Kosmos 1982/12 side 231
Søren Hahn: OM FYSIK OG KOSMOLOGI 2:
Martinus kosmologi
– en ny grundvidenskab
Med problemet "krig", er det som med et naturfænomen, – vi har altid kendt til det. Når naturfænomener undersøges til bunds, ender man ved de fysiske grundlove, og undersøgelsesmetoden har siden Galileis dage været nøje forbundet med matematiske beregninger og angivelser i mål eller vægt. Men hvad så med krigen? – den ser det ikke ud til, vi kan måle eller veje os frem til en fredelig løsning på, en løsning, som kan holde. Er det fordi, vi har overset nogle ikke-fysiske grundlove, dvs "psykiske grundlove", som umuligt kan fremdrages og afdækkes gennem mål- og vægtanalyser? – Denne artikel henvender sig til mennesker, der i en passende blanding af spontan interesse og sund skepsis vil være med til at undersøge denne mulighed.
En videnskab uden tal og formel matematik er en realistisk mulighed
Spørgsmålet er altså, om den slags "psykiske grundlove" overhovedet kan findes eller opdages uden brug af tal eller matematik. Og det ser der virkelig ikke ud til at være noget i vejen for. Vi kan bare tage de velkendte fysiske grundlove til eksempel. Fysikkens historie beretter flere steder om "tilfældigheder" i forbindelse med "gode ideer" eller "fikse indfald". Berømt er således Galileis opdagelse af, at lette og tunge legemer falder lige hurtigt (11). På hans tid tog man det for givet, at de tunge legemer hurtigst drages mod jorden, men nogle tilfældige iagttagelser af svingende lysekroner i Pisas domkirke bragte Galilei på den tanke at undersøge disse forhold nærmere. Ud fra den lov, som Galilei derved vandt frem til ved hjælp af sine målinger, kunne han forudberegne, hvor lang tid et legeme i almindelighed er om at falde ned fra en bestemt højde. Men det afgørende eksperiment kunne udføres, og det endda helt uden tal og matematiske formler – idet et forholdsvist tungt og et forholdsvist let lod blev kastet ud fra det skæve tårn i Pisa på samme tid for derefter at nå jorden samtidigt. Men først da Galileis observation kunne forklares som en konsekvens af Newtons love for bevægelse og massetiltrækning, var fænomenet ifølge fysikken endelig opklaret (10). Og opdagelsen af denne fysikkens grundlov udløstes ifølge traditionen (9) ved synet af et faldende æble....
For at fremdrage eventuelle "psykiske grundlove", kan man altså lige så lidt som for de fysiske grundloves vedkommende forlange eller forvente, at sådanne opdagelser nødvendigvis skal ske på grundlag af nøjagtige målinger og ved hjælp af matematik. Men når det derefter kommer an på at eftervise konsekvenserne af disse formodede love eller hypoteser – ja, da må en videnskab om de "psykiske grundlove", og det er netop hvad Martinus kosmologi er, betjene sig af et noget mere usikkert redskab end fysikken. Hvor fysikken, der er en såkaldt "eksakt" videnskab og grundvidenskab for naturvidenskaberne, anvender nøjagtige talangivelser, som kan efterprøves, uden at dette, i hvert fald for den klassiske fysiks vedkommende, stiller særlige krav til kontrollantens moralske kvalifikationer, og hvor fysikken ligeledes kan støtte sig til et fuldkomment udviklet sprogsystem, nemlig matematikken, – dér må kosmologien, i følge sin egen natur som en grundvidenskab for det levende, (her forstået som dét, der ikke kan måles og vejes), være henvist til at notere og opbygge sine "mellemregninger" og "facitter" ved hjælp af det almindelige sprog, med alle de misfortolkninger, skjulte nuancer og rene uforståeligheder et sådant levende sprog nu engang kan byde på.
Mon dét overhovedet kan lade sig gøre? – Tja, uden nærmere at komme ind på specielt Martinus kosmologi, så kan vi allerede nu forudse, at for at kunne arbejde med sproget som et videnskabeligt udtryksmiddel, så må der ved formuleringen kræves en lignende skarpsindighed og nøjagtighed, som vi kender det fra den formelle matematik. Udtryksformen må altså være tilnærmet eksakt eller "krystalklar" og anvendelsen strengt logisk, en slags "verbal matematik".
Og på den anden side: da det sproglige redskab i sammenligning med matematikkens x'er og y'er er –, ja og bør være, et glitrende, vitalt og spændstigt nuanceret medium, så må vi endvidere – som en absolut nødvendig forudsætning ved forståelsen af dette sprog – også kunne forudse kravet til læseren, tilhøreren eller kort sagt den studerende, om nænsomhed og lydhørhed over for den indre levende kerne eller dybeste mening bag sproget. Ordene i sig selv er jo blot de ydre symboler eller kendetegn for de realiteter, som skal udtrykkes. Det er derfor indlysende, at egoistiske ambitioner, forudfattede meninger eller særlige sympatier og antipatier – i langt højere grad end for fysikkens vedkommende – her vil kunne tilsløre de hypotetiske konsekvenser, som den kontrollerende forsker skal holde øje med og efterprøve. Her gælder altså frem for alt det gamle ord, "at den, der har øjne at se med, han ser, og den der har ører at høre med, han hører".
