Martinus omtaler flere steder et andet virkeligt positivt "hoveddogme" i kristendommen, nemlig at Gud er alkærlig, alvis og almægtig (f.eks. L.B. VI, stk. 2246). Denne forestilling repræsenterer den højeste sandhed, som den åbenbarer for det færdige menneske i Guds billede. Og den er absolut uforenelig med forsoningslæren, étlivsopfattelsen og troen på, at kun nogle mennesker bliver frelst, medens de fleste er fortabte og kommer i et evigt helvede efter døden. Martinus:
"Når nævnte Guddom, som det forkyndes, "skaber" mennesket, må han i forvejen, ved enhver sådan påbegyndt skabelse af et menneske, vide om det kommer i himlen eller i helvede. Når han ved det, hvorfor standser han så ikke skabelsen af de mennesker, der vil ende i helvede eller i den evige pine? – Hvis han ikke i forvejen ved, at de vil ende i helvede, er han ikke alvidende. Hvis han ved, at de vil ende i helvede, men ikke ønsker at standse denne totale formålsløse skabelse af de pågældende mennesker, hvilket ville være det absolut kærligste, er han ikke alkærlig. Dette understreger yderligere sig selv, idet en evig pine eller en lidelse, et menneske i al evighed ikke kan blive befriet fra, intet som helst formål kan have. Hvis Guddommen ikke kan befri de af ham skabte væsener fra denne formålsløse evige pine, er han ikke almægtig. Er det ikke her tydeligt for ethvert intellektuelt og af religiøs suggestion befriet menneske, at denne guddomsopfattelse eller dette billede af Gud er en afsporing fra den sande virkelighed? – (L.B. VI, stk. 2249).
Man kan vanskeligt tænke sig, at Kristus som led i sin forkyndelse af Guds alkærlighed, alvisdom og almagt ikke har forklaret, at alle individer gennem en kæde af fysiske liv udvikler sig frem til Guds rige. Studier i kirkehistorien viser da også, at der til kirkemødet i Konstatinopel år 553 e.Kr. var forberedt en fordømmelse af kirkefaderen Origenes og dennes forfægtelse af sjælens præeksistens (eksistens før fødslen) og i konsekvens heraf reinkarnation, som Origenes var fortaler for. Selvom man kan læse om denne fordømmelse i optegnelser fra mødet, tvivler mange historikere i dag på, at fordømmelsen blev endeligt behandlet og konfirmeret, fordi pave Vigilius ikke var tilstede ved mødet. Initiativet til denne fordømmelse lå klart hos den byzantinske kejser Justinian, som var meget teologisk interesseret og hadede alt "kætteri". Men selvom det således kan diskuteres, om reinkarnationslærens fordømmelse blev endelig vedtaget af kirkerådet, blev den herefter i praksis anset for kættersk og har ikke siden været anerkendt i den officielle kristendom. (J. Head and S.L. Cranston: "Reinkarnation", The Julian Press Inc.).
På denne baggrund kan man forestille sig, at der har fundet udrensninger sted i evangelierne med hensyn til tekster, der omhandlede reinkarnation. Alligevel er der stadig forskellige steder tilbage, hvor Jesus direkte eller indirekte taler om reinkarnation. F.eks. i Mt. 11,11-14, hvor Jesus udtaler, at Johannes Døber er en reinkarnation af Elias: "Og – om I vil tage imod det, han er Elias, som skulle komme". – Ligeledes i hans samtale med rådsherren Nikodemus, der opsøgte Jesus ved nattetid for at få åndelig vejledning. (Joh, 3,1-8).
I Livets Bog III, stk. 864-905 udlægger Martinus udførligt forskellige af Kristi udtalelser, der er udtryk for reinkarnation, bl.a. de ovennævnte. Men desuden kommer han ind på, at Kristus lovede at bede Faderen om senere at sende sandhedens ånd eller talsmanden, den hellige ånd (Joh. 16,12-14, Joh. 14.26). Kristus udtaler i den forbindelse, at han ikke på daværende tidspunkt kunne give den fulde forklaring på livsmysteriet, men at sandhedens ånd sennere skulle vejlede menneskene til hele sandheden. Man kan i dag roligt gå ud fra, at "senere" betød adskillige århundreder senere, og dermed ligger der i udtalelsen indirekte et udsagn om reinkarnation, fordi det naturligvis kun kan have mening at bringe det fulde evangelium til de samme mennesker, som dengang kun kunne forstå en del deraf. Det er værd at bemærke, at Kristus også bruger samme pronomen: "Men når han, sandhedens ånd, kommer, skal han vejlede jer til hele sandheden..." Han siger ikke "vejlede jeres efterkommere", men vejlede jer, dvs de samme mennesker, som han talte til dengang.
