Ældre Kosmos og Kontaktbreve

(fortsat fra forrige nummer)

 

Da enhver form for virkelig visdom kun kan have til ophav en virkelig "vismand", må forskningen af visdommens opståen naturligvis koncentreres om en sådan "vismand". Og nævnte forskning vil da altid føre til den analyse, at et sådant væsen har været besjælet af tanker og viden, der har ligget udenfor det almindelige jordiske menneskes. Da visdom er det samme som virkelig kundskab om de højere analyser ved selve livet, vil denne forklaring, når den virkelig er upartisk, sand eller ærlig, uundgåeligt føre til det resultat, at et sådant væsen har været besjælet af evner til at se dybere i selve tilværelsen end de fleste af dets medmennesker, hvilket altså igen vil sige, at det i udvikling er foran disse. Men da evner kun kan have sæde i organer, må nævnte væsen altså have organer, der er mere fremragende på visse felter end dets medmenneskers. Disse organer er altså bestemt for gennemstrømning og udløsning af al højere tankeenergi. Det er denne højere tankeenergi, jeg i "Kosmos" nr. 3 har omtalt som "Den hellige ånd". Under dette udtryk er nævnte tankeenergi gang på gang nævnt indenfor kirkens og religionens område. At denne højere tankeenergi er en kendsgerning behøver jo næppe at antydes, eftersom det jo er en kendsgerning, at visdommen eksisterer. Om de væsener, der er opgivet som visdommens repræsentanter eller ophav såsom: Moses, profeterne, apostlene, Buddha, Kristus, Muhammed osv. aldrig har eksisteret er absolut ligegyldigt og derfor ganske unyttigt at diskutere, thi de udtalelser, man tillægger dem, eksisterer jo som en kendsgerning. Og når de eksisterer, er det jo også en kendsgerning, at de har passeret menneskehjerner og har haft levende væsener til ophav. Om disse væsener har været identiske med de førnævnte, eller fremtræder som helt andre, er ganske uden betydning, idet disse andre da absolut kun kan være fra samme bevidsthedsniveau som de første. Visdom er jo visdom, uafhængigt af hvem den så end har til ophav.

"Den hellige ånd" udgør altså en højere form for tankeenergi. Tankeenergi udgør igen en højere form for – "elektricitet". Her må man forstå, at hjerne- og nervesystemet hos de levende væsener udgør et højere elektrisk anlæg for modtagelse og afsendelse af energibølger, med andre ord, et højere system for radiofoni. Ethvert levende væsens tankefunktion eller åndsliv er i realiteten en højere form for afsendelse og modtagelse af "radiobølger". Men "radiobølger" fremtræder i forskellig længde. Og videnskaben er endnu kun nået frem til de lange bølgelængder, der kan afsendes og modtages med et almindeligt teknisk "radioapparat". Den er endnu ikke, selv om den nok har noget, den kalder "kortbølger" nået frem til de mikroskopiske "bølgelængder", der kan afsendes og modtages af – hjernen. Men disse "bølgelængder" er ikke desto mindre en kendsgerning for den fremragende okkulte forsker og fremtræder som det bærende princip i enhver form for udløsning af bevidstheds- eller åndsliv. Alle former for tanker, ideer eller forestillingen er i virkeligheden jeg'ets fornemmelse og manifestation af disse mikroskopiske "radiobølgelængder". Alt bevidsthedsliv er således dels identisk med jeg'ets egen udformning og afsendelse og dels identisk med dets modtagelse af andre væseners som tanker udformede og afsendte "radiobølgelængder". Men til at befordre en sådan energiudveksling kræves der "apparater". Det mest kendte af disse "apparater" er den fysiske hjerne med tilhørende nervesystem. Bag denne eksisterer tilsvarende systemer for finere og finere energi, som jeg'et efterhånden udvikler sig til at kunne betjene sig af. Da tankeenergi er hævet over alt, hvad menneskene ellers kender af energi, og ikke særligt kan iagttages eller konstateres med noget fysisk apparat, er den at udtrykke som "overfysisk" og erkendes i den daglige tilværelse som "bevidstheds- eller åndsenergi". Da bevidsthed igen repræsenterer en skala af forskellige trin fra meget primitive og grove tanketilstande, der kun kan komme til udtryk gennem robuste eller dræbende manifestationer, til meget forfinede af intelligens, intuition og kærlighed lysende udstrålinger, kan det derigennem konstateres, at "tankebølgelængderne" selv indenfor deres mikroskopiske tilstand, fremtræder i en uendelig skala af kortere og kortere "længder". De "længste" af de nævnte "bølgelængder" udløses altså gennem bevidstheden i form af de grove dyriske og dræbende tankeklimaer såsom: had, egoisme, hovmod, uærlighed, griskhed osv., som alle kulminerer i mord, drab og lemlæstelse. Men efterhånden som de bliver af "kortere" natur, udløses de i form af de kendte og ophøjede tankeklimaer, vi udtrykker som: uselviskhed, medfølelse, visdom og kærlighed.

