Ældre Kosmos og Kontaktbreve

 

Da "Livets Bog" udgør et værk, der er bestemt til at skulle udgøre en beskrivelse af tilværelsens allerstørste problemer eller livets højeste analyser, kunne det allerede på forhånd vides, at den ikke straks ville blive nogen ganske almindelig lekture. Dens særegenhed kommer endnu mere til syne gennem dette, at den, bortset fra nogle enkelte citater fra biblen, ikke udgør en sammensætning af citater eller viden hentet fra andre bøger, værker eller personer i verden, men udgør et resultat af et enkelt væsens, hvilket vil sige min absolut egen okkulte oplevelsesevne eller kosmiske sansning. Som følge af denne dens afvigelse fra de fleste andre litterære værker kunne det ligeledes på forhånd forventes, at dens modtagelse ville blive mødt med stor skepsis, i særdeleshed da jeg i sandhedens interesse har følt det som min pligt overfor dens læsere åbenlyst at erklære disse særlige omstændigheder ved dens tilblivelse. Denne erklæring har jeg udtrykt i form af dens fortale.

Da jeg således i fortalen har været nødt til at opgive, at jeg er min egen kilde, at "Livets Bog" ikke på nogen som helst måde udgør et plagiat af andres viden, og at samme bog skulle blive udtryk for så store analyser som "Det treenige princip", "Verdensaltets grundanalyser", "Den evige Guddom", "Det levende væsens udødelighed" osv, kunne det lige så sikkert forudses, at den indtil en vis grad også ville blive mødt med intolerance. Det er jo en kendsgerning, at der findes visse kategorier af mennesker, der hverken vil eller kan tolerere andre medvæseners naturlige overlegenhed, men derimod møder denne med en indignation, vrede eller et had, der bliver desto større, jo større overlegenhed de netop står overfor. Vi har jo store eksempler i den retning fra Jesus lidelseshistorie. At disse kategorier af væsener ikke i størst udstrækning skal søges blandt "hedninger", "antireligiøse" eller "fritænkere", men derimod oftest er at finde hos væsener, der på forhånd måtte formodes at være de mest imødekommende og forstående overfor de højeste problemer, er en gammel kendsgerning, som også Jesus giver udtryk for, idet han siger, at "de første skulle blive de sidste", og ligeledes når han udtrykker, at han fandt den største tro hos "hedningerne". Det var således hverken hos ypperstepræsterne, de skriftkloge eller hos andre af de autoriserede visdomsforkyndere, at han blev kærligst modtaget. At dette princip endnu gør sig gældende, kan ingen, der er med til at forkynde den ny verdensimpuls eller udbrede visdommen i vore dage, undgå at opleve som kendsgerning. Disse væsener vil alle blive vidne til, at "frænde er frænde værst", hvilket i dette tilfælde altså vil sige, at det er ret almindeligt, at den største uvilje og derfor den største uimodtagelighed er at finde hos mange af de personer, der sidder som store "embedsmænd", "ledere", "medier" osv i religiøse bevægelser, foreninger og selskaber.

Der må dog her gøres opmærksom på, at der naturligvis findes undtagelser. Men de væsener, der ikke hører ind under disse undtagelser, har jeg beskrevet i "Livets Bog" stk. 126, som hovedsageligt hørende til anden afdeling i anden kategori i gruppe A, og jeg skal derfor ikke komme nærmere ind på disse væsener her, men blot bemærke, at sådanne væsener har tilegnet sig deres pladser og position i kraft af ærgerrighed, en bevidsthedsfaktor, der absolut ikke er heldig i åndelige foretagender eller missioner. Ligeså udmærket ærgerrighed kan være for stimulering af fysiske foretagender, lige så uheldig og umulig er den som drivkraft i religiøse manifestationer. Den eneste virkelig sunde drivkraft i disse kan foruden ren kærlighed kun være "pligtfølelse". Når en person således er i færd med at udføre en åndelig mission i kraft af pligtfølelse, da går missionen forud for hans egen person, men hvis han udfører den i kraft af ærgerrighed, da går hans person forud for missionen. I første tilfælde bliver nævnte person lykkelig, når han møder åndeligt stræbende mennesker ganske uafhængigt af, om de tilhører hans egen livsopfattelse eller andres. Han føler i dem sande åndelige kolleger, brødre og medarbejdere, selv om den samme følelse endnu slet ikke er gensidig hos de andre væsener. I sidstnævnte tilfælde, når individet drives af ærgerrighed, ser han i ethvert andet åndeligt stræbende menneske en konkurrent. Og jo mere fremtrædende og fordelagtig omtalt eller desto mere voksende dette andet væsens åndelige position er, desto mere indigneret, intolerant bliver han netop på denne sin broder. Da indignation og intolerance jo netop er kræfter, der giver sit ophav kvalifikationer for mørk manifestation, begynder et sådant intolerant væsen da også straks at gøre sig til medium for vrede imod og bagtalelse og underminering på enhver tænkelig måde af den anden part, men naturligvis altsammen under den selvhypnose, der hedder "retfærdig harme", "hellig vrede" eller kort sagt en foregøgling af altsammen at være i moralens og dydens interesse, altsammen for at beskytte deres tilhængere fra at få interesse for og dermed blive "vildledt" af nævnte person; men i virkeligheden er sandheden den, at det kun er for at beskytte deres egen position. De er bange for, at det andet væsens lys skal overtrumfe deres eget, så deres tilhængere skal gå hen og blive den andens tilhængere. Disse væsener forstår således ikke, at de netop derved for ethvert udviklet menneske afslører deres egen åndelige mangelfuldhed og dermed ganske underminerer deres egen position.

Men derved udløser de jo de årsager, hvis virkninger kommer tilbage og giver dem de manglende kvalifikationer, ved hvilke de vil blive klar over, at den af kærlighed fremførte virkelige åndelighed ikke på noget punkt kan give sig udslag i nogen som helst bagtalelse, intolerance eller vrede mod nogen eller noget, og at dette netop er den eneste åndelige position hos et væsen, der er uforgængelig eller urokkelig. Overfor denne præller al sladder, vrede, intolerance, misundelse og overtro fuldstændig af. Ja, de nævnte realiteter kan ganske vist føre til "korsfæstelse", men efter denne vil sandheden komme for dagen i en lysende og strålende "opstandelse", hvorved det "korsfæstede" væsens position derved yderligere bliver mange gange forstærket.

Da det således i stor udstrækning er ærgerrighed, der skaber disse "korsfæstere", er det ganske naturligt, at disse bliver at søge blandt væsener, der netop i kraft af denne ærgerrighed har tilegnet sig en vis åndelig position, såsom "ypperstepræster", "skriftkloge", religiøse foredragsholdere, præsidenter, sekretærer o. lign. indenfor religiøse samfund eller broderskaber, medier indenfor spiritistiske cirkler osv, kort sagt alle væsener, der således fremtræder med religiøs position, og om hvem man naturligvis havde lov til at mene skulle være de første til at acceptere og glæde sig over andre væseners åndelige position og naturlige overlegenhed, skulle være de første til ikke at "kaste med sten".

Det må naturligvis, som før bemærket, absolut erindres, at der findes undtagelser, og at de virkelig fremragende åndeligt udviklede personer indenfor de religiøse samfund, sekter og bevægelser selvfølgelig ikke i noget som helst tilfælde kan "korsfæste", "kaste med sten", eller tale ondt om nogen, men i fuld forståelse med det gamle ord: "Hævner eder ikke selv I elskelige, jeg vil betale, siger den Herre Zebaot", kun ser, hører og fornemmer Gud eller det gode i alt og alle. Og kendetegnet på disse væsener vil derfor altid være dette, at de aldrig har noget ondt at sige om nogen eller noget, men føler sig åndeligt tilknyttet til alle levende væsener ved et kærlighedens bånd, der i enhver retning lader dem være hævet over al ydre etikette og vil derfor komme alt og alle i møde ganske uafhængig af trosbekendelse, livsopfattelse, manifestation og udviklingstilstand. Men for alle de andre væsener indenfor de religiøse samfund, der afviger herfra, vil Kristi ord stadigt være gældende: "Hvo, som synnes at stå, se vel til, at han ikke falder".

Med disse her skildrede kengsgerninger for øje, havde jeg ikke lov til at forvente andet, end at den samme tradition: "De første skulle blive de sidste" også ville komme til at gøre sig gældende overfor "Livets Bog". Og jeg var da også klar over, at det gjaldt om at skabe nævnte bog således, at der blev så lidt næring som mulig for de omtalte primitive væseners lavere tendenser. Men i kraft af bogens omfang og indhold af store analyser, og i kraft af, at jeg ikke havde ret til at skjule, at jeg er min egen kilde, har jeg naturligvis ikke helt kunnet undgå at mærke svage reflekser fra disse væseners indignation eller intolerance. Det, der navnlig har været en torn i øjet på de nævnte væsener, er netop "Fortalen" i omtalte bog. Jeg har derfor, før jeg går over til en nærmere redegørelse af fortalen, ment det gavnligt at fremkomme med ovennævnte oplysninger – ikke for at gøre ondt for nogen, men absolut udelukkende for at vise det værdiløse i de intolerante væseners fremfærd og derved gøre enhver læser af "Livets Bog" begribeligt, at han ikke behøver at tage til genmæle overfor denne, idet den til syvende og sidst vil kaste sine virkninger tilbage på sit eget ophav, og at vi andre derfor kun kan udtrykke den største, sande og rene åndelighed og kærlighed ved at "vende den højre kind til, når vi bliver slået på den venstre", og i kontakt med livet i vor stille bøn udtrykke "Fader, forlad dem, thi de véd ikke, hvad de gør".

Som jeg påpegede i forrige nummer, er fortalen til Livets Bog tilpasset til det færdige eller samlede værk. Men da dette endnu ikke foreligger, men kun første bind, har det været og er fremdeles vanskeligt for mange mennesker straks at kunne acceptere fortalen eller undgå at være skeptisk.

Af forskellige grunde, som jeg også påpegede i samme nummer, kan dette igen blive årsag til udløsning af indignation eller intolerance hos visse kategorier af mennesker. Men der findes også mennesker, der selv om de ikke har tendenser til uvilje mod andres opfattelse eller mening om livet, ja måske endog har en virkelig god vilje til gerne at ville modtage denne, men som trods denne omstændighed alligevel ikke kan acceptere fortalen til Livets Bog. Dette er navnlig sådanne personer, der på det materielle område er framragende intelligensudviklede, men endnu kun i mindre grad eller slet ikke har været i berøring med åndelige eller okkulte erfaringer og derfor heller ikke kan være intelligensudviklede på disse felter. For sådanne væsener bliver enhver åndelig eller okkult beretning, der ligger forlangt forude for deres vante intelligensmæssige gebeter som følge heraf let fantastisk. Og jo mere ukendt med åndsvidenskabelig eller okkult litteratur, de nævnte væsener er, desto mere fantastisk virker fortalen på deres opfattelse og sind. Disse væsener er ikke særlig intolerante, men har altså kun evne til at acceptere den autoriserede materielle viden, medens de derimod indtil en vis grad er nødsaget til kun at kunne opfatte åndelig viden som naivitet eller ligefrem overtro. Sådanne væsener vil ofte være at finde blandt fremragende materialistiske videnskabsmænd, forfattere, journalister osv, hvis udtalelser og afgørende dom for mange betragtes som autoritet.

Man vil altså her kunne forstå, at denne dom i absolut forstand ikke på nogen som helst måde kan være nogen retmæssig autoritet på åndelige felter, ligegyldigt hvor meget disse væsener så end måtte høre ind under prædikatet "akademikere". Fordi en mand er doktor i filosofi er han jo ikke ekspert i telepati eller tankeoverføring, eller fordi han er professor i kemi, er han jo absolut ikke nogen autoritet i psykometri eller clairvoyance. Nævnte autoritet kan naturligvis kun ejes af den person, der har disse evner, ganske uafhængigt af hvor beskeden en social stilling han så end måtte indtage.

Den begyndende sandhedssøger må således vænne sig til at være uafhængig af den materielle videnskabs dom og "autoritet" på åndsvidenskabelige felter, thi i modsat fald kan han jo ikke nå ud over den materielle grænse, før videnskaben engang er nået ud over denne. Men det må her bemærkes, at videnskaben er i stærk udvikling i retning mod det psykiske og på mange felter allerede er nået frem til den fysiske verdens grænse, og at det således kun er tidsspørgsmål, når den begynder at bevæge sig indenfor de okkulte områder. Men foreløbig er den endnu ikke kommen over nævnte grænse. Og det er derfor ganske naturligt, at de førnævnte væsener må betragte fortalen til Livets Bog med en vis skepsis. Det, den udtrykker, kan jo ikke dokumenteres hverken ved hjælp af mikroskop eller teleskop, kan ikke måles eller vejes ved hjælp af fysiske mål eller vægte.

Jeg har jo i fortalen været nødt til at berette om omstændigheder, der blev udløsende for den begyndende skabelse af Livets Bog. Jeg måtte således berette om de kendsgerninger, som forud fandt sted, nemlig at jeg gentagne gange blev indhyllet i stærke okkulte eller overfysiske lysfænomener eller "ilddåbe", og at disse udløste hidtil uvirksomme eller latente sanser i mig, således at jeg lidt efter lidt kom til at stå overfor en helt ny sansehorisont, en horisont der lå ganske hinsides den vante fysiske verden. Jeg så ikke alene ligesom andre mennesker med fysiske øjne i kraft af sollyset, men jeg så også med åndelige øjne i kraft af åndeligt lys. Da al åndelig energi er af kolossale dimensioner i forhold til fysisk energi, blev den ny sansehorisont også i forhold til den fysiske af tilsvarende dimensioner. Og det er denne min beretning om den ny sansehorisont, eller det jeg nu kunne se, og de evner jeg havde fået, der blev det vanskeligste punkt for den begyndende læser af Livets Bog. Ja, for nogle endog så vanskeligt, at det foreløbig blev uoverstigelig, idet de umuligt kunne opfatte problemerne som sandhed, hvorved den videre læsning af samme bog dermed naturligvis var uden interesse.

Hvis jeg i forvejen havde skrevet et værk om det levende væsens gradvise sanseudvikling fra primitive former hos de laverestående dyr til de former, hvorunder de fremtræder hos det intellektuelt udviklede menneske og den videre fortsættelse heraf, og dér fremført eksempler eller kendsgerninger fra biblen og det daglige liv, der var analog med min egen oplevede tilstand, ville sagen have stillet sig ganske anderledes. Da ville problemerne have været mere acceptable. Men da en sådan belysning af sanseudviklingen jo får sine specielle kapitler i selve Livets Bog, kunne jeg selvfølgelig ikke gå i detaljer med de nævnte problemer i fortalen, men har måttet indskrænke mig til at berette de nøgne kendsgerninger uden særlige kommentarer ganske uafhængigt af, hvor usandsynlige de på denne måde så end måtte tage sig ud, uafhængigt af hvor stor skepsis de så end måtte afføde, stolende på, at når det færdige værk foreligger, da at have retfærdiggjort min beretning eller påvist min tilstands rigtighed.

At manifestationen af de enkelte bind af Livets Bog er af et sådant omfang, at de kun kan udgives med års mellemrum, gør jo ikke sagen bedre, i særdeleshed sålænge der endnu hovedsageligt kun er udgivet selve fortalen og indledningen eller det første bind. Dette har da også bevirket, at nævnte bind naturligvis kun bliver læst af de mennesker, der er så åndeligt udviklede, at de ikke har ladet sig afskrække af fortalen, men dristigt arbejdet sig gennem denne til det virkelige studium, der i realiteten først begynder med indledningen.

Fortalen er således en realitet ved Livets Bog, der naturligvis først får sin retfærdiggørelse og fulde berettigelse, når de endnu ufærdige bind af Livets Bog kommer til at foreligge, idet den jo udgør en slags overture til hele det samlede værk.

Da de nævnte bind kommer til at indeholde så store analyser som verdensaltets grundanalyser, og jeg i fortalen har været nødt til at nævne dette, og ydermere været nødsaget til at erklære, at denne analysering fremtræder i kraft af min egen selvoplevelse og ikke ved nogen som helst form for studium eller tilegnelse af viden fra bøger eller andre væsener, er det forståeligt, at visse væsener naturligvis på forhånd kun er i stand til at mene, at jeg her er behersket af forfængelighed, og at mine udtalelser er udtryk for hovmod for ikke at sige "storhedsvanvid". For at forhindre denne for de pågældende læsere uheldige opfattelse og for at hjælpe dem frem til det begyndende studium af livet, der begynder med indledningen, skal jeg i det næste nummer af "Kosmos" gå over til at uddybe de så vanskeligt acceptable sværeste punkter i fortalen, og håber derved at kunne bringe læserne i kontakt med de virkelige fakta, så de kan få den glæde og inspiration, som den virkelige og uhildede forståelse af fortalen i sin natur har evne til at bringe.

For at lette studiet af Livets Bog har jeg inddelt stoffet i små afsnit eller stykker. Da det koncentrerede indhold eller kærnepunkt i ethvert stykke er udtrykt ved en undertitel, vil enhver læser ved hjælp af denne således let og hurtig kunne orientere sig med hensyn til dettes indhold eller mening. Da ethvert stykke yderlig er nummereret, letter dette også enhver form for citeren eller henvisning til Livets Bog.

De i fortalen for mange læsere sværeste acceptable stykker er naturligvis de, i hvilke jeg omtaler mig selv og min åndelige eller kosmiske oplevelse. Og jeg skal derfor her forsøge at kommentere disse yderligere.

I stykke 7. kommer jeg således første gang blandt andet ind på at omtale, at jeg ved selvsyn har oplevet et sådant kendskab til verdensenergierne i et sådant omfang, at det på alle måder er blevet svaret på det gennem tiderne stadigt aktuelle spørgsmål, "Hvad er sandhed?", nemlig dette, at "Alt er såre godt". Med andre ord jeg erklærer egentlig her, at jeg har oplevet tilværelsen fra Guds eget synspunkt eller har set selve livets facit.
 

Når jeg yderligere i stykkerne 20, 21 og 22 beretter, at jeg kunne skue ligesom ind i selve evigheden, se livets mening og den evige Guddom eller i en permanent vågen dagsbevidsthedstilstand skue alle de bag den fysiske verden bærende åndelige kræfter, usynlige årsager, evige verdenslove, grundenergier og grundprincipper og at tilværelsesmysteriet således ikke var noget mysterium for mig, men at jeg var indviet i verdensaltets liv eller "Det guddommelige skabeprincip", er det forståeligt, at denne min beretning eller påstand for en vis klasse mennesker naturligvis måtte være ganske utrolig og derfor hos de samme væsener møde megen skepsis og modvilje. For mennesker, der slet ikke tror på eller har evne til at forstå, at andre mennesker kan være udstyret med evner og organer, som det ikke selv har udviklet, men at det almindelige jordiske menneskes begavelse eller sanseevne er toppunktet af alt, hvad der kan opnås i tilværelsen, må en beretning som denne selvfølgelig tage sig ud som: Fanatisme, overtro, storhedsvanvid, svindel osv. Men for det menneske, der virkelig er hjemme i sin bibel, i okkult litteratur, i ærlig åndsforskning eller har indsigt i udviklingens love, vil den nævnte beretning ikke være af en slet så drastisk virkning, men derimod udløse sig som et nyt glædeligt objekt for dets forskning og undersøgelse. Og det er jo netop for, at den kan blive genstand for denne undersøgelse, at den er fremkommen, og ikke for at den blindt skal tros. Hvis jeg ikke i form af Livets Bogs forskellige bind for den udviklede åndsforsker kunne bevise min påstands rigtighed og således gennem samtlige bind give materiale for denne undersøgelse, ville udtalelserne om mig selv aldrig være blevet manifesteret. Men da disse er udtryk for en kendsgernings analyse, ville jeg være en forræder mod den guddommelige verdensordning, i kraft af hvilken mine okkulte sanser eksisterer, eller en "synder mod den hellige ånd" eller det kosmiske bevidsthedsniveau fra hvilket al visdom og kærlighed har sit udspring. Overfor en sådan kendsgerning havde jeg naturligvis ikke noget som helst andet valg end dette ene åbenlyst at erklære sandheden til inspiration, bekræftelse og opbyggelse for andre, og ikke på nogen måde lade mig afskrække herfra, blot fordi en lille flok uvidende mennesker i henhold til deres primitive indstilling på okkulte områder nødvendigvis måtte opfatte mig som pralende, hovmodig eller gal. Det er jo netop den korsfæstelse eller skærsild alle menneskehedens hjælpere må igennem, hvis de virkeligt skal opnå at få udrettet noget. Og i bevidstheden om min sags ægthed lod jeg mig således heller ikke afficere af nogen hindring eller modvilje, i særdeleshed da jeg i form af Livets Bog opbygger beviset for, at min højere åndelig eller kosmiske bevidstheds tilstedeværelse er en kendsgerning eller absolut virkelighed og at den samme bevidsthedstilstand udgør det foreløbige mål for alle mine medmennesker her på jorden.

Da Livets Bog således i realiteten er hovedbeviset for "Kosmisk bevidsthed", og nævnte bog endnu kun er i sin vorden, kan jeg naturligvis ikke endnu i så udstrakt en grad som senere, når nævnte værk bliver færdigt, fundamentalt dokumentere min bevidsthedstilstand eller den i fortalen fremførte beretning. Men selv om jeg også i Livets Bog skaber beviset for en kosmisk bevidsthedstilstands tilstedeværelse, kræves der alligevel en vis udvikling, før man har evne til at acceptere denne som bevis. Min bevidsthedstilstand må således være en tros- eller vantrossag for alle de væsener, der ikke er så fremragende udviklet, at de kan kontrollere rigtigheden eller sandheden i mine ord, thi kun gennem evnen til at skue virkeligheden eller " den hellige ånd" i min manifestation bliver jeg bevis for guddommelig bevidsthed.

Idet jeg henviser til min egen artikel "den hellige ånd" i forrige nr. af "Kosmos", skal jeg i næste nr. uddybe emnet videre og håber dermed at gøre " den hellige ånd" begribelig og dermed lette læsernes indstilling og tro på Livets Bog, således at han gennem den kan finde vejen mod en forklaret tilværelse.

(fortsættes i næste nr.)