Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1983/2 side 42
Nyt fra Instituttet
 
PÅSKEN I KLINT 1983: Klint-gruppen /v Just Møller.
 
Martinus Centret i Klint er ved at vågne op af sin vinterdvale, til nye aktiviteter, til nyt liv, som midlertidigt var forlagt til andre lokaliteter.
Hvad er der mon opstået af lækager i Centret i den forløbne vinter? Hvor trænges til en afstivning? – til en reparation af et vindue eller dør, – til et lag maling? – til udbedring af en skade for at undgå, at noget værre skal opstå?
Det skal altsammen ordnes, så dette enestående sted endnu en sommer kan danne en smuk ramme om studiet af Martinus Kosmologi.
Martinus Centret er langsomt ved at skifte karakter. En ny bygning vil stå klar i år som et varsel om en anderledes fremtid, hvor undervisning er det primære, – det sociale det sekundære, men alligevel meget vigtige. En naturlig udvikling for en på det universelle opbygget og baseret kosmologi og åndsvidenskab, hvor disse to elementer, intellekt og følelse, går i spænd som i en fremtidens verden i balance.
Således må der stadig være mennesker, som viderefører den igangværende proces, – jeg tænker på alle de nedennævnte aktiviteter, på den frivillige arbejdskraft, der traditionsmæssigt har støttet CENTRET, – faktisk bærende det ind i den ny tid på deres skuldre.
Vores opgaver i Klintgrupperne er jo at se til, at denne fysiske ramme holdes vedlige og forbedres indenfor de rammer, som gruppernes medlemmer kan præstere. Det er ganske trivielle, men nødvendige ting, det drejer sig om: Rengøring, administration, reception, køkkenaktiviteter, almindelig vedligeholdelse og forbedringer af bygninger, landskabspleje og forskellige servicefunktioner.
Uden disse ville tingene simpelthen ikke kunne gå, hverken i fortiden eller i fremtiden. Gennem årene har en stor skare af medarbejdere som en gave til "sagen" givet deres tid og energi hertil.
Men nu til det helt aktuelle: PÅSKEARBEJDET. Forhåbentlig bliver vi det sædvanlige antal på mellem 50 og 60, fra Sverige, Danmark og andre steder fra. Alle, tidligere deltagere som nye, skal være hjertelig velkomne, – håndværkere, som ikke-faglærte, – gartnere, malere, tømrere, murere, elektrikere, VVS-folk, altmuligmennesker.
Skærtorsdag er i år d. 31. marts. Vi kan komme derop fra om onsdagen og blive til om mandagen. Der serveres dog ikke varm mad om onsdagen, men de øvrige dage, og til en moderat pris.
Opholdet er, som sædvanlig, frit, og der vil sikkert om aftenerne være korte foredrag, oplæg oa.
Bring selv evt sovepose/tæppe, samt forplejning til morgen- og aftenmåltiderne.
Det vil være en god ide, også for din egen skyld, at ringe din ankomst til Instituttet på telefon 01 – 34 62 80. Desuden vil det som tidligere være muligt at leje sig ind for hele påsken, Instituttet giver gerne oplysninger herom.
 
KURSUS PÅ INSTITUTTET
LIVSKRAFT I MIKRO- MELLEM- OG MAKROKOSMOS v/John Nielsen
3 søndage d. 6/3, 13/3 og 20/3 kl. 12.30-17 Pris kr. 90,-/45,-. Tilmelding til Instituttet.
 
BYGGERIET v/ Willy J Kuijper
Det glæder os at kunne meddele, at byggeriet skrider frem meget hurtigere end beregnet. Og det betyder at den ny pavillon, hvis ikke store forsinkelser i form af strejker e.lign. uventet optræder, med meget stor sandsynlighed bliver færdig til afleveringsdato d. 20 maj i år. Så er der ca. en måned tilbage til at gøre pavillonen invendig færdig til udlejningen.
Det betyder at der så til sommersæsonen – 83 vil stå en dejlig ny bygning parat til vore gæster. Pavillon A, som bygningen hedder, indeholder fem enkeltværelser (på ca. 23m2) og ti dobbeltværelser (på ca. 28m2), alle med brusebad og toilet og en køkkenniche. Der bliver også en fælles opholdsstue, der eventuelt kan anvendes som studielokale. Og to lejligheder vil indrettes til handicappede, med alle de dertil hørende særlige indretninger.
Igennem den ny pavillon er der så fra d. 18 juni 1983 skabt mulighed for interesserede at leje sig ind i en helårsbygning der fuldstændig opfylder de nuværende krav med hensyn til komfort og kvalitet. For priser og lejebetingelser henviser vi til den i dette nummer vedlagte prisliste.
Det vil sige at vi nu også er i stand til at organisere både week-end og ugekurser i Klint udenfor sommersæsonen og u-gruppen vil begynde at planlægge sådanne kurser i takt med behovet.
Det sidste par sæsoner har der været mangel på studielokaler. Og sidste sommer var det kun det gode vejr, der gjorde, at man ikke følte denne mangel som en virkelig gene. For foreløbig at råde bod på dette spørgsmål har vi besluttet ikke mere at udleje lejl. 1-3 Pavillon I, men bruge dem som studielokaler. På længere sigt regner vi med at bygge nye, fuldstændig tidssvarende undervisningslokaler i nærheden af foredragssalen.
Ved juletiden er der udover den normale indsamling, der indtil slutningen af januar har givet et beløb på ca. 80.000 D-kr fra Danmark og Sverige, tilkommet Instituttet et større pengebeløb som gave. Disse penge håber vi at kunne bruge til en ny køkkenbygning, men dette byggeri kan ikke sættes i gang før sommeren. Så det bliver først til næste sæson at denne plan kan blive realiseret.
Derudover trænger også foredragssalen virkelig til en total renovering, og muligvis vil vi til efteråret som første skridt begynde med at lægge nyt tag på foredragssalen. I et senere stadium skal så salen få en ny inddeling, et nyt gulv, nye stole og evt. bokse til tolkning på andre sprog.
Færdiggørelsen og åbningen af den ny pavillon er et historisk moment i sagens udvikling. Det er begyndelsen til en helårsskole og vi kan allerede nu se at der følger en hel del ændringer i kølvandet af dette nybyggeri. Men den vigtigste opgave, som skal løses før virkelig store ændringer og en større vækst kan finde sted, er færdiggørelsen af "strukturen" (en struktur for samarbejde) der er sat i gang af Martinus selv, og det er en af de opgaver rådet i øjeblikket er i gang med.
Vi kan ikke undlade at udtrykke vor inderlige taknemlighed over for sagens interesserede og bidragsydere og over Forsynet i det hele taget, der har gjort det muligt for os at realisere det første vigtige element i skabelsen af en helårsskole i overensstemmelse med Martinus ønsker.
WJK
Foto: Oscar Nordberg
Lisbeth Lanemo: DET TREDIE TESTAMENTE I BOGHANDLERENS UDSTILLINGSVINDUE
Syv bind af Det Tredie Testamente smukt udstillet i en boghandels vindue giver et stærkt synsindtryk. Det har vi i efteråret kunnet konstatere i Linköping, hvor den største boghandel i en tre ugers tid gav stor plads til Martinus litteratur og til plakater og program om lokale aktiviteter i Martinus Kosmologi.
Mange forbipasserende har standset, op og givet sig god tid til at tage bøgerne i øjesyn og læse plakater og programmer, fortæller personalet i boghandelen. Og salget er gået godt.
Linköping er en universitetsby med 113.000 indbyggere. Hälsens Forlag, som udgiver Martinus Litteratur i Sverige, startedes her af Nils Kalén, som jo også har oversat Det Tredie Testamente til svensk. Men bøgerne har hidtil kun kunnet købes på bestilling i boghandelen.
Vi er blevet enige med boghandleren om en arbejdsfordeling: boghandelen sælger Livets Bog, medens vi sælger den øvrige litteratur ved vort bogbord i forbindelse med vore foredrag. På denne måde kan folk når som helst komme i kontakt med Det Tredie Testamente og Kosmologien, nu også gennem boghandelen.
Den første uge blev der ingen bøger solgt, selv om mange viste interesse for dem i udstillingsvinduet. Men lige efter det første foredrag kom der gang i salget, og man solgte på få dage seks syv bind. Derefter gik tempoet lidt ned, men boghandelen er ganske godt tilfreds med resultatet.
Nu da alle syv bind af Livets Bog er udgivet på svensk i sin endelige udformning under hovedtitlen Det Tredie Testamente syntes vi, at tiden måtte være inde til at boghandelen begyndte at interessere sig for dem. Der hører de jo naturligt hjemme, let tilgængelige for almenheden.
Vi opsøgte indkøbschefen i Esselte boghandel og fortalte om Martinus Kosmologi og om de aktiviteter som fandt sted i Linköping med foredrag, studiekredse og week-end kurser.
Han blev interesseret og besluttede at indkøbe Det Tredie Testamente og udstille bøgerne sammen med vore plakater om efterårets foredragsserie. Midt i udstillingen var en plakat med et billede af Martinus med en tekst, som vi bistod med, om Martinus forfatterskab.
Nu er udstillingen taget ned, men bøgerne står fremme på et godt synligt sted inde i boghandelen sammen med nogle avisartikler, der fortæller om Martinus Kosmologi.
Martinusgruppen i Linköping
(Oversat fra svensk af Sysse Buch)