Årsagen til disse bølgers særlige natur, kan jeg ikke komme ind på her, men blot i al korthed bemærke, at individernes modtagelighed for disse er afhængig af deres hjerne- og nervesystem. Hos dyrene er dette jo meget robust, ligeledes hos de primitive eller laverestående mennesker. Disse kan derfor kun reflektere på eller manifestere sig gennem de "lange" bølger indenfor "tankebølgerne". Men efterhånden som nævnte system bliver forfinet, aftager de samme væseners evne til at reflektere på de "lange" bølgelængder i tilsvarende grad. Og individet kommer derved mere og mere til at betjene sig af de "korte" bølgelængder, som altså er identiske med alle former for ophøjede tankearter og dermed grundlaget for alle ædle manifestationer eller fuldkomne tilværelsesformer.

Når det jordiske menneske gennem livets oplevelse efterhånden bliver ført frem fra de "lange" til mere og mere "korte" bølgelængder, kan denne overgang kun ske ved visse forvandlinger i deres "modtagerapparet": Hjernen, der, selv om den er organisk i sin fremtræden, så dog er teknisk i sin konstruktion. Denne forvandling består i åbningen af ligesom en ny og hidtil latent eller ubenyttet afdeling af hjernen. Denne afdeling er altså af en sådan konstruktion, at den netop er tjenlig for et vist stykke af skalaens hidtil af det pågældende individ ubenyttede bølgelængder. Når en sådan afdeling bliver moden for benyttelse, hvilket sker ved individets moralske udvikling, bliver dette altså i stand til at manifestere sig gennem de for nævnte afdeling eller center i hjernen tilpassede tankearter eller bølgelængder. Og individet fremtræder da for sine omgivelser som i tilsvarende grad forvandlet. En sådan forvandling er f.eks. den almindelige religiøse eller sekteriske "omvendelse". Men da det jordiske menneskes hjerne endnu er langt fra at være taget i brug i hele udstrækningen af det, den i realiteten er bestemt til, vil der være flere sådanne i denne endnu forekommende latente eller ubenyttede centrer, der altså vil blive åbnet eller taget i brug efterhånden, som individets moralske udvikling skrider frem.

Når et sådant center begynder at blive modent for benyttelse, udløses dets funktionsevne ved et særligt kraftigt bombardement udefra af de for samme center tilpassede bølgelængder. Udløsningen af et sådant bombardement kan skyldes et foredrag, det pågældende individ er kommen ud for eller en gennemgribende moralsk undervisning o.l. Denne udløsning fornemmes eller opleves ofte af individet som et psykisk syn af ild, flammer eller andre forskellige lysende fænomener, der undertiden fremtræder som symbolske udtryk for konsekvenserne af individets indlemmelse i de ny bevidsthedslag. Sådanne oplevelser kendes fra Bibelen som "åbenbaringer". Når individet er kommen igennem en sådan udløsning, begynder de under den nyåbnede afdeling henhørende tankebølgelængder at vibrere gennem dets hjerne. Det begynder at modtage og afsende helt nye tankearter. Det oplever helt nye bevidsthedstilstande og begynder at tale ud fra disse.

Efter at have oplevet en sådan nyåbning af det ene hjerneparti eller hjernecenter efter det andet, når individet endelig til den sidste og største udløsning indenfor dyreriget. Det er denne udløsning, der er identisk med frigørelsen af det hjernecenter, der gør individet til det færdige eller fuldkomne menneske eller "gudemenneske". Frigørelsen af dette center udtrykker jeg som bekendt i "Livets Bog" som "Den store fødsel". De bølgelængder, som individet derefter kan betjene sig af og opleve igennem, er altså de mest mikroskopiske i tilværelsen og udgør: ren fornuft, kærlighed, intuition og salighed. Med "den store fødsel" er individet overgået fra at være et "foster" til at være et virkeligt født væsen i det rigtige menneskerige. Og det er givet, at de ny tankearter, som tilsammen repræsenterer den absolutte "hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed", jo er overvældende overfor de væsener, som endnu er ubevidste sjæle på det nævnte område. Individet vibrerer, tænker og oplever jo nu i helt andre bølgelængder og dermed i andre bevidsthedslag end sine i samme lag endnu ufødte medmennesker. Men at tale ud fra andre bevidsthedslag, hvilket jo igen vil sige et andet tilværelsesplan, kan jo kun virke overnaturligt eller fantastisk på umodne og uvidende medmennesker, i særdeleshed da det ny horisontområde netop er ligeså gigantisk overfor medvæseners horisontområde, som dette sidste er gigantisk overfor det i moders liv endnu ufødte fosters horisontområde.

Når individet således har gennemgået "den store fødsel", kan det ikke alene sanse og iagttage på det ny tilværelsesplan, men det kan også modtage ideer og forestillinger, som er udgået fra samme plans specielle beboere. Og da nævnte tilværelsesplan jo kun kan udtrykke fuldkommenhed i kærlighed, så bliver det samme plans tankeklima altså at udtrykke som den absolutte "hellige ånd". Og det er væsener med denne "fødsel" eller partielle dele af denne, der fremtræder i verden som virkelige "vismænd" og som den jordiske menneskeheds religionsstiftere, åndelige førere og lærere.

Kristus talte gang på gang om "den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed" og siger således blandt andet: "Og når de føre eder hen og overgiver eder, da bekymrer eder ikke for, hvad I skulle tale; men hvad der bliver gjort eder i den samme time, det skulle I tale, thi I ere ikke de, som tale, men den hellige ånd". (Markus evg. 13. kap. 11. v.).

"Og jeg vil bede Faderen, og han skal give eder en anden talsmand til at være hos eder evindelig, den sandhedens ånd, som verden ikke kan modtage, thi den ser den ikke og kender den ikke, men I kende den, thi den bliver hos eder og skal være i eder."

"Men talsmanden, den hellige ånd, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære eder alle ting og minde eder om alle ting, som jeg har sagt eder." (Johannes evg. 14. kap. 16-17.-26. v.).

Når jeg er blevet i stand til at manifestere "Livets Bog" og gøre denne til et sådant værk som omtalt i fortalen, skyldes det altså den omstændighed, at mit hjerne- og nervesystem har fået åbnet centrene for de før omtalte "korteste" bølgelængder eller "kosmisk bevidsthed". Jeg har modtaget den forjættede talsmand: "Den hellige ånd". Den "lærer" mig alle ting og "minder" mig om alle ting. Og det skal være enhver af mine læsere et tegn på, at denne min udtalelse er absolut sandhed, at han eller hun aldrig et eneste sted i "Livets Bog" eller mine øvrige manifestationer vil finde noget, der ikke viser, at verdensaltet er baseret på kærlighed, og at det guddommelige ord, at "alt er såre godt" er absolut virkelighed.

Enhver, der kan demonstrere, at mine manifestationer er baseret på at udtrykke det modsatte, kan stemple mig som: svindler, fanatiker osv. Hvis disse udtryk derimod ikke kan underbygges med nævnte demonstration, vil de anvendt på mig kun kunne affødes af ophav, med hvem det er nødvendigt at have den største medlidenhed, thi disse vil da høre til de blinde sjæle, der endnu famler i mørke, og for hvem det vil være rigtigst at ønske: "Fader forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør".