Vor forløbige konklusion må således blive, at en videnskab uden tal og formél matematik er en realistisk mulighed, men vel at mærke kun, når særlige intellektuelle og moralske kvalifikationer er tilstede. Hvor fysikken fordrer opmærksomhed og intelligens, dér vil en ny supplerende videnskab tillige fordre følsom indsigt og stille eftertanke.
Martinus kosmologi er erfaringsvidenskab og "skæbnevidenskab"
Vi har nu prøvet at opstille hypotesen om en supplerende grundvidenskab og draget nogle paralleller eller analogier fra den klassiske fysik for dermed at sandsynliggøre, at Martinus kosmologi ikke nødvendigvis på forhånd, dvs uden nærmere kendskab, kan fejes af bordet som "det rene vrøvl" eller "sværmeri".
Mange vil dog måske stadig mene, at man for at "studere" Martinus kosmologi må være så naiv, at man er rede til at glemme alt, hvad man tidligere har lært, for i en bølge af optimisme og grænseløs tillid at give sig ind under kosmologiens såkaldte "facitter" eller "konklusioner", som var de det eneste saliggørende i hele verden. Og der er da heller ingen tvivl om, at kosmologien vil blive modtaget af nogle mennesker på den måde, men det har bare aldrig været Martinus mening.
Martinus Thomsen (1890-1981) (vedrørende biografi, se 3 og f.eks. 12 og 13) med forfatternavnet "Martinus", kalder sin videnskab for "kosmologi". At denne kosmologi er videnskab, er tidligere påvist, idet den opfylder fem særlige krav, som man i almindelighed stiller til videnskabeligt arbejde (14). Når han imidlertid bruger ordet "kosmologi" skyldes det, at de "psykiske grundlove", som han, i kraft af samme intuitive princip som fysikkens store mestre, kunne fremdrage eller "læse" i naturen, – straks viste sig at måtte gælde overalt i kosmos, og dét tillige på en sådan måde, at sandheden i det gamle okkulte udsagn: "den, der kender sig selv, kender hele universet", netop finder sin forklaring som en konsekvens af disse love (4).
Martinus kosmologi er imidlertid ikke nogen okkult videnskab eller i det hele taget en viden, som efter Martinus mening kan forstås, tilegnes, praktiseres og udnyttes ad anden vej end gennem et helt naturligt kendskab til såkaldt "ondt" og "godt", dvs gennem en moralsk udvikling (1, stk. 208). Og i den henseende er kosmologien netop i fuldstændig lighed med fysikken en erfaringsvidenskab, og dvs, at den henter sit indhold fra systematiske eksperimenter under forud fastlagte og nøje kendte betingelser.
I modsætning til fysikken er kosmologien imidlertid en ung videnskab, og mange studerende vil muligvis ikke fornemme deres forhold til kosmologien så strengt videnskabeligt, som her antydet. Desuden må det indrømmes, at Martinus – for store dele af sit forfatterskabs vedkommende – øjensynligt har taget kraftigt forskud på kommende generationers evner og erfaringer, når det drejer sig om fuldt ud at forstå og kontrollere hans særlige udredninger, hans såkaldte "kosmiske analyser". Mange af de afgørende eksperimenter må derfor vente lidt endnu, for indtil videre at være teorier, som den enkelte studerende, alt efter omfanget af hendes eller hans personlige erfaringer, må lade stå hen som mere eller mindre usikre. Og Martinus har da også rent ud om dette forhold sagt: "Tag dét af det, du kan bruge, og lad resten ligge".
Men efterhånden, som den studerende opnår et bedre overblik over de "psykiske grundlove" og begynder at sætte dette kendskab i forbindelse med sin egen personlige holdning til omverdenen, til sin personlige historie så langt hukommelsen rækker tilbage og frem til dét, der foregår lige nu, – så synes der for manges vedkommende at være én bestemt teori, som i særlig grad vinder større og større sikkerhed. Denne teori drejer sig om dét, der i eventyrene bliver betegnet "skæbne", og det viser sig for den studerende, efterhånden som det personlige opklaringsarbejde skrider frem, at dette begreb selv i de mindste detaljer er lovbestemt.
Og netop de små detaljer gør "skæbne" til et lige så fremragende og spændende studieobjekt for systematiske eksperimenter, som selveste "årsagsloven" er det. Martinus kalder derfor også sin kosmologi for: "skæbnevidenskab" (1, stk. 292), og måske vil de læsere, som endnu ikke har hørt ret meget om Martinus kosmologi, nu kunne forstå, at her er netop et stort og ukendt område som kan friste mange mennesker til at forske udenfor de sædvanlige materialistiske videnskabers rammer. Tænk om man kunne opnå et lige så genialt herredømme over sin skæbne, som det herredømme menneskene via fysik og teknologi allerede har vundet over naturen!
SH
(fortsættes)
KILDER:
1. Martinus: Det Tredie Testamente.
3. Martinus: Omkring min missions fødsel.
4. Martinus: Bisættelse, kapitel 20.
9. Gyldendals opslagsbog. Gyldendal, København 1958-60.
10. Hansen, H. M.: Lærebog i fysik. 2. udg. Nyt Nordisk Forlag, Arnold Busck, København 1961, p. 9.
11. Hogben, L.: Matematikkens eventyr. Fremad, København pp. 53-54.
12. Larsson, E.G.: Martinus. Kosmos, Köpenhamn 1946.
13. Larsson, E.G.: Martinus – en kort biografi. Pjece udgivet af Martinus Institut.
14. Rossen, S. Å.: Martinus verdensbillede er videnskab. Kosmos nr. 14: 1973: 180-83.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige