Ældre Kosmos og Kontaktbreve

Kosmos 1982/12 side 235
Sv. Å. Rossen
Vejen til kosmisk bevidsthed
 
Som det er de fleste læsere bekendt, er "kosmisk bevidsthed" den særlige bevidsthedstilstand, som var Martinus grundlag for at opleve den evige sandhed og formulere de kosmiske analyser om verdensaltet. Denne evige sandhed er identisk med talsmanden eller Den hellige ånd, som Kristus profeterede, at Faderen ville sende i hans navn, som skulle lære menneskene alle ting og minde om, hvad han havde sagt (Joh. 14.26).
At have kosmisk bevidsthed vil derfor sige at have tankemæssig forbindelse med Den hellige ånd. Spørgsmålet er så, hvad Den hellige ånd repræsenterer? Den er i følge Martinus identisk med den universelle Guddoms primære eller højeste bevidsthedsniveau, som er lig med Guddommens højeste viden om sig selv dvs verdensaltet. Undertiden kalder Martinus også dette bevidsthedsniveau for "visdomsoceanet", fordi løsningen på alle livets gåder findes her som intuitive ideer eller facitter. Når man har kosmisk bevidsthed, behøver man derfor ikke udfolde et omfattende tanke- og forskningsarbejde for at nå frem til sandheden, men sandhedens lys stråler direkte ind i bevidstheden som klare forestillingsbilleder, hvis virkelighed og sandhed er ubetvivlelig. Da det er ideerne i Guddommens primære bevidsthed, som er de egentlige årsager til alle skabelser på Jorden og i den øvrige del af verdensaltet, behøver den kosmisk bevidste således ikke gå omvejen til sandheden gennem tidsrøvende studier af den materielle verdens fænomener, men kan gå den direkte vej til disse fænomeners åndelige skabelseskilde og øjeblikkeligt opleve deres inderste idé eller mening.
Men kosmisk bevidsthed er ikke alene en høj intellektuel indsigt, den giver også den kosmisk bevidste en permanent følelse af Guddommens tilstedeværelse overalt: i himmelrummet, i naturen, i alle medvæsenerne og ikke mindst i sit eget bryst. Den kosmiske bevidste oplever sig ét med Gud ligesom Kristus, der kunne sige "Jeg og Faderen, vi er ét" (Joh. 10.30). Således oplevede Martinus også sit eget forhold til Gud. Man må forestille sig, at denne oplevelsestilstand giver den kosmisk bevidste en trygheds- og glædesfølelse, som går over al forstand! Endelig oplever den kosmisk bevidste som en naturlig forlængelse af at være ét med Gud og have indsigt i Guds skabelsesplan en ubegrænset kærlighed til alt: til mennesker, dyr, planter og mineraler, til Jorden og universet, men først og fremmest til Gud, som står bag alt dette. Den kosmisk bevidste behøver hverken ofre sig eller anstrenge sig for at være god og kærlig, men har alkærligheden som et talent eller automatfunktion i sit væsen.
At få kosmisk bevidsthed er ikke en viljessag
Som følge af denne beskrivelse af kosmisk bevidsthed kan der ikke være nogen tvivl om, at det netop er denne bevidsthedsform, som kan give menneskene den lykketilstand, som det sukker så dybt efter, og at den derfor repræsenterer det endelige mål for menneskehedens åndelige udvikling.