Efter nu at have gjort rede for de for en begyndende åndsforsker eller sandhedssøger sværeste punkter i Livets Bog, nemlig udtalelserne om mig selv, og påvise, at den tilstand, som jeg gennem disse påberåber mig at befinde mig i, er en naturlig sandhed, der vil blive en absolut kendsgerning for enhver åndsforsker, alt eftersom denne kommer til forståelse af Livets Bog, har jeg følt det gavnligt, inden jeg går over til belysning af selve hovedstoffet, at give en lille redegørelse for selve stilen i nævnte bog. Denne har nemlig gjort et højst forskelligt indtryk på læserne. Nogle har således ment, at den var underlig knudret og vanskelig, ja ligefrem skrækkelig, andre at den var lidt tung, atter andre, at det var det smukkeste dansk, der overhovedet fandtes. Alle skalatrinenes udtryk fra ufuldkommenhed til fuldkommenhed er den således blevet tilegnet. Og hvad skal man så tro? –

Naturligvis påberåber jeg mig ikke, at min stil skulle være aldeles perfekt, rent sprogmæssigt set, dertil er der alt for stort et svælg mellem det høje stof, der er skildret, og det trin, hvorpå den almindelige sprogteknik endnu befinder sig. Læserne må nemlig gøre sig begribeligt, at jeg har måttet skildre detaljer eller realiteter fra tilværelsesplaner, overfor hvilke det gængse sprog endnu er højest ufuldkomment. Dette kan nemlig endnu kun siges at være et fuldkomment udtryksmiddel i tilfælde, hvor der kun er tale om skildringen af materielle problemer og kendsgerninger. Da åndelige erfaringer eller kendsgerninger jo er af langt nyere og sjældnere fremtræden for de jordiske mennesker end de materielle, er sproget ganske naturligt i disse førstnævnte felter ikke udviklet til en sådan standard som i de sidstnævnte. En forfatter, der kun skal skildre materielle problemer, det være sig i form af romaner, eventyr, digte osv., har derfor langt større mulighed eller mange flere fordelagtige betingelser for at kunne skrive et fuldkomment og smukt sprog end en åndsforsker eller forfatter, der skal skildre erfaringer eller problemer, der ligger udenfor den materielle zone og følgelig også ligger udenfor det gængse sprog. Medens der for den førstnævnte skribent, for enhver materiel detalje, i sproget gives ham et helt lille udvalg af ord, og han således her kan udvælge sig de bedste og derved få en elegant stil, findes der i samme sprog for den sidstnævnte, for mange af de åndelige detaljer, som han skal skildre, slet intet ord. Han må da i sådanne tilfælde selv skabe sine ord eller udtryk, ligesom han også i mange tilfælde må låne ord fra sproget, der oprindelig er udtryk for materielle realiteter, og benytte disse som udtryk for åndelige problemer. Men at udtrykke sig ved sådanne lånte ord, der oprindelig er udtryk for noget ganske andet end det, man tilsigter, er jo det samme som at udtrykke sig symbolsk. Vi bliver derfor også vidne til, at beretninger fra vismænd, profeter eller andre, der skal udtrykke realiteter og oplevelser fra højere tilværelsesplaner, i stor udstrækning er symbolske. At udtrykke sig symbolsk vil altså i virkeligheden være det samme som kun at udtrykke sig – indirekte, idet man på denne måde jo først må henvise læseren til de materielle ting, de pågældende ord udtrykker, og dernæst gennem disse lede hans tanker videre til det åndelige problem, som man i virkeligheden ønsker at gøre ham begribelig. Men en skildring af problemer, der kun kan udtrykkes gennem en indirekte brug af det gængse sprog, kan naturligvis umuligt blive det samme som en skildring af problemer, der kan udtrykkes direkte gennem sproget. Da al filosofi, visdom eller åndsvidenskab jo hører til de områder, til hvilke det gængse sprog endnu ikke har tilstrækkeligt gloseforråd og derfor altid må udtrykkes ved indirekte brug af sproget eller ved gloser, der i virkeligheden er udtryk for detaljer indenfor den materielle verden, er det givet, at stilen i en skildring af åndelige problemer aldrig nogen sinde kan stå mål med stilen i en beretning om materielle ting, ganske uanset hvem forfatteren så end er, og hvor genial han så end må siges at være, før engang i fremtiden, når sproget bliver så udviklet, at det yder det samme righoldige gloseforråd til den førstnævnte form for beretning, som det nu yder til den sidstnævnte form. Dette er også grunden til, at kritikken over filosoffers og åndsforskeres værker i mange tilfælde udtrykker disse som "knudrede", "tung", "vanskelig" og "besværlig". Og hvorfor skulle Livets Bog være en undtagelse? – Dens forfatter er jo ligesom alle andre personer, der skal skildre den åndelige verden, afhængig af denne sprogets i det pågældende felt fremtrædende glosefattigdom. Og jeg har ligesom enhver anden samvittighedsfuld og ærlig skildrer af de højeste problemer naturligvis været nødsaget til at bruge udtryk eller gloser, som jeg har ment var de absolut bedst egnede og garanterede den størst mulige udelukkelse af misforståelser, ganske uafhængig af, om de var i harmoni med stilens skønhed eller rytme. Derved opstod der jo ganske naturligt tilfælde, hvor denne er brudt. Men dette er jo dog af underordnet betydning, når udelukkelse af misforståelse af den dybere mening i beretningen derved i højere grad er garanteret. Naturligvis vil sådanne brud på stilens rytme og skønhed støde an mod den overfladiske læser, der ikke kan se til bunds i den virkelige mening i beretningen, og for hvem denne i virkeligheden ikke har særlig interesse. Og det er fra sådanne væsener, vi møder den ubarmhjertige og kolde kritik, der ganske blotter dens ophavs manglende indsigt i og forståelse af problemets sande natur. Men den udviklede eller fremskredne sandhedssøger er ganske anderledes indstillet. For ham er stilen, rytmen, trykfejl e.l. ganske underordnet. Han er opfyldt af et hundrede procents begær efter at komme til kærnen bag stilen og ordene. Han ser, at kun den er det absolut væsentlige. Han véd, at guld er guld, hvad enten det forekommer i en pose af sækkelærred eller i en af silke. Han hører ikke til dårerne, der hæfter sig mere ved sækken, ved emballagen end ved indholdet. Og som følge af denne sin holdning kommer han netop til indholdet, til guldet. Og med den samme holdning overfor Livets Bog kommer han også her til guldet eller det sande indhold: livets højeste analyser. Men i modsat fald opnår han intet, ser intet væsentligt. De stråler fra en forklaret tilværelse, der udgår fra bogen, formørkes af den sorte sky af kritik over nævnte bog, han selv udstråler. Og det guddommelige lys bliver for ham mere eller mindre til banaliteter, vrøvl, fantasier, fraser, grammatiske ufuldkommenheder osv.. – Livets Bog er for ham en lukket bog.