Når Martinus benævner sine kosmiske analyser "Det tredie Testamente" og udtrykker, at de repræsenterer opfyldelsen af dette løfte, om sandhedens ånds komme, har de ikke mindst til formål at retfærdiggøre reinkarnationsprincippet og derved skabe den fulde forståelse af alle menneskers successive udvikling gennem en lang række fysiske liv.
Reinkarnation og karmaloven
Det er allerede nævnt, at menneskets medfødte sundhedstilstand er en virkning af dets moral og væremåde i tidligere inkarnationer, idet den pågældendes levevis – i det omfang den er blevet til vane – har skabt talenter (talentkerner) i evighedslegemet, der overføres til næste inkarnation som medfødte anlæg. Det er også nævnt, at det samme naturligvis gælder praktiske færdigheder, human sans og intellektualitet. I kraft af dette talentkerne-princip i forbindelse med reinkarnation ser vi her, hvordan årsags- og virkningsloven rent organisk bidrager til at skabe en retfærdighed i tilværelsen, der strækker sig langt ud over det enkelte individs aktuelle fysiske liv.
Men et individs skæbne er ikke kun betinget af talentkerne-princippet. Der er også et andet universelt, kosmisk princip, som bidrager til at sikre absolut fuldkommen retfærdighed i tilværelsen, nemlig karmaloven. Men også denne lov får kun fuld gennemslagskraft på grundlag af reinkarnation.
Ser man på, hvor forskellige kår menneskene har haft ned gennem historien, og hvor store forskelle i livsvilkår der stadig gør sig gældende ud over jorden, forstår man godt, at mange mennesker ud fra en étlivsopfattelse ikke kan tro på, at der eksisterer en retfærdig, guddommelig verdensstyrelse. Tilsyneladende er nogle mennesker "heldige", fordi de lever i en velbjerget, økonomisk overklasse, medens andre tilsyneladende er "uheldige" ved at leve i fattigdom, ved at rammes af ulykker, udsættes for krig, undertvinges af politisk overmagt, tortureres osv. Hvis menneskenes liv betragtes isoleret, er det umuligt at få øje på noget retfærdighedsprincip, og det er naturligvis også derfor, at mennesker gennem tiderne har taget sagen i deres egen hånd og gennem revolutioner og krige har forsøgt at rette op på de formodede uretfærdigheder. Men gennem de politiske omvæltninger er der blot skabt nye magthavere og nye "uretfærdigheder". At fjerne magt ved hjælp af magt eller vold med vold – udtaler Martinus – er ligeså ulogisk som at slukke ild med ild. Der eksisterer derfor også et dybere grundlag for retfærdighedsudligning, nemlig karmaloven, og en rigtigere måde at handle på, nemlig tilgivelsens væremåde. Karmaloven medfører, at enhver energiudløsning i form af tanker, følelser eller handlinger i kraft af en "skæbnebue" vil vende tilbage til sit udgangspunkt, dvs til det individ, som har udsendt den. Karmaloven er et kosmisk "spejlprincip", som medfører, at både gode og dårlige handlinger vender tilbage til individet fra omgivelserne i det samme eller i kommende liv. Den på samme tid positive og skæbnesvangre betydning af denne lov ligger i, at skæbnekredsløbet ikke kan afsluttes med fjendskab eller overvindelse af en fjende, men som flg. citat viser, fortsætter, indtil der skabes en ubetinget fred og forståelse.
Martinus:
"Sålænge de (menneskene) kun ser deres evige liv i en så begrænset og mikroskopisk del af dette deres evige livs giganthorisont, som deres fysiske liv udgør, må de blive ved med at leve i den næsten urokkelige overtro, at de kan sikre deres eget liv ved at myrde andre, at de kan befordre deres egen lykke ved at gøre andre ulykkelige, og selv opleve den virkelige fred og frihed ved at holde andre i ufred og undertrykkelse eller tvang. De forstår ikke, at ingen i virkeligheden kan dræbes... De kan ødelægge den fysiske krop eller animalske organisme, men den i organismen fremtrædende sjæl, ånd og jeg, der udgør det virkeligt levende væsen, går sejrrigt ud af et hvilket som helst anslag, der kan rettes imod det fra det fysiske plan... Og det er... kun et tidsspørgsmål, når væsenet atter kan fødes i en ny, skabt fysisk organisme og fremtræde fuldt manifestationsdygtig på det fysiske eller materielle tilværelsesplan. Da dets morder eller mordere også lever evigt og også skal fødes på det fysiske plan efter enhver såkaldt "død", kommer de to modstandere eller modparter attter til at stå overfor hinanden, eftersom situationen eller krigen imellem dem ikke kan være afgjort med, at den ene part har myrdet den anden i deres tidligere jordliv. Sådanne to parter vil blive ved med at være skæbnebundet til hinanden sålænge de ikke har tilgivet hinanden og derved skabt en virkelig fred og forståelse mellem sig. Således er skæbnens love uundgåeligt overfor såvel nationer, folk og racer, som overfor de enkelte individer indbyrdes. Vi ser her, hvor tåbeligt det er ikke at følge de vises ord eller Kristi bjergprædiken om at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre, hvilket altså vil sige, at gøre alt for at komme til at skabe fred ved hjælp af fred og forståelse og ikke ved hjælp af krig, drab, tortur og undertrykkelse eller gengældelse af ondt med ondt..." (L.B. VI, stk. 2237).