I Kristendommen taler man om menneskets "frelse" og mener dermed optagelse i Guds rige og oplevelse af en permanent lykketilstand. Det er et gennemgående træk i Kristendommens talrige sekter, at en spontan frelse er mulig gennem troen. Mange kristne har da også oplevet en "omvendelse", der blev et vendepunkt i deres liv og gjorde dem til troende mennesker, så de blev mere positive i det daglige og tog afstand fra eventuelle tidligere laster som f.eks. alkoholmisbrug. Sådanne omvendelser er af kristne blevet opfattet som den endelige frelse, medens de i virkeligheden blot er eksempler på de mange mentale milepæle, menneskene må passere gennem mange liv på vej mod kosmisk bevidsthed. En nærmere iagttagelse af de såkaldt frelste viser da også, at de på trods af deres religiøse opstemthed og den omstændighed, at de har lagt nogle laster bag sig, alligevel har del i almindelige menneskers fejl og mangler. Det er de ofte selv de første til at indrømme, og ud fra deres egen religiøse doktrin er det da heller ikke nødvendigt at have en fuldkommen væremåde for at blive frelst: troen og Guds nåde er tilstrækkelig! Og her er vi præsenteret for en af de største misforståelser i den kirkelige kristendom. Troen er ikke i stand til at skabe den gennemgribende forvandling af sindet, som den kosmiske bevidsthed repræsenterer. Denne forvandling er ikke kun et viljesspørgsmål, men er tillige betinget af erfaringsdannelse, åndelig vækst og udvikling.
Evneudviklingens A-, B- og C-stadium
Det levende væsen er i evig udvikling og forvandling takket være talentkerneprincippet, som er rodfæstet i dets evige overbevidsthed. Det vil altid være i færd med at udvikle nye evner og talenter gennem tre karakteristiske stadier, som Martinus benævner A-viden, B-viden og C-viden. A-viden er motivationsstadiet, hvor individet på basis af almindelig viden om den pågældende evne eller færdighed, som det kan iagttage hos andre, føler et stærkt ønske om at komme i besiddelse af dette talent. Hvis en ny evne kunne skabes på ønskets eller viljens bud, ville A-stadiet samtidig være talentets færdige stadium. Men vi ved fra erfaringer med praktiske færdigheder, at der skal meget mere til. Vil man f.eks. lære et håndværk eller mestre et instrument, så kræves der øvelse og træning, og det er netop "talentets B-stadium. Det er under den fortsatte gentagelse af de tankebaner og bevægelser, som den pågældende færdighed omfatter, at der opbygges en "talentkerne" i overbevidstheden. En talentkerne er et energistyringscenter, som successivt overtager styringen af handlingernes bevægelseskombination, så de automatiseres. C-stadiet er talentets færdige og fuldkomne stadium, hvor individet perfekt og automatisk behersker det pågældende færdigheds- eller vidensområde. Talentkerneprincippet er således det organiske grundlag for al udvikling.
Den kosmiske bevidstheds A-stadium
Også den kosmiske bevidsthed er baseret på talentkerneprincippet, dog med den forskel fra mere sporadiske talenter som f.eks. musikalske evner, at der her er tale om et evigt grundtalent, nemlig grundtalentet for sansning med intuitionsenergien. Dette grundtalent har været midlertidig latent i dyreriget, men skal igen udvikles som led i menneskets genopstandelse fra dyreriget og dets forvandling fra et "rigtigt" menneske med gudsbevidsthed. Men denne genudvikling følger de samme stadier som andre talenter.
Den kosmiske bevidstheds A-viden er det stadium, hvor mennesket har fået interesse for de kosmiske analyser og studerer dem rent teoretisk. Dette studium giver vedkommende en "almindelig viden" om disse analysers natur. Hvis interessen kun er baseret på intelligens og forbliver rent teoretisk, vil talentkerneudviklingen stagnere, idet vedkommende ret hurtigt bliver mættet af de kosmiske analyser og derefter bliver interesseret i andre teoretiske eller mere materielle sider i tilværelsen. Men hvis man sideløbende med den intelligensmæssige forståelse bliver inspireret af deres følelsesmæssige indhold, hvilket vil sige fornemmer den guddommelige visdom og kærlighed, som de afslører i tilværelsen, og man som følge heraf føler trang til at have den samme kærlighedsevne i sin egen mentalitet for at kunne udfolde den i sit daglige liv, så er man motiveret til at gå igang med talentets B-stadium.
Den kosmiske bevidstheds B-stadium
Styrken af ønsket om at få kosmisk bevidsthed er meget vigtig for effekten af B-stadiet, fordi det drejer sig om en omfattende og dybtgående psykisk ændringsproces, som vedrører hele individets hidtidige evnestruktur. Der vil derfor forekomme mange vanskeligheder og skuffelser på dette trin, og motivationen vil blive svingende. Under psykiske nedture eller når andre interesser midlertidigt dominerer bevidstheden, vil ønsket svækkes eller glemmes. I sådanne perioder høster man imidlertid yderligere erfaringer, som på et tidspunkt giver ny næring til et forstærket ønske om mere bevidst og udholdende at arbejde på sin kosmiske udvikling. Og der er virkelig meget at gøre. Det drejer sig dels om at styrke de positive, menneskelige talenter, og dels om at nedbryde de negative, dyriske evner. Kampen mellem disse to sider i sindet udtrykte Paulus smertelig tydeligt med ordene: "Det gode, jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg". De negative, egoistiske tendenser er ofte stærkere end de positive karakteregenskaber. Måske har man et opfarende temperament eller en tendens til at blive irriteret, som ødelægger det gode forhold til familje, venner og naboer. Eller måske har man en tendens til at sætte materielle ting højere end de menneskelige forhold. Der er mange muligheder, og det er individuelt for hvert menneske, hvori dets negative egenskaber består. Under alle omstændigheder er det disse egenskaber, som skaber mentale kortslutninger, særlig hvis det er bevidst i, at det burde føle, tænke og handle anderledes. Disse kortslutninger giver krafttab, der opleves som mismod, depression eller livslede. Og denne psykiske situation er særdeles karakteristisk for mennesker idag. Vejen ud af dette mørke er en styrkelse af de positive talenter, f.eks. opøvelsen i at være hjælpsom, tolerant, "hellere give end tage" og være tilgivende overfor andres fejl. Det var denne holdning, som Kristus lærte menneskene som vejen til Guds rige, og ved at opbygge disse talenter vender livskraften og energien tilbage i menneskets sjæl og legeme. Martinus fortalte, at med denne væremåde vil man komme til at føle hele "universets medvind", fordi man da klinger sammen med Guddommens og verdensaltets grundtone: alkærligheden.
Der er ingen genveje
Skabelsen af kosmisk bevidsthed berører således menneskets hele væsen, alle dets evner og tendenser, dets tanker, følelser og handlinger. Den strækker sig derfor også over en lang række inkarnationer, hvor de negative talenter svækkes og afvikles i takt med, at de positive opbygges og styrkes. Denne proces finder sted hver eneste dag i utallige valgsituationer, også selvom individet ikke selv ved, hvad der i virkeligheden foregår. Men når man kender de kosmiske analyser, bliver processen mere og mere bevidst. Samtidig vil man opleve, hvor svært det er at overvinde sig selv, dvs de negative tendenser. Jo mere følelsesbetonet og entusiastisk man arbejder med sig selv, des mere skuffet og desillusioneret kan man blive, fordi fremskridtene og udviklingen synes at gå så langsomt. I denne situation sker det, at nogen taber tålmodigheden og falder for fristelsen til at søge en tilsyneladende hurtigere og nemmere løsning. Måske tager man euforiserende stoffer eller begynder en intensiv meditationstræning. I begge tilfælde kan man opleve en slags åndelig ekstase, hvor man i lynglimt kommer i berøring med de højeste åndsenergier. Men Martinus understreger med den største alvor, at det er en uberettiget indtrængen i det allerhelligste, fordi vedkommende ikke er færdigudviklet og derfor ikke har "bryllupsklædingen" på. I sådanne tilfælde træder begrebet "tærskelens vogtere" i kraft i form af kortslutninger mellem den fremprovokerede åndelige lysoplevelse og de negative talenter i vedkommendes bevidsthed og medfører forskellige mentale komplikationer.
Hvis vedkommende stadig har en rest af selvhævdelse og forfængelighed i sit sind, vil han tro, at han er fuldt indviet, at han nu er en mester eller en guru. Men da et kosmisk glimt ikke giver hele sandheden, kan han nemt komme til på andre områder at udbrede usandhed og dermed vildføre andre mennesker. Da hans moral heller ikke er helt færdigudviklet, vil hans tilhængere også efterhånden opleve pinlige afsløringer af forhold i hans daglige væremåde, som ikke er en sand mester værdig. Han vil således uundgåeligt være på vej mod nye lidelser, der er så meget mere smertelige, fordi de opleves som en skærende kontrast til den for tidligt oplevede åndelige lystilstand.
Uforeneligheden mellem lysoplevelsen og vedkommendes mentale udviklingstrin kan også være så stor, at vedkommende ikke er i stand til at gennemføre sin normale daglige tilværelse med dens problemer og forpligtelser i relation til familje og arbejde. Vedkommende får dårlige nerver og kommer ud for psykiske sammenbrud. Måske vil kortslutningen være så fundamental, at de "mentale sikringer" brænder over, så dagsbevidstheden kobles fra og vedkommende bliver sindssyg og må plejes på en institution.
Det ulykkelige ved for tidlige åndelige oplevelser kan også anskues ud fra skæbneloven. Hvis man får sådanne oplevelser, før man har overstået alvorligere tilbagevendende skæbneerfaringer, vil smerten mangedobles på grund af kontrasten mellem oplevelsens lysindtryk og deri skæbnemæssige mørkeoplevelse. En følge heraf kan blive, at vedkommende føler sig nødsaget til at vende sig bort fra sin åndelige interesse i en lang periode. – Hvilke virkninger af fremprovokerede åndelige lysoplevelser, der end måtte indtræde i det individuelle tilfælde, så bliver den formodede genvej under alle omstændigheder til en omvej.
Åndsvidenskabens mission
Man kunne forestille sig, at mennesker var i stand til ved egen modning at udvikle kosmisk bevidsthed. Men man skal lægge mærke til, at menneskeheden på alle dets udviklingstrin er blevet hjulpet og stimuleret af mennesker, der befandt sig på et højere trin. I tilfælde af at dette højere trin ikke repræsenteredes på Jorden, har vi endog set, at Jordens menneskehed har fået besøg af mennesker fra højere verdener, hvad Kristus var et tydeligt eksempel på. At blive vejledt af personer, der er længere fremme i udviklingen, er et evigt princip, der gør sig gældende overalt, hvor mennesker gennemgår en åndelig udvikling. Martinus benævner det verdensgenløsningsprincippet og gør gældende, at denne hjælp er et af de mange eksempler på Guddommens kærlighed til de levende væsener. Det er derfor naturligt, at dette princip også gør sig gældende på de afsluttende stadier frem mod kosmisk bevidsthed. Kristus selv forudsagde også, at Gud senere ville sende "sandhedens ånd", som skulle "vejlede" menneskeheden til "hele sandheden". I overensstemmelse med denne profeti har Martinus pointeret, at det nye og sidste trin i menneskehedens verdensgenløsning ikke er koncentreret om nogen bestemt person som det var tilfældet med Kristus, men om sandheden i form af viden. Som vejledning for dette stadium i verdensgenløsningen har Martinus derfor fremstillet Det tredie Testamente som en videnskab om livet eller tilværelsen. Det er en sådan hjælp, menneskeheden fremover vil have mest gavn af med henblik på at stimulere udviklingen af kosmisk bevidsthed. Da tanken altid er foran den praktiske udvikling, er det betydningsfuldt og nødvendigt, at menneskeheden i form af de kosmiske analyser har fået et tankeobjekt for sin kommende udvikling i skikkelse af forestillinger og idealer, der gradvis kan blive til fysisk virkelighed.
I 1. bind af Livets Bog skriver Martinus i stk. 247, "at den store fødsel fundamentalt først kan opleves udenfor Jorden, hvilket vil sige, på verdener, der er længere fremme i udviklingen end jordkloden." Derfor har mennesker, som befandt sig på det stadium, hvor de første kosmiske glimt indtræder, og som derfor i løbet af få inkarnationer ville være parate til den store fødsel, hidtil måttet inkarnere på kloder med højereudviklede menneskeheder, hvor den evige sandhed allerede var etableret som videnskab. Kun derved kunne de få den tankemæssige næring og vejledning i væremåde, som repræsenterer den bedste fødselsforberedelse, så der ikke opstod fødselskomplikationer på de sidste vigtige stadier. Læser man Martinus sidste værk "Det evige Verdensbillede" II s. 161, ser man, at Martinus med færdigskabelsen af Det tredie Testamente har erkendt, at den fulde udvikling af kosmisk bevidsthed nu er "frigivet" her på Jorden. Og det netop fordi dette testamente repræsenterer en sådan kosmisk- eller åndelig videnskab, som i overensstemmelse med livets højeste love kan vejlede menneskeheden i udvikling af kosmisk bevidsthed på den mest betryggende måde.
På dette sidste udviklingsstadium er en kosmisk vejledende videnskab altså nødvendig for det søgende menneske. Martinus kunne derfor ligesom Kristus sige "ingen kommer til Faderen uden gennem mig", dvs uden kendskab til åndsvidenskabens kosmiske analyser, og han udtalte faktisk dette i et af sine sidste foredrag. Denne udtalelse må naturligvis ikke tages som udtryk for fanatisme eller som en optakt til tilbedelse af Martinus. Det er derimod de kosmiske analyser, dvs sandheden udtrykt i logiske tanker, der er nødvendige og uomgængelige for den, som ønsker kosmisk bevidsthed. Og det uanset hvem, der har transformeret dem til fysisk form på denne planet. Man ville dog heller ikke kunne tillægge en matematiklærer fanatisme, fordi han indskærpede sine elever, at de f.eks. skulle lære den pytagoræiske læresætning som nødvendig forberedelse til den højere matematik.
Talentkerneprincippet og bønnen
Afslutningsvis bør der fremhæves to principper, hvis forståelse og brug har afgørende betydning i den kosmiske fødselsforberedelse. Det er for det første talentkerneprincippet, fordi dette princip som tidligere nævnt gør gældende, at udviklingen frem mod kosmisk bevidsthed er en kontinuerlig organisk vækst gennem en række liv, hvor mennesket gradvist nedbryder sine sidste dyriske talenter og samtidig opdyrker nye, positive menneskelige talenter. Det andet princip, som bør fremhæves er bønnen. Gennem bønnen får mennesket gradvis en større kontakt med Gud og de åndelige verdener, og det kan herigennem hente en umådelig kraft til at komme igennem den daglige tilværelses vanskeligheder. Desuden kan det hente styrke til ikke at falde for fristelsen til at forsøge lokkende "genveje" til målet, f.eks. ved at indtage euforiserende stoffer eller ved kunstig åndelig træning.
Efterhånden som mennesket i deres daglige tilværelse bliver i stand til at omsætte de kosmiske analyser i daglig praksis (B-videns stadiet) og denne praksis således kommer til at gå op i en højere enhed med den teoretiske viden (A-videns stadiet), nærmer de sig C-videns stadiet, som er den personlige indvielse og erhvervelse af kosmisk bevidsthed. I løbet af nogle få liv vil de første nulevende mennesker på Jorden få kosmisk bevidsthed, og inden 3000 år vil der i følge Martinus være så mange kosmisk bevidste, at det "rigtige" menneskerige eller Guds rige på Jorden er blevet en realitet.
Sv. Å. R.