At "åbne" Livets Bog er altså ikke gjort ved blot og bar at åbne den rent fysisk, blade den igennem og "læse" den. Den kan desuagtet heraf for en sådan læser være en absolut lukket bog. Den kan kun virkeligt åbnes af den, der har nået et sådant begær efter åndelig viden, at han i sin søgen efter denne ikke lader sig hindre hverken af stil eller form. Hans bevidsthed må være så åndeligt fremskreden, at disse nævnte realiteter er blevet et så ganske underordnet spørgsmål, at han ikke ønsker at spilde tid med nogen som helst form for kritik af disse. Kun den, der er således indstillet, kan gøre sig håb om i nogen grad at kunne åbne Livets Bog og komme til den dybere mening, som er skjult bag den for alle synlige tekst og stil. Enhver sandhedssøger eller åndsforsker, der ikke har den her skildrede indstilling, men mere hæfter sig ved stilen eller den ydre form, er jo ikke åndsforsker, men stilforsker eller forsker af den ydre form. For et sådant væsen kan den til Livets Bog knyttede ydre form og stil undertiden være en uovervindelig hindring, idet al dets energi udløser sig i kritik af de i samme form eventuelt fremtrædende små tekniske fejl og grammatiske ufuldkommenheder e.l. Først når den dybere mening i Livets Bog bliver til hovedtingen og stilen og formen bliver til en biting for læseren, da oplever han "Den hellige ånd" gennem nævnte bog.