Udviklingsstigen og de levende væsener
Videnskabens største bidrag til vor viden om livet på jorden er den urokkelige kendsgerning, at livet har udviklet sig gradvist gennem mange stadier. De levende væseners første organismer for hundrede af millioner år siden var meget primitive med hensyn til sanse- og bevægeevne og andre livsfunktioner. Overalt på jorden, hvor der var livsmuligheder, er der ved såkaldte mutationer i arveanlæggene opstået nye, mere komplicerede og effektive organismer, som helt eller delvis har afløst de eksisterende organismearter. Alligevel er jordens flora og fauna stadig repræsenteret af et bredt udvalg af organismearter på alle stadier som et levende dokumentationsmateriale om udvikling for nutidens mennesker, som søger kendsgerninger frem for myter. Planterigets primitive bregner, mosser og alger findes således side om side med udviklede blomsterplanter, selvom der er årmillioners forskel mellem deres udviklingsalder, – og encellede dyr som amøber, flaggelater og foraminiferer svømmer sammen med fisk og højtudviklede pattedyr som delfiner og hvaler. Biologien af i dag har fundet og udforsket utallige organismeformer, og det er stadig en hovedopgave at afdække deres slægtskab og udviklingslinjer. Grundtemaet i dette brogede billede er imidlertid en fundamental udviklingsskala fra primitive, usammensatte livsformer til mere komplicerede og effektive organismeformer.
Hvis vi spørger om, for hvem organismerne er mere eller mindre effektive, ja så er vi gået uden for den materialistiske videnskabs grænser, og bevæger os over i et område, som ikke kan måles og vejes. Her er der brug for en ny videnskab, Martinus Åndsvidenskab, som kan beskrive de åndelige væsener, som bruger organismerne og ved hjælp af dem får oplevelser og erfaringer af mere og mere nuanceret art svarende til organismernes udviklingsstadium. Organismen er således kun et redskab, som kan betjene individets usynlige åndelige væsen på et lille stykke af dets lange udviklingsvej. At den enkelte organisme dør, når den er udslidt, er naturligt og nødvendigt, da den kun har en begrænset opgave, og ligeså naturligt er det, at det åndelige væsen må inkarnere i andre organismer for at få udvidet sine oplevelses- og erfaringsmuligheder.
Hvis man på grund af en materialistisk holdning kun vil anerkende de fysiske organismer og den udviklingsstige, de fremviser, men ikke den mulighed, at den er en stige for de enkelte levende væsener til at nå højere og højere fysiske og åndelige udviklingsstadier, er selve udviklingsstigen meningsløs for den enkelte. Hvilken glæde har man af på sit evt primitive stadium at vide, at andre væsener har langt rigere udviklingsmuligheder end man selv har, fordi de er på et højere trin? Og hvad er det som bestemmer, om man i sit eneste liv bliver en plante, et firben, en stenaldermand eller en vismand?
Lad os slutte denne omtale af, hvordan Martinus belyser reinkarnationsprincippet i Livets Bog med følgende slående citat: Martinus:
"Men tror man en verdensopfattelse, der udtrykker en sådan hensynsløs spillen bold med de levende væsener, er i kontakt med virkeligheden? Hvordan kan det have nogen logisk begrundelse, at nogle væsener fødes til et brændende begær, de aldrig nogen sinde kan få opfyldt, og andre væsener fødes i en tilværelse, der er en overdådig opfyldelse af dette begær, uden at de nogen sinde kan have ønsket den, da de jo aldrig har levet før. Er det ikke let at se, at det ikke er den struktur, de millionårige epoker har fulgt. Til hvad nytte disse millionårige epokers udvikling og forædling af tingene, til hvad nytte organismernes tiltagende skønhed og de ligeledes tiltagende højere former for tilværelser, når der ikke er noget som helst væsen, der kan opleve selve forbedringen, selve forædlingen i dets eget liv og tilværelse? Hvis de levende væsener kun lever ét eneste fysisk liv, eksisterer forædlingen eller forbedringen jo ikke for dem... Hvortil disse udviklingetrin, hvis der ikke vandrer nogen på trinene? – Hvortil en trappe, hvis der ikke er nogen til at bruge den? – Hvortil forandringen når denne ikke på nogen som helst måde er en opfyldelse af et ønske, en tilfredsstillelse af en længsel eller et begær? – Og hvortil et begær, der ikke kan tilfredsstilles? –" (L.B. IV, stk. 1390).
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige