Kosmos 1982/10 side 197
Lisbeth Lanemo
I livets skæbnespil er alle vindere
Jo sandere vi opfatter vor egen og andres rolle i livets skæbnespil desto sikrere grundlag har vi, når vi forsøger at korrigere vore ufærdige sider, så vi bedre kan komme i harmoni med livets grundtone
Hvis vi ønsker at skabe en stadig mere fuldkommen vekselvirkning med vore omgivelser, må vi være forberedte på til stadighed at observere vore egne skiftende reaktioner, såvel i tanke som i følelse, i ord og i handling.
For virkelig at kunne analysere vor egen adfærd er det nødvendigt, at vi også danner os en så klar og upartisk opfattelse som muligt af vor omverden.
Jeg spillede engang skak med en fremmed, som senere skulle blive mig en god ven. Det faldt i min lod at åbne spillet, men det varede ikke længe, før jeg havde spillet denne fordel bort og befandt mig i en prekær situation. Jeg havde kun nogle få brikker tilbage, da min dame pludselig var truet. Et hel skov af sorte brikker gjorde det umuligt at redde hende.
At vende skakbræddet en halv omgang
Så foreslog min modspiller, at vi skulle vende skakbræddet en halv omgang, så jeg kunne overtage de sorte brikker og deres gunstige position. På denne måde håbede han at kunne oprette en bedre ligevægt i spillet.
Men min modspillers forhåbninger slog fejl. Det var ikke mig, der havde skabt de sorte brikkers positioner. Mine tanker var stadig knyttede til de hvide brikker, hvis skæbne på skakbræddet jeg var fortrolig med, eftersom jeg selv havde bygget den op.
Min modspiller var en rutineret skakspiller og havde opmærksomt fulgt spillets udvikling både for sine egne brikker og for mine. Det voldte ham ingen vanskeligheder at overtage de hvide brikker og spille dem frem til en gunstigere position, alt imens jeg forsøgte at orientere mig blandt de sorte.
Men spillet var ikke morsomt mere. Vi vendte skakbræddet en halv omgang igen, så jeg kom til at spille med "mine" egne brikker igen.
Total desorientering
Desværre kunne jeg nu heller ikke føle mig hjemme med de hvide brikker – de stod jo nu i helt andre konstellationer end dem jeg havde givet dem. Jeg var desorienteret, og vi afbrød spillet.
Jeg tænker på denne følelse af total desorientering, når jeg påny læser Martinus bog "Livets Skæbnespil". Martinus sammenligner her vore livsoplevelser med et skuespil med titlen skæbnen. "Vor skæbne er det samme som vor nutids forbindelse med vor fortid og vor fremtid, og livets skæbnespil bliver derfor en fremførelse eller opvisning af disse tre forskellige tider".
Hvem er tilskueren?
Vor opgave som skuespiller er ifølge Martinus at forbinde fortiden med fremtiden og dermed gøre stykket til en helhed eller enhed for tilskuerne.
Hvem er da tilskueren? Det er vi selv. Det enestående ved dette store skuespil er nemlig, at vi både er tilskuere og skuespillere på samme tid.
"Tilskueren er jo netop den del af vor bevidsthed, der oplever og tænker over tingene og ligesom står ved siden af den del af os, der handler og er aktiv". Vi genkender den vedholdende iagttager, observatør, – analytikeren inden i os, den del af os som søger helheden, enheden, sammenhængen.
Hvem spiller fortiden
"Vor fortid spilles af alle de medvæsener, hvis mentalitet lige akkurat når op til det niveau, der er den endnu ufærdige, primitive og uudviklede del af vor bevidsthed. Det er jo netop gennem de væsener, vi møder vor egen fortid som skæbne. De er de redskaber eller skuespillere, Forsynet bruger til at stille os ansigt til ansigt med de ufærdige sider af vor egen bevidsthed. Gennem dem høster vi i nuet, hvad vi har sået i fortiden".
Hvem spiller fremtiden?
"Vi er jo ikke blot omgivet af væsener, der befinder sig på lavere udviklingstrin end vi selv, men møder også væsener, som har overvundet adskillige af de tåbeligheder og ufuldkommenheder, som vi måske selv endnu ligger under for. Tilskueren i os gør sig sine tanker og har sine længsler og ønsker om, hvad der skal komme til at ske på scenen og bliver netop inspireret til sådanne ønsker ved at opleve de væseners handlemåde, der viser en større kærlighed og intellektualitet eller skabeevne end vi selv".
Vi ved alle, hvordan det føles pludseligt at stå ansigt til ansigt med vor egen lave natur. Vi ved også, hvordan det føles selv at spille fortidens rolle i vor næstes skæbnespil, det vil sige udløse ubehag for ham.
Da vi også ved, hvor vidunderligt livgivende og inspirerende det er at møde fremtiden i vort skæbnespil i form af en kærlig handlemåde fra et medmenneske, så forstår vi let, at det er fremtidens rolle vi bør forsøge at spille i vor næstes skæbne.
Nutiden er og bliver min egen rolle
Nu skal vi tage os i agt for ikke at sammenblande vort eget skæbnespil med vor næstes skæbnespil. Så kan det gå som i skakspillet, som jeg indledningsvis fortalte om. Vi bliver totalt desorienterede, og det gavner jo hverken vore medspillere eller os selv.
I vort eget skæbnespil kan vi kun spille nutiden, det vil sige netop det udviklingsniveau vi for øjeblikket befinder os på. Hvis vi forsøger at camouflere os i den fremtidsdragt som tilskueren i os ønsker og længes efter, så kommer det fremtidige skæbnespil før eller senere til at demaskere os for at vise os, hvordan vi faktisk er.
Det er altså bedre at forsøge at se så klart som muligt både på sig selv og på omverdenen og åbent erkende, at jeg i øjeblikket er som jeg er, også i forbindelse med det fortidige.
At blive medregissør
Hvis jeg gør mig umage for i hvert enkelt tilfælde at møde min fortid med forståelse og tilgivelse, så går det allerede bedre næste gang. Og hvis jeg ved et hvert møde med fremtiden lader mig inspirere til, hvor som helst det behøves, at være til hjælp, så skal jeg nok erfare, at jeg faktisk befinder mig midt i livets store eventyr, lige nu, lige her. På denne måde bliver vi i stadig højere grad medregissører i det store skæbnespil, hvis overregissør er Gud, Vor Fader, hvis vilje vi er villige til at følge i alt.
Ingen går fortabt
Vi følger gerne Faderens vilje, så meget mere som vi ved, at ingen af os går fortabt.
"Mennesket i Guds billede" er den medinstruktør i livets skæbnespil, som efterhånden har lært de principper for skabelse eller forvandling at kende, som "den store instruktør" stadig udfolder, nemlig at være hundrede procent til glæde og gavn for levende væsener, og denne tilstand er alle de jordiske mennesker på vej imod. De oplever ikke skæbnespillets akter på samme tid. Nogle oplever en del af spillet, som allerede er fortid for andre, og andre oplever noget i nuet, som for mange af deres medvæsener endnu er fremtid. Men alle lever de deres daglige liv midt i evigheden og uendeligheden, og intet væsen vil komme til at opleve mere lys, kærlighed og lykke end noget andet væsen, selv om deres oplevelse i nuet ikke er den samme."
LL
(Oversat fra svensk af Sysse Buch)
Citaterne er fra Martinus bog nr. 18: Livets Skæbnespil.
Tilbage til indholdsfortegnelsen
Forrige