Fra et rent overfladisk eller flygtigt syn, hvor man endnu ikke er klar over den fundamentale betydning Livets Bog vil få for de kommende generationer, men derimod tror, at denne udgør et almindeligt dusinværk, der ikke afføder nogen besværlig eller uvant tænkning, men kun er beregnet på at behage og underholde, er det givet, at Livets Bog, der mindre er baseret på at behage og underholde end på at skabe helt nye tankeområder, med sine gentagelser og besværlige analyser vil virke kedelig. For personer, der ikke læser for at studere, men for at underholdes, vil navnlig gentagelser og analyser virke irriterende. Og jeg har da også fra sådanne personer, der næsten af vanvare er kommet til at læse i Livets Bog, mærket kritik over gentagelserne i nævnte bog. Jeg vil derfor gerne angående disse med det samme have lov til her at fremkomme med en lille orienterende bemærkning.

Da Livets Bog udgør et standardværk for en ny verdensimpuls eller den åndelige kraftbølge, der nu går hen over verden, og ud fra hvilken et altomfattende broderskab for alle levende væsener eller kærlighedsrigets manifestation på jorden vil komme til at udløses, har jeg været nødsaget til at omfatte mine i nævnte værk fremtrædende beskrivelser af tilværelsens højeste bærende realiteter med den størst mulige samvittighedsfuldhed. Jeg har følt mig nødsaget til at måtte gøre alt for at forebygge misforståelse. Og det er denne min samvittighedsfuldhed der således har tvunget mig til atter og atter at måtte fremkomme med gentagelser i mine beretninger, for gennem hver ny gentagelse at kunne belyse nye momenter i de pågældende emner, således at disse på alle måder og fra alle sider kunne være fundamentalt underbyggede. Thi kun i tanken om at have gjort alt, hvad der stod i min magt for at forhindre misforståelse, har jeg kunnet befinde mig i kontakt med det Forsyn, på hvis bud jeg skaber Livets Bog. Og kun i harmoni eller samklang hermed, kan jeg permanent være indhyllet i den kraft og styrke, der til sidst vil lade mine manifestationer uskadt gå gennem enhver form for kritik og modstand.

Da Livets Bog med dens høje og ikke almindelige stof, dens svære kosmiske analyser, dens omfattende fortolkning af livets skjulte bærende problemer for mange mennesker ikke vil være nogen let tilgængelig bog, men derimod for virkeligt at blive forstået kræver et så overordentligt stort koncentrationsarbejde af sin læser, at det til tider måske kan forekomme som en vandring op ad stejle klippeskrænter, vil spørgsmålet om nødvendigheden af studiet af nævnte bog ganske naturligt kunne dukke frem. Samme spørgsmål er ikke blevet mindre aktuelt derved, at man ud fra en vis religiøs retning i nogen grad synes at fortolke vejen til frigørelse som en tagen afstand fra ethvert begær, fra religioner, bøger, sekter, profeter, ja vel endog fra verdensgenløserne. Det synes at fremgå af nævnte fortolkning, at disse realiteter endog har været vildledende og dermed ligefrem skadelige for menneskene. Endvidere fremgår det af samme fortolkning, at "frigørelse", hvilket i realiteten vil sige "den store fødsel", der igen er det samme som individets evne til at sanse i kraft af "den hellige ånd" skulle kunne tilegnes af alle individer i dag, hvis de blot selv ville.

Jeg vil indrømme, at nævnte fortolkning fra et vist synspunkt har sin berettigelse, idet livsproblemerne, derfra, unægteligt tager sig således ud; men jeg må samtidigt gøre bekendt, at dette synspunkt absolut ikke er det højeste og som følge deraf ikke befinder sig i selve livets eget centrum. Det er ikke det, jeg i Livets Bog kalder "Faderens eget udsigtspunkt", hvorfra verdensplanen eller livets absolutte mening ufejlbarligt i hele sin udstrækning gennemskues.

