Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Søren Hahn: FYSIK OG KOSMOLOGI 3:

 

 

"Skæbne" er et ord, som ikke bruges meget nu om stunder. Vi kender det fra eventyrene, men i vore dages tekniske, politiske og økonomiske sprog passer det slet ikke. Er det derfor, at teknikere, politikere og økonomer ikke kan løse kriser et sted uden at skabe nye kriser et andet sted? – Martinus kalder sin kosmologi for "skæbnevidenskab". Er det dét, vi har brug for?

Men vi har jo allerede (i artikel nr. 1 i denne serie) analyseret et enkelt konkret og overordnet problem i denne sammenhæng, nemlig "krig", og udvider vi misopfattelsen af dette begreb til selve dets princip, altså ikke bare til krig mellem nationerne, men også til krig eller uvenskab mand og mand imellem, mellem arbejdsgiver og arbejdstager, mellem ægtefæller, mellem voksne og børn osv – ja, så vil man måske lettere kunne forstå, at håbet om, at fysikken og den nye teknologi engang i fremtiden vil kunne løse alle disse dagligdags og temmelig udbredte og pinagtige problemer, er absolut urealistisk og mere beror på tro end på virkelig viden. At disse psykiske problemer aldrig nogen sinde vil kunne løses – ja, det må ligeledes karakteriseres mere som tro end som egentlig viden.

Er Martinus kosmologi da et "ændringsforslag" – eller måske bare et nyt sæt religiøse eller politiske "læresætninger"? – Nej, Martinus kosmologi er – blandt meget andet – en direkte videnskab om, hvorledes freden i verden ikke blot kan –, men også ad fredelig eller frivillig vej vil, blive etableret, idet menneskene langsomt vokser sig modne til indefra og hver for sig, at kunne bruge denne nye videnskab på sig selv og deres forhold til de nærmeste omgivelser.

Men, ærlig talt, er det nu alligevel ikke lidt overdrevent, at gå så meget op i den slags filosofiske problemer? – Jo, ville Martinus svare, så længe problemerne er af filosofisk art, så betyder det, at man endnu ikke har dem så tæt inde på livet, at de kommer én ved. Så synes man bare, at alting går godt eller rimelig godt, og det vil kun være naturligt, om man beskæftiger sig med noget andet, der interesserer én mere.

Så længe man synes, at alt, hvad der er ubehageligt i tilværelsen, uden videre kan blive godt igen ved hjælp af en stimulans eller opmuntring udefra, – hvis bare man "får" et eller andet, en gevinst, en eksamen, en kop kaffe, en ny politik eller regering, nyt tøj, forår eller sommer, dejligt solskinsvejr, en ny forelskelse, et nyt job, nye venner osv – ja, så er man enten så håbefuldt optaget af sine forventninger til disse ting eller så veltilfreds med det just opnåede eller måske så bundet i bitter skuffelse og martyriumfornemmelser, hvis forhåbningerne brister eller sagen trækker i langdrag, – at man slet ikke kan åbne sig for andre løsninger.

Først i det øjeblik, man med både hjerte og forstand erkender, at der ikke en gang kan lægge skylden for sin ulykkelige tilstand over på omgivelserne, og det ikke ville hjælpe, om man så iøvrigt fik alt, hvad man fysisk kunne pege på i hele verden, – først da er man i virkeligheden parat til at søge løsningen inde i sig selv og sit eget væsen, at gå i sig selv, som det hedder, og først da kan man rigtig drage nytte af Martinus videnskab.

Men er en sådan situation da mulig? – Ja, den er en kritisk realitet for nogle mennesker, og det betyder faktisk, at de stort set allerede har forsøgt sig med alle disse muligheder og altså i princippet, har afprøvet dem alle indtil en sådan grad, at de for hver ny oplevelse eller "eksperiment" tilsidst i voksende skuffelse har måttet erkende, at utrygheden, angsten eller ufreden stadig var der – ja, at den tilsyneladende var "klæbet" til dem, og bare fulgte med, hver gang de fik lejlighed til at få deres ønsker og forhåbninger tilfredsstillet. Her er der altså ikke tale om sure miner, fornærmet tilbagetrukkethed eller opfattelsen af at have måttet give afkald på nogle af livets goder, men derimod: følelsen af "tomrum", savnet af en mening med tilværelsen og en længsel uden konkret adresse.

På denne baggrund er det sikkert nemt at forstå, at fysikkens og teknologiens attråede og eftertragtede resultater eller følgevirkninger, altså komfort, forbrugsvarer, stimulanser osv, udgør en ikke ringe sum af de erfaringer, som blandt en hel del andre mulige krav til omgivelserne, må indhøstes og "udforskes", før en supplerende "skæbnevidenskab" har mulighed for at finde nogen som helst interesse og grobund. Og dermed har vi igen fået bekræftet de fysiske videnskabers absolut nødvendige –, men dog utilstrækkelige, formåen m.h.t. at omfatte hele tilværelsen og løse alle dens problemer.

Denne udvikling er som bekendt ikke forløbet på en alt for behagelig måde. Når vi ser tilbage, kan vi jo med rette være stolte og tilfredse over den selvstændighed, vi har vundet takket være vor voksende intelligens og udviklede fysiske videnskaber. Men, der er gået noget til undervejs. Mange millioner mennesker er blevet dræbt eller lemlæstet under plyndring og på vikingetogt, brændt på inkvisitionens bål, dræbt eller såret i klassekampens fejder, mistet liv eller førlighed i tilknytning til alle former for kringshandlinger, herunder de moderne storkrige. Fattighuse, tugthuse, fængsler og koncentrationslejre har ligeledes været med til at kvæle livslysten dér, hvor den var dømt til at udfolde sig under disse skumle betingelser. Og tænk bare på, hvordan pest og andre epidemiske sygdomme har udryddet hele befolkninger eller landområder.

Alle sådanne lidelser og mange flere, ikke mindst de psykiske følgevirkninger, sætter ifølge Martinus et ganske særligt stempel på menneskeheden. Martinus fremhæver således som noget betydningsfuldt, når vi ønsker et samlet overblik over menneskehedens udvikling, at medens arbejdet med at overvinde den ydre natur eller "gøre sig jorden underdanig" medfører en intelligensudvikling, så fører lidelserne eller omkostningerne ved dette stykke arbejde til en følelsesudvikling, dvs en udviklet evne til psykisk at kunne opleve eller fornemme andres lidelser (5).

Mennesket udvikler sig derfor ikke bare fra at være stumt, dumt og uvidende til at være velformuleret, intelligent og oplyst, men det vokser også fra at være primitivt og ukærligt til at være intellektuelt og begyndende humant. Og "humanitet" er et centralt begreb i Martinus kosmologi; det skal forstås som en udviklet evne til via lidelseserfaringerne ikke at kunne "nænne" at gøre medvæsener fortræd. Men det vil jo netop sige, at udviklingen ganske automatisk fører hvert enkelt menneske – via generationers ophobede lidelseserfaringer, således som disse kommer til at afspejle sig eller inkarnere i det enkelte individ – i retning af at løse ufredens eller krigens problemer (1, stk. 2408).

Hvis man meget kort skal karakterisere, hvad Martinus kosmologi særlig kommer til at betyde, så kunne man netop holde dette samlede udviklingsaspekt frem og fortælle, at medens fysikken beskriver de grundlove, hvis tilstedeværelse er blevet synlige via menneskets intelligensudvikling, så beskriver kosmologien eller "skæbnevidenskaben" de grundlove, som er ved at blive synlige via menneskets samlede eller fuldt kombinerede intelligens-følelsesudvikling.

Nå ja, dette sidste udsagn lyder måske noget teoretisk, og dog er en intelligensbetonet erkendelse og forståelse af "den humane evne's udvikling, tilsynekomst og videre forløb som spiren til ren "næstekærlighed" intet mindre end "makronbunden"! – hvilket her vil sige: den allermest aktuelle og eftertragtede årsag til, at moderne, søgende mennesker før eller siden finder frem til Martinus kosmologi. – Sagen er nemlig, at "den humane evne", altså evnen til ikke at kunne nænne at gøre noget medvæsen fortræd, udvikles ganske automatisk i takt med lidelseserfaringerne for så en dag at gøre sig gældende i en sådan grad, at den uvægerligt må tørne sammen med en anden stærk og automatisk drift i mennesket: "selvopholdelsesdriften", der lige siden tidernes morgen uophørligt har forsikret og mindet menneskene om, at "enhver er sig selv nærmest!" – Giver man sig nu til at tænke dybere over dette modsætningsforhold, så kan man heri skimte den fundamentale årsag til det moderne menneskes forvirring, ubeslutsomhed, skyldfølelse og livsangst, "neurosen" eller, som Martinus kalder det: "forskydningen af den normale, mentale aksehældning" (6). Og da denne neurose ikke blot er begrænset til enkelte individer hist og her, men også kan erkendes som selve kernen i det moderne samfunds krise- og opbrudsstemning, med dets stakåndede jagt på vekslende idealer og målsætninger, så bliver det, set i dette store perspektiv, Martinus mission på længere sigt at løse eller "genløse" denne verdensomspændende "psykiske knude". Og det kan han gøre ved at holde analysen af "den humane evne" frem og samtidig påpege, hvorledes hvert enkelt menneske i egen umiddelbar interesse, dvs for sin egen sjælefreds skyld, kan arbejde med på at løse denne knude ved selvkritisk at satse på dén moralske retning i sin væremåde, i hvilken udviklingen alligevel urokkeligt, ifølge denne analyse, vil føre menneskeheden.

Martinus sammenligner disse to videnskabers forskelligartethed og gensidige betydning for hinanden ved at henvise til den situation, man befinder sig i, når man står med en bog i hånden (1, stk. 2050). I denne analogi udgør bogens vægt, størrelse, indbinding, papirets kvalitet, tryksværtens kemiske sammensætning og bogstavernes størrelse, typer, fordeling og antal m.m. "det materielle aspekt", medens selve dette at tyde bogens hensigt, finde meningen med den eller kort sagt: at læse den, udgør "det åndelige aspekt". Her er vi altså igen tilbage ved livets to store dimensioner, den kvantitative og den kvalitative (se artikel nr. 1 i denne serie). Og nu er menneskeheden altså ifølge Martinus nået frem til en sådan grad af "skolemodenhed", at den så småt kan begynde at indtage sin plads i "livets skole"s første klasse, dér, hvor man skal til at lære "at læse" i naturens eller livets egen "bog" og er moden for teoretisk vejledning.

KILDER:

1. Martinus: Det Tredie Testamente.

2. Martinus: Det evige verdensbillede, symbol 21: stk. 6 (øverste venstre del af symbolet).

5. Martinus: Mental suverænitet, kapitel 2.

6. Martinus: Bønnens mysterium, kapitel 14.