Da man fra et lavereliggende udsigtspunkt jo ikke kan overse et højereliggende punkt, kan det virkelige overblik over et område således absolut kun tilegnes fra det højeste punkt. Og det samme princip gør sig også gældende om end i en anden dimension på det åndelige område. Når det fra et vist synspunkt synes at være fordelagtigt at slippe ethvert begær, er det kun udtryk for, at samme synspunkt ligger så lavt, at man ikke er i stand til at overse begærenes sande analyse, der netop fra et højereliggende synspunkt viser sig at være den eneste absolutte basis for skabelsen af individets lyst til livet. At modarbejde begærene er altså det samme som at modarbejde lysten til livet. Et totalt ophør af begær kan kun finde sted på basis af en hundrede procents ligegyldighed. Denne ligegyldighed er ganske vist "frigørelse", men denne "frigørelse" er jo det samme som en tilsvarende hundrede procents balance eller ligevægt. Men da en sådan ligevægt er det samme som absolut stilstand, og denne igen er det samme som livløshed, bliver nævnte "frigørelse" således det samme som – døden. Da døden igen er det samme som jegets lænkelse til en hundrede procents afmagt, vil menneskehedens førelse mod en sådan "frigørelse" jo være i strid med naturens love og som sådan udtryk for ophav med primitive eller for lavtliggende synspunkter.

Da begærene således i virkeligheden er de tråde, der knytter jeget til livet, skal menneskene ikke ledes bort fra begærene. Men da begærene kan inddeles i to kategorier, nemlig de for individets udviklingstrin naturlige og de for samme trin unaturlige, og de unaturlige skaber usundhed og de naturlige sundhed, vil individernes førelse mod de for hver især passende naturlige begær til sidst afføde en hundrede procents sundhed på ånd og legeme, hvilket igen er det samme som en forklaret tilværelse. Kun denne tilværelsesform alene kan være identisk med den absolutte frigørelse. Men denne frigørelse er ikke uden begær, thi den opretholdes udelukkende i tilfredsstillelsen af begæret efter at få lov til at elske sin næste som sig selv, hvilken tilfredsstillelse jo er det samme som overholdelsen af tilværelsens højeste bud: kærligheden, der er "al lovens fylde".

Med hensyn til en forkyndelse, der går ud på at lede menneskene bort fra religioner, bøger, sekter, profeter og verdensgenløsere og samtidigt udtrykker disse realiteter som falsknerier, kan den ligeledes kun være udrundet fra et primitivt eller lavereliggende udsigtspunkt. Thi fra faderens eget udsigtspunkt bliver disse realiteter til uundværlige og ophøjede led i den menneskelige udvikling og førelse fremad. De er jo hver især fra samme udsigtspunkt synlige som en bærende faktor i manifestationen af selve "Guddommens røst" eller belysningen af de evige fakta iklædt en fortolkning passende for det folks udviklingstrin eller fatteevne, til hvilket de hver især specielt blev givet. Da denne fortolkning jo blev identisk med en bestemt fysisk ordform, et skabt fysisk legeme, måtte den naturligvis ligesom alle andre fysiske legemer efterhånden blive forældet, blive til dogmer, alt eftersom individerne udviklede sig videre frem, gjorde erfaringer og derigennem blev dygtiggjort til at kunne forstå mere af de evige fakta, opfatte mere dybtgående detaljer i den guddommelige verdensplan. At de nævnte realiteter er blevet forældet, betyder jo ikke at de har været falske eller unyttige, tværtimod. Religioner, sekter, "hellige skrifter", præster, profeter og verdensgenløsere er alle udslag af et guddommeligt faderprincip, er en guddommelig forsorg og pleje for den endnu uvidende og famlende barnlige menneskehed. De udgør en "gangstol", i hvilken den samme menneskehed bliver støttet, så længe den endnu ikke selv er i stand til at "stå" eller "gå" på sine egne ben, hvilket vil sige, så længe den endnu ikke er i stand til ved egne sanser at opleve og iagttage livets højeste problemer. At den nu begynder at gøre forsøg på at forlade denne "gangstol" er kun udtryk for at den er vokset, men er absolut ikke udtryk for at "gangstolen" har været unyttig. Men da det endnu ikke er almengældende, at det jordiske menneske har "kosmisk bevidsthed" eller er overskygget af "den hellige ånd" og som følge heraf endnu ikke vil være i stand til selv at skue livets højeste analyser, er det en farlig sag at tage dets åndelige støtter eller nævnte "gangstol" bort, thi det vil da uundgåeligt falde til jorden. At dette "fald" ikke skulle afføde en større eller mindre "lemlæstelse" er en forventning, man ligeså lidt kan stole på som på en fugl på taget.

At fortælle menneskene, at de alle i dag godt kan undvære religioner, sekter, åndelige bøger og vejledere, at betragte disse realiteter som overflødige er altså en meget stor og farlig illusion. En sådan betragtning er ikke "frigørelse", men en lænke der binder menneskeheden til fald og lemlæstelse, til mørke og lidelse.

At alle mennesker i dag skulle kunne nå den virkelige frigørelse eller "den store fødsel" er en betragtning, der er blottet for al dybere indsigt i de virkelige fakta. Den udgør den højeste kontrast til al logik. Det er jo dog en almindelig kendsgerning, at alle mennesker i dag ikke står på samme trin hvad moral og begavelse angår. At individerne ikke står på samme åndshøjde betinges jo af, at de ikke alle har gjort lige mange erfaringer, og at deres opfattelsesevner som følge heraf ikke er ligemeget udviklede. Men når individerne ikke har den samme evne til at opfatte eller gøre erfaringer, kan de jo heller ikke alle i dag opfatte og beherske de erfaringer, analyser og den moralitet, på hvilket den virkelige frigørelse, den store fødsel eller kosmiske bevidsthed er baseret.

En forkyndelse, der udtrykker, at alle mennesker kan nå den absolutte frigørelse på en og samme dag, kan kun have til ophav et væsen, der endnu ikke selv har besteget den højde, hvorfra den fulde udsigt over livets love eller den guddommelige verdensplan opleves, og som følge deraf endnu heller ikke ejer den virkelige, store frigørelse som selvoplevelse.

At et sådant væsen eventuelt kan befinde sig i en tilstand, hvor det ikke behøver tro på noget kommende liv, ikke føler begær efter viden om livets højeste analyser, men har nok i at leve fuldstændigt i nuet, er ikke frigørelse, men snarere en slags omskrivelse af den for et primitivt bevidsthedsniveau opfattede salighed, der kun går ud på et så uvirksomt liv som dette i hvide klæder at stå og vifte med palmegrene omkring den formentlige Guddom siddende på en gylden trone. En sådan form for salighed er guddommelig for det bevidsthedsniveau, der endnu ikke i særlig grad har kunnet hæve sig til skønnere eller højere former for tilværelse, men er forældet og uden inspirationsevne for de væsener, der har fået intelligensens og intuitionens guddommelige magt og derved i "den hellige ånds" sekraft er blevet i stand til at opfatte en form for salighed, der gør al bevægelse og vibration til samvær med Gud, og hvorigennem det bliver synligt, at intet liv kan opleves uden at være identisk med uvidenhedens omskabelse til viden. Da Livets Bog er baseret på nøjagtigt dette princip, er den altså fuldstændig i kontakt med selve livet og tilværelsen. Om det er nødvendigt at gøre sig de anstrengelser, det koster at studere denne bog rigtigt, vil altså være afhængigt af, hvilken af de nævnte to former for salighed, man ønsker at tilstræbe. Ønsker man kun den uvirksomme form for salighed, som det er at leve i nuet uden ønske om kendskab til selve det levende væsens virkelige analyser, dets kommende liv etc, da behøver man naturligvis ikke nævnte bog. Da kan man ganske stilfærdigt leve videre i sin formentlige frigørelse. Men hvis man ønsker at komme i virkelig kontakt med det højeste levende væsen, med selve Guddommen, da kan det kun ske ved at komme i tilsvarende kontakt med selve livet, idet dette er Guddommens egen personlige røst eller tale. At blive eet med denne tale er altså det samme som at være praktisk og teoretisk indlevet i dens analyser. Men denne indlevelse er jo det samme som at være "vejen, sandheden og livet", hvilket igen er det samme som at være "eet med Faderen" eller Guddommen. Kun denne tilværelse alene er den absolutte frigørelse. Men en sådan forklaret tilværelse opnås ikke ved en opelsket "ligegyldighed" eller uinteresse for selve det daglige liv, men derimod udelukkende kun gennem udviklingen og tilfredsstillelsen af begæret efter manifestation af kærlighed. Og her kan Livets Bog være til stor nytte, thi den er, som vi nu gennem dens eget stof vil få at se, udelukkende – "KÆRLIGHEDENS